Man sætter sgu’ pris på, at der er nogen, der snakker til én

De to har selvfølgelig gjort den nye hverdag meget nemmere, mens landsmanden Thomas Gaardsøe også har været god at spørge til råds undervejs, men når man rejser til Birmingham for at spille fodbold, skal der meget til at fjerne frustrationerne over at varme bænk efter masser af succes og trofæer hjemme i SAS Ligaen.

Men som alle andre dygtige fodboldspillere havde Albrechtsen også en drøm om at komme til udlandet, og så blev det altså West Bromwich, der meldte sig klarest på banen i sommer:

– De kom jo og havde pengene at lægge til FCK. Der var mange andre rygter, men det blev aldrig til noget, og så fik jeg muligheden for at komme til udlandet på en god kontrakt. Det var Premier League, så det var bare med at slå til, selv om jeg ikke kendte så meget til dem, før jeg kom herovre, siger Martin Albrechtsen, der var over to år fra at blive født, da Albions slog navnet fast i den danske fodboldbevidsthed med knaldkampen mod Manchester United den 30. december 1978.

Så det var altså ikke minderne om Len Cantello og Tony Brown i det legendariske 5-3 tv-opgør, der drev ham mod The Hawthorns.

– Hjemme i Danmark fulgte jeg egentlig ikke overstrømmende med i fodbold. Det var mest lidt Champions League. Jeg var ikke sådan en, der sad og så Tipslørdag hele tiden. Selvfølgelig kendte man nogen af de store spillere, men ellers…

– Men da jeg hørte, hvad størrelsforhold det var herovre og det beløb, de var klar til at give for mig, så… Selvfølgelig tog vi herover for at høre, hvad de havde at sige, men jeg ville jo gerne prøve udlandet. Så jeg tænkte aldrig på at sige nej til det. Jeg ville gerne afsted, fortæller Albrechtsen, der sjovt nok aldrig fik snakket med manager Gary Megson før investeringen på 30 millioner kroner, men nøjedes med assistentmanageren og en telefonsamtale med Thomas Gaardsøe en time før han satte sin signatur på en god tre-årig aftale.

– Økonomien betyder selvfølgelig også noget i sådan en aftale. Hvis der var de samme penge i Danmark, ville det være en større overvejelse at rykke. Selvfølgelig vil man gerne prøve at spille i udlandet, men pengene trækker også.

– Det er lidt sjovere at få sin månedsløn nu end i Danmark, hvor der røg over 60 procent til skat, mens det kun er 40 procent herovre. Jeg har fået en god kontrakt, men mangemillionær bliver jeg nu heller ikke, siger Martin Albrechtsen om en af de gode sideeffekter ved at flytte sit fodboldliv til udlandet.

Men først og fremmest handler det selvfølgelig om at komme til at spille noget fodbold, lære noget nyt på banen og generelt blive en bedre spiller. Og med en godt nok kortvarig status som rekordkøb (angriberen Robert Earnshaw var en tand dyrere et par måneder senere) på et formodet bundhold burde det vel være en smal sag for en dobbelt dansk mester…

– Jeg vidste jo godt, at konkurrencen ville være hårdere herovre, men jeg fik også at vide, at hvis jeg gjorde det godt under opstarten, kunne jeg også godt regne med at spille. Men så købte de en anden midterforsvarer (Darren Purse, red.) ugen efter, at de havde købt mig, og så var der endnu mere konkurrence om pladserne.

– Selve opstarten var først 10 dage i Helvede. Det var to gange træning med løb, løb og atter løb. Der var højst 10 minutters bold om dagen, så det var bare om at slå hjernen fra og kigge lige ud.

– Efter det synes jeg egentlig, at jeg gjorde det godt til træning i den første måned, men der var da nogen gange, hvor jeg ikke helt gjorde de ting, jeg plejede. Så begynder man at tænke over tingene, og så spiller man ikke op til sit bedste, så på den måde kunne jeg godt forstå, at han (manager Gary Megson, red.) ikke ville bruge mig i starten af sæsonen, fortæller Martin Albrechtsen.



Men som sommeren blev til efterår kom centerforsvareren mere og mere ind i varmen indtil udekampen mod medoprykkerne fra Crystal Palace, der står som den hidtil værste Premier League-oplevelse for Martin Albrechtsen.

– Jeg blev skiftet ud efter 20-25 minutter, efter at jeg havde lavet et straffespark, og vi var røget ned med 2-0 efter 10 minutter. Vi spillede tre nede bagi, og vi havde slet ikke trænet det overhovedet. Det gik bare helt galt i starten. Hele holdet var væk, de løb lige igennem og jeg blev flået ud. Det var også den sidste kamp, jeg spillede i et par måneder.

– Det var ikke så sjovt, men egentlig også lidt underligt. Vi havde kun spillet tre-mands forsvaret en gang før, og der havde vi tabt en Liga Cup-kamp i Colchester med 2-1, og så skulle vi pludselig gøre det igen mod Palace.

– Men der var ikke ret meget styr på tingene på det tidspunkt, siger Albrechtsen med et konkret eksempel på den enorme forskel mellem den grundige Hans Backe og det nye liv i West Bromwich, hvor det også hører til sjældenhederne, at der bliver lavet et decideret oplæg på den direkte modstander på banen.

Få dage efter blamagen på Selhurst Park blev manager Gary Megson da også fyret og i stedet trådte klubbens gamle midtbanemotor Bryan Robson ind i det ledige managerjob med den tidligere Middlesbrough-centerforsvarer Nigel Pearson som assistent.

Det har hjulpet for både holdet og Martin Albrechtsen, men det varede lidt, før den nye stil slog igennem og også fik den danske forsvarer tilbage på holdet.

– Deres træning er helt anderledes end før. Der er mere humør i truppen. Træningen er mere stille og rolig. Man lunter tingene igennem og snakker om de ting, der skal gøres i forskellige situationer, specielt i den første måned hvor Robson skulle forklare sin taktik.

– Nu er det mest spil på to mål og lidt sjov og ballade, men de er gode til at holde humøret oppe, selv om vi ligger, hvor vi gør, og det tror jeg også er vigtigt. Ellers går man da helt ned med flaget, siger Martin Albrechtsen, der efter et par måneders venten endelig fik chancen under den nye manager.

– Det lå lidt i luften, at jeg skulle have en chance, efter at vi havde tabt en masse kampe, og der gik en masse mål ind. Så havde vi et møde, hvor Robson foran resten af truppen sagde til mig, at han godt vidste, at han ikke havde givet mig chancen, men at han gerne ville have haft, at jeg var kommet ind og banket på hans dør for at spørge om, hvorfor jeg ikke spillede. Jeg sagde bare, at den type er jeg ikke.

– Efter det var jeg ude et par kampe mere, men så kom jeg ind som back til de sidste 20 minutter af kampen mod Manchester City i slutningen af december, og der gjorde jeg det ok, mens vi fik uafgjort. Og siden har jeg været med.

– Før det havde jeg også snakket med Nigel Pearson om, hvad jeg kunne gøre anderledes. De ville gerne have, at jeg snakkede noget mere, også til træning, og gjorde mere opmærksom på mig selv.

– Så hvis jeg kom hjem nu og skulle spille, så tror jeg godt, at folk kunne se, at jeg havde været i England i et halvt år. Jeg har lært en hel del, og jeg råber meget mere nu, end jeg gjorde tidligere, siger Albrechtsen.

Men han gør det altså fra en position som højre back, hvor han har lært en bundholdsforsvarers pligt til bare at sparke bolden op i hjørnerne af banen, hvis man er det mindste i tvivl og desuden sørge for at holde sin defensive markering.

Det er en meget anderledes spillestil end den vante fra Parken (“de ville sgu’ nok kigge mærkeligt på én, hvis man bare fyrede den ned i hjørnet uden grund”), men Albrechtsen har det udmærket på den uvante plads.

– Det er meget sjovt. Det er da en forandring i forhold til midterforsvaret. Jeg kan godt lide at komme med frem, når man må, og det kan lade sig gøre. Jeg siger stadig, at min yndlingsplads er inde i midten, men det er også okay at spille back. Der er ikke så mange nærkampe, men man skal alligevel være på sin mand, så han ikke kommer forbi, siger Albrechtsen, der har været fast mand siden nytår bortset fra en fiberskade, der kostede deltagelse i den seneste kamp mod Norwich, et meget vigtigt opgør, der blev tabt på endnu en sen scoring fra en 2005-modstander.

I alt er det kun blevet til to sejre i 26 ligakampe, hvilket næppe heller var gået i Parken og også har været noget, som Albrechtsen har skullet vænne sig til.

– Det har ikke lige været hverdagskost for mig, og man kommer nemt ind i den der tabermentalitet, en negativ cirkel, hvor nederlag bliver hverdag, og man bare siger “øv, nå videre til næste kamp”. Der går den ene kamp efter den anden, uden at man tænker over nederlagene, mens man i FCK i hvert fald ikke skulle tabe den næste.

– Før sæsonen startede, kunne man også godt høre på journalisterne, at de mente, at det ville blive svært for os, men jeg svarede bare, at der ikke var nogen grund til at tage sorgerne på forskud. Nu ligger vi så dernede, og det er blevet så svært, som de sagde, men jeg havde nok regnet med, at vi ville ligge højere, end vi gør. Men heldet følger heller ikke hold i bunden, siger Martin Albrechtsen, og det har 2005 også bevist.

For selv om Albions spiller klart bedre under Bryan Robson, så har holdet ikke flyttet sig fri af bundpladsen. Siden nytår har West Bromwich tværtimod smidt seks point i de sidste fem minutter af fire kampe, og det gør ondt i den tætte bundkamp, hvor der fortsat kun er fem point op til den frelsende 17. plads, men efterhånden kun 12 kampe tilbage at lukke hullet i.

– Stemningen er nu stadig ok, selv om folk da er skuffede over resultatet i Norwich. Men vi har stadig chancen, det bliver man jo ved med at sige, når man ligger dernede. Men vi har nogle gode hjemmekampe tilbage, hvor vi kan få nogle point, siger Albrechtsen med henblik på opgørerne på The Hawthorns mod Birmingham, Everton, Blackburn, Southampton og Portsmouth.

Desværre betyder FA Cup’en, hvor Albions i weekenden spiller omkamp på White Hart Lane, at Albrechtsen og kompagni først skal i kamp om Premier League-point igen den 6. marts, og det er lang tid at vente og holde formen, med mindre man får held til at flytte nogle kampe frem til midtugedatoer for at gøre kamphullet lidt mindre.

For med kun to nederlag og seks point i de seneste seks kampe er det nu, at rykket væk fra den næstbedste række skal tages, selv om Albrechtsen da allerede har overvejet konsekvenserne af en nedrykning.

– Jeg er i hvert fald slet ikke typen, der siger, at nu skal jeg finde en anden klub, for jeg gider ikke at spille dernede. Hvis der dukker noget andet op, må man kigge på det, men umiddelbart så bliver jeg. Også af hensyn til familien, man kan ikke bare rykke teltpælene op hvert år.

– Man kan vel også godt glæde sig over, at man kommer til at vinde mange kampe og måske kan komme hurtigt op igen, hvis vi skulle rykke ned. Bare se på vores FA Cup-kamp oppe i Preston, der ligger godt placeret i The Championship, men ikke havde et skud på mål mod os. Vi var ikke overlegne, men vi vandt rimelig nemt, så hvis det er standarden, så… Men vi må se, hvad der sker i de næste måneder, siger Albrechtsen, der har flyttet fokus fra toppen af SAS Ligaen til bunden af Premier League.

Og selv om han fodboldmæssigt føler sig stærkere i tempo, koncentration og i at fylde mere i det vokale rum på banen og samtidig har fået opfyldt en af karrierens store ambitioner ved at skabe sig en karriere i udlandet, så kan man som neutral iagttager ikke føle andet end, at Albrechtsen et eller andet sted har taget et skridt tilbage.

Roserne fra specielt efteråret 2002 er visnet, den sidste landskamp var nederlaget i Parken til Bosnien i foråret 2003 og snakken om hans rolle som fremtidens stopper på landsholdet er forstummet i en grad, at han knap blev nævnt op til kampen mod Grækenland, selv om en lang række centrale forsvarere var ude med skader eller et pænt stykke fra den yderste skarphed i kampsituationen.

Landsholdet er da heller ikke noget, der fylder meget i Martin Albrechtsen lige for tiden, men derfra og så til at gå med på nedturssnakken er der også et stykke.

– I efteråret 2002 snakkede alle positivt om mig, og jeg kunne nærmest ikke sætte en fod forkert. Men så kom der nogle småfejl, og folk begyndte at undre sig lidt. Så i forhold til det efterår er det nok gået lidt ned ad bakke, men jeg synes stadig, jeg er en stabil spiller, der ikke laver mange fejl i forsvaret. Og med to Danmarksmesterskaber i træk har jeg vel heller ikke været helt ringe.

– Men det går op og ned i fodbold. For eksempel har det gået ned i det første halve år herovre, mens det har gået op i de seneste uger, så det må man bare håbe og arbejde hårdt på kan fortsætte, siger Martin Albrechtsen, der trods den øgede spilletid nu ikke kan sige sig helt fri for at savne København og omegn engang imellem.

Som Englands næststørste by har Birmingham det meste, men atmosfære er der ikke meget af, og derfor snakker forsvareren også mest begejstret om en julefrokost i London med ni andre danske proffer plus fruer, der blev bespist efter alle kunstens regler på Mikkel Becks restaurant.

– Det jeg savner mest fra Danmark er nok bare hverdagen. Omgangskredsen med venner og så videre. For eksempel det at kunne gå stille og roligt ud med holdkammeraterne en aften efter en kamp, det sker bare ikke så tit herovre.

– Så man prøver at få tiden til at gå så godt, som man kan. Nogle dage her om vinteren kan godt nok være lidt mørke og lidt kedelige, og så kigger man lidt i kalenderen for at se, hvornår man måske kan tage til Danmark næste gang. Men tiden går da hurtigt alligevel, siger Martin Albrechtsen.

Og hvis tiden en gang imellem har været lidt lang i det engelske, så kan han glæde sig over, at den i løbet af en måned vil blive fyldt med en lille ny Albrechtsen, der nok skal vende op og ned på hverdagen i Sutton Coldfield.

For så er også den ventetid forbi, når han bliver far for første gang, ifølge scanningerne til en lille dreng.

– Det bliver en endnu større udfordring end de første måneder herovre, og det bliver en stor oplevelse. For halvandet år siden havde jeg i hvert fald ikke regnet med, at jeg skulle være far som 24-årig. Man bliver lige pludselig voksen, siger Martin Albrechtsen med en førstegangsfars mærkelige mix af undren, usikkerhed og forventning i stemmen.

Så efter en vanskeligt halvår lysner tingene på alle fronter for den tidligere FCK-forsvarer, der søgte drømmen i West Bromwich, men var lidt længere end ventet om at finde den på en plads som højre back for nummer sidst i Premier League.

Det var ikke lige, som han havde regnet med, men indtil videre er det godt nok for Martin Albrechtsen.