Jonas Knudsens kontrakt med Ipswich Town udløber denne sommer, og den danske venstreback forventes at forlade klubben, der i næste sæson skal spille League One, den tredjebedste engelske række.
Men Knudsen kommer efter sigende ikke til at mangle bejlere.
Det engelske medie East Anglian meddeler således, at klubber fra flere forskellige lande er interesserede i Knudsen. De erfarer, at der skulle være interesse for Knudsen fra England, Tyskland og Danmark.
I England skulle det, ifølge mediet, være Championship-klubben Middlesbrough, der holder øje med danskeren. I sommer var Middlesbrough også meldt interesserede i Knudsen, men et skifte materialiserede sig ikke dengang.
Foruden Middlesbrough skulle tyske Freiburg, der sluttede som nummer 13 i Bundesligaen i denne sæson, også være en bejler, mens avisen nævner FC København som mest mulige destination i Danmark.
Jonas Knudsen, 26 år, har spillet for Ipswich Town siden sommeren 2015 og står noteret for 155 kampe for klubben. Før det nåede han 150 kampe for Esbjerg fB. Han har desuden spillet seks landskampe for Danmark.