Video : Tipsbladet
Generelle

Kan blive tvunget til at sælge Mads Hermansen

Leicesters situation kan betyde et salg af Mads Hermansen, der meget vel kan have interesse fra Premier League, vurderer journalist.

Der resterer kun en håndfuld kampe af sæsonen i Championship, og det er nogle afgørende runder for danskerklubben Leicester.

Formår Leicester at hente lutter sejre, vil de ende øverst i rækken og sikre oprykning. Mindre kan også gøre det, men i en tæt topkamp med Ipswich og Leeds kan pointtab i slutspurten ende med at koste danskerklubben oprykningspladsen.

Og hvis det ender sådan, kan det få betydning for Mads Hermansens fremtid.

Det vurderer Rob Tanner, som dækker Leicester City tæt for The Athletic.

Leicester City slider nemlig med økonomien, hvilket blandt andet har betydet, at klubben har fået et transferforbud. Og for at rode bod på den skrantende økonomi kunne et salg af Mads Hermansen skæppe godt i kassen.

- Fordi klubben har problemer med de såkaldte “Profit and Sustainability Rules”, kan Hermansen ses som et aktiv, der måske skal sælges - især hvis de ikke rykker op i denne sæson, fortæller Rob Tanner til Tipsbladet og tilføjer:

- Klubben har tabt omkring 90 millioner pund i de sidste to år og står over for en pointstraf, hvis de rykker op i Premier League. Og hvis de bliver nede, vil de få en straf fra EFL (English Football League, som afvikler den næstbedste, tredjebedste og fjerdebedste engelske række, red.) , som virker til at være fast besluttet på at straffe dem og har prøvet et par gange allerede i denne sæson, hvorfor Leicester har taget juridiske skridt. Det hele er blevet meget rodet.

- Mads' gode ry kan betyde, at Premier League-klubber vil forsøge at hente ham. Men han er populær blandt sine holdkammerater og fansene, så det ville være et slag for Leicester.

Imponerer i stor stil
Mads Hermansen imponerende ry i England fik formentlig et nøk opad tidligere på ugen, da han fik en plads på årets hold i Championship.

Rob Tanner lægger heller ikke skjul på, at han har været imponeret over den danske keeper.

- Mads har haft en fantastisk sæson. Hans rolle i boldbesiddelse er faktisk lige så vigtig som hans faktiske målmandsspil. Han spiller som en ekstra central forsvarsspiller, når Leicester forsøger at trække hold frem på banen, siger Rob Tanner.

Og det bakker tallene op.

Tal fra Opta, som Tipsbladet har fået, viser, at Mads Hermansen er den keeper med klart flest succesfulde afleveringer i Championship i denne sæson med 1570 af slagsen. Gavin Bazunu fra Southampton er nummer to med 1457 afleveringer.

Opta har desuden aldrig noteret en keeper for flere succesfulde afleveringer i en Championship-sæson, end Hermansen har lavet i denne sæson.

Desuden er den 23-årige dansker også næstbedst, når det kommer til redningsprocent. Han har reddet hele 74,5 procent af de skud, der er blevet sendt i hans retning.

I Leicester har den tidligere Brøndby-stjerne kontrakt til sommeren 2028.