Conrad Harder fik søndag sin startdebut for Sporting CP, og det blev en uforglemmelig aften for den 19-årige dansker, der scorede og assisterede i 3-0-sejren over AVS Futebol.
Conrad Harder prydede dagen derpå flere avisforsider i Portugal, og efterfølgende har også den tidligere Sporting-kaptajn Litos fremhævet den tidligere FC Nordsjælland-spiller.
- Man kan se, at han er en spiller, der skal arbejdes med, en spiller til fremtiden. Men det, han formåede at gøre, er overraskende. Han scorede et godt mål, leverede en fantastisk assist og lavede også kvalitetsafleveringer, samtidig med, at han demonstrerede sine fysiske evner, som vi hele tiden havde forventet, lyder det ifølge Bola Branca fra Litos.
Efter Conrad Harders brandkamp udtalte Sporting-cheftræner Ruben Amorim, at den unge dansker blot er på 50 procent af, hvad han kan blive. Ifølge Litos handler det om, at Conrad Harder har brug for mere tid til at lære holdkammeraterne at kende.
- Det handler om, hvad Amorim ønsker fra de spillere, der ligger tæt på Gyökeres: Evnen til at spille mellem linjerne og hjælpe med at bygge spillet op. Det er ting, som Pedro Gonçalves, Trincão og endda Edwards gør rigtigt godt, siger Litos og fortsætter:
- Det er klart, at han (Harder, red.) med sin korte tid på holdet ikke er inde i de rutiner endnu, men han har vist sin evne til at score mål. Jeg tror på, at han kan udføre den rolle rigtigt godt og at han bliver en gevinst for Sporting, både i fremtiden, men også nu.
Conrad Harder var ikke den eneste dansker, der startede inde for Sporting i søndagens dejr. Lissabon-klubbens danske kaptajn Morten Hjulmand var også med i startopstillingen og sørgede for assisten til Harders 1-0-scoring i første halvleg.