Max Merkel – sidste mand i manegen

På et værtshus i Köln sidder Hennes Weisweiler og Udo Lattek. Indimelllem svinger de kruset, mens de ihærdigt diskuterer fodbold.

Men pludselig bliver de meget højrøstede og uenige om et og andet. Det kunne se ud som om håndgribeligheder er lige om hjørnet, da en tredje træner Erich Ribbeck føler sig nødsaget til at gribe ind og skille parterne ad. Ribbeck er tilfældigvis tilstede et andet sted i lokalet.

Historien ender – som den altid gør ifølge Max Merkel – overrumplende. Weisweiler og Lattek bliver slutteligt nemlig enige om, hvor stor en idiot Ribbeck egentlig er.

2006 var ikke noget specielt opløftende fodboldår, og det blev ikke bedre af dette farvel til en af de store underholdere. Og nogen bedemand var Max Merkel sandt at sige ikke.

Som Franz Beckenbauer har sagt:

"Han var Bundesligaens første mediestjerne. Og det på et tidspunkt da ingen endnu kendte dette begreb."

Max Merkel, der døde sidst i november, blev 87 år. Den måske sidste af de gamle trænere, der gik ind for pisk og gulerod-metoden, men som også vidste en del om fodbold og kunne sine anekdoter, har forladt den runde jord.

Moderne trænerteorier med specialmetoder, fysiske målinger og begrundet motivation var fremmedord for drengen fra Wien – søn af en østrigsk mor og en far, der var tysk officer – og i sin aktive karriere bar tilnavne som Zampano, Meistermacher, slavehandler og "Abzocker". Det sidste fordi han altid gik efter at score kassen. At han som spiller var en benhård og kompromisløs forsvarer er vel nærmest overflødigt at nævne.

"Som træner følte jeg mig som en domptør, der stod midt i manegen og knaldede med pisken. Vendte jeg et øjeblik ryggen til rovdyrene, var jeg færdig. Sådan er fodboldspillere. De behøver pisken. Og når det så er gået godt, skal de have en sukkerknald. Penge og præmier virker altid," lød det enkle budskab fra træneren, der både var domptør, sprechstallmeister og klovn i Cirkus Bundesliga.

Han kunne finde på at invitere sine spillere på kaffe og kage på en bjergcafé, men så gik det også over stok og sten i forhindringsløb på vejen hjem. Eller på bar, hvor der så blev hældt flinkt op af de våde varer til langt ud på natten. Men morgenen derpå stod den på hård cirkeltræning. Mange spillere havde et had-kærlighedsforhold til ham. Det gjaldt også fodboldens funktionærer.

Viggo havde ingen støvler med

"Det eneste positive ved 1. FC Köln er maskotten, altså gedebukken. Og den stinker også."

Det var som 1860-træner, han i 1967 sagde dette, hvilket kostede en bøde på 35.000 kroner, men det hørte ellers til den slags bemærkninger, der i 28 år var normen, når Merkel i Bild-Zeitung som sæsonoptakt og midtvejs varmede op til det store tyske turnerings-show. Alle sad og ventede på godbidderne.

En af de danskere, der har haft mest at gøre med Max Merkel er Viggo Jensen, eks-træner i bl.a. Silkeborg og Esbjerg, og eks-prof i Bayern München og Fürth. I 1973 havde den danske landsholdsback indgået en aftale med FC Augsburg, men blev i lufthavnen i München modtaget med kontraordrer fra hr. Merkel.

"Jeg troede, jeg skulle til Augsburg og skrive under, men så sagde Merkel, at jeg skulle til Bayern München. Paul Breitner var skadet, og de havde akut brug for en venstre back. Så vi tog til prøvetræning i Säbener Strasse, men jeg havde ingen støvler med og måtte derfor låne nogen. Det gik udmærket, og vi blev enige om et samarbejde for otte måneder. På vej derfra sagde Merkel, at jeg skulle have forlangt det dobbelte," fortæller Viggo Jensen, som ikke fik spillet mange kampe for Bayern, der på det tidspunkt med Franz Beckenbauer, Sepp Maier og Gerd Müller var Europas bedste.

"Konkurrencen var benhård, men jeg lærte en del," siger Viggo Jensen.

Johnny Hansen fra Vejle var højre back, og nok fik Viggo fra B1909 forlænget sin Bayern-kontrakt, men fortrak alligevel til Fürth, da mesterskab og Europa-pokal var i hus i forsommeren 1974.

"Merkel ville have mig med til 1860 München, hvor han skulle være træner, men det blev ikke til noget. Men jeg havde mange gode stunder med Merkel og senere indimellem også kontakt til ham. Nok kunne han være kontant og grov i sine udtalelser, men han havde også et stort hjerte. En spændende person og absolut en fagmand, og vi havde mange gode diskussioner om fodbold," fortæller Viggo Jensen, der mener, at Bild-Zeitung havde skyld i, at Merkel blev fyret fra et af sine trænerjobs og for at råde bod på det ansatte ham som kolumnist.

Merkel vandt flere mesterskaber som træner i Tyskland, men højest rangerer triumfen med 1. FC Nürnberg i 1968. Forinden havde han renset godt og grundigt ud i spillertruppen, så triumfen var ganske uventet. Ligesom nedrykningen året efter.

Bayern-spillerne sagde nej

Forinden havde Merkel i sit første ophold hos 1860 München ført "die Löwen" til såvel pokal som mesterskab og europæisk finale for pokalvindere (mod West Ham), og han havde også succes i Spanien. Det lå i kortene, at han en dag skulle være træner for selveste FC Bayern, men sådan gik det ikke.

Faktisk var han hele to gange tæt på jobbet, og to gange sagde spillerne nej. I 1975 gik aktørerne i brechen for Dietmar Cramer, som fik lov at blive, og tre år senere fik østrigeren et klart nej, da spillerne ligefrem stemte om det.

"Vi behøver ikke den type," sagde "bandeleder" Paul Breitner og hviskede "autoritær kyniker" ud af mundvigen.

I slutningen af karrieren var tilliden til Merkel mindsket – eller også var han – som i Schalke 04 i 1975-76 bare den forkerte mand på det forkerte tidspunkt. Det hører dog med, at han med en årsløn på ca. 1,3 mio. kroner var datidens absolutte topscorer på den front.

Der blev efterhånden længere mellem jobbene og tilbuddene, og en af årsagerne var selvfølgelig også den direkte facon. I en klub var præsidenten også politiker, og Merkel gjorde fra start af sin stilling klar:

"Du ved intet om fodbold, og jeg ved intet om politik. Så lad os lave en aftale: Du afstår fra at blande dig i klubbens sportslige forhold, og jeg stiller ikke op til Forbundsagen."

Historien om Merkel tager sin begyndelsen i Wien, og i arbejderklubben Rapid spillede den udadvendte Maxel sammen med den uudgrundelige Ernst Happel, og det er nok mere tilfælde end tanke, at de to både så forskellige og ens østrigere indledte den udenlands trænerkarriere i Holland, men hentede de største triumfer i Tyskland. Happel førte Hamburger SV til to mesterskaber samt EC-sejren i 1983.

En verbal strid og påstået fornærmelse sørgede i mange år for afstand og tavshed imellem dem, men de to vrede og gamle mænd, der mindede om balkon-kynikerne fra Muppet Show, nåede at forsone sig, inden den syv år yngre Happel døde i sit elskede Wien i november 1992. 14 år efter tog Merkel den sidste udånding i sit hjem i München.

Hans ånd vil leve videre. Ikke hos nutidens mere lyttende trænere, men i spalterne i Bild-Zeitung. Et af Merkels ofre tager over. Nemlig Mario Basler, som i sin Bayern-tid ifølge Merkel ofte stod stille som et parkeringsur. Som klubben til gengæld puttede masser af penge i. Basler selv grinede af historien. Det er en del af grundlaget for at kunne overtage Merkels job. Hele Tyskland – og lidt mere til – venter på de barske udfald.