I sidste sæson bortforklarede man en del af de faldende tilskuertal med op- og nedrykkerne, for udskiftningen af Leicester, Leeds og Wolverhampton med Crystal Palace, Norwich og West Bromwich kostede i alt 22.500 siddepladser, men den undskyldning var ikke meget værd, hvilket også er blevet bekræftet i denne sæson, hvor oprykkerne fra Sunderland, West Ham og Wigan leverer 25.000 flere pladser end Southampton, Norwich og Crystal Palace gjorde det i sidste sæson.
Det burde medføre en stigning, men det modsatte er sket, og det er der flere årsager til.
Først og fremmest har de engelske medier og de engelske tilhængere fokuseret på billetpriserne, og de er da også ganske voldsomme i forhold til det, det koster at følge en klub i SAS Ligaen.
Chelsea bliver altid trukket frem med deres billetpriser fra 500 kroner og opefter, og det vakte stor opsigt, da de forsvarende mestre måtte ud med avisannoncer for at få fyldt stadion til sæsonens første hjemmekamp mod West Bromwich, men det er ikke kun på Stamford Bridge, at den er gal. Tværtimod topper Tottenham prisskalaen med løssalgsbilletter helt op til 750 kroner, mens man generelt set får svært ved at komme til Premier League-fodbold for under 300 kroner, hvis man bare køber billetten på kampdagen. Og står man som en familie bliver det pludselig dyrt, men det er også slemt nok for en enkelt fan.
Således stiller den 32-årige Aston Villa-fan Adrian Smith følgende regnestykke op i avisen The Independent:
– Hvis man skal være fair er billetterne til hjemmekampene på Villa Park ganske rimeligt prissat i forhold til andre klubber, men vil man følge med til udekampe er det meget dyrt. 45 pund (500 kroner, red.) for en billet til lokalopgøret mod Birmingham er mere, end jeg kan klare. Det handler alt sammen om prioriteringer, og de 45 pund kan vi bruge til et par nye sko til min tre-årige datter, pizzaer lørdag aften og en billet til mit nye favorithold Cambridge City i Nationwide Conference South. Så jeg ser mig selv som en del af den nye generation, der ikke længere har råd til at gå til Premier League-fodbold, fortæller Adrian Smith, der sidst så sit elskede Aston Villa live i februar 2004.
I det hele taget betyder de høje billetpriser, at det ikke kun er den familiestiftende generation, der går glip af Premier League-oplevelserne på lægterne. Også børnene er ude af spillet, hvilket man kan se på de fleste stadions, hvor det er småt med drenge og piger i selskab med deres forældre, modsat situationen i for eksempel SAS Ligaen.
Enkelte Premier League-klubber med tilskuerproblemer har forsøgt at få fat på familierne, og det går også langsomt fremad, således uddeler Blackburn fast 1000 billetter til skiftende lokale skoler for at finde yngre tilhængere. Men de manglende børn er et problem, som klubberne i de lavere divisioner ikke har været sene til at udnytte i form af en kampagne med navnet “kids go free,” hvilket 34 klubber foreløbig har tilsluttet sig. Og generelt set boomer tilskuertallet også i rækkerne under Premier League, hvilket ikke kun skyldes priserne, der faktisk også er ganske høje i The Championship, hvor man for eksempel skal af med 25 pund for at se Stoke spille hjemme.
En af årsagerne til succesen i The Championship er rækkens uforudsigelige udfald. Umiddelbart står 12-14 klubber med en oprykningschance, og det giver masser af folk på lægterne her tidligt på sæsonen. Helt modsat er situationen i Premier League, hvor det nærmest er givet, at Chelsea, Manchester United, Arsenal og Liverpool vil slutte i top fem (det har de gjort i de seneste fem sæsoner), mens der så er plads til en enkelt outsider i det fine selskab.
Og kigger man helt op på toppen, er der ikke mange, der tror, at Chelsea ikke genvinder titlen. Foreløbig er de forsvarende mestre i hvert fald startet i en kværnende stil, hvor modstanderne bliver kvalt og kampene bliver vundet med 1-0 eller 2-0. Den defensive styrke blev til sidst så grel, at boulevardavisen The Sun før weekenden tilbød 10.000 pund i dusør til den spiller, der først kunne score mod Chelsea – en dusør der straks faldt til Aston Villas unge angriber Luke Moore, der selv måtte bestemme hvilken velgørenhedsorganisation, han ville donere pengene til.
Målet gjorde dog ingen forskel i sidste ende, selv om det gav Aston Villa føringen på Stamford Bridge, for Chelsea vandt igen, denne gang bare med de lidt mere sjældne 2-1 cifre.
Selv om Chelsea kun scorer et til to mål pr. kamp står de alligevel som det klart mest scorende hold i Premier League, og det fortæller også noget om årsagerne til de faldende tilskuertal. Efter konsekvent at have snittet godt 2,5 mål pr. kamp i Premier League-tiden er tallene i denne sæson dykket ned på den gale side af 2,0, hvilket gør den bedste engelske liga endnu mere målfattig end både Italien og den kronisk målsvage Ligue 1 i Frankrig.
Så selv om den seneste runde i Premier League var velbesøgt, fik de mange tilskuere ikke masser af mål at gå hjem på. Det blev til sølle 19 i de 10 kampe, mens Birmingham-Liverpool høstede de store overskrifter med hele fire scoringer. Mere skal der ikke til – men det var selvfølgelig fremskridt for Liverpool, der i sæsonens første fire kampe kun havde formået at score et enkelt mål i alt.
Det er dog for tidligt at sige noget om, hvorvidt det faldende scoringssnit er kommet for at blive. Faktisk mener en af de normale, offensive garanter, Manchester United-manager Sir Alex Ferguson, at det er et typisk sensommertegn:
– Holdene er altid i topform og velorganiserede i begyndelsen af sæsonen, så man må vente til begyndelsen af oktober, før kampene begynder at åbne op, sagde manageren, der selv har stået for skud omkring en ny defensiv spillestil.
Fakta er i hvert fald, at flere og flere hold nøjes med en enkelt decideret angriber på holdet, der så kan spille 4-5-1 eller 4-4-1-1. Det er selvfølgelig ikke befordrende for underholdningen, selv om Sir Alex på sin side har insisteret på, at 4-5-1 er 4-3-3 i Manchester. Men for knap så dominerende hold bliver det offensive udgangspunkt alt for tit til en defensiv 4-5-1, for frygten for at tabe er større end lysten til at vinde for hovedparten af klubberne.
For samtidig med at der kun er fire faste hold i top fem er der også 12-14 mandskaber, der må se et eventuelt nedrykningsspøgelse i øjnene før hver eneste sæson. Og da en nedrykning koster i nærheden af en kvart milliard kroner i mistede indtægter, er der ikke noget at sige til, at managerne holder lidt igen med underholdning til fordel for point på kontoen.
– Vi har 250 ansatte her i klubben, måske flere hvis man tæller hotellet på stadion med. Halvdelen af dem ville miste deres job, hvis vi rykkede ned, så jeg har et stort ansvar overfor de mennesker. Derfor kommer resultaterne før underholdning, og jeg vil gerne vide, hvad andre ville gøre, hvis de havde mit ansvar på deres skuldre. Nedrykning er lig med total ødelæggelse, og jeg må også tænke på, hvad der vil ske med vores unge ansatte med familie, hvis vi mistede vores Premier League-status, sagde Bolton-manager Sam Allardyce, da han endnu engang blev konfronteret med at være manden, der opfandt 4-5-1 tendensen i det engelske, hvor et Bolton-hold med en mexicansk målmaskine og boldkunstneren Jay Jay Okocha godt nok ligger nummer fire i rækken, men gør det med otte mål i syv kampe.
Men for Allardyce handler det først og fremmest om at overleve, og derfor har han også set Boltons historiske UEFA Cup-eventyr i dette efterår som en uvelkommen distraktion, en opfattelse der også deles af tilhængerne, for der kom kun 19.723 tilskuere til Boltons første kamp i Europa nogensinde. Det var godt nok mod bulgarske Lokomotiv Plovdiv, men man havde alligevel håbet på færre end 8.000 tomme sæder på Reebok Stadium.
Modstanderen var selvfølgelig ikke den mest attraktive, ligesom tidspunktet torsdag aften heller ikke hører til blandt de mest gængse, men sådan er fremtiden også i Premier League.
I forrige uge var det helt tosset med blot fire kampe på det klassiske tidspunkt lørdag eftermiddag klokken 16.00, og i alt var der syv forskellige kick-off tidspunkter i en runde spredt udover tre dage, men selv om det var mere normalt i den forgangne weekend var der stadig fem forskellige starttidspunkter fra 13.45 lørdag til 21.00 mandag, og det gør ondt på tilhængerne.
Således kommer Manchester United kun til at spille hjemme lørdag klokken 16.00 en gang mere i 2005, hvilket kan være med til at forklare det helt uhørte i, at det i denne sæson kun har været lokalopgøret mod City, der på forhånd har været udsolgt før kampdagen i Manchester.
Udover at tilhængerne kommer ud af deres fodboldrutiner på grund af de skiftende kamptidspunkter, giver det også store praktiske problemer. Tag for eksempel Charltons kamp i Middlesbrough på den nationale fridag mandag den 28. august, der havde tidlig kick-off klokken 12.30. På grund af skinnereparationer var det tidligste tog fra London til Middlesbrough først fremme klokken 12.34, mens billetprisen på 950 kroner heller ikke virkede fremmende for en fodboldudflugt. Tog man bilen, kunne man se frem til 11 timer på de proppede motorveje, før man var hjemme i London igen, mens en flybillet ville stå i 2.500 kroner. Tilbage var busserne med tilhængere, der kørte klokken 3.30 om morgenen, så egentlig var det ganske forståeligt, at der kun var 285 Charlton-tilhængere til at fortælle om stemningen i den 3-0 sejr, som alle vennerne derhjemme alligevel kunne følge på tv.
De mange skiftende kamptidspunkter skyldes selvfølgelig de direkte tv-transmissioner, som Sky sidder tungt på, og som gør, at de fleste fodboldfans i stedet for en besværlig tur på stadion kan se en pæn del af favoritholdets kampe nede på den lokale pub.
Og det bliver efter al sandsynlighed endnu værre, for EU har kig på Sky Sports-monopolet i England, og derfor vil de forlange flere udbydere, når den næste tv-kontrakt skal træde i kraft i sommeren 2007. Det betyder endnu flere live-kampe, endnu flere kamptidspunkter og færre penge til klubberne, da Sky i dag betaler dyrt for at sidde alene på varen – samtidig med at de halvtomme tribuner i baggrunden af tv-billederne sikkert også vil påvirke den næste tv-kontrakts størrelse.
Der er altså lagt op til faldende tv-indtægter, og det gør det ikke logisk at sætte billetpriserne ned og dermed tiltrække flere folk på lægterne. Tværtimod kan man forestille sig, at priserne måske vil stige yderligere, specielt når Arsenal og Liverpool rykker ind på nye og meget dyre hjemmebaner, mens familien Glazer skal have forrentet dens køb af Manchester United og den planlagte udbygning af Old Trafford med 8.000 sæder.
Så det er næppe på priserne, at der skal lokkes flere kunder i butikken, mens det også er svært at få øje på forbedringer i form af større konkurrence i Premier League. Chelsea, Arsenal, Manchester United og Liverpool er gået i udbrud, og deres status bekræftes både af Champions League-indtægterne og den skæve fordeling af tv-pengene i Premier League, hvor halvdelen bliver ligeligt fordelt, 25 procent uddeles efter antallet af tv-kampe og den sidste fjerdedel udelukkende bliver fordelt efter ligaplaceringen.
Og da det kræver 14 af 20 klubstemmer at ændre den fordeling, er det ikke noget, der opereres realistisk med i den engelske Premier League-forening.
Endelig har der været snak om at indføre lønloft i klubberne, så spillere ikke kan tre-doble deres løn ved at skifte til en bedre placeret konkurrent, og tilhængerne ikke bliver jaget væk af stjernespilleres krav om en million kroner i ugeløn. Men selv om det fungerer i USA er det urealistisk i England, for det ville kræve, at alle europæiske klubber røg med på vognen.
Det er altså ikke nemt at finde løsningsmodeller for de mange problemer i Premier League, der mest kommer til udtryk på de svigtende tilskuertal, men måske er det heller ikke så slemt endda. Formanden for Premier League-foreningen Richard Scudamore har i hvert fald ikke specielt dybe rynker i panden:
– Vi havde den samme diskussion sidste år på denne tid, men i sidste ende havde vi et nyt mesterhold, to nye navne i Europa, tilskuertal der holdt og flere tv-seere end nogensinde før. I denne sæson har otte klubber stigende tilskuertal, otte har faldende og fire har status quo. Tilskuergennemsnittet er lige nu 1.500 lavere end sidste sæsons slutresultat, men det betyder ikke noget, for tilskuertallet stiger i løbet af sæsonen. Men det har altid været vores førsteprioritet at få folk ind til kampene og fylde stadions, og det arbejder vi videre med, sagde Richard Scudamore.
Og imens glæder de mindre klubber sig over invasionen af desillusionerede og knap så pengestærke Premier League-tilhængere med hang til fodbold.

Han er for vild: Pengene vælter snart ind i FCK!

FC Nordsjælland sender angriber til MLS

Husker du ham? FCM-flop i kæmpe modvind

‘Udinese kæmper med dansker-gåde’

Anker Dani Alves’ voldtægtssag

Højbjerg til middag med Kongeparret

Nu vil stor Manchester City-stjerne væk

Nyt underskud hos Superliga-klub

Huescas kan blive udvist af Danmark

Absurd Højlund-påstand passer ikke

AGF-chefer harcelerer mod stadionbesparelser

Superliga-profil går benhårdt efter VM 2026

40 mio pund: PL-bomber har nedrykningsklausul

Voldsom kritik af FCK og Huescas: ‘Helt grotesk’

Revser Patrick Dorgu i ny United-nedtur

Så du det i Parken? Har fået grønt lys

Sarr skyder Southampton i sænk

Bukayo Saka med drømmecomeback

Ikke sket siden 2001: Pokalsensation i Tyskland

Brøndby-spiller: Kæmpeklub tilbød mig kontrakt

Nu fortæller Martin Vingaard om FCK-exit

Superliga-profiler har udløb: Her er status

Raser over VAR: ‘Det er det sygeste’

Thomas Frank roser dansker: Måske aldrig set bedre

‘Mærkelig’ Højlund-beslutning vækker opsigt

Lang pause: Her er status på Kasper Schmeichel

Fantastisk melding om Matt O’Riley

Legende i stort Højlund-forsvar

Vildt Mohamed Salah-skifte? ‘Jeg ville elske det’

Conrad Harders værdi er eksploderet

Dansk traditionsklub reddet fra konkurs

Roony Bardghjis lillebror stråler i FC København

Stjerne tror på dansker som en af verdens bedste

Rundens Hold i Superligaen – 23. runde

Han afløser Martin Vingaard i FCK

Blodrøde tal: Det er vanvittigt og ekstremt

Amorim afviser salg af Manchester United-stjerne

Eksploderet i Superligaen: ‘Helt unik’

Frygteligt nyt for Pep Guardiola

Brøndby jagtede ham: Nu leder han efter ny klub

AGFs næste stortalenter? Uwe Rösler roser duo

Jubel i FCK: ‘Alle elsker ham’

Højt odds på brandvarm PSG-spiller

Kevin Diks: Dér er jeg ikke enig med Neestrup

FCM-boss: Har afvist bud på over 100 millioner

– Man ser, at FCK mangler en nier

Krise i City: Haaland sendes til specialist

Bekræfter Tipsbladets afsløring

Kæmpe sejr: FC København haler ind på FCM

Værsågod, Liverpool: Han koster 400 millioner

Brøndby-bank: – Det er sindssygt irriterende

Derfor straffer FCK ikke Huescas

Skriger glæden ud!

FCK-keeper: Blandt de unge talenter er jeg nr. 1

Nørgaards plan: Her vil jeg tilbage til Brøndby