Wessam Abou Ali skiftede i sommer fra Vendsyssel FF til IK Sirius, og siden har den 24-årige angriber banket otte kasser i netmaskerne i Sveriges bedste række. Det har med raketfart gjort Abou Ali til et brandvarmt navn på den anden side af Øresund.
Klubber som Djurgården og Malmö FF er blevet kædet sammen med den tidligere AaB-spiller, og der kan meget vel ske ting og sager, når transfervinduet åbner i starten af det nye år.
Én ting er dog helt sikkert - IK Sirius har ikke tænkt sig at forære den danske guldfugl væk for pebernødder.
Ifølge FotbollDirekt har Sirius klasket et prisskilt på fem til syv millioner kroner på nakken af Wessam Abou Ali, og det er mange penge for en lille klub som IK Sirius, der høster en tilværelse i den tunge ende af Allsvenskan.
De otte mål betyder, at Wessam Abou Ali ligger fornuftigt til på topscorerlisten i den svenske liga, selv om han altså blot har konkurreret i halvdelen af sæsonen.
Angriberens kontrakt udløber ved udgangen af 2027.