Martin Vingaard: En enkeltbillet til et fodboldeventyr

Bragt i Tipsblade 29. juli

Når en familie med en dreng på 2½ år og en pige på otte måneder skal flyve over Atlanterhavet, er det logisk, at det meste af turen handler om, hvordan de to små klarer den, og om der er ro på undervejs. Så Martin Vingaard havde nok at se til den fredag, hvor flyet havde kurs mod Florida, men der var nu også momenter undervejs, hvor tankerne kunne vandre mod det, der havde været, og det der ventede. For det var ikke bare den klassiske flyvetur til et par ugers ferie i solen. Huset derhjemme var sat til salg, og det her var en flyvetur ud i det ukendte, ud i noget helt nyt – og det var lige det, han havde drømt om.

”Vi fik vores pas med visum i om torsdagen, og fredag morgen klokken 10 sad vi på flyet med en one-way ticket. Det var vildt,” husker midtbanemanden om kulminationen på et langt forløb.

”Når to parter gerne vil et skifte hjemme i Danmark, så plejer der at gå et par dage, hvor man slås om de sidste detaljer, og så er det på plads. Men fra jeg blev enig med Tampa Bay, tog det jo nærmest fire uger, før alt papirarbejdet var på plads.”

”Først skulle kontrakten skrives under, så skulle den sendes ind til turneringsledelsen og godkendes der, og først da det var sket, kunne vi begynde at søge om visum. Så der var et par uger, hvor der ikke skete så meget, og hvor vi bare ventede, men så gik det pludselig meget hurtigt.”

”Man kan jo godt forstå, at klubben gerne vil have, at man kommer over lige så snart, man har mulighed for det, men vi ville gerne af sted alle fire samtidig, og det havde vi også forberedt os på. Alligevel var det en supersyret fornemmelse at få vores visum og så gå rundt nogle timer senere om aftenen og pakke de sidste ting sammen, mens man ikke rigtig vidste, hvornår man kom tilbage til Danmark igen.”

”Men da vi først sad på flyet, var fornemmelsen jo, at det var noget, som vi havde ventet på i lang tid, og at vi også hele tiden havde været indstillet på, at der skulle ske noget ekstraordinært. Selvfølgelig gik tankerne mest på, at flyveturen skulle gå godt med de to børn, men det gjorde det heldigvis, og det var da specielt at sidde der uden rigtigt at vide, hvad man kom over til,” fortæller Martin Vingaard vel ankommet til Florida og allerede med sin første kamp for Tampa Bay Rowdies i den næstbedste amerikanske række på cv’et – og det endda med fuld tid mod selveste New York Cosmos.

Ingen frygt for fremtiden
Så eventyret er allerede begyndt, som han havde håbet på, da tankerne om en eksotisk udfordring for alvor begyndte at tage form i vinter, da FC Nordsjælland indikerede, at han nok ikke ville få forlænget den kontrakt, der udløb til sommer.

”De tanker er noget, der er kommet lidt i takt med, at min drøm om den her storklub i Europa, hvor jeg skulle ud og virkelig prøve mig selv af, jo led lidt et knæk tilbage i 2011 [da Vingaard på toppen af karrieren sprang korsbåndet i Champions League 1/8-finale mod Chelsea].”

”Samtidig er USA kommet mere og mere på landkortet og er blevet en større del af fodboldbilledet, også i Europa. Det kan jeg jo høre, når jeg snakker med folk. Der er flere og flere, der godt kunne tænke sig at spille herovre. Og det brager jo frem, så jeg tror, at flere og flere europæere vil søge mod USA, så både den bedste og den næstbedste række bliver endnu bedre.”

”Så der er noget, der er kommet i løbet af årene i Nordsjælland. At det var noget, som jeg godt kunne se mig selv være en del af. Så da de meldte ud, som de gjorde i vinter, skubbede det til mine tanker om at prøve noget andet. Det virkede som det rigtige tidspunkt for mig at afsøge mine muligheder,” siger Martin Vingaard, der satte sin agent John Sivebæk på opgaven med USA som en høj prioritet.

Der kom hurtigt et tilbud fra Sverige, som midtbanemanden sagde nej til. Der var interesse fra danske klubber og også noget i Australien, men det var USA, der trak mest, og da han var med OL-holdet i Seoul, begyndte interessen fra Tampa Bay for alvor at blive konkret.

”Jeg var faktisk rolig omkring fremtiden efter min sidste kamp for Nordsjælland, for så kom den her udtagelse til Seoul med OL-landsholdet, og det var jo superfedt at have den uge, efter sæsonen var slut, og det var en kæmpe oplevelse at være med til. Samtidig satte det også nogle ting i gang, for lige pludselig fik de travlt herover. Dagen efter jeg kom hjem fra Seoul, havde jeg faktisk træneren i røret.”

”Mens jeg havde været derovre, var der blevet spurgt lidt ind til, om det kunne være interessant. Jeg sagde bare, at jeg gerne ville høre mere, og så ringede de altså dagen efter, jeg kom hjem. Og efter at have snakket med træneren, kunne jeg bare mærke, at det var noget, som jeg gerne ville. Det var rigtig godt at snakke med dem. De fortalte mig, hvad deres plan var, og jeg kunne mærke, at de virkelig ville det, så det overbeviste mig,” fortæller Vingaard om samtalen med cheftræner Stuart Campbell, der både har spillet for Leicester og på det skotske U/21-landshold, før han lukkede sin karriere i Tampa Bay for tre år siden.

Men hvordan opdager en klub i Florida egentlig en midtbanespiller i FC Nordsjælland med kontraktudløb?

”Det er jo en verden af kontakter. Assistenttræneren herovre er tysk, og han har faktisk fulgt mig i mange år og kender mig fra min tid i FC København. Så da han hørte om muligheden for, at jeg kunne være interesseret, var han tovtrækker fra den anden side. Og jeg har kun snakket med Tampa Bay Rowdies. Jeg sagde nej til andre muligheder for at jagte det her 100 procent, og det fortryder jeg overhovedet ikke,” siger Martin Vingaard.

En fodboldfest med nationalsang
Så manden med fire danske mesterskaber og 37 kampe i Europa er altså nu at finde i den næstbedste amerikanske række, North American Soccer League der har overtaget liganavnet fra de glorværdige 70’ere, hvor man første gang forsøgte at give ”soccer” det store gennembrud i USA med spillere som Pele, Franz Beckenbauer og Johan Cruyff, men som nu er den lille liga under MLS uden mulighed for direkte oprykning. Men den struktur bekymrer ikke Vingaard.

”Nej, jeg ville jo meget gerne et sted hen, hvor jeg skulle prøve noget helt andet, end jeg havde været vant til, og det får jeg opfyldt her, mens jeg samtidig på ingen måde er nervøs for at mit konkurrencegen ikke kan trives i klubben. For man spiller jo stadig om et mesterskab, og man spiller stadig om at gøre det så godt som muligt.”

”Jeg ved godt, at der ikke er nogen direkte oprykning, her ansøger man om at spille i MLS, og man bliver valgt ud som klub, og den mulighed jagter de – ja, vi – også ved, at man gør sig fortjent til det gennem resultaterne. Så det spiller vi også for.”

”Og så er jeg bare så nysgerrig på alt det, der venter mig, at jeg slet ikke er bekymret for ikke at kunne motivere mig. Tværtimod. Det her er mit første udlandsophold, så det gør bare, at jeg er endnu mere forhippet på at kunne præstere og levere.”

”Følelsen, lige fra da vi kørte ind på hotellet og gik over og besøgte klubben, har været helt fantastisk. Jeg er vildt imponeret over faciliteterne. Der er alt, hvad man skal bruge, og de har lige bygget nyt stadion, der ligger ved siden af marinaen, så der er udsigt over vandet, og vi kan dufte saltvandet, når vi løber og træner der til daglig,” siger midtbanemanden, der skal spille sammen med ingen ringere end den tidligere Chelsea-spiller Joe Cole på de centrale pladser. Og det var selvfølgelig også med til at blåstemple klubben for Vingaard, at en 34-årige mand med 56 landskampe for England har valgt at spille der.

”Ja, det gjorde det jo et eller andet sted. Der måtte være en grund til, at han også kunne se sig selv spille her og har sagt ja til det projekt, som jeg også er blevet præsenteret for. Og det var også hurtigt klart, at han var superglad for at være her, da jeg snakkede med ham første gang. Vi har jo også en fælles bekendt i Jesper Grønkjær, der spillede med ham i Chelsea og godt vidste, at han spillede her nu, da jeg fortalte ”Grøn,” hvor jeg skulle hen.”

”Vi spillede sammen for første gang i lørdags, og der kunne jeg se, at han fortsat har en ærgerrighed for at vinde. Det betød også noget for ham at udligne til 2-2 på straffespark i det 95. minut, ligesom jeg også kunne mærke den følelse i maven, da han gik til bolden. At han bare skulle score, for det ville være rart at få det ene point ud af en kamp, hvor vi havde været nede med 0-2. Så de ting er der, selv om det ikke er den bedste række i Danmark, Sverige eller Holland.”

”Måske er der nogle ting, man kommer til at savne, men slet ikke nu og i den nærmeste fremtid, for det er jo det her, jeg har søgt. Den her oplevelse. Også det der foregår uden for banen. Der er nationalsang, inden vi spiller kampen, der er storskærm på stadion, der er live-tv på kampen, og publikum holder jo en fest herovre. De kommer for at have det sjovt og hygge sig sammen. Jeg mener, at kapaciteten på stadion er 7500, og der var 6300 til kampen mod Cosmos, så hvad angår det stemningsmæssige har det været et kæmpeskridt op ad stigen for mig i forhold til Nordsjælland.”

”Så man tænker ikke over, at det er den næstbedste række. Kampene betyder noget, og Tampa Bay Rowdies er byens hold. NFL-holdet ligger inde i Tampa, og baseball-holdet har ikke den samme placering helt inde i byen, som fodboldholdet har. Det kan man også mærke, når man går rundt her, at det betyder noget for dem omkring en, og det har jeg da også savnet lidt, for det var det, jeg var vant til inde i FC København, mens det med al ære og respekt for Farum jo ikke lige var den følelse, man gik rundt med deroppe,” siger Martin Vingaard, der efter fem dages træning med de nye holdkammerater altså åbnede med en kamp mod en af klubbens store rivaler.

I samspil med Joe Cole
For Tampa Bay Rowdies eksisterede også før i tiden, hvor blandt andet Sam Allardyce var forbi som forsvarsklippe i sommeren 1983, og hvor man i 1978 tabte mesterskabsfinalen til Cosmos foran 74.000 tilskuere på Giants Stadium oppe i New York. Og i nyere tid har der også været tænding mellem de to mandskaber, så der blev gået til den i Vingaards amerikanske debut.

”Hvis dommeren havde haft de samme regler som derhjemme, havde der ikke været mange spillere tilbage på banen. Ikke fordi det var en ond kamp, men der er ikke forbudt at henvende sig til dommeren herovre, og han tager også imod det meste,” siger midtbanemanden om en kamp, hvor både Rowdies cheftræner og assistent dog blev bortvist undervejs, da bølgerne gik højst.

”Der er noget historie i, at det er Cosmos og New York, for det er der, ligaens hovedsæde ligger, og Cosmos er kendt af alle som den her storklub, som mange godt kan lide at holde med, men som mange også kan lide at hade.”

”Da Rowdies mødte dem i foråret, blev de snydt for et mål til 2-2 på grund af en offside, og det havde man med til den her kamp, og da vi så fik annulleret et mål til 1-1 lige efter, de var kommet foran, kom sindene i kog. Men det var fedt at opleve. Det var dejligt og befriende at opleve den tænding. Det betød noget for spillerne og for trænerne. Det var ikke bare en kamp, som man gik ud og spillede, og så glædede man sig til, man var færdig. Der var tænding på og masser af intensitet, så det var en fed kamp at starte med, absolut,” fortæller Vingaard om debuten, der altså endte 2-2 efter det sene straffespark af Joe Cole.

”Det er jo rart at have en spiller af hans kvalitet at kunne spille bolden op på. Jeg må dog erkende, at der skal lidt mere end en uges træning til, før jeg kan tage alle de offensive aktioner også, så jeg sørgede for at passe min butik dybt i midtbanen, og så kommer det andet, når jeg får lidt flere kilometer i benene.”

”Jeg havde nok ikke været klar til fuld tid i Parken, men varmen satte jo også sit præg på tempoet. Vi spillede først halv otte, så solen var væk, men det var stadig varmt, og så er luftfugtigheden jo høj, så det er trykkende at spille i.”

”Der var nu stadig masser af tjubang i spillet. Vi spiller egentlig ret europæisk med struktur i opspillet, men ellers tror jeg godt, at man kan forvente, at det bliver ret meget som i MLS. Det er udover stepperne i højt tempo, og hvis ikke bolden ryger ud af spil, kan der godt være nogle lange sekvenser, hvor spillet bare kører frem og tilbage,” siger midtbanemanden, der efterfølgende fik ros af en holdkammerat for at have været med til at tage styringen og dirigere spillet.

”Spillernes gennemsnitsalder herover er noget højere end i Nordsjælland, men det er ikke helt den samme skole, man har været igennem, amerikanere og europæere, så det er også det, de har søgt ved at hente mig ind. At jeg har lidt andre redskaber og kan bidrage både som en tovejs-spiller, men også den verbale og kontrollerende spiller, der hjælper til med andet end bare at spille mit eget spil. Det forventer de af mig, og det er kun fedt, når jeg har haft den rolle i så mange år i FC Nordsjælland.”

”Samtidig kan jeg også mærke, at det betyder meget for dem, at der kommer en europæer mere herover. Men der er så også nogle andre forventninger, og det er fedt for mig, at der er det pres. Det har jeg altid været vant til,” siger Martin Vingaard, der på klubbens hjemmeside i øvrigt blev præsenteret som ”en ret høj spiller, der fylder meget for modstanderen centralt på banen.”

Og den 180 cm høje og 70 kg tunge Vingaard trak da også allerede en advarsel efter en halv time tro mod den nye beskrivelse – eller hvad?

”Ja, jeg var lige inde at hilse på… Nej, jeg ved ikke, hvor det med den høje spiller kommer fra. Vi er ikke noget højt hold, men der er da andre, der er højere end mig. Man kan dog godt sammenligne det med Nordsjælland på den måde, at vi ikke har så mange udsmidertyper. Det er meget tekniske og pasningsorienterede spillere. På den måde kan jeg godt se, hvad de mener med det, men nogen udsmidertype bliver jeg nok aldrig,” siger midtbanemanden, der dog har fået en tatovering på underarmen.

”Jeg forsøger jo at tilpasse mig tiden og de unge, men jeg skulle også have noget, der betød noget, så jeg ventede til, at vi havde fået vores børn,” siger Vingaard med en tanke på de to tatoverede ure på underarmen, der viser to vigtige fødselstidspunkter i hans liv.

Det første roadtrip
Familien Vingaard har efterhånden været et par uger i Florida nu og er faldet godt til. Der er masser at kigge på og lave, og træningen ligger allerede 8.30 om morgenen på grund af varmen og solen, så eftermiddagen er fri til at gå på opdagelse i St. Petersburg, der nok ligger midt i et turistområde, men alligevel har en lokal og hyggelig fornemmelse med sine 250.000 indbyggere. Faktisk er familien klar til at flytte ud af hotellet, for boligen er fundet, men det projekt måtte lige udskydes lidt. For lige nu er Martin Vingaard på sit første roadtrip med Rowdies, der onsdag aften spillede i Oklahoma City og derefter skulle videre til weekendkamp i Canada mod Ottawa Fury.

”Det er en meget vigtig tur. Et point hjemme mod Cosmos kan man godt leve med, men der mangler to point fra hjemmekampen mod Jacksonville, så der er nogle point, der skal indhentes, for at vi kan spille med i den sjove ende. Det er jo det, der er ambitionen, at spille med helt til slut. De blev mestre i 2012, så forventningen fra spillere, ledere og trænere er, at vi kommer med i de sidste kampe.”

”Jeg er også meget spændt på, hvordan det bliver at rejse ud til kamp på den måde, for det er jo nogle lidt andre udebanekampe, man har. Det er lidt ligesom at spille europæisk, hvor man tager af sted dagen før, spiller kampen og så typisk flyver hjem bagefter, men i og med at vi har to kampe i træk på udebane, så bliver vi derovre i de fem dage og laver det til en lille minitour.”

”Det er både godt og skidt. Det er fint for mig, men det er også lidt hårdt for Maja, at jeg så lige ryger afsted i seks dage, her 14 dage efter vi er kommet. Men det skal nok gå. Og for mig er det fint at få muligheden for at lære mine nye holdkammerater endnu bedre at kende og være sammen med dem lidt ligesom i en træningslejr. Men det er da specielt, og man skal lige vænne sig til, at der er lidt flere rejsedage,” siger Vingaard, der kan se frem til ture til både Edmonton i Canada og Puerto Rico i Caribien i løbet af efteråret.

Men det er bare en del af udfordringen og oplevelsen, og midtbanemanden er meget tilfreds med det valg, han har taget. For fodboldmæssigt tegner det godt, og uden for banen bliver livet noget helt andet.

”Det er lidt som om, at alt det, man har siddet og set på tv, er man nu pludselig selv er en del af. Det bliver en helt anden hverdag. Man kan gå på stranden, man kan gå ned til marinaen. Lige nu er her varmt, men det har jeg ikke problemer med, og det er også kun i sommermånederne. Fra september bliver det mere som en dansk sommer, så jeg slipper for kolde tæer og alt for meget tøj på til træning. Så hopper jeg i poolen i stedet for – i slutningen af november,” lyder det med et grin fra Vingaard.

”Det var simpelt hen for godt til at sige nej til, også fordi jeg uden problemer kan have familien med herover og ikke skal bekymre mig om, at de har det godt. For det er jo et fantastisk område det her. Fuldstændig roligt og tilbagelænet. Og forhåbentlig er vi helt på plads i næste uge,” siger han om den sidegevinst, der hører med, når man skifter til en klub i Florida.

Men fodbolden kommer stadig først, og han har fortsat masser af ambitioner.

”Jeg vil gerne være med til at give klubben et skub i den rigtige retning mod MLS. Min kontrakt løber til udgangen af 2017, men jeg har option på et år mere, og jeg kan sagtens se det ske. Det kan også vare længere,” siger en tilfreds Martin Vingaard i telefonen fra St. Petersburg, USA, et par uger inde i sin egen amerikanske drøm, der nu er gået i opfyldelse.