Landsholdsangriber om ny klub: De vil være det nye AC Milan
Christian Gytkjær skifter fra polske Lech Poznan til AC Monza efter denne sæson, og ifølge landsholdsangriberen har den kommende Serie B-klub skyhøje ambitioner.
Det fortæller han til B.T.
Ejerne bag AC Monza er den tidligere italienske premiereminister Silvio Berlusconi og Adriano Galliani, som er de tidligere ejere bag AC Milan.
Berlusconi og Galliani forlod den italienske storklub i 2017, og nu er de to herrers plan at få AC Monza op på samme niveau som Milano-klubben.
- Deres ambition er at lave det nye AC Milan her. De har kæmpe ambitioner om at rykke op i år, og det er jo næsten en katastrofe, hvis ikke det sker, siger Gytkjær.
- Det er kæmpestort for italienerne hernede. Det har jeg fundet ud af, efter jeg er kommet herned. Hvor voldsomt det er, og hvor store kræfter der er bag det. De to drenge ved godt, hvordan man skal bygge en topklub op sammen med de andre, de har med fra AC Milan.
AC Monza skal i den kommende sæson spille i den anden bedste italienske fodboldrække Serie B, efter at klubben sikrede sig oprykning med en førsteplads i Serie C.
Gytkjær skifter til den italienske klub på en fri transfer, efter han i denne sæson har været topscorer i den polske liga Ekstraklasa med 24 scoringer i 34 ligakampe.