Kvist: Svært at rykke mig i FCK

BRAGT I TIPSBLADET 30. DECEMBER. STED: STUTTGART, TYSKLAND.

Der er godt besat i presserummet på Mercedesstrasse 109, hvor VfB Stuttgart holder til. Seks kamerahold og 20 journalister sidder klar på en regnfuld fredag i Baden-Württemberg, men det gælder selvfølgelig også optakten til Der Süd-schlager, det store sydtyske opgør mod mægtige Bayern München. Så der bliver snakket om angriberen Cacaus indsats, der bliver snakket om fortiden og så bliver der også snakket om Stuttgarts nye mand på den centrale midtbane, som cheftræner Bruno Labbadia er meget tilfreds med.

»Vi er rigtig godt besat på 6’er-positionen med William. Han er hurtigt blevet godt integreret i truppen både menneskeligt og som spiller, og han er ikke bange for at lade sig høre. På forhånd var han ikke noget stort navn på den måde, men vi er meget tilfredse med, at vi har fået ham, og så er der også udviklingspotentiale i ham. Han har et godt, strategisk overblik, men nogle gange glemmer han de evner, han også har fremadrettet. For han har et fantastisk drev,« lyder rosen fra den lavmælte cheftræner i den hvide træningsdragt ved bordet foran banner-reklamerne.

Det er fine ord, der bekræfter, at den 26-årige William Kvist har leveret det vanskelige, for der er ikke mange stamspillere, der har forladt FC København og har fået succes i en større klub. Men Kvist slutter sig til de seneste års lille selskab bestående af Brede Hangeland og Atiba Hutchinson, for han spiller fast i en af Europas bedste ligaer, og han gør det i en klub, der uden tvivl er større end FCK. For eksempel ligger den seks pladser højere på UEFA’s rangliste, mens den ligger nummer otte på listen over det højeste tilskuersnit i hele Europa med godt 56.000 tilskuere til hjemmekampene på den imponerende Mercedes-Benz Arena.

Det kan man sidde og kigge over på, når man går med de ældre og de velklædte ind i klubrestauranten ved siden af, hvor der også dufter af fodbold. For midtbanemanden Martin Harnik er så venlig at holde døren for Tipsbladets udsendte, der stadig slæber rundt på bagagen fra flyveren, og lidt senere kan man nyde en klassisk schnitzel mit gemüse, mens angriberen Pavel Pogrebnijak holder møde et par borde væk.

William Kvist kommer dog ikke på restaurant før dagens eftermiddagstræning. Han har meget at nå både før, under og efter, så der bliver også tid til at hænge ud i klubreceptionen, hvor der nok står et stort juletræ pyntet med røde og gyldne VfB-kugler, men hvor man først og fremmest bliver fanget af det skjold, der ser ud til at svæve frit i pokalmontren.

Det har Stuttgart fået efter klubbens femte mesterskab i 2007, og nu hænger det her i tynde stålwirer med historiens mestre ingraveret hele vejen rundt. På væggen bliver klubhistorien fortalt med billeder og tekst, og så dukker den også pludselig op i form af målmanden Jens Lehmann, der kommer ind i bløde sko og store hænder, siger Guten Tag og glæder receptionisten ved gensynet.

Hun lukker ham dog ikke uden videre ind bag de låste døre til kontorerne og træningsfaciliteterne, hun går først for at tjekke, at Lehmanns aftale er på plads, så straffesparkshelten fra VM 2006 må vente med Tipsbladet, indtil døren går op igen og vejen er banet. Og til sidst kommer William Kvist også ud som sidste mand. Mørket er faldet på, men det er helt efter aftalen, og han fortæller glad om alt det arbejde, han har lavet i dag og om tøjmanden, der er fanatisk Stuttgart-mand, før vi står ved bilen.

I København var han kendt for sin Raleigh-cykel i herremodel, der i løbet af det sidste år blev udsmykket med Panini-billeder af VM-modstandere, som en morsom sjæl klistrede på cyklen, men nu er vi langt fra den gamle hjemmebane. Vi er i en af Tysklands store bilbyer med både Mercedes- og Porsche-museer overfor, så vi sætter os ind i den lave, to-personers Mercedes og glider under Neckar-floden og gennem byen, mens Kvist hjemmevant udpeger seværdigheder og lokaliteter, blandt andet det hotel hvor Stuttgart-spillerne altid mødes til overnatning dagen før hjemmekampene, og hvor han også boede de første uger med kæresten Christine.

Men parret fandt hurtigt deres eget, så vi drejer op ad en af de mange bakkesider i byen og ender i et hyggeligt kvarter med små butikker og gamle huse. Her er de to flyttet ind i en fantastisk lejlighed i to plan med store altaner, der kigger ud over de blinkende lys i den nye hjemby, der er på størrelse med København men dobbelt så stor, hvis man tager hele oplandet med.

»Det ser flot ud, ikke. Nu glæder jeg mig til at lære det hele at kende, hvad det er, der ligger rundt omkring,« siger William Kvist, før vi går ind igen og sætter os ved et sofabord, bevæbnede med kaffe, optager og masser af snak om de måneder, der er gået, siden midtbanemanden forlod den sikre base i København og rejste udenlands.

Læs mere på næste side.

Integrationsstrategi

Det var nu ikke fordi, at det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse, selv om han hurtigt viste talentet og endda også til yderligere inspiration voksede op i Brian Laudrups barndomshjem i Vanløse, men det var det logiske skridt for FCK-kaptajnen.

»Bevidsthedsmæssigt har tanken om udlandet nok ligget der nogle år. Alle der spiller Superliga på et vist niveau kan jo godt se, at hvis man rammer den rigtige retning, så kan udlandet godt være en mulighed. Det kan man ikke lukke af fra, og det gjorde jeg heller ikke. Men jeg var ekstremt bevidst om hele tiden at fokusere på mit næste skridt – at komme tæt på FCK-holdet, at blive en profil i Superligaen og så videre.«

»Inden for det sidste år blev det så mere interessant for mig, fordi jeg kunne mærke, at det ville blive svært at flytte mig yderligere i FCK. Det er nok hovedpointen. Jeg kunne se, at Ståle skulle væk, jeg kunne se, at mange af de andre skulle væk, så okay, så bliver det nok også svært for mig at rykke mig rent udviklingsmæssigt det næste år. Og samtidig fik det sidste år i FCK mig til at flytte mine tanker.«

»Det var et fedt, fedt år, fordi alting lykkedes for os, og jeg fik løftet mig selv op på et nyt niveau. Det betød også, at tankerne om en middelklub i Holland forsvandt. Det ville ikke være bedre, det ville være en forandring, men jeg fik en fornemmelse af, at jeg kunne gå efter et større sted. Det gjorde også, at min lyst til at komme ud voksede, og jeg begyndte at tænke mere på Tyskland, fordi det kunne passe mig fint kulturmæssigt, spillestilsmæssigt og mentalitetsmæssigt.

»For for mig gælder det om at se, hvor langt jeg kan komme med det her. Jeg gør så mange ting hele tiden for at forbedre mig, og jeg er meget bevidst om, hvad jeg gør, hvornår jeg gør det, hvorfor jeg gør det og hvordan jeg gør det. De fire hv-ord der, den der bevidsthed.«

»En ting er, at jeg skal have en forhåbentlig god tilværelse, mens jeg er hernede. Jeg elsker jo København, og jeg har savnet byen masser af gange allerede. En anden ting er, at man gerne vil tjene nogle penge til bagefter. Der er mange parametre, men nu har jeg… »ofret« lyder så voldsomt, men jeg har fokuseret meget på fodbold i mit liv, og derfor vil jeg gerne se, hvor langt det kan række.«

»Derfor har det også været noget af det vigtigste for mig, at jeg ikke skulle komme til en ny klub og starte forfra, starte fra bunden af,« siger William Kvist.

Og det gjorde han heller ikke. Tro mod sin natur rejste han afsted med masser af tanker om, hvordan han skulle falde til, hvordan han skulle etablere sig i truppen og på banen og hvordan han skulle præsentere sig selv i sit nye land. Og så fik han også FCK-staben til at sende fysiske resultater og behandlingsplaner afsted til Stuttgart, så den nye klub på forhånd havde en fornemmelse af den nye spiller fra Danmark.

»Al den viden som de og vi har samlet i FCK, hvorfor skulle den smides ud og ikke blive brugt? Og det er blevet både læst og brugt,« fortæller midtbanemanden, før han husker tankerne, da han stod som den nye elev i klassen med sommerfugle i maven og skulle ind at møde sine nye holdkammerater.

»Nu har jeg efterhånden set rigtig mange komme og gå i FCK, så jeg vidste jo godt lidt, hvad det er for nogle ting, der virker og ikke virker. Og hvis man kommer og er åben og spørger ind til folk, så går det hurtigere. Noget af det vigtigste i fodbold, der er jo de relationelle forhold. Specielt for en spiller, som jeg er, fordi jeg har så mange relationer i spillet på banen til alle, så er det rigtigt vigtigt for mig, at jeg også har de relationer uden for banen. Det havde jeg også talt meget med min mentaltræner om, så uden at det skal lyde kynisk, så havde jeg en strategi for det.«

Læs mere på næste side.

»Jeg forberedte mig på, hvad det var for nogle spillere, jeg indhentede informationer om klubben ved at snakke med Grønkjær og forskellige andre folk, så jeg på forhånd kunne blive lidt oplyst. De fleste vil gerne svare og hjælpe, hvis man spørger, og jo mere information jeg fik, desto mere sikker følte jeg mig også på klubben og de folk, der var.«

»Da jeg så kom herned, var det et mål for mig så tidligt som muligt at have snakket med alle på holdet på en eller anden måde, så jeg fik en tilgang til dem. Hvis du spørger ind til de folk, du sidder med, så bliver de som regel også glade og interesserede i at spørge tilbage, og så har man allerede startet en relation. Så gjaldt det så om at huske på alle de ting, jeg fik at vide, så jeg lavede et dokument på computeren, hvor jeg skrev nogle stikord ned, indtil de forskellige folk sad fast. Og det har helt klart hjulpet mig. I FCK kom det jo meget af sig selv.«

»Så er jeg også glad for, at jeg blev købt herned for relativt mange penge, og jeg er glad for, at jeg havde haft et godt år med FCK, for der er ingen tvivl om, at det kunne være sværere at komme til sådan et sted her, hvis man kom lidt mere på bagben, end jeg gjorde. Samtidig har jeg haft en udvikling på landsholdet, og det er gået godt for mig personligt i de fleste kampe, jeg har haft hernede. Det giver selvfølgelig også meget, men alt det andet arbejde ved siden af har hjulpet med til, at jeg er kommet godt ind i truppen. Og så var det godt, at jeg havde fulgt med i tysk, for fra starten af bestemte jeg mig for kun at tale tysk i klubben.«

»Men alle de ting med sproget, alle de nye folk og alle de detaljer jeg gerne ville huske om dem og så tre gange træning om dagen… I forberedelsestiden trænede vi nok dobbelt så meget som i FCK, og min krop blev presset ud mod nogle grænser, hvor jeg ikke har været før. Alt det brugte jeg ekstremt meget energi på, og jeg har aldrig prøvet noget lignende.«

»Samtidig skulle vi flytte, men alle de praktiske ting kunne Christine heldigvis tage sig af. Uden hende havde jeg boet på hotel i lang tid. Så jeg har fået stor respekt for dem, der har taget turen rundt i verden til diverse klubber alene eller på lidt sværere betingelser end jeg har haft, for det er ikke nemt,« fortæller William Kvist om den første tid, der trak tænder ud, men også gav bonus.

Maksimeringsstrategi

Midtbanemanden var rent fysisk i toppen af både FCK og Superligaen, men der har alligevel været plads til forbedring i det sydtyske.

»Jeg var jo i kanonform fysisk i København og troede egentlig ikke, at jeg kunne komme i bedre form, men det er jeg kommet. Det viste den seneste løbetest, vi har lavet i forhold til iltoptagelse og den slags. Jeg har taget et kilo på i muskelmasse, selv om jeg faktisk har styrketrænet mindre, fordi træningsmængden er så meget større hernede. Samtidig løber jeg lige så langt i hver kamp, som jeg gjorde i Champions League-kampene med FCK, og tempoet er bare højere.«

Læs mere på næste side.

»Der er også en anden rytme i ugen, for i FCK var jeg vant til at spille meget midtuge, så det blev restitution-kamp-restitution-kamp, men hernede skal der gives gas til en onsdagstræning. Jeg skal tage det næsten som om, at det er en kamp, samtidig med at vi også træner i længere tid. Det er så ikke til at sige, om jeg havde været i endnu bedre form, hvis jeg havde spillet europæiske kampe. Men det har passet mig meget godt, for jeg har rejst vildt meget med landsholdet og samtidig haft tid til at vænne mig til mængden af træning og kamptempoet i Bundesligaen,« siger midtbanemanden, der trods de nye rammer fortsat placerer sig øverst i løbetests.

Men han nøjes ikke med det. Klubben er meget åben for, at spillerne selv henter yderligere rådgivning ved siden af den, som klubben stiller til rådighed, og det har William Kvist udnyttet. Han arbejder stadig tæt sammen med sin mangeårige mentaltræner Christian Engell, men der er kommet mange andre redskaber i værktøjskassen, som han siger. Han arbejder for eksempel med en kostekspert, han laver fortsat nogle lette hypnoseøvelser og så har han også holdt en workshop om åndedræt og lungekapacitet med Stig Severinsen, fridykkeren der har verdensrekorden ved at holde vejret under vand i 20 minutter.

»På den måde har det også været fedt for mig at komme herned. Der er lidt mere økonomi at rutte med, så jeg har kunnet opprioritere nogle ting. Jeg har mere tid, for jeg er her jo kun, fordi jeg spiller fodbold, mens jeg var i København, fordi jeg boede der, og havde mange andre ting at passe. Jeg elskede at køre rundt på min cykel, købe en god frokost, gå på skole, møde mine kammerater, bruge meget tid på de ting. Det er der ikke her, og derfor er det fedt, at jeg kan nørde den mere med fodbold, gå endnu mere i dybden. Det er forskellen.«

»Og det har været en fed oplevelse, at man kan maksimere tingene, selv om man nogle gange ikke lige kan se folk i øjnene og mødes med dem. Skype er et godt redskab, og jeg kendte de fleste af dem i forvejen. Der er vildt mange sjove og spændende ting at arbejde med, og der er så mange, at jeg ikke kan tage fat i dem alle sammen. Egentlig er det lidt ærgerligt, at jeg ikke er yngre, for så kunne jeg måske nå at komme rundt om dem, men det er jo fedt at opleve som 26-årig, at der er flere muligheder for at gøre noget end før.«

»En ting var, at jeg var meget seriøs i FCK, for det var jeg. Jeg gjorde alt det, jeg kunne for at blive bedre og bedre, men hernede bruger jeg meget mere tid. For det første er kravene større, men der er også mulighed for det. Uden at jeg har sat mig nye store mål, så kan jeg sætte kryds ud for, at jeg har lavet integrationen, jeg kan begå mig i Bundesligaen.«

»Og så kan jeg samtidig mærke, at hvis jeg fortsætter min plan og får integreret mange af de spændende ting, jeg laver, så er der mere. Det er fedt at gå til træning, for jeg kan mærke, at jeg kan blive bedre. Jeg kan ane, at der er flere skridt. Om jeg så kan tage dem er noget andet, men jeg kan ane dem, og jeg kan mærke hvor de går henad. Det er fedt, og det giver mod på at fortsætte,« siger William Kvist, der ikke helt misvisende for nylig beskrev sig selv som »der Optimierungs Mann« til tyske Sky Sports.

For han både optimerer og maksimerer med fine resultater til følge.

Mediestrategi

Men der er mere at komme efter, og det har cheftræner Labbadia, der tidligere var angriber under Morten Olsen i Köln og også kommunikerer om Kvist med den danske landstræner, også lagt mærke til, som han sagde det til pressemødet nogle timer tidligere på denne fredag.

»Noget af det, Labbadia har sagt, handler om drives, altså offensive løb med bolden. Jeg har også gjort det i nogle kampe. Jeg ved ikke, om jeg er blevet hurtigere, men jeg har snakket med nogle af dem, jeg havde som ungdomstrænere i sin tid, og de sagde, at mine drives var noget af det, der var mine styrker dengang. Det er jo lidt sjovt og en skærende kontrast til den kontrollerede 6’er, jeg spiller nu, men det er helt klart noget, jeg fokuserer på at få lidt mere ind i spillet. Jeg kan teknikken med mit pasningsspil og mine vendinger. Det rent defensive er der, og så skifter jeg lidt mellem at arbejde på mine styrker og mine svagheder.«

Læs mere på næste side.

»Men jeg er bedst som 6’er. Det er det, jeg har arbejdet på i mange år, og det har altid ligget der, også som ungdomsspiller. Grundlæggende har jeg altid haft den der fornemmelser med at tage ansvar, at være omkring bolden, at kunne se spillet, hvornår skal der være tempo, hvornår skal der være ro på. Men derfor vil det selvfølgelig være fint at kunne finde de andre, mere offensive ting frem også. Men det er ikke der, jeg er skarpest,« siger William Kvist, hvis første halvår i Bundesligaen også har været præget af stor disciplin.

For han holder sig hjemme, han lukker af, og han afleverer tit til den nærmeste mand med en inderside. Han holder bolden og spillet i gang, når Stuttgart har bolden, og lukker af, når modstanderen nærmer sig, og det har været en succes, som også cheftræneren noterede det.

»Der er flere ting i det. Først og fremmest er jeg helt klart blevet købt ned til et hold, der sidste år manglede den der defensive 6’er midtbane, som virkelig havde kontrol på tingene og som kunne sørge for, at holdet var i bedre balance, hjælpe forsvaret, få bolden spillet sikkert op og så videre. Samtidig har vi stadig et hold, der til tider spiller lidt for meget frem og tilbage, og det gør, at det bliver endnu vigtigere for mig at skabe ro i spillet. De ting jeg ved, jeg kan tilføre, de bliver sat i spil, og det har jeg også været bevidst om at forklare offentligt.«

»Jeg vil ikke lige frem kalde det en mediestrategi, men vi har snakket om det på forhånd, for jeg har hørt fra mange folk hernede, at tyske medier elsker midtbanespillere, der scorer mål. Det gør jeg jo ikke, så hvis de vurderede mig ud fra det, blev jeg en fiasko. Derfor var det meget vigtigt for mig at forklare de ting, jeg ved, jeg kunne komme med. At jeg skal ind og skabe struktur og orden og sørge for, at vi står godt defensivt. Vi var faktisk på et tidspunkt det hold, der var scoret færrest imod.«

»Så blev der lagt mærke til det, for det var det, de havde læst, og det var det, de havde hørt, i stedet for at nu scorer han ikke mål igen, og så ville det blive en negativ historie. Det var så heldigvis også nogle af de ting, som klubben og træneren forventede, at jeg ville komme med, men det var altså også meget vigtigt for mig at kommunikere det ud,« lyder det fra midtbanemanden, der da også har placeret sig højt på kickers karakterrangliste gennem hele sæsonen.

Og så fik han også en fantastisk start på livet som Stuttgart-spiller, for han debuterede den 6. august, da den renoverede Mercedes-Benz Arena blev åbnet med en fest foran 60.000 tilskuere, der fik et ildshow, mens maskotten kom ned med faldskærm og de lokale helte trak op til kamp mod Schalke 04.

Læs mere på næste side.

»Det var en historisk dag for klubben og for mig, og jeg var også euforisk bagefter. Mere fantastisk start kunne man jo ikke få. Jeg dækkede Raul meget af tiden og pakkede ham fint ind… altså det er jo sjovt at spille sådan en kamp. Det er jo derfor jeg kom til Bundesligaen: Et fyldt stadion, 60.000 tilskuere, Raul og så vinder man 3-0, og det kører bare. Jeg havde også et par kammerater hernede, og vi gik ud og spiste store bøffer og drak champagne og rødvin bagefter på en fantastisk sommeraften. Det var en outstanding dag.«

»Det er også derfor, at jeg ikke har savnet de europæiske kampe, for for mig har det her jo været europæisk hver gang. Jeg spiller ikke i Horsens og i Haderslev. Det er nye stadions, det er nye modstandere hver gang og så fungerer fodbolden og totaloplevelsen med den bare supergodt hernede. Der er en intensitet i stillingen, der er tæt, på banen i det hurtige spil og på fokuseringen fra medierne.«

»Kampene er et godt show. De er åbne, det går stærkt og der er tempo på. Fodboldspillet kan man måske diskutere nogle gange, for det går meget stærkt, og nogle gange bliver det måske lidt for rodet, men det er god underholdning. Stadions hernede er suveræne, og hele den oplevelse tilskuerne får og dermed også spillerne er optimeret rigtig godt. De er gode til at lave shows ud af det.«

»Fansene er også gode. Jeg har ikke set slåskampe, og jeg har heller ikke hørt om det, tværtimod bemærkede et familiemedlem før en kamp, at der var meget roligt omkring stadion, og alle dem, der har øl med, de lægger dem pænt på række og i stabler i sådan nogle små vogne, der står der. Ikke noget med at de bliver kastet, eller der er rod. Ordnung muss sein, og det er med til at skabe den gode stemning. Og om sommeren sidder mere end halvdelen af stadion altså i Stuttgart-trøjer. Det gjorde man ikke på samme måde i København. Og der er 60.000 hver gang,« siger en tilfreds William Kvist.

For det kører. Han trives med cheftræneren, som han kalder moderne og entusiastisk og som man også kan kommunikere med, han trives med holdkammeraterne, selv om det har været småt med det sociale uden for banen, hvis man ser bort fra de mange arrangementer i klubregi, hvor man går i biografen eller ser Champions League-bold sammen, og han trives med sin specialeskrivende kæreste i den nye by, hvor han også har været ude at cykle et par gange på en racercykel. For den gamle Raleigh holder parkeret hjemme i København, mens den nye William Kvist har stor succes i Stuttgart.