Video : Tipsbladet
Generelle

Medie: Skyder monsterbud på dansker til jorden

Det forlyder i England, at klubben ikke har modtaget noget bud på deres danske angriber.

Emil Riis er glohed inden transfervinduet smækker i på onsdag.

Det seneste stykke tid er den tidligere Randers FC-angriber blevet kædet sammen med et skifte til Middlesbrough, og mandag kunne BT så fortælle, at Preston North End skulle have modtaget et bud på Emil Riis.

BT skrev, at buddet på 65 millioner kroner kom fra en unavngiven engelsk klub, men piben har en helt anden lyd i England. Det engelske medie TeessideLive skriver således, at Preston ikke har modtaget noget bud på 24-årige Emil Riis.

Det er også kun to dage siden, at Emil Riis' cheftræner Ryan Lowe fortalte Lancashire Post, at man ikke havde modtaget nogen konkrete bud på danskeren.

- Vi har ikke haft nogen henvendelser. Der har ikke været nogen konkrete bud. Jeg vil meget nødig lade nogen gå, medmindre det er til den rigtige pris, sagde han i weekenden.

TeessideLive formulerer sig dog sådan, at det lyder som om, at der har været et bud på Emil Riis.

- Kilder i Preston antyder, at der endnu ikke er modtaget nye bud, skriver mediet.

Emil Riis gjorde sig særligt bemærket i sidste sæson, hvor han leverede 20 fuldtræffere. I denne sæson har han endnu til gode at finde vej til netmaskerne.

Sidste efterår forlængede angriberen sin aftale, så den løber frem til sommeren 2025. Preston er et af to hold, der fortsat er ubesejret i den nye sæson, da man har vundet en kamp og spillet fem uafgjort. Det giver en plads midt i tabellen.

Sommerens 20 største transfers i fodbold - klik her og se mere.