Jose Mourinho står i øjeblikket uden job efterfyringen i AS Roma for en måneds tid siden, og derfor vrimler det også med rygter om den portugisiske stjernetræner.
Nu sættes han i forbindelse med et af fodboldens største jobs, nemlig jobbet som cheftræner i Bayern München.
Det er BILD, der søndag kan skrive, at Mourinho er vild med idéen om at stå i spidsen for Tysklands største klub.
Det vil vel at mærke kun blive aktuelt i tilfælde af, at Bayern Münchens ledelse vælger at fyre Thomas Tuchel. Men i så fald vil Jose Mourinho stå angiveligt klar.
- Jeg har hørt, at han er i gang med at lære tysk. Han har også tidligere flirtet med jobbet, og han ville være klar, lyder det fra BILDs insider Christian Falk, som dækker Bayern München særdeles tæt.
I skrivende stund er Thomas Tuchel som nævnt Bayern Münchens cheftræner, men det kører slet ikke i øjeblikket. Senest tabte mandskabet med hele 0-3 til Bayer Leverkusen, der med sejren spillede sig i pole position til at tage guldet i denne sæson. Ender det med guld til Bayer Leverkusen, vil det være første gang siden 2011/12, at Bayern München ikke bliver mestre.
Jose Mourinho, 61 år, har været cheftræner i FC Porto Chelsea, Inter, Real Madrid, Manchester United, Tottenham og AS Roma. Han har aldrig trænet et tysk hold.