Video : Tipsbladet
Generelle

Mesterhold jagter Martin Braithwaite

Martin Braithwaite kan potentielt spille Champions League-fodbold efter sommerferien, idet den danske angriber sættes i forbindelse med de græske mestre.

Han skal hjælpe med få Espanyol tilbage i La Liga i de kommende uger, men Martin Braithwaite er måske helt færdig i spansk fodbold inden længe. 

Den tidligere FC Barcelona-angriber, der blev vraget til Kasper Hjulmands EM-trup, kan nu nemlig være på vej til Grækenland. 

Ifølge det græske medie Gazzetta er de nykårede mestre fra PAOK Thessaloniki nemlig interesserede i at hente den 33-årige Martin Braithwaite, der har haft en stærk sæson i La Liga 2, hvor danskeren endte som ligatopscorer med 22 mål. 

Martin Braithwaites kontrakt med Espanyol løber frem til sommeren 2025, men danskeren har angiveligt en klausul, der giver ham muligheden forlade Espanyol enten billigt eller helt gratis denne sommer, alt afhængig af, om den catalanske klub rykker op i La Liga. 

Espanyol sluttede på fjerdepladsen i La Liga 2 i denne sæson, og klubben står nu i playoff-spillet om oprykning. Der venter i første omgang to semifinaler mod Sporting Gijon, og første opgør bliver spillet på søndag. 

Med guldet i den hjemlige liga indtræder PAOK Thessaloniki efter sommerferien i Champions League-kvalifikationens anden runde.