Rolf Toft er den sidste af den efterhånden lange række af danske spillere, der er rejst til Island for at spille fodbold, men hvad driver dem egentlig? Svaret på det spørgsmål kredser om ordene eventyr og springbræt. Læs her hvad flere af de danske Islands-pionerer mener om den sag.
Bragt i Tipsbladet den30. maj 2014
Udlandseventyr og springbræt
De fleste danske fodboldspillere drømmer om en glorværdig karriere i udlandet, men ikke alle har talentet til Premier League eller Bundesligaen. For dem er Island et kærkomment alternativ.
Der kan være mange grunde til, at danske spillere fortsætter karrieren uden for landets grænser. Pengene er ofte bedre, ligaerne ligeså, og så er der rig mulighed for at få nogle oplevelser, som dansk fodbold ikke kan levere. Det er dog kun sidstnævnte, som Island byder på, for pengene er langt fra bedre end i Superligaen, og det samme kan siges om det spillemæssige niveau.
Lige nu tjener seks danske spillere til dagen og vejen i den bedste islandske fodboldrække, Pepsi-deild, og tre af dem kom til vulkanøen i løbet af foråret. Martin Rauschenberg og Patrick Pedersen skiftede formelt set også først i henholdsvis marts og maj måned, men begge var på lejeophold i deres nuværende klubber i fjor. Før dem har spillere som Kennie Chopart, Jesper Jensen, Mads Laudrup og Nichlas Rohde prøvet kræfter med landets bedste række, mens flere spillere har været en tur forbi den næstbedste.
Manden, der har været der i længst tid, er Stjarnans assistent- og målmandstræner Henrik Bødker. Den tidligere AGF-, Lyngby og Fremad Amager-målmand kom til Island som spiller i 2008??, og han har et bud på, hvorfor de senere år har budt på masser af danske bekendtskaber.
”Det syn, man havde på den islandske liga, er skiftet hos danske spillere. Før i tiden var det måske lidt sådan, at man så det som en segunda-liga, hvor man kom op, når ens karriere var i sit efterår, og man var 30 år. Så kom man op og fik et par oplevelser. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Det virker, som om synet på Island er skiftet for de danske spillere,” siger Henrik Bødker, der mener, at danske spillere i langt højere grad ser ligaen som en trin på vejen mod noget større.
”Jeg er ikke naiv og tror, at det altid er et bedre springbræt end Danmark er, men det kan det være for Superliga-reserver, som ikke er i nærheden af deres hold, og det kan det være for 1. divisionsspillere, som ikke umiddelbart står til at blive hentet til nogle af de højere rangerende i Danmark, eller 2. divisionsspillere for den sags skyld. Jeg vil vove at påstå, at der ryger flere spillere fra Island til Norge og Sverige, end der gør fra den danske 1. division.”
Den påstand har han ganske ret i. De forgangne 12 måneder har bragt ét skifte fra 1. division til Tippeligaen og lige nøjagtig nul til Allsvenskan med sig. Det ene skifte fra NordicBet Ligaen tæller dårligt nok, da det var Sead Ramovic, som kun spillede fire kampe for Vendsyssel, inden han egentlig var gået på pension og derefter blev hentet ind som reserve i Strømsgodset. Til sammenligning har klubber fra Norge og Sveriges bedste rækker købt henholdsvis ti og seks spillere fra Pepsi-deild. Netop det har Stjarnans danske anfører, Michael Præst, også bidt mærke i. Han kom til Island i februar sidste år, og et skifte til et af vore skandinaviske nabolande har alle dage været hans intention.
”Det var i forlængelse af, at FC Fyn gik konkurs i sin tid. De tilbud, jeg havde, svarede til det, jeg var vant til: 2. division og bunden af 1. division. Så var spørgsmålet, om jeg skulle fortsætte med at køre i den samme rille eller komme ud og prøve at opleve en anden fodboldkultur et helt andet sted og den vej slå mit navn fast og på den måde komme videre til Norge og Sverige,” siger han.
”Jeg har set, at der er mange spillere, der kommer videre til den norske Tippeliga især, så hvis jeg fortsat præsterer, har jeg stadig en forhåbning om at komme videre og prøve en af de bedste ligaer i Skandinavien. Så er vejen immervæk kortere til den norske og svenske, end den er til den danske lige for tiden. Jeg håber, at der qua mine præstationer heroppe åbner sig nogle døre til andre klubber.”
Der er mere fokus på ligaen i Island, end der er på den næstbedste række i Danmark, og både medier og talentspejdere kommer oftere forbi Stjarnans Samsung Völlurinn end Vendsyssel FF's Hjørring Stadion. Udvalgte kampe i NordicBet Ligaen bliver naturligvis sendt på tv, men divisionen vil altid blive regnet for sekundær efter Superligaen. Derfor er der ikke alverdens fokus på rækken i landsdækkende medier.
"Der er langt større fokus på vores liga, end der er på 1. division derhjemme. Også i forhold til scouts fra udlandet. Dækningen er rigtig god, i forhold til hvor lille et land og liga det er. Der er en eller to direkte tv-kampe hver runde, og så er der det samme som Onside med klip fra alle kampe, baggrundshistorier, interviews og så videre, og så er der en masse skrevne medier på det," fortæller Henrik Bødker.
Uvurderlig erfaring
Den omfattende fokus har også været medvirkende til, at Michael Præst allerede efter sin første sæson i Island havde bejlere fra Skandinavien, men foreløbig tager han den indeværende sæson, som er fem runder gammel, med.
”Der var lidt interesse efter sidste sæson fra nogle norske og svenske og også nogle danske klubber, men jeg valgte at blive her og skrive en toårig aftale med Stjarnan, specielt fordi vi kvalificerede os til i Europa for første gang i klubbens historie, og det er en oplevelse, jeg gerne vil have med. Hvis jeg så kan fortsætte med de præstationer, jeg lavede sidste år, burde muligheden for at komme videre til en anden liga stadig være til stede,” vurderer han.
Hvis Michael Præst tager springet fra Pepsi-deild til Tippeligaen, vil han langt fra være den første dansker, der har taget fornuftige karriereskridt efter en tid blandt is og vulkaner. Det bedste eksempel er Alexander Scholz, der blev solgt fra Stjarnan til Lokeren, og som nu både rygtes til store klubber i Belgien og Tyskland, og som fik debut på U/21-landsholdet sidste torsdag mod Schweiz.
Derudover fremhæver Henrik Bødker FC Fredericias Nikolaj Hagelskjær, som var udlejet til Stjarnan i 2011, og som nu er blevet fast mand i 1. division. For udover at Island er et stærkt udstillingsvindue for dem, der gerne vil sælges, er det også et sted, der udvikler spillere, mener assistenttræneren.
”Det er udfordrende for en ung spiller at komme op og møde en helt ny liga og et helt nyt land og en ny kultur i stedet for at spille mod de samme og de samme eller spille reservefodbold. Ikke nødvendigvis fordi ligaen er bedre, men du bliver en bedre spiller af, at der kommer et større pres på dig, fordi du er udlænding, men også fordi du spiller en ny form for fodbold under forhold, du ikke er vant til. Du kommer lidt ud af de trygge rammer derhjemme. For en ung spiller kan det være udviklende,” siger Henrik Bødker, der bakkes op af Michael Præst.
”Fokus på os udlændinge er ekstremt stort, for de forventer, at vi skal være profiler, når de henter spillere op. Det er interessant for de unge spillere, der kommer herop. Niclas Vemmelund og Martin Rauschenberg kan måske dække sig ind under en lidt ældre, rutineret forsvarsspller i Danmark, men heroppe er det dem, der skal tage ansvaret og sørge for, at det hele fungerer. Jeg synes, det giver en uvurderlig erfaring,” siger han.
Lige nøjagtig erfaring er også, hvad den tidligere OB-spiller Jeppe Hansen bruger den islandske liga til. Han skal kun være på øen i omtrent en måned endnu, men spilletiden skal holde ham skarp, så han kan vise klubber i Danmark, at han stadig kan spille fodbold. Det blev ikke til et eneste Superliga-minut i foråret for OB, og derfor skal kampene i Island være med til at øge hans chancer for en kontrakt efter sommerferien.
Han kom til Stjarnan i starten af maj, og han regner med at kunne spille mindst ti kampe, inden han efter planen vender hjem til Danmark. Hidtil har han spillet fire kampe i sin midlertidige liga, og den 25-årige angriber har allerede bemærket et par forskelle fra dansk til islandsk fodbold.
"I Superligaen er det meget moderne at sige, at man gerne vil spille ved jorden, og det er ikke nødvendigvis moderne i Island. Det er mere med hjertet end med hjernen. Der bliver gået til den heroppe, men taktisk er de ikke lige så stærke som i Danmark," siger han.
Derfor giver det også god mening at hive danske spillere til den vindomsuste ø i Atlanterhavet. De er således dygtige til at organisere sig, og det er da heller ikke tilfældigt, at tre ud af Stjarnans fire danskere spiller i forsvaret, mener anfører Michael Præst.
"Heroppe er det lidt mere indianerfodbold, hvor det er frem over stepperne, og det gælder om at score for alt i verden i stedet for at forsvare sig. Vi danskere i den defensive del på vores hold har været med til at stabilisere det organisatoriske og forsvarsmæssige. Vi prøver stadig at angribe, men det er lidt med måde og ikke med hovedet under armen hver gang," siger han.
To grader ved polarcirklen
Kamikaze-taktikken til trods er niveauet i den islandske Pepsi-deild faktisk ganske pænt, mener de danske islæt. Det kan selvsagt ikke måle sig med den danske Superliga, men på en god dag kan kvaliteten i den islandske liga lige kravle op og ramme noget, der ligner.
"Rent niveaumæssigt svarer det til det, jeg var vant til i 1. division, men niveauet svinger meget. Det kommer lidt an på vind og vejr og baneforhold, og hvilken modstander du møder. På en god bane mod topholdene kan det svare til måske toppen af 1. division, hvorimod du kan møde et bundhold, og det blæser 20 sekundmeter, og det svarer til bunden af 2. division," vurderer Michael Præst.
Faktisk er niveauet så godt, at nogle af spillerne kan gå direkte ind på norske eller svenske mandskaber og blive en profil. Det er Vidar Ørn Kjartansson lige nu ved at bevise, efter han bombede 13 mål ind i 22 ligakampe for midterholdet Fylkir i sidste sæson og blev solgt til Våleranga. Det skifte har kun skruet op for islændingens scoringsfrekvens, og han er hidtil noteret for 11 træffere i lige så mange kampe for sin nye klub i Norge.
Når man ser spillere som Kjartansson have succes, forbavser det også Henrik Bødker, at trafikken ikke er mere tæt den anden vej, og de danske klubber ikke henter flere islændinge.
"Det er faktisk kun Danmark af de skandinaviske lande, som ikke henter spillere direkte herfra. Norge og Sverige henter rigtig mange spillere i Island, og mange af dem spiller med det samme i ligaerne. Af en eller anden grund tøver de danske klubber stadig lidt," siger Stjarnan-assistenten.
"Det kan godt undre mig lidt, at de ikke tør satse, for det er jo ikke vanvittige overgangssummer, de islandske klubber kræver for deres talentfulde spillere. Når de kan betale dem i Norge og Sverige, burde de også kunne betale dem i Danmark."
Udviklingen i islandsk fodbold er da også på vej i den rigtige retning, mener Henrik Bødker. Det skyldes ikke mindst den seriøse træning med ungdomsspillere og de fine faciliteter med kunstgræsbaner og indendørshaller, som mange af landets klubber efterhånden har fået. Det sikrer, at holdene som oftest kan få en brugbar træning ud af det, selv om vejret både sender blæst, kulde og nedbør over banerne.
Det er dog ikke altid, at de stadioner, som klubberne i landets bedste rækker benytter, er hverken særlig varme eller har særlig gode baner.
"Vi har spillet på udebane oppe nordpå ved polarcirklen i to graders varme for en uge siden midt i maj måned. På en mark nærmest," siger Jeppe Hansen med et grin over banens beskaffenhed.
Sommeren har endnu ikke for alvor slået igennem endnu, og derfor er nogle af banerne "virkelig ringe", som han siger det. Men så snart man lærer at omfavne den slags, kan man i stedet vænne det til noget godt.
"Det er sgu meget sjovt. Jeg fik et chok, da vi ankom til det deroppe i nord. "Kan det være sådan her nogle steder i verden på det her tidspunkt af året?" Det er meget charmerende, når man kigger tilbage på det bagefter," siger angriberen.
Somme tider er indstillingen omkring det at drive en professionel fodboldklub også lidt anderledes end i Danmark. Det fører til nogle sjove situationer, som eksempelvis når Stjarnan kun kan træne på den ene banehalvdel, fordi klubbens kvindehold bruger den anden. Eller når man bliver bedt om at fjerne ukrudt.
"Den anden dag var der en fælles klubdag, hvor de gerne så, at man mødte op. Der ved jeg, at Martin Rauschenberg og Michael Præst mødte tidligt op, og så fik de stukket et skuffejern i hånden til at rage ukrudt rundt om stadion sammen med en masse forældre og ledere. Det var de lidt overraskede over," griner assistenttræneren.
Helt galt gik det, da Stjarnan-holdet skulle på en udebanetur hos IBV på Vestmannaøerne. Jeppe Hansen blev først søsyg på sejlturen derover, og da de skulle hjem bagefter, blev færgen alvorligt forsinket.
"Jeg tror, færgen skulle gå klokken syv, men fordi der var en håndboldkamp på øen, så skulle vi lige have håndboldholdet med hjem, så færgen blev udskudt i halvanden time. Og vi var heldige, den ikke gik i forlænget spilletid, for det kunne den godt have gjort. Så skulle vi have ventet endnu længere. Sådan er det i Island, det er sgu lidt specielt nogle gange," siger han med endnu et grin.
Han griner, fordi han alligevel nyder det. Den slags er en del af charmen ved at bo og spille fodbold i Island, og han skal ”i hvert fald ikke klage”.
Klage er der slet ikke nogle af de danske spillere i den islandske liga, der gør. Så snart de vænner sig til de barske vejrforhold og ujævne baner, får de erfaringer og oplevelser, som ikke findes i 1. division i Danmark. Og måske endda et skifte til det udland, som de fleste drømmer om.
