Mikkel Dahl vil gerne smede, mens jernet er varmt, og i øjeblikket er det glohedt for hans vedkommende.
Den danske angriber scorede i 2021-sæsonen 27 mål den færøske liga, hvilket er rekord, og hvilket har gjort ham til en eftertragtet mand. Hans kontrakt udløb endda ved årsskiftet, så interesserede klubber kan hente ham transferfrit.
- Jeg har aldrig oplevet at få så mange henvendelser fra alle mulige mærkelige steder. Det er rimelig voldsomt. Jeg tror i hvert fald, der er 60+, der har skrevet til mig eller min agent, fortæller Mikkel Dahl til tipsbladet.dk.
- Der er så rigtig mange af dem, der er mere snak end reel handling, så det er lige med at finde hoved og hale i det hele. Men der er ikke taget nogen endelig beslutning endnu. Det lader til, at tingene bliver mere konkrete nu her. Det håber jeg også på.
I sommeren 2020 tog Mikkel Dahl fra Nykøbing FC til HB i Thorshavn. Han havde sådan set et hæderligt målsnit i 1. division - 34 mål i 103 kampe - men det tåler ingen sammenligning med hans halvanden sæson i Færøerne: 41 mål i 38 kampe.
Så nu har Dahl klubber fra hele verden i indbakken.
- Det er fandeme mange forskellige steder. Sjove lande, lidt velkendte lande, højere niveau, lavere niveau. Det er en meget stor del af verden, som er gået hen og blevet interesseret, siger han.
- Der er både fra Sydamerika, Brasilien, Mexico, Ukraine, noget Asien. Også nogle Balkan-lande. Lidt rundt omkring. Længere nordpå med noget Island. Der er godt nok mange forskellige steder i verden.
- Hvor det ender, ved jeg vitterligt ikke på nuværende tidspunkt. Jeg er også selv meget åben for, hvor det kan være.
Omfanget og den geografiske spredning er helt nyt for Mikkel Dahl, der før sine fire år i Nykøbing spillede for Hvidovre IF og BK Avarta.
- Det har jeg sgu ikke oplevet før. Det er første gang for mig, at så voldsomt mange har skrevet. Både det, der er reelt, og ting og sager, som overhovedet ikke passer. Det er ikke et skidt tidspunkt at lave så mange mål og have så voldsomt et snit, når man har kontraktudløb. Så det er bare sjovt og fedt at tage det med, siger angriberen, der er åben for et eventyr.
- Der er ikke så meget, der holder på mig. Jeg bliver bakket op og støttet af alle omkring mig. Jeg vil gerne blive ude. Man skal aldrig udelukke noget, og det gør jeg heller ikke, men i forhold til at tage hjem til Danmark er førsteprioriteten at komme ud og tage den derfra.