Klubmand, hidsigprop og romantiker

– Jeg synes ikke, jeg tænder af. På banen har jeg temperament, fordi jeg gerne vil vinde, men udenfor har jeg aldrig følt, at jeg ikke har overblik over, hvad der bliver sagt eller gjort. I retten såvel som andre steder giver jeg normalt meget skarpt udtryk for min mening. Jeg forsøger ikke at køre en politisk holdning for at opnå et eller andet resultat. Hvis jeg har den opfattelse, at FCK og Brøndby lettere får nogle straffespark end andre hold, så siger jeg det, ligesom jeg kan finde på at gå i rette med en journalist, der skriver, at Esbjerg ikke har nået nogen resultater. Det er for billigt og letkøbt at skrive om EfB, der er et brand i hele Vestjylland, hvor den har fået opbygget en utrolig goodwill omkring sig.

– Hvis jeg føler, at Esbjerg ikke bliver behandlet ordentligt, så reagerer jeg. Jeg er temperamentsfuld, men også stædig. Ellers havde vi heller ikke nået de resultater, vi har nået, siger Jørgen Jensen, der ikke mener, at han med sin facon støder nogen fra sig.

– Dem der kender mig udenfor banen ved, at jeg giver udtryk for mine meninger, men også at der ikke er nogen bad feelings fra min side bagefter.

Nu kunne læseren måske tro, at Jørgen Jensen har trådt sine barndomsstøvler i Esbjerg fB, men det har han ikke. De blev trådt i Esbjerg KFUM, hvor han bortset fra en kort afstikker til EfB som yngling spillede, indtil han fik sin studentereksamen i 1964 – som den eneste fiskersøn i hele Esbjerg dét år.



Den voksne del af den aktivkarriere, som det trods alt blev til midt under et travlt jurastudium i Århus, blev tilbragt i AGF, hvor han opnåede et halvt hundrede førsteholdskampe i en trup, der omfattede stjerner som Henry From, Hans Chr. Nielsen og Henning Enoksen.

– Det var voldsomt stort at komme til AGF, og de to første gange jeg var derude, tog jeg hurtigt hjem igen. Først efter det tredje besøg blev jeg hængende. Men jeg må sige, at jeg lærte mere om livet hos AGF, end jeg gjorde på universitetet. Erfaringer, som man kan bære med sig resten af livet, som f.eks at man skal op at stå igen dagen efter, man har tabt, fortæller Jørgen Jensen, der i sin AGF-tid i øvrigt var med til at vælte Aage Rou Jensen og få den unge Poul Hyldgaard valgt ind i bestyrelsen.

Han vendte tilbage til Esbjerg og et advokatjob i 1973, men det var først for otte år siden, han atter involverede sig i fodbolden. En gruppe erhvervsledere pegede på ham som manden, der kunne genrejse fodbolden i byen, og Jørgen Jensen sagde ja på den betingelse, at han blev formand. Med en enkelt udskiftning er det den samme bestyrelse, der sidder i EfB i dag næsten otte år senere, og netop denne kontinuitet beskriver Jørgen Jensen som en af klubbens helt store styrker.

Men det er dig, der bestemmer i EfB?

– Nej, det er bestyrelsen. Det er ikke én mand.

Selv om Jørgen Jensen er udstyret med blå-hvidt Esbjerg-halstørklæde, har han også blik for helheden i dansk fodbold. For tre-fire år siden, hvor grøfterne i dansk fodbold var gravet dybe, sad han sammen med Per Bjerregaard, Flemming Østergaard og Jens Ørgaard i et udvalg, der skulle få den professionelle del og amatørdelen til at vokse sammen. Det lykkedes ikke, og det ærgrer Esbjerg-formanden den dag i dag.

– Når det ikke lykkedes, skyldtes det, at Per Bjerregaard ikke holdt ord i forhold til vi tre andre. Det var en meget kedelig situation, for ellers tror jeg dansk fodbold var kommet langt. Vi havde udtrykkeligt givet hinanden tilsagn om, at ingen af os ville stille op til DBUs bestyrelse. Der er alt for mange mennesker med alt for mange kasketter i dansk fodbold, og derfor kommer der aldrig nogle rene afgørelser. Men så opstod pludselig den mulighed, at Per Bjerregaard kunne blive valgt ind i bestyrelsen, og det sagde han ja til, selv om der lå et referat, hvor der stod, at ingen skulle søge opstilling. Det var brandærgerligt, for jeg tror, vi kunne have bygget bro over kløften, siger Jørgen Jensen, der dog ikke er mere sur på Per Bjerregaard, end at de to kan tale sammen i dag. Senest bevist ved Niki Zimlings sommerskifte fra Brøndby til Esbjerg.

Du har blandet dig i flere af spillernes kontrakter og deres samarbejde med agenter, senest omkring Jan Kristiansen. Hvorfor det?

– Det gør jeg for EfBs og dansk fodbolds skyld. Det er en uheldig udvikling, hvis klubberne ikke får noget tilbage økonomisk for den talentudvikling, de laver. En klub skal bruge otte-ni år på at udvikle en spiller, og hvis spilleren bare lader sin kontrakt løbe ud, så bliver der ikke råd til talentudvikling i fremtiden.

– Alle andre ledere har sagt til mig, at jeg har fuldstændig ret, men de tør bare ikke sige det. Jeg har ikke noget imod agenter, men tingene skal afvejes i forhold til hinanden. Når agenterne forsøger at sælge vores spillere rundt omkring i Europa uden at spørge os, hvad vi skal have for at lade dem gå før tiden, så er det ikke fair overfor Esbjerg.

– Jeg er sikker på, at vi vinder i længden. Vi vinder ikke lige nu, fordi pressen ikke vil gå ind i den debat, men vi er nødt til at sige, at hvis vi ikke kan få et økonomisk tilbagespil fra talenterne, så har vi ikke råd til at uddannne flere. Så bliver vi nødt til at købe ældre spillere, og det vil jeg være ked af, for mit hjerte brænder for talentudvikling. I øvrigt har vi aldrig stået i vejen for en eneste spiller, der gerne ville af sted. Du kan ikke finde én. Sådan var det med Hans Henrik Andreasen, og sådan er det også med Jan Kristiansen. Vores holdning er allerede smittet af på f.eks. Jakob Poulsen, der har valgt at blive i Esbjerg, selv om der var tilbud fra FC Midtjylland.

Nogen vil nok sige, at det er en gammeldags holdning, du indtager?

– Nej, den er da topmoderne. Vi erkender, at vi ikke har det netværk ude i Europa, som Ivan Benes og Karsten Aabrink (agenter, red.) har, men derfor kan agenterne da godt kontakte os. Men de holder sig væk. De kommer ikke og diskuterer tingene med os. Det er ikke en gammeldags holdning. Jeg er sat til at varetage EfBs interesser og økonomi og til at sikre, at vores penge kommer hjem igen. Ellers må vi reagere.

Du kom også med en melding om, at Jan Kristiansen ikke skulle udtages, hvis han ikke ville forlænge sin kontrakt. Du skal vel ikke blande dig i udtagelsen af holdet?

– Egentlig er det Ove Pedersens eget forslag, som har fået bestyrelsens opbakning: At spillere, der ikke vil forlænge med EfB må finde sig i, at de ikke spiller på førsteholdet det sidste halve år af deres kontrakt, fordi træneren så må spille en anden mand ind på pladsen. Den holdning blev Jan Kristiansen orienteret om på et møde den 29. august, hvor vi ellers havde en klub til ham både i Tyrkiet og et andet sted. Vi anbefalede ham at tage imod tilbuddet for hans egen udviklings skyld, ellers kunne han risikere ikke at komme på holdet det sidste halve år af sin kontrakt. Det var ikke noget med, at han fik sat pistolen for panden, for vi tilbød ham også en ny kontrakt i Esbjerg. Det er nu mere end en måned siden, men hverken Jan Kristiansen eller Ivan Benes er kommet tilbage endnu. Men jeg er tålmodig, jeg er ikke hidsig. Jeg vil gerne have, at Jan skriver en ny kontrakt, for jeg er sikker på, at han bliver en bedre spiller, når han får sine kontraktforhold i orden. Men det er suverænt Ove Pedersen, der sætter holdet. Sådan skal det være, og sådan er det.

–

Er du i virkeligheden en gammel romantiker, der ikke bryder sig om alle de penge, der er i dagens fodbold?

– Ja, det kan man godt sige. Så sent som i lørdags sagde jeg til Ove Pedersen og Jørgen Toft (assistenttræner, red.), at truppen skulle tage ind og spise på Bygholm Park Hotel i Horsens på hjemvejen, hvis de vandt over AGF i Århus. Ligesom i gamle dage, hvor spillerne var sammen i længere tid i stedet for bare at suse hjem efter at have været i bad. Dengang var der et sammenhold, som jeg godt kunne ønske mig igen, for det ville gøre de unge spillere endnu stærkere. På den måde er jeg en romantiker, men jeg er også uhyre bevidst om, at der skal penge i kassen.

Jørgen Jensen er særligt årvågen i øjeblikket, hvor point’ene ikke ruller ind på kontoen i samme hast som de seneste par sæsoner.

– Jeg ser alle kampe, ude og hjemme, og nogen gange kører jeg med spillerbussen. Det handler om rettidig omhu, om hvordan stemningen er i truppen, og om man kan mærke, om nogle ting er forkerte. Dermed viser du også spillerne, at bestyrelsen er interesseret i dem.

Har du så mærket noget, der virker forkert?

– Ikke blandt spillerne og heller ikke i forholdet mellem spillerne og træneren. Selvfølgelig er stemningen præget af modgangen, men der er ikke noget, der ikke er i orden. Jeg plejer at sige, at selv om resultaterne ikke er med os i øjeblikket, så har vi nået meget udenfor banen med opbygningen af en større organisation, modernisering af stadion, ny kunststofbane og en ungdomsafdeling, der er større end nogensinde. Men jeg ved godt, hvad det er folk snakker om.

Okay, hvor længe er Ove Pedersen træner i Esbjerg. Vil I forlænge med ham?

– Ove Pedersen og EfB ved, hvor de har hinanden.

Er det sådan, at I kunne finde på at slippe ham til jul?

– Det har jeg ingen… Vi ved, hvor vi har hinanden. Jeg er fuldstændig kold overfor den slags spekulationer. Jeg er overbevist om, at Ove Pedersen er træner i Esbjerg, indtil han ikke vil være det mere – uanset klausuler eller ej. Og jeg kunne ikke finde på at stå i vejen for ham. Vi taler sammen hver dag og ved indbyrdes, hvor vi har hinanden.

Esbjerg laver altid overskud. Har I en ambition om, at I simpelthen ikke vil have underskud?

– Økonomien skal være i orden, og vi følger den utrolig tæt. Der vil sikkert komme minusser, men vi kører en forsvarlig politik. Man vil aldrig se et kæmpe underskud i EfB, ligesom man heller aldrig vil se de store driftsoverskud. Men vi får ikke så mange tv-penge i øjeblikket, og der er ingen Royal League til vinter, så der vil blive strammet i budgettet for 2006.

– Vi havde håbet på at sælge Jan Kristiansen og Fredrik Berglund i sommer, og det fortæller noget om, hvad fodbold er for en forretning, når vi for få måneder siden sad og regnede med, at der ville rulle 13-18 mio. kr. i kassen samtidig med, at vi var i UEFA Cup’en. Men spillerne blev ikke solgt, og så brændte vi et straffespark oppe i Tromsø. Så hurtigt går det. Hårdt arbejde er ikke nok. Der skal også held til.

– I den sammenhæng betyder det meget, at vi i EfB har en sammentømret bestyrelse af en gruppe erfarne erhvervsledere, der ved, at det går op og ned, og som ikke bliver grebet af den panik, som pressen skaber. Alle er påvirket af det, der står i avisen, og når man ikke vinder, skal man ikke læse aviser. Problemet er bare, at der kommer nogen og fortæller mig, hvad der står i den.

– Jeg brænder for EfB, og når man bruger så megen tid på det, vil man også gerne have resultater. Der går ikke så mange år, før jeg ikke er med i det længere, men så længe jeg er med, går jeg 100 procent ind for sagen, siger Jørgen Jensen.