Med storebror som forbillede

Efter at landsholdet fra den afrikanske stat i januar 2000 kiksede kvalifikationen til kvartfinalerne ved slutrunden om de afrikanske mesterskaber efter to sløje kampe mod Togo og Cameroun, var Kalou den ældre 48 timer senere ventet tilbage til Holland for at spille topkamp mod PSV, men det skete ikke. Hele landsholdet blev tilbageholdt af landets militære regent og overhoved, general Robert Guei, og sendt i militær straffelejr. Spillerne skulle lære noget om hvad hårdt arbejde og disciplin var.

Alt dette vil Auxerre-spilleren ikke tale om. Heller ikke generalens blodige farvel 19. september 2002 og de ni efterfølgende måneders borgerkrig. Situationen er stadig delvis udenfor kontrol, og det beklager brødrene, idet Elfenbenskysten i princippet er et land, hvor ingen behøver at sulte, men hvor etniske og sociale forskelle siden 1999 er blevet brugt til at grave grimme grøfter i et land rigt på grundstoffer og andre produkter.

På landsholdet samles spillere fra flere forskellige stammer og prøver alligevel at være venner. Men direkte udtalelser om politik giver brødrene ikke. Det betragter de tilsyneladende som livsfarligt.

“Alt hvad jeg siger bliver læst. Jeg er anfører for landsholdet, og min familie bor i Elfenbenskysten. Jeg kan bare håbe at enhver bruger sin sunde forstand”, siger Bonaventure Kalou.

Lillebror Salomon har endnu ikke spillet i nationalt regi, og han har gode grunde til at overveje et nationalitetskifte. Eksempelvis at det indtil for få måneder siden pga den sprængfarlige politiske situation ikke engang kunne lade sig gøre at afvikle en landskamp i Elfenbenskysten. Omvendt bliver der lagt et vist pres på storebroderen for at overtale Salomon til at foretrække sit fædreland, men det forsøger “Bona” nærmest at slå hen.

“Det er ikke min sag. Min bror er gammel nok til selv at tage en beslutning”, lyder svaret.

Kalou den yngre kom som 12-årig til klubben ASEC i Abidjan. Indtil da havde han hjemme i Oumé spillet i fodboldstøvler, men i hovedstadsklubben måtte han spille i bare fødder. Sådan lød befalingen fra Jean-Marc Guillou, den tidligere franske landsholdsspiller, som i 1994 havde oprettet et fodbold-akademi i Abidjan og mente, at blodige fødder ville frembringe mere teknisk fodbold.

“Måske var der en sandhed i det, men alligevel følte jeg det fornedrende og pinligt, især fordi vi spillede mod drenge, der var iført støvler, og de havde en vis evne til at stille sig ovenpå fødderne af os. På den måde lærte vi i hvert fald at tænke hurtigt og få kroppen drejet væk”, husker Salomon Kalou.



Storebror kom først til Abidjan-klubben som 17-årig, og det skyldtes at faderen insisterede på, at han først skulle gøre sin skole færdig. Så han slap for barfods-fodbolden i ASEC, hvor lillebroderen senere spillede sammen med en stor del af de drenge, der nu er voksne mænd og udgør stammen på det belgiske 1. divisionshold SK Beveren. Hvor førnævnte Guillou i dag har det tekniske ansvar.

“Jeg frarådede min bror at tage til Beveren, for jeg har ikke nogen god fornemmelse af en belgisk klub med næsten udelukkende spillere fra Elfenbenskysten. Sådan et hold har ingen fremtid – modsat Feyenoord”, siger Bonaventure Kalou, der endnu aldrig har spillet sammen med sin bror. Men kan kome til at møde ham i denne sæson. Også Feyenoord har overvintret i UEFA Cup”en.

“I Feyenoord får du som ung spiller altid chancen, og derfor blev det sådan, selv om også Liverpool viste interesse. Men der kan han altid komme”, siger “Bona”, som langt fra ser Auxerre som sin endestation.

“Men jeg føler mig godt tilpas her, spiller alle kampe og er vigtig for holdet. Jeg føler også, at jeg udvikler mig som spiller, for efter skader på holdet blev jeg flyttet fra højrekanten og ind må midten, og det har jeg det rigtig godt med. Og jeg kan se, at Salomon gennemgår omtrent samme udvikling. I Excelsor spillede han altid på fløjen, kom så senere ind som 10er og nærmer sig nu rollen som ægte forward. Tidligere var han meget tynd, men gradvist får han mere krop, og det skal der også til centralt i angrebet”, siger Bonaventure Kalou.

Lillebror tilføjer, at han har det fint som “anden-angriber”: “Dirk Kuijt er bedre helt i spids, men det er klart, at jeg skal arbejde videre med krafttræning. I øvrigt har “Bona” ret. Det er ikke mange måneder siden, at mange mente jeg ikke var god nok for Feyenoord, fordi jeg kom fra Excelsior, men så fik jeg chancen og gradvist blev min selvtillid større”.

Storebror får med sit erfarings-forspring det sidste ord:

“Jeg har set masser af spillere lægge ansvaret fra sig og give alle andre end sig selv skylden for, at det kiksede for dem. Men det gælder ikke. Selvfølgelig kan du være uheldig, men dybest set er det dit eget ansvar, og derfor skal du altid gøre dit bedste, så du ikke kommer i den situation at ærgre sig over dig selv”.