Juleguf: Primadonna og tårer over Beckham

Tipsbladet.dk’s fodboldjulekalender er et gensyn med nogle af de kendisser, der i årenes løb har talt om verdens smukkeste spil: Fodbold. I dag med Peter Falktoft



Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

10. december: Peter Falktoft
(Journalist, radio- og tv-vært og den ene halvdel af Monte Carlo)

Der er omkring tre timer til, at han går på skærmen på DR3 og giver den som den ene halvdel af Monte Carlo-duoen.

Han og vennen Esben Bjerre har stor succes med deres uhøjtidelige radio og tv-programmer, men det var faktisk meningen, at Peter Falktoft skulle have lavet noget ganske andet. Han ville gerne have været sportsjournalist.

” Det var planen på et tidspunkt. Jeg søgte ind på Journalisthøjskolen, fordi jeg gættede på, der ikke var så meget matematik, og så kunne man vel altid kommentere noget fodbold. Det kan jeg jo nå endnu. Jeg kan godt lide at prøve kræfter med en masse forskelligt. Jeg er jo stadig nogenlunde ung [ 29 år]. Det kan være, jeg laver en Jes Dorph, når jeg bliver rigtig voksen,” fortæller han fra en postkasserød sofa i et lokale på Nordisk Film, som producerer programmet ” Monte Carlo på DR3″.

Han var ikke ret gammel, da fodbold blev hans ven for livet. De ældre drenge fra hans villavej var vilde med engelsk fodbold, og det smittede af på Peter Falktoft, der blev Manchester United-fan, fordi naboknægten og barndomsvennen Tue var det, og fordi Peter Schmeichel spillede der. Selv startede radioog tv-værten også karrieren i buret.

” Da jeg var helt lille, stod jeg på mål. Jeg blev altid sat til at stå på mål, når vi spillede med gaden, for de andre var meget bedre og meget ældre end mig, og der var aldrig nogen, der ville stå på mål. Min morfar grinte altid af, at jeg havde travlt med at kigge den forkerte vej, når jeg stod i mål. Jeg stod altid og kiggede ind i nettet. Der har jeg ikke været ret gammel. Jeg havde kun lige lært at gå,” siger han om den spæde fodboldstart.

Det var først, da han var omkring ni år gammel, at han startede i den lokale klub Vejlby-Risskov Idrætsklub. Her spillede han hele sin barn-og ungdom, hvor han mest af alt agerede humørsvingende og kreativ kraft på venstrekanten.

” Enten fungerede det, eller så fungerede det virkelig ikke. Jeg var ikke en stabil fodboldspiller.

Sådan har det altid været,” husker han.

” Jeg har også altid været sådan en, der gik forrest på mit hold. Jeg var den, som modstanderne nok havde lyst til at lave en afrikaner-tackling på, og som var hurtig til at råbe op, hvis der er noget. Jeg var faktisk forud for min tid. Jeg snakkede med nogle af mine barndomsvenner om, at jeg tit lavede den der lidt Cristiano-agtige manøvre med ligesom at indikere, før der er blevet fløjtet, at ” hov, hvorfor er der ikke frispark her? Se, hvad han gør ved mig!” Hvor man slår armene ud, mens man holder på bolden. Jeg var nok lidt en primadonna.” Han fortæller det hele med et karakteristisk smil på læben, ikke mindst da snakken falder på hans tendens til at være en dårlig taber.

Han kan godt selv se det sjove i historierne fra dengang, eksempelvis da han skældte og smældte så meget på en ” pivringe” holdkammerat, at træneren måtte skifte ham ud. Eller da hans ordveksling med en anden holdkammerat blev så grim i sproget, at dommeren kvitterede med et rødt kort til dem begge.

Karrieren nåede aldrig ret højt for Peter Falktoft, der ellers grinende holder fast i, at han var ” sgu ret god” og lavede nogle flotte mål.

Han ville gerne være den nye David Beckham, for Manchester United-kanten var barndommens store helt.

” Min væg var klistret ind med David Beckham, jeg har haft alle hans frisurer og alle hans trøjer. Jeg var verdens største David Beckham-fan. Jeg kan huske, jeg græd, dengang han skiftede til Real Madrid, og det var alligevel i 2003, og jeg er fra ‘ 85, så der har jeg altså været 18 år. Jeg var grædefærdig,” siger Peter Falktoft, der var vild med Beckham både på og uden for banen.

” Jeg synes, han altid arbejdede megahårdt.

Han gjorde alt, hvad han kunne, og havde stadig den der britiske mentalitet. Han så fantastisk ud, og han scorede sådan nogle mål, hvor man bare tænkte ” Det er løgn!” Der var en årrække på tre-fire år, når der var frispark, så var det nærmest ligesom et straffe. Du vidste bare, han sjaskede den ind. Jeg kan huske hans frisparksmål mod Barcelona i ‘ 98 [ første runde i Champions League]. En 3-3-kamp på Old Trafford. En af de fedeste fodboldkampe, jeg nogensinde har set. Og så stak han af med hende fra Spice Girls. Han var jo en rockstjerne.” Peter Falktoft har altid haft mange idoler.

Altid flamboyante enere. Der var Beckham, da han var dreng, og i dag er Zlatan hans store helt. Fælles for de to er, at deres personlighed og liv væk fra fodbolden tæller lige så meget som deres evner med bolden. Manden, der har givet Peter Falktoft de største fodboldglæder, er imidlertid Ronaldinho.

” Jeg har bare haft nogle oplevelser med ham, som ikke kan sammenlignes. Han er den fodboldspiller, jeg har set, som fik det til at se sjovest ud. Han var aldrig en maskine ligesom Messi og Cristiano, der bare laver FIFA-mål, men det var altid så politisk ukorrekt, hans fodbold,” siger Falktoft, der havde en svær 2007-08-sæson.

” Det ramte mig rigtig hårdt, da han lige pludselig bare holdt op med at være verdens bedste. Da han blev mæt. Jeg hadede den tid, indtil han blev solgt til Milan. Det var ligesom at gå derhjemme og vente på, at ens bedsteforældre skal på plejehjem eller hospice.

Man vidste, det var slut. ” Kom nu, få ham nu væk, så jeg ikke skal sidde og forsvare ham mere.” Jeg lider meget med mine idoler.” Gennem årene har Peter Falktoft fået nogle af sit livs bedste oplevelser ud af livet som fodboldfan. Da han gik på Journalisthøjskolen i Aarhus, rejste han og to studiekammerater eksempelvis til Barcelona for at se Champions League-semifinalen mod Manchester United i 2008, selv om kampen lå tre dage før en eksamen. Og så var han en del af DR’s hold til sommerens VM.

” Det var ret vildt at stå på Maracana. Der var ikke engang kamp, vi var bare så heldige at få en rundvisning lige inden, VM startede.

Når man har set de gamle dokumentarer fra den unævnelige finale mod Uruguay [ i 1950], var det ret vildt. Det var lidt en Colosseumoplevelse, også fordi vi fik lov til at gå i græsset og sådan nogle ting,” fortæller han.

Oplevelsen over dem alle fandt sted, da han boede i Barcelona i 2005. Helten Ronaldinho begik overgreb på Sergio Ramos og driblede forbi ham to gange, uden Real Madrid-forsvareren overhovedet var tæt på at stoppe ham.

Det resulterede i to mesterlige solomål og en catalansk 3-0-sejr på udebane.

” Jeg tog bussen til Madrid med de der Boixos Nois, der har været forment adgang til Camp Nou, siden Laporta [ Barcelona-præsident fra 2003-2010 med fornavnet Joan] tog over, fordi de simpelthen var for hidsige.

Det var også dem, der prøvede at overfalde Laporta foran hans hjem. Det er catalanske ekstremister. De kunne af omveje få os ind på Bernabeu, så der kørte vi fem timer i bus med de tosse-fans, og så så vi kampen fra de dårligste pladser på hele Bernabeu. Barça vandt 3-0, og Real Madrid-fansene klappede Ronaldinho af banen. Det er den fedeste oplevelse, jeg har haft. Da vi kom tilbage til Barcelona meget, meget sent, var hanen bare slået ned på alle fadølsanlæggene i hele byen, og så var der fri bar. Jeg har aldrig set noget lignende.” Siden det seks måneder lange ophold i Barcelona har byens største hold fået megen af Peter Falktofts fodboldkærlighed, der samtidig er svundet fra Manchester United. Nu gør det ondt, når han ser holdet tabe til Real Madrid, og som så mange andre fans er han ikke bleg for at uddele ris til ledelsen med sportsdirektør Andoni Zubizarreta i spidsen.

” Barcelona har bragt sig i en situation lige nu, hvor de har en tyndslidt midtbane, som er lidt ovre toppen og trænger til fornyelse. For to år siden havde de så mange midtbanespillere, de ikke vidste, hvad de skulle gøre. Det vidner om nærmest idiotisk styring. Nu står man med en lidt for gammel Xavi og en Iniesta ude af form. Det kan pisse mig af. Det var ikke sket med mig som sportsdirektør.” I Danmark holder Peter Falktoft med FC København, primært fordi hans gode ven Mathias ” Zanka” Jørgensen spiller for holdet.

For tiden er han også tvunget til at komme til samtlige hjemmekampe i Parken, men det er ikke altid, hans venner fra Aarhus forstår, at han ikke holder med AGF i stedet.

” Jeg tabte et væddemål til ” Zanka”, og jeg skal se alle kampene. Det synes jeg er megahyggeligt.

Det en god måde at bruge sin søndag på. Hver gang jeg er i Parken, er folk sådan ” Hvad fanden bilder du dig ind? Du er fra Aarhus, du burde holde med AGF”. Jeg har aldrig holdt med AGF,” siger Peter Falktoft, der kun føler sig tilknyttet til barndomsklubben VRI i hjembyen.

Selv om han har travlt med det nye tv-program, der bliver vist mandag-torsdag, får fodbolden stadig masser af plads. Han ser alt det Premier League, han kan komme til, han følger Barcelona, han tager i Parken, og så spiller han selv. Der er sket mange ting, siden han spillede fodbold på en jordbane med de ældre drenge fra gaden i Risskov, men glæden ved verdens smukkeste spil er den samme.

” Jeg spiller på sådan et lille hold ude i B1903. Vi er lige rykket op. Jeg er faktisk kommet ind på den centrale midt. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg tror, det er, fordi jeg fester knap så meget som mange af de andre på holdet, så mine ben er ret gode til at løbe bolde op søndag formiddag. Man rører bolden meget, det kan jeg godt lide,” siger han.

” Jeg plejer faktisk at ligge på den centrale midtbane sammen med Xander [ musiker]. To blonde røvhuller. Han er ligesom mig. Rigtig forfærdeligt konkurrencemenneske. Men god, rigtig god. Vi er rykket op i serie 5 eller 4. Jeg er ikke helt sikker. Jeg ved bare, der er arrangeret en grandios oprykningsfest, som om vi havde vundet Superligaen. Det er sjovt,” siger han med et stort grin.

FAVORITHOLDET

” For helvede, hvor er det bare svært. Det er jo sjældent, at et drømmehold er afbalanceret. Det, jeg gør her, er ligesom, da Real Madrid byttede Makélélé med Beckham og tænkte ” Det går nok.” Det gør det ikke, men på papiret skal man huske at have sine helte med,” siger han og peger på navnene, efterhånden som han forklarer sine valg.

” Xavi giver sig selv. Han er verdens bedste midtbanespiller.

Hans pasningsrate taler fuldstændig for sig selv. Det der er min barndomshelt [ peger på Beckham].

Det der er den bedste [ Ronaldinho]. Det der, det er kongen [ Laudrup]. Det er Mister! Du kan ikke sætte et hold uden Mister! Og Messi, fordi ellers skulle man skamme sig. Og Zlatan, fordi det er Zlatan.

Han får faktisk kaptajnarmbåndet, for det ville klæde ham. Roberto Carlos, fordi det mål, han lavede mod Frankrig i Confederations Cup, hvor den skruer syv meter ud, stadig er det vildeste frisparksmål, jeg har set. Backen er jo en usexet plads, og det har brasilianerne altid haft styr på. Ham der [ Alves] har jeg altid holdt rigtig meget af. Jaap Stam, fordi han bare er det ondeste bæst i verden. Da han spillede i United; hvor var han sindssyg, og hvor var han god. Og Puyol, fordi han er en af heltene. Xavi og Beckham kan holde den der, og så skal de her [ de tre offensive midtbanespillere] bare ligge og bytte. Treenigheden rundt om Zlatan.”.





TIPSBLADET SPECIAL

Køb denne Superliga-stjerne, Brøndby!


Vil have Rodrigo Huescas ud af Danmark

Træner har undskyldt til dansk stjerneangriber



Manchester City vil lave monsterhandel i Newcastle

Superligaens hotteste: I min bedste version

Målfarligt talent skriver kontrakt med Brøndby

Laudrup: Det er ikke helt fair

Serginhos arvtager? – Været fantastisk for os



EKSKLUSIVT

Afsløring: Sune Jensen stopper i FC Nordsjælland


Thomas Frank åben for dette trænerjob

Målbonanza i Nordnorge

PSG overvinder forskrækkelse mod Aston Villa

Sprudlende Barcelona ydmyger Dortmund



EKSKLUSIVT

Scorer kæmpe kontrakt: ‘Selvfølgelig dejligt’


Succes i FCM-samarbejdsklub: ‘Lærte mig meget’

Vallys’ forvandling: En genistreg, eller?

Kontant Laudrup: Han har virkelig irriteret mig

Bekymrende melding om Jesper Lindstrøm

Nu taler han om Kasper Dolberg-transfer


Tidl. Superliga-spiller får hug som TV-ekspert


14 har udløb i SL-klub: Så dropper jeg alkohol!

Jan Mølby: Jeg er virkelig imponeret

Historisk dansker: Det var næsten en forbandelse

Kæmpe stikpille: Jeg har løftet trofæer



Storklub forsøgte at købe Superliga-stjerne

Modstander med kæmpe sviner af André Onana

Dansker er endelig klar efter skrækskade

NFL-superstjerne skylder dansker kæmpe tak

Kritiserer Højlund: ‘Han har en lidt lad attitude’

Av, av: FCM kan sætte negativ klubrekord

Paul Scholes opsøgt af rasende Man Utd-spiller

Brøndby tildeles ny pyro-bøde


TOPNYHED

Eksperter sætter kombineret FCK- og BIF-opstilling


Tidligere FCM-profil vender tilbage til Brentford

Wow! Sket for første gang i historien

Real Madrid slagtes – meldinger om intern uro

Mangler FCM lederskab? ‘Tanken har været der’

Laudrup: Enden af en æra

PSG og Aston Villa i CL-målfest

– For at være ærlig er jeg lidt målløs

Champions League-chok: Arsenal smadrer Real Madrid

Inter kupper Bayern München med sent sejrsmål

‘Det er afgørende for Brøndby, at han er god’

Cristiano Ronaldo i sorg: ‘Tak for alt’

Noget helt særligt – supertalent imponerer i AGF

Uskarpe FCM-esser i fokus: Bliver så sort-hvidt

FCK’s karantæne-gyser ventes afgjort til maj

Michael Laudrup slår fast: Det må man aldrig!

Dansk klub stolt – 17-årig prøvetræner i udlandet

Kommende FCK’er tjekker ind på mytisk gymnasium

Politichef med klar opfordring inden derby

Vandt alt med Barca – nu arbejder han i Intersport

Helt vildt: Tidl. Superliga-spiller på alles læber

Mangeårig Superliga-profil til prøvetræning på TV2

Denne offensivstjerne bør være på FCK’s liste