Man forstår, hvis Anton Gaaei ikke ligefrem sender julekort til Kenneth Perez.
For godt og vel tre uger siden var den danske TV-ekspert ude med en stor kritik af den nuværende Ajax-back efter en sløj kamp mod Feyenoord, hvor Anton Gaaei ikke ligefrem imponerede.
Her sagde Perez blandt andet, at Gaaei ikke kan klare sig i Ajax. Anton Gaaei har siden sagt til Tipsbladet, at han ikke har talt med Perez om udtalelserne, som har fået masser af opmærksomhed herhjemme.
Blandt andet blev landstræner Kasper Hjulmand spurgt ind til det, da han udtog sit landshold forrige uge. Her kommenterede landstræneren ikke direkte på Perez' udtalelser, men i stedet sagde han, at tonen generelt er alt for hård.
Netop tonen tog Perez også fat i, da han mandag aften forsvarede sin kritik af Gaaei i ESPN-programmet Voetbalpraat. Han mener, at sådan nogle udtalelser bliver mødt med mere modstand i Danmark end i Holland, hvor Perez også arbejder som ekspert.
- Anton Gaaei lavede to forfærdelige fejl, og det sagde jeg noget om, som de danske medier samlede op. Den hollandske tone er anderledes end den danske. I Danmark rammer ting som dette os hårdere, end hvordan vi generelt griber det an. Det er de lidt chokerede over.
- Det, medierne ikke oversætter, er, at det også blev sagt, at det i princippet ikke er hans skyld, at han endte i en klub, som er i store problemer. Det er ulogisk at sige, at det går godt, når han laver sådan en fejl, lyder det fra Perez til Voetbalpraat.
Også David Nielsen, der er Perez' kollega på TV 2, har udtalt sig om kritikken af Gaaei. Til Ekstra Bladet kunne han sige, at det var helt urimeligt. Læs mere om det her.