Video : Tipsbladet
Generelle

Knuser U17 - er han Superligaens næste bomber?

16-årig angriber bomber løs og viser vild målform for OB i U17 Ligaen - men han har kun været i periferien af det danske U17-landshold.

Det danske stortalent Chido Obi løber med en masse overskrifter i øjeblikket, fordi han hamrer mål ind på stribe for Arsenals ungdomshold.
Men han er ikke den eneste unge angriber med dansk pas, der ved, hvor målet står.

I U17 Ligaen har OB-angriber William Christian Martin scoret utrolige 27 mål. Og der er vel at mærke kun afviklet 18 spillerunder af rækken. Det svarer til et målsnit på halvandet mål pr. spillerunde.

Men hvad er han for en spiller?

Tipsbladet har forhørt sig hos U17-landstræner Jesper Mikkelsen, der af åbenlyse årsager følger U17 Ligaen tættere end de fleste, og han kan fortælle om en sand måltyv.

- Jeg så William spille så sent som i lørdags, hvor han også lavede to mål mod FC Midtjylland, så jeg er med på, hvad han er dygtig til, siger Jesper Mikkelsen til Tipsbladet og tilføjer:

- Jeg synes jo, at han først og fremmest er en super dygtig afslutter. Han kan mange afslutningsformer, har et rigtig godt spark og kommer altid til chancer. Han har en god næse for at opsnuse, hvor chancerne opstår.

- Så spiller han jo også på et hold, der virkelig er dominerende i U17 Ligaen, så det er selvfølgelig også en del af forklaringen. Men William har vist sig rigtig skarp i den her sæson.

Og OB er netop voldsomt dominerende i U17 Ligaen. Mandskabet har vundet 16 kampe, spillet en uafgjort og tabt en enkelt. Dertil kommer en målscore på utrolige 69-16.

Tabt for Danmark?
Mens William Christian Martin meget vel kan være OB’s næste bomber, er han ikke nødvendigvis Danmarks næste spidsangriber.

For os har det været en sportslig afvejning i forhold

U17-landstræner Jesper Mikkelsen

På U17-plan optræder han nemlig for Irland, selvom han tidligere har optrådt for Danmark. På det danske ungdomslandshold har han imidlertid stået bag blandt andre Chido Obi i køen om spilletid.

- Han har ligget i periferien af det, og så har han fået muligheden for at spille på det irske landshold, fordi jeg mener, at der på hans fars side er nogle irske rødder. Jeg har været primært meget i dialog med OB om William, men har også snakket med William selv og hans forældre. Jeg er bekendt med William, men vi har ikke snakket om hans grunde til at skifte, siger Jesper Mikkelsen og tilføjer:

- Vi vrider ikke armen om på nogen. I Williams tilfælde har der jo været nogle sportslige grunde til, at han ikke har været med det danske landshold, og så har han besluttet at prøve sig af på det irske.

- Vi er så heldigt stillet, at vi har andre dygtige angribere. William har lavet mange mål, men vi er så heldige, at det er der også andre, der har. Han kæmper jo blandt andet med Chido fra Arsenal om pladsen. For os har det været en sportslig afvejning i forhold, hvor William ligger til i forhold til de andre. Så vi vil ikke vride armen om på William, og det forestiller jeg mig heller ikke, at Irland har gjort. William har truffet sit eget valg.

Netop U17-landsholdet, som William Christian Martin kunne være aktuelt for, er også meget spændende. Foruden førnævnte Chido Obi råder holdet over en række spændende spillere som Lasse Abildgaard, Olti Hyseni og flere, ligesom holdet er kvalificeret til U17 EM denne sommer.

Og det er en spændende årgang, medgiver Jesper Mikkelsen, der dog ikke vil spå for meget om deres fremtidige karrierer. 

- Vi synes jo, at der er mange dygtige spillere, og der er mange talentfulde, men det er svært at spå om, hvor de ender henne. Om en måneds tid godt og vel skal vi teste os af mod de allerbedste i Europa, så der får vi syn for sagen i forhold til, hvor vi er henne. Lige nu er vi blandt de 16 bedste, men det kan godt være, at vi kan svinge os endnu længere op. Det er der, vi gerne vil måle vores unge talenter på.

- Men i forhold til, hvor dygtige de bliver, er der mange til, der skal falde i hak endnu. Jeg har jo kun en enkelt spiller - Olti Hyseni fra Sønderjyske - der er inde omkring et seniormiljø og er fast i en førsteholdstrup. Resten er stadig ungdomsspillere, så det er svært at sige, hvordan de klarer transitionen op til førsteholdet, som er vanskelig, men heldigvis har mange gode forudsætninger for at klare det, siger han.

Foruden William Christian Martin har Brøndby-angriber Jacob Ambæk også gang i en imponerende sæson i U17 Ligaen med 24 mål efter 18 kampe.