Det var med store forhåbninger, at den tidligere landsholdsspiller Kristian Pedersen valgte at skifte til Swansea i sommeren 2023.
Backen har ikke haft den mest heldige sæson. Nogle grimme skader har nemlig begrænset spilletiden for danskeren. I februar blev danskeren lejet ud, men her blev han skadet igen.
Det er blot blevet til ni kampe for backen i den seneste sæson.
Tipsbladet har snakket med Pedersen om en frustrerende tid med skader og tankerne om fremtiden.
- Jeg røg jo til Swansea, og det gik ikke som planlagt. Jeg har desværre været ramt af et par skader. I mellemtiden har mine holdkammerater gjort det godt.
- Så røg jeg på lån i Sheffield Wednesday, hvor min daværende træner i HB Køge Henrik Pedersen er i Sheffield Wednesday. Jeg fik så en langtidsskade der, så det har været en øv-sæson for mig personligt. Jeg havde set frem til at spille, siger Kristian Pedersen til Tipsbladet.
Hvordan har det været for dig at sidde ude?
- Det har været meget frustrerende, men det har mest været det, at jeg er kommet tilbage igen og har gjort en fin figur. Så blev jeg skadet og fik et setback. Det har jeg ikke prøvet før i min karriere, men det er en del af rejsen. Jeg satser på at komme stærkere tilbage i den kommende sæson, og så må vi, hvad der sker.
Pedersen har kontrakt med Swansea til sommeren 2025, men backen går med tankerne om at tage til Danmark snart.
- At komme tilbage til Danmark begynder at fylde mere og mere. Jeg har dog ikke travlt, men det begynder at nive mere. Jeg har også min kone.
Hvis et skifte skal komme tale, er der mange faktorer, der spiller ind, siger den 29-årige dansker.
I sommeren 2023 skrev tyske Bild, at Brøndby var ude efter den danske back. Han er dog heller ikke afvisende for at tage til Superliga-klubben, hvis muligheden byder sig.
- Jeg vil ikke udelukke det (et skifte, red.), hvis Brøndby henvender sig. Jeg ved også, at der er mange ting, der skal falde i hak, hvis det skal blive til noget. Nu har jeg ikke spillet i et stykke tid, så jeg ved ikke hvordan og hvorledes.
Artiklen fortsætter under billedet.
Skal snakke med Swansea
Snart skal danskeren have dialog med Championship-klubben om fremtiden, men han har også mod på at kæmpe for spilletid i klubben.
- P.t. er jeg glad nok for at være i Swansea, og jeg skal sikkert have mig en god snak med dem snart for at finde ud af, hvad der er op og ned.
Det store mål for den tidligere FC Köln-spiller er at komme i omdrejninger efter den grimme lægskade.
Hvis alt peaker, vil han gerne gøre sig gældende på det danske A-landshold igen.
Pedersen står noteret for en enkelt A-landskamp i 2020, da Danmark mødte Færøerne i en træningskamp.
- Selvfølgelig vil jeg gerne det. Lige nu er jeg også realistisk, og jeg vil gerne have noget spilletid og genfinde den form, som jeg har haft. Jeg ved godt qua min alder, at jeg måske ikke er så attraktiv som folk på 25 år eller i starten af 20’erne. Jeg tager et skridt ad gangen, siger Kristian Pedersen til Tipsbladet.
29-årige Pedersen har kontrakt med Swansea til sommeren 2025.