Lars Olsen uden filter

Dine forældre døde begge to tidligt i dit liv. Kan du fortælle lidt om det? – Der sker det, at da jeg er 18, der dør min mor, og da jeg er 20, der dør min far. Min mor har været syg af kræft en seks-syv år, da hun dør. Hvilket indtryk gjorde din mors lange sygdomsperiode på dig? -Det er svært at sige. Selvfølgelig var det tæt inde på livet af mig, og jeg følte det, men jeg var jo ung og livsglad og meget til fest og ballade. Altså, hvad indtryk? Man har det vel som … man er ked af det et eller andet sted, men livet skulle gå videre. Hvordan var din fars sygdomsforløb? – Det kom gradvist. Han var maskinarbejder, og han måtte stoppe med at arbejde med det, men han var også kørelærer, og det fortsatte han med nogle år. Han var syg over en periode på en fem-seks år. Det startede med, at han ikke kunne bevæge ankelleddet, og til sidst satte det sig på åndedrættet, Han døde, da jeg var 20 år. Hvad gjorde det ved dig, da din far også døde? – Det fik mig til at indse, at jeg ikke havde nogen at læne mig op af. Jeg er også enebarn. Der var ikke rigtig nogen at læne sig op af. Selvfølgelig havde jeg noget familie, men min mor er fra Fakse Ladeplads og min far er fra Næstved, så familien boede på Sydsjælland. Det var langt væk dengang. Jeg blev forholdsvis voksen på ret kort tid. Hvordan tænker du på det i dag? – Det tænker jeg ikke ret meget over, der er jo så længe siden. Jeg tænker da tilbage på det ind i mellem, og på de ting, jeg har lært af dem. Jeg plejer at sige, at jeg engang kendte en klog mand. Det er selvfølgelig min far, jeg hentyder til. – De ting har jeg taget med mig og bruger på en eller anden måde, men det er ikke sådan, at jeg tænker på dem en gang om måneden, der er livet ligesom gået videre. Men jeg har det ritual, at juleaftensdag kører mine børn og jeg op på kirkegården og lægger blomster, det er sådan set det. Tænker du nogensinde: Det her skulle mine forældre have set? – Det er klart, at de der små seancer har været der hele vejen igennem. De kommer stadig væk en gang imellem. For eksempel hvis jeg er i tvivl om et eller andet, så tænker jeg:”hvad ville far og mor have gjort?” Det er det, jeg falder tilbage til et eller andet sted. Min barndoms opdragelse. Da du stod alene uden forældre med langt til andre familiemedlemmer – ledte du så efter nogen at læne dig op af? – Det gjorde jeg. Det behøver jeg ikke at lægge skjul på. Jeg var meget ked af det de første otte-ti år efter deres død, hvor jeg i perioder blev nedtrykt. Da min kone så kom ind i billedet, så kan man sige, at hendes forældre overtog forældrerollen. Så kunne jeg søge råd og vejledning hos dem.



Brøndby er en hjerteklub med en særlig plads hos dig. Kan du prøve at sætte ord på tiden i Brøndby? – Det er toppen af kransekagen. Det er de største oplevelser, jeg har haft. Det kan jeg lige så godt indrømme. Selvfølgelig også fordi vi havde succes. Vi startede med fuldtidsprofessionalisme herhjemme, og i de syv år jeg var i Brøndby, inden jeg tog til udlandet, vandt vi guld fem gange, sølv to gange og var i semifinalen i Europa Cuppen, hvor vi var to minutter fra finalen. – Det er ikke sikkert, at et dansk klubhold opnår det igen. Men det var jo en tid på godt og ondt, for der var også nogle skuffelser. Blandt andet den samme Europa Cup kamp, men ellers var det succesfulde oplevelser hele vejen igennem. Hvorfor har du sådan et specielt forhold til Brøndby? – Det hænger sammen med det sociale liv. Nogen af mine bedste venner er stadig nogle af dem fra den tid sidst i firserne. I dag spiller begge mine drenge i Brøndby, og vi bor ikke mere end en spytklat fra Brøndby Stadion. Jeg kommer tit ovre i klubhuset, og det er stadig de samme mennesker, der sidder der. Jeg har haft det godt i den klub. Anderledes kan jeg ikke udtrykke det. – De jubler sammen, når et af klubbens hold vinder og græder sammen, når et hold taber. De er der for hinanden. Det er lidt en floskel, men et eller andet sted har Bjerregaard ret, når han siger, at det er en stor familie. Kan det være nøglen til, hvorfor Brøndby passer så godt til dig: At det er en stor familie? – Det kan jo godt være. Det skal vi nok have fat i en psykolog for at kunne sige. Det skal jeg ikke kunne sige. Til gengæld er det ikke nødvendigt med en psykolog for at klarlægge, hvorfor Lars Olsen i en alder af 30 år rykkede familien til Tyrkiet for at spille for Trabzonspor. Han har aldrig lagt skjul på, at det drejede sig om at sikre en ekstra indtjening mod karrierens slutning. Det blev til ophold både i Tyrkiet, Belgien og Schweiz.

Du tog til udlandet i en ret sen alder. Du var 30 år, da I flyttede til Tyrkiet. Var det en god oplevelse? – Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg skiftede til Tyrkiet på grund af pengene. Men det var helt klart også en rigtig god oplevelse. Det var i 1991, og hvis vi var heldige dengang, så var der 4.000-5.000 tilskuere på Brøndby stadion. Fankulturen var ikke rigtig kommet op at stå endnu herhjemme, men i Tyrkiet så jeg fanatisme på et niveau, man ikke oplever andre steder. Kan du give et eksempel? – Når vi spillede på hjemmebane, så kunne der være 30.000 tilskuere officielt, og der var altid minimum 40.000. Så stod der 10.000 udenfor stadion, som ikke havde billet, men som bare ville være i nærheden af stadion. Det er jo ting, som man ikke kan forestille sig herhjemme. – Vi vandt pokalfinalen og slog de forsvarende mestre i semifinalen, hvor vi ikke måtte spille på hjemmebane på grund af noget optøjer. Så vi spillede i nabobyen Samsun, som lå 400 km væk. Hele vejen tilbage stod der mennesker og brændte bildæk af og skød op i luften af glæde. Og der tænkte jeg da, at hvad nu hvis vi havde tabt kampen: “Havde de så stadig skudt op i luften?” Du er vokset op i et område, hvor der er mange indvandrere. Debatten om dem kører jo livligt herhjemme. Hvad har det betydet for dine tanker om tyrkere, at du var dernede? – Dengang kendte man kun alle de ubehagelige episoder, som man altid fik via pressen, men jeg fik et ganske andet syn på tyrkere, da jeg var dernede. Jeg har aldrig truffet så venlige og søde mennesker andre steder. Har det givet dig et mere nuanceret billede at være tvunget til at lære folk at kende? – Ja helt klart og så skal du huske på, at jeg levede i områder, der stadig ikke var forpurret af turister. Det var det rigtige Tyrkiet, hvor turistdelen ovre ved Antalya og Alanya er sådan lidt mere, som det var i Spanien i sin tid med grisefesterne. Så jeg har oplevet det tyrkiske folk, som det reelt er, tror jeg, og det var en god oplevelse.

Som nybagt europamester rejste du fra Tyrkiet til Belgien for at spille i en 2. divisionsklub. Hvorfor det? – Der skete det, at præsidenten i Trabzonspor blev sportsminister for landet, så vicepræsidenten i klubben skulle tage over, og han havde altså ikke lige så mange penge. Da jeg rejste på ferie efter den første sæson, fik jeg at vide at jeg kunne få en fri transfer, hvis jeg kunne finde en anden klub. – Seraing fra Belgien ville gerne have mig dertil, men det var i 2. division, og det studsede jeg lidt over. Jeg talte med belgiernes træner, og han fortalte, at de var meget ambitiøse. De havde hentet seks spillere fra den bedste række plus to udlændinge ud over mig, og det var simpelt hen, fordi de satsede på at komme op i den bedste række. Hvad gjorde du dig af tanker omkring landsholdet i den forbindelse? – Jeg talte med Richard Møller om det. Det var jo lige efter EM, og jeg ville gerne fortsætte på landsholdet, men Richard sagde til mig, det skulle jeg ikke tænke på. Han ville holde øje med, om jeg holdt niveauet, og hvis jeg gjorde det, kunne jeg sagtens være med på landsholdet stadig væk. Så jeg sagde ja til Seraing. Det viste sig, at det var et fantastisk fodboldhold. – Vi gik igennem 2. division uden at tabe en kamp. Jeg tror, vi spillede tre uafgjort, og så vandt vi resten, og året efter i den bedste række vandt vi bronzemedaljer med samme hold. Men allerede efter to år i Belgien med succes, så skifter du til Schweiz. Hvorfor det? – Jamen der sker det samme. Der var en greve eller baron fra Bruxelles, som havde lagt penge i klubben. Det var en lille fattig klub, og pengemanden ville ikke putte flere penge i det. De ville gerne beholde mig og tilbød mig en ny kontrakt, men jeg syntes ikke, den var god nok. – Så jeg begyndte at se mig om efter en anden klub via vores agent, og jeg sagde til ham, at jeg gerne ville til Schweiz. Der skulle være så smukt. Det endte med, at jeg kom til Basel, og det var et forkert valg. Det må jeg erkende. Holdet var ikke så godt, og vi kæmpede lige omkring nedrykningsstregen, og oveni kom jeg på dårlig fod med træneren. Men det var et godt land at leve i, og det land af de tre jeg har været i, der minder mest om Danmark. Alt fungerer. Hvis nu du kigger på alle tre lande overordnet set, fik du så det ud af det, du søgte, da du tog til udlandet? – Helt klart. Jeg fik nogle gode oplevelser og tjente penge. Jeg kom til for alvor at stå på egne ben, og når du er i udlandet, så finder du også ud af, hvor dejligt et land Danmark er at leve i. Det var helt sikkert dejligt at være dansker den sommer i 1992, da vi vandt Europamesterskabet. Sikkert er det også, at holdet med titlen i 1992 opnåede det største et dansk landshold endnu har præsteret, men for holdet og dermed også Lars Olsen, var der mange torne både før og efter i landsholdskarrieren.

Du vandt Europamesterskabet i 1992, men der har vel også været en del skuffelser med landsholdene. Der er både et misset OL i 1988, VM-kvalifikation i 1990 og i 1994 – Hvorfor er der så mange skuffelser undervejs for stammen fra Europamesterholdet? – OL havde vi kvalificeret os til men tabte ved skrivebordet. Det var skuffende, men en historie helt for sig selv. Kampen i 1990, hvor vi tabte i Rumænien, var ikke med det samme hold. Der var stadig nogle med fra 86-holdet, og nogle af de nye spillere var måske ikke helt rutinerede nok. Omvendt var nogle af de gamle nok ved at være “over the hill”. – At det kiksede i 1994 var direkte uheld. Et klart frispark mod Schmeichel af Bakero, som ikke blev dømt. At vi fik succes i 1992 var vel blandt andet, fordi de spillere havde været sammen i fire-fem år. Men det har jo også meget at sige, at man rammer dagen, har heldet med sig og måske endda også får lidt hjælp af ham deroppe (peger mod himlen). Hvordan er det at se tilbage på at have været med til en once in a lifetime oplevelse? – Vi ved med os selv, at vi var de første, og måske de eneste, der har lavet noget så stort for dansk fodbold. Så det er noget, som vil stå øverst på nethinden resten af livet. Er det noget, du har med dig til hverdag og tænker på en gang imellem? – Jeg tænker på det flygtigt. Men det er noget, jeg tit bliver konfronteret med blandt andre mennesker. De kan også huske det alle sammen, og så bliver man lidt forpligtet til at tale om det. Det var jo hele Danmark, der var oppe at ringe dengang. Hvilke tanker gjorde du dig de første 14 dage efter EM-triumfen? – Jeg kan ikke forklare, hvad man tænker. Det er der flere, der har spurgt mig om. “Hvad tænkte jeg lige, da jeg fik pokalen?”. Det kan jeg ikke forklare, men jeg glædede mig. Men i fodboldverdenen er det jo sådan, at alting går videre. Så det går helt automatisk med at få armene ned igen. Faktisk var armene sandsynligvis på vej under græshøjde, efter at landsholdet i de to første kval-kampe efter EM-triumfen spillede 0-0 med henholdsvis Letland og Litauen. Kritikken var nådesløs, og hukommelsen virkede ganske kort i forholdet til holdets fantastiske bedrift i Sverige.

Hvordan var det at være spiller i de kampe i efteråret, hvor det ikke gik så godt for holdet? – De kampe var jo i virkeligheden årsagen til, at vi ikke kom med til VM i 1994. Det var ikke kampen i Spanien, der gjorde det. Den kamp havde vi ikke forventet at vinde. – Jeg kan huske, at Christofte, som scorede det afgørende straffe i semifinalen mod Holland, han brændte et straffe mod Litauen, da vi spillede 0-0. Havde han scoret der, så var vi røget til VM. Så lidt skal der til. Der var vi helt nede på jorden igen. Der var ingen kære mor. EM triumfen var glemt. Hvordan var det som spiller at blive sablet ned i pressen tre måneder efter triumfen i Sverige? – Hvad jeg helt præcist gik og tænkte, det ved jeg ikke, men kritikken beviser to ting: Fortidens bedrifter hjælper ikke, og man får hurtigt armene ned igen. Var det en uretfærdig kritik? – Nej, et eller andet sted nej. Det kan man lige så godt se i øjnene. Jeg er tilhænger af kritik, hvis man ikke gør sit arbejde ordentligt. Det skal være saglig kritik på det, der er udrettet. Det skal ikke være personlig kritik. Det bliver det jo ind imellem. Hvad synes du så om pressens behandling af Richard Møller Nielsen på det tidspunkt? – Den hang mig langt ud af halsen. Richard Møller havde et anstrengt forhold til pressen, og det led han under, for han har ubetinget lavet den største bedrift i dansk fodbold, og det har han slet ikke fået den ære for, som han egentlig har fortjent. Jeg kan huske, da vi vandt oppe i Sverige, og de så skulle kåre Årets Træner senere det år. – Så vidt jeg husker, så blev det Ebbe Skovdahl, fordi han reddede Brøndby fra nedrykning. Det viser jo bare, at det var så uretfærdigt, som det overhovedet kunne være uden at ville forklejne Skovdahls præstation. Apropos uretfærdighed: Hvordan var det at være ‘den anden Olsen’ på landsholdet? – Jamen vi er to forskellige personer, som havde to forskellige måder at spille på. Ligesom vi i dag er blevet til to forskellige trænere. Det kan godt undre mig, at når vi blev sammenlignet dengang, så tog man altid Morten Olsen, når han spillede bedst og sammenlignede med en af mine mindre gode præstationer. Det var ikke helt fair. – Folk glemmer jo, at Morten Olsen også spillede dårlige landskampe. Der er i det hele taget sådan et lidt romantisk billede af 86′-holdet, og de spillede også bare fantastisk fodbold. Der er ikke lavet nogen analyser af det, men bedst af alt kan deres stil vel beskrives som kontra. Sammenligningsgrundlaget for eftertiden er blevet de der fire eller fem virkelig store kampe de spillede…