Video : Tipsbladet
Generelle

Kamp om Victor Jensen: De vil også købe ham

Den danske midtbanespiller Victor Jensen kan meget vel forlade AFC Ajax i januar.

Han er ejet af AFC Ajax, men det er bare blevet til to førsteholdskampe i klubben, som han har været på kontrakt hos siden 2016.

Den danske midtbanespiller Victor Jensen, der kom til Ajax fra FCK som et kæmpetalent, har ikke helt fået det ud af det i Amsterdam-klubben, som både han og Ajax håbede på. Han kostede Ajax 26 millioner kroner og blev i 2016 kåret til Årets U17-talent i DBU.

Det seneste år har han så været udlejet til norske Rosenborg, og meget tyder på, at den 22-årige dansker igen forlader Ajax i januar.

Rosenborg har allerede gjort det klart, at klubben gerne vil have midtbanemanden retur, hvis det er muligt at finde en transferaftale med Ajax, og Victor Jensen også kan se sig selv i Trondheim og Norge permanent. Det vil formentlig også kræve noget i forhold til danskerens økonomi.

Men det er ikke den eneste klub, der lurer på U21-landsholdsspilleren, for ifølge det græske medie Sportdog er Victor Jensen højt på ønskelisten i Panathinaikos.

Og han er ikke den eneste dansker, som den græske klub har øjnene rettet mod - også Jacob Steen Christensen er - som han også var det i seneste transfervindue - et emne i klubben.

Dengang ville FCN dog ikke sælge, og det gør klubben næppe heller i januar, da man lige nu kan øjne et dansk mesterskab til sommer. Så accepterer man, at Jacob Steen Christensen til sommer forlader klubben ved kontraktudløb.

Dermed peger pilen mod Victor Jensen som den spiller, Panathinaikos sætter alle sejl ind på at hente.

Ifølge mediet er både en lejeaftale og et køb i spil for den græske klub, der topper den bedste græske række efter 13 runder. Spørgsmålet er dog, om ikke Ajax foretrækker at sælge nu med tanke på danskerens kontrakt og alder, hvis det vurderes, at han stadig er et stykke fra et gennembrud. Mediet skriver, at han kan ende med at gå billigt til Panathaikos, mod at Ajax så får en stor procentdel af et videresalg på Victor Jensen.

Midtbanemanden har halvandet år igen af sin aftale med AFC Ajax.

Også norske Johan Hove meldes som et emne i Panathinaikos. Han spiller til dagligt for Strømsgodset i Eliteserien og har en kontrakt, der løber ud den 31. august 2023.