Juventus møder lørdag Napoli i et topbrag, men Torino-klubbens cheftræner Maurizio Sarri går ikke ind til kampen med fuld styrke.
Den 60-årige Sarri har således været lagt ned med lungebetændelse i nogle uger, hvilket også kostede deltagelsen i ligapremieren mod Parma i sidste weekend.
Forud for braget mod Sarris tidligere klub Napoli har den italienske avis Corriera della Sera dog bragt et billede af Sarri fra ugens løb, hvor cheftræneren har en pakke cigaretter i hånden.
Billedet gik efterfølgende viralt, og ifølge nyhedsbureauet Ansa har det irriteret Juventus-ledelsen grusomt, at Sarri har fortsat rygningen, mens han har været plaget af lungebetændelse. Ledelsen så helst, at Sarri gjorde alt for at blive klar igen hurtigst muligt.
Notorisk kæderyger
Maurizio Sarri har i de seneste uger mødt op på Juventus' træningscenter hver dag. Her har cheftræneren dog overværet træningssessionerne via video fra et separat lokale, istedet for at være til stede på træningsbanen.
Sarri er som kendt som notorisk kæderyger. Italieneren har erkendt, at han ryger 'omtrent 60 cigaretter om dagen, nok et par stykker for mange'.
I Napoli-tiden røg han på sidelinien under kampene, hvilket han på grund af de strengere engelske regler måtte opgive, da han tog til Chelsea. I England begyndte Sarri således at tygge på cigaretfiltre for at få sin nikotin.