Interview: Mød Sven-Göran Erikssons danske højre hånd

Den nu 32-årige dansker Mads Davidsen har godt gang i trænerkarrieren i Kina, hvor han tirsdag har skrevet under med en ny klub, Shanghai East Asia, der har store planer  og en økonomi til at skabe et storhold. Davidsen fortsætter sit arbejde som assistent under svenske Sven Göran Eriksson.

Tipsbladet lavede i sommer et stort interview med Mads Davidsen om livet i og erfaringerne fra Kina.

 
BRAGT I TIPSBLADET 25. JULI 2014

Mod toppen via Kina
Den begyndte med en skade og har nu bragt ham hele vejen til det sydøstlige Kina. 31-årige Mads Davidsen planlægger at nå til tops i sin trænerkarriere, og her fortæller han, hvordan erfaringerne fra kinesisk børnefodbold, Sven Göran Eriksson og mødet med to verdensmestre skal hjælpe ham derop.

Mads Davidsen er en travl herre. Den danske assistenttræner for Guangzhou R&F i den bedste kinesiske række er i slutningen af juni på en uges visit hjemme i Danmark, men der er bestemt ikke tale om nogen kort sommerferietur.

Han er her som en del af sin uddannelse til P-træner, men udover at deltage i DBU-kurset sørger han også for at følge med i VMkampene, som han laver statistik og analyse på, og han deltager i webmagasinet Zaks Zone på TV 2′ s hjemmeside, hvor han snakker VM. Og så finder han også tid til et interview med Tipsbladet på en café i centrum af København, hvor han møder op med sin store kuffert og iført en Nike-polo med Guangzhou R&F’s logos.

“Vi har ikke ferie. Jeg har bare indskrevet i min kontrakt, at jeg rejser hjem til det her. Jeg havde ti dages ferie, inden vi startede op træningen, men når man også er involveret i scouting, har man aldrig helt fri. Jeg skulle ikke være på en træningsbane, jeg skulle ikke ud i klubben, men jeg skulle hele tiden forholde mig til nogle spillere,” fortæller Mads Davidsen.

Men den danske assistenttræner har ikke noget imod at have travlt. Han vil udvikle sig selv, sine spillere og sin klub, og han vil tops.

Og så må man arbejde for det.

HELSINGØR, ØSTERBRO, QATAR, BRØNDBY
Mads Davidsens trænerkarriere startede, da hans spillerkarriere sluttede. Han spillede Danmarksserie i Helsingør under den nuværende Mainz-assistent Flemming Pedersen og skiftede senere til Østerbro IF i samme række, men en drilsk og langvarig lyskeskade gjorde, at han sagde stop, da han var i starten af tyverne.

“Mit bækken er skævt fra naturens side, og så har jeg gennem mange år smadret al min brusk. Mentalt tænkte jeg over det hele tiden. Hvis jeg gik op af en trappe, tænkte jeg: ” Gør det ondt? Gør det ondt nu? Nu føles det godt, gad vide om jeg kan træne igennem i dag?” Der var hele tiden noget galt, og jeg var klog nok til at vide, jeg aldrig kom på landsholdet, så hvorfor blive ved med at gøre noget på et medium niveau? Det gad jeg ikke. Derfor trak jeg stikket,” siger Mads Davidsen.

I stedet begyndte han at overveje en trænerkarriere.

Efter at have sundet sig et par måneder gik han en mandag morgen ned i B93 og bankede på for at høre, om de ville give ham et job. B93 blev valgt ud fra, at klubben lå belejligt på Østerbro, hvor Mads Davidsen boede, men samtidig havde ungdomsfodbold på eliteplan. Ungdomskoordinatoren i B93 kunne godt lide Mads Davidsen og tilbød ham at blive assistent for klubbens U/ 12-hold.

Og så var den unge ex-fodboldspiller trådt ind på en ny vej i livet.

“Det var ikke sådan, at jeg som 15-årig vidste, at jeg skulle være træner. Men jeg har altid haft en interesse i at analysere ting igennem, og jeg har altid spurgt mine trænere om taktiske elementer. ” Hvorfor gør vi det her?” Da jeg spillede under Flemming, skrev jeg alt ned. Det gjorde jeg bare fordi, det var fascinerende, og jeg syntes, han var dygtig. Han åbnede mine øjne for spillet. Det var ubevidst ham, der ledte mig ind på at blive træner. Da jeg var rigtigt meget skadet, sagde han til mig, at han troede, jeg kunne blive træner eller scout. Han rådgav mig meget, og det gør han stadigvæk. Han har en kæmpe andel i, at jeg har fundet min passion i trænergerningen,” siger Mads Davidsen.

Efter et stykke tid blev jobbet som cheftræner for klubbens U/ 13-hold ledigt, og assistenten blev forfremmet. Oven i købet tog han også andetholdet og trænede begge hold i en stor gruppe. Det var en succes. Holdene vandt kampe, spillerne udviklede sig, og Mads Davidsen følte, at han havde et godt tag på drengene, som han fulgte med opad i årgangene. Men i 2009 sagde han op på Østerbro, da han fik tilbudt et spændende job i Qatar.

“Der var en dansker dernede, som jeg kom i kontakt med ved et tilfælde. Jeg sagde til ham, at jeg havde en ambition om at komme ud, og han vendte hurtigt tilbage og sagde, at der var en ledig stilling, hvor jeg kunne være træner omkring en U/ 10-U/ 14-årgang. Det interessante var, at det nogenlunde var den aldersgruppe, der skulle kunne spille VM i 2022. Det lød sindssygt spændende, så jeg sagde ja, stort set uden at forhandle eller noget. Jeg fløj derned, lavede nogle prøvetræninger og underskrev så en aftale. De sagde, jeg bare skulle tage hjem, og så ville arbejdstilladen gå i orden inden en uge. Men det gjorde den aldrig.”

Hvad årsagen er, ved han endnu ikke her fem år senere. Måske skyldtes det Danmarks dårlige ry i Mellemøsten efter Muhammedtegningerne, men i hvert fald fik han aldrig lov til at arbejde i landet.

“Jeg var sindssygt skuffet. Sindssygt skuffet. Jeg havde jo også fortalt det til alle. “Jeg er på vej til Qatar; jeg skal til Qatar”. Og så skulle jeg pludselig ikke alligevel. Det slog rigtigt hårdt. Helt konkret bookede jeg mig ind på et hotel, og så tog jeg en dag, hvor jeg stort set bare sad og kiggede ind i væggen og var dybt, dybt skuffet. Næste dag begyndte jeg så at lave planer: Hvad kan jeg gøre nu? Hvem skal jeg havde fat i? Hvad er mulighederne? Den største og bedste mulighed var stadig B93, men jeg sagde, at jeg ville op i aldersrækken. Jeg ville ikke fortsætte med den samme gruppe – jeg skulle videre. Og så gav de mig en rolle omkring U/ 19. Så den klub har været god ved mig.”

Han blev sidestillet cheftræner for U/ 19-holdet, inden han med egne ord begyndte at ” investere i sin egen fremtid” ved at overvære en masse træninger i Brøndby og lære folkene i storklubben på Vestegnen at kende. I sommeren 2010 blev han så ansat som assistenttræner for Bent Christensen på klubbens U/ 19-hold, og sæsonen efter fik han selv ansvaret i samarbejde med den senere damelandstræner Nils Nielsen. Han trænede store talenter som Pierre Emile Højbjerg, Frederik Holst og Riza Durmisi og var også med omkring Auri Skarbalius’ Superligahold som kampanalytiker. Men så ringede Ebbe Sand.

EN ANDEN FODBOLDKULTUR
For Mads Davidsen har det altid været en prioritet at tage sin trænergerning med til udlandet.

“Jeg tror, jeg står stærkere, hvis jeg har været ude og se noget andet, og hvis jeg har prøvet mig selv af i fremmede miljøer og kulturer. Danmark har jo sindssygt mange dygtige, unge trænere, som gerne vil fremad. Skal man skille sig ud, skal man turde gøre nogle andre ting. Jeg har mange gange været træt af, at danske trænere ikke er kommet ud. De har sagt, at de ville blive hjemme hos familien; at børnene skulle til at gå i skole… så vil man det jo ikke nok. Jeg kan fremstå kynisk hos nogle, fordi jeg indtil nu har fravalgt at få børn. Jeg er udmærket klar over, at det koster mig noget andet, men det er et helt klart fravalg,” siger Mads Davidsen, der har en kæreste, der dyrker triatlon på højt niveau.

“Vi mødte hinanden tilfældigt, og jeg sagde til hende, at hun skulle bare vide, at hvis jeg fik muligheden for at komme ud, T T ville jeg tage af sted. Hun måtte meget gerne komme med, men jeg ville være kynisk og rejse uanset hvad. Det lagde jeg på bordet med det samme.” Muligheden kom så i 2012. Da Mads Davidsen havde taget sin A-trænerlicens, gik han på hold med blandt andre Ebbe Sand, og over for sine kolleger lagde Davidsen aldrig skjul på, at han gerne ville prøve at være træner uden for Danmark.

“Jeg har brug for at komme ud af min COMFORT ZONE og udvikle mig. Det er for eksempel at flytte til udlandet og komme væk fra det trygge. Noget andet var det rent fodboldfaglige. Her i Danmark er vi enige om 85 procent. Vi er fra den samme fodboldkultur, og jeg vil gerne ud og se noget andet. Jeg var godt klar over, at jeg ikke havde noget navn, der kunne bringe mig til en Premier League-klub. Derfor var jeg nødt til at starte et andet sted. Ebbe ringede et lille år senere og spurgte, om jeg stadig ville det.”

Den tidligere danske landsholdsspiller tilbød ham at blive direktør på Ebbe Sand Soccer Academy i Shanghai, hvor Mads Davidsen udover fodboldtræningen skulle beskæftige sig med marketing, rekruttering, sponsorjagt og meget mere.

“Jeg skulle lige tænke mig om, for jeg havde et rigtigt godt job. Jeg var kommet med omkring Superliga-holdet, og jeg var med til alle træningerne, jeg var med til alle møderne. Det var et godt miljø med Auri, Bent og så videre, og det var også svært at give slip på. Men jeg har altid sagt til mig selv: “Hvis du får chancen, så skal du tage den. Det er det, du vil; det er det, du altid har sagt, og så kan det ikke nytte noget, at du så tænker, nej jeg venter lige to år.””

Mads Davidsen flyttede til Kina sammen med kæresten Katrine, og han gik i gang med en etårig kontrakt, hvor han skulle have akademiet op og stå. Det lykkedes, og akademidirektøren fik en masse ledelseserfaring. Men da han blev tilbudt en kontraktforlængelse i 2013, sagde han nej.

“Jeg kom frem til den konklusion, at jeg havde trukket det ledelse ud, som jeg kunne, og rent fodboldfagligt var det ikke stærkt nok længere. Når man lige har trænet Pierre Emile, er det svært at finde en udfordring hos nogle små kinesere, som ikke kan sparke til kuglen. Jeg er glad for, at jeg har gjort det, for nu kan jeg sige, at jeg har trænet alt fra U/ 5 til U/ 19, men to år ville have været for lang tid.”

“Det er da egoistisk. Men jeg forholder mig også til, at jeg altid har overholdt mine kontrakter. Havde de tilbudt en toårig kontrakt, havde jeg skrevet under på den. De tilbød mig en etårig, og den skrev jeg under på og opfyldte. Da jeg blev tilbudt en forlængelse, lavede jeg den analyse, at jeg ikke troede, jeg ville udvikle mig nok. Så ville de heller ikke få det optimale ud af mig, for jeg ville ikke kunne lægge så mange timer i det. Jeg sagde ærligt til dem, at jeg skulle tilbage på eliteplan og arbejde med topspillere. Det forstod Ebbe godt.”.

SKAKSPIL MOD EN VERDENSMESTER
Via sit arbejde på akademiet havde Mads Davidsen lært en kinesisk agent at kende, og sammen besøgte de en håndfuld klubber for at udvide danskerens netværk. En af klubberne var Guangzhou R&F, og en uge senere blev Mads Davidsen ringet op af en anden agent, nemlig Sven-Göran Erikssons.

Svenskeren var ny træner i klubben, og han var blevet opmærksom på, at der var en dansker i Kina. Efter et møde, hvorpå Mads Davidsen fortalte, hvordan han ville analysere eventuelle modstanderhold samt viste sin shortliste med kinesiske spillere, fik han en aftale med Guangzhou R&F. I første omgang blev han boende i Shanghai som scout, men i vinter flyttede han de 1200 kilometer til Guangzhou og blev assistenttræner for Sven-Göran Eriksson.

“Jeg kunne bare mærke, at jeg skulle være mere på en fodboldbane. Jeg behøvede ikke at være der 20 gange om ugen, som jeg på et tidspunkt var i Brøndby, men jeg skulle arbejde med spillerne, arbejde med et hold. Jeg er en taktisk træner. At flytte spillerne og forberede dem på en kamp kan virkelig få mig til at tabe alle tanker om tid og sted,” siger Mads Davidsen, der også har fået en del af ansvaret for klubbens reservehold.

“Da jeg kom, var der mange ældre spillere. Jeg lavede så en præsentation til ledelsen og sagde, at jeg synes, det skulle være et U/ 23-hold plus skadede spillere. Det har de faktisk gjort, så det er et spændende hold nu. Jeg er tilknyttet cirka to gange om ugen, hvor jeg træner dem. Det er godt for mig, og det er godt for klubben.”

Den danske assistentttræner nyder at arbejde under Sven-Göran Eriksson. Svenskerens ry er ikke helt, hvad det har været, efter han i de senere år har været involveret i en række mere eller mindre fejlslagne projekter verden over, men ifølge Mads Davidsen er han stadig en dygtig træner.

“Unge trænere mangler at være afklarede i alle faser, hvis der for eksempel opstår en situation, hvor man tænker: “Hvad gør vi her?” Det kan være et presspil, hvor man er i tvivl om, hvorvidt eller hvordan man skal gå op. Det er en situation, man ikke har stået i så mange gange, og så er der en snert af usikkerhed. Man søger måske lidt, mens mere rutinerede trænere har set det så mange gange, at de ved, hvad man skal gøre. Han er afklaret med, hvad han gerne vil se, og det er en gave for mig. Det er i princippet det, som jeg jagter.”

“Som træner er han fra en anden generation end mig. Han er også fra en anden fodboldkultur, men det betyder ikke, at han ikke har fulgt med. Han ved godt, hvad der rør sig. Han spiller ikke, som han gjorde med Lazio i ‘ 99. Hans tankegang er mere defensiv end min. Men det var også det valg, som jeg traf. Jeg ville gerne have et andet mindset end mit for at se, hvordan det kan lykkes. Der kan jeg konstatere, at vi ligger nummer tre og efter min mening har overpræsteret med et hold, der er under udvikling,” siger Mads Davidsen, der også roser Erikssons menneskesyn.

“Han er et af de mest sympatiske mennesker, jeg har mødt i den her verden. I Kina er der mange ansatte, der laver mange små, mærkelige ting, fordi de ikke koster noget i løn. Der er nogen, der bogstaveligt talt fejer i det ene hjørne af klubben, og nogle som fejer i det andet. Hver eneste morgen går han 50 meter hen for at sige godmorgen. Det er ikke for at være taktisk, og fordi det er en god investering, hvis han skal være der længe. Sådan er han som menneske. Han holder også af spillerne. Nogle gange, når jeg har lavet statistik og analyse, siger han: ” Arh, jeg synes, det er lidt hårdt. Du er lidt hård ved dem. Synes du, vi skal vise dem det?” Han har faktisk et godt hjerte, og han er en utroligt hyggelig mand, der selvfølgelig også har nogle sjove historier. Men det er en anden snak…,” siger Mads Davidsen, mens man levende kan forestille sig den bunke af røverhistorier, som Sven-Göran Eriksson har samlet sammen gennem 35 år i topfodbold og jetsetverdenen.

Den største succesoplevelse fik den danske træner og resten af Guangzhou R&F i maj måned, da lokalrivalerne Guangzhou Evergrande, der trænes af Marcello Lippi, blev besejret med 1-0.

“Da vi slog Lippi, lå jeg vågen hele natten. Jeg havde forberedt mig hele ugen på detaljer i spillet, havde haft spillerne inde, fortalt dem præcist, hvor vi skulle sætte ind. Når man så ser, at en mand, der har vundet VM med Italien, må skifte ud efter 20 minutter, fordi vi bare har stået og hugget kniven ind, har man lyst til at gøre det hele igen og ofre alle vågne timer på det.”

“Lippis hold sætter altid bolden på spil. De er dygtige med bolden, så hvis de spiller bolden frem og tilbage, skal de nok straffe os, fordi individualisterne er så stærke. Man skal have hurtige spillere inde på midten og reelt spille offensivt uden bolden, så man kan lægge pres på de spillere, der gør de andre gode. Ligesom med Argentina skal man ikke dække Messi op – man skal stoppe ham, som afleverer til Messi. Efter kinesiske forhold er deres individualister helt sindssyge. Når de først får bolden, er det overstået. Så de skal have bolden i de mest ubehagelige situationer.”

“Og så vidste vi, at selv om de spiller zone, er deres højre back meget mandsfikseret, så hvis vores kant blev ved med at flytte sig indad, ville han begynde at slække på zonen. Så kunne vi spille i ryggen på ham. Det scorede vi på, og vi kørte den seks gange inden for de første 20 minutter. Så hev han backen ud og satte en gammeldags stopper ind. Når man har kæmpet og vundet et skakspil med en træner, der har været verdensmester, så begynder det at være interessant. Vi var også heldige. De brændte et straffespark, men det var en stor dag. Ejeren kom ned i omklædningsrummet og råbte om tredobbelt bonus. Det var en af de dage, hvor man var rimeligt godt tilfreds, da man kom hjem.”.

MED DESAILLY I NETVÆRKET
Den kinesiske liga er halvvejs i årets turnering.

15 ud af 30 runder er spillet, og Guangzhou R&F ligger nummer tre, kun overgået af lokalrivalerne fra Evergrande og hovedstadsholdet Beijing Guoan. Klubbens målsætning er bevare tredjepladsen, og derfor har Mads Davidsen og resten af trænerstaben fuld fokus på at hente point, uanset hvordan de så måtte komme i land. Kommer R&F i top tre, ligger der en automatisk forlængelse og venter i slutningen af sæsonen.

Men Mads Davidsen har også tankerne længere fremme. I Kina har han taget en mini-MBA til at supplere den cand. com, han har med hjemme fra Danmark, for han er interesseret i ledelse og har en cheftræner i maven. Hvor hans fremtid ligger, ved han dog ikke. Danskeren har et godt navn i Kina, også fordi han udover at være assistent for Sven-Göran Eriksson har arbejdet som ekspert for kinesisk fjernsyn. Det har givet følere fra andre klubber. Men han er også åben for andre lande.

“Jeg sad faktisk en dag og downloadede et verdenskort og pluggede navne ind – hvor jeg kender jeg fodboldfolk, og hvad jeg kan bruge dem til. Jeg har i alle verdensdele folk, som kan arbejde for mig og hjælpe med spillere. At jeg taler rigtigt meget med Marcel Desailly havde jeg for eksempel ikke forestillet mig for fem år siden. Det er sådan nogle ting, som udvikler sig og er vitalt for netværket,” siger Mads Davidsen og fortæller historien om, hvordan han blev tæt med den franske verdensmester.

Da han boede i Shanghai, blev han venner med den tidligere Tottenham-og Leicesterkeeper Ian Walker, der har været målmandstræner i et par klubber i byen. Walker var tilknyttet et legendehold med blandt andre Michael Owen, Paul Scholes, Andy Cole og altså Marcel Desailly, og gennem vennen fik Mads Davidsen en tjans som holdets træner.

“Det var en super oplevelse. Nej, vi spillede i princippet ikke for at vinde, men bare det, at jeg stod i omklædningsrummet og skulle sige, hvem der skulle spille, og hvordan vi skulle spille var ret grænseoverskridende, når man kiggede rundt og havde øjenkontakt med hele den bande der. Jeg er godt klar over, at de ikke syntes, jeg var toptræner, men bare det, at de tog mig seriøst var gode lærepenge. Jeg havde nogle rigtigt gode snakke med dem til måltiderne. Især Marcel kom jeg til at snakke rigtigt godt med.”

“Han var meget interesseret i, hvordan man bygger et team, en stab. Han siger, at jeg har alt det, som han mangler – og omvendt. Så vi har helt sikkert snakket om, at vi på et tidspunkt skal arbejde sammen. Han har alt det, jeg ikke har. Han har vundet verdensmesterskabet og spillet professionelt på allerøverste niveau. Jeg har ikke ligget på sofaen, mens han har gjort det. Jeg har uddannet mig og udviklet mig, mens det er første gang, han ser den side af spillet,” siger Mads Davidsen om den gamle forsvarsstjerne, der i dag er Premier League-ekspert på fransk tv, men også har uddannet sig til træner.

Mads Davidsen tog i sin tid til udlandet for at stå stærkere sammenlignet med andre danske trænere, men efter at have været to år i Kina, er det ikke inde i hans planer at vende hjem til Danmark.

“Nej, det er det faktisk ikke. Jeg har haft to spændende muligheder for at komme til Danmark. Det havde jeg ikke lyst til. Jeg ville gerne opfylde min kontrakt i respekt for de folk, der har turdet satse på mig, men selv hvis jeg ikke havde nogen kontrakt, tror jeg, at jeg havde sagt nej. Det er ikke lige tiden. Jeg tror, at når man først rejser hjem, er det svært at komme ud igen. Jeg har ikke fået nok ud af at være ude endnu.”.

“IN PROCESS”
Mads Davidsen tænder sin computer for at vise, hvad der i stedet er hans største drøm.

Wallpaperet på hans skærm er et stort stadion med projektører, der skinner ned på græsset, og Champions League-logoet som et blåt filter hen over. Nede i bunden af billedet, der hvor trænerbænkene befinder sig, har Mads Davidsen klippet et billede af sig selv ind. Det er ikke videre elegant photoshoppet, og proportionerne passer slet ikke, men meningen er tydelig.

“Det er det her, jeg gerne vil. Det er et mål. Jeg bruger det som visuel motivation. Hvert år opstiller jeg mig nogle mål: Hvad vil jeg gerne opnå, hvordan vil jeg gerne opnå det, hvem vil jeg gerne opnå det med, hvilke konsekvenser har det. Jeg er delvist enig med dem, der siger, at man ikke kan planlægge et karriereforløb. Jeg vidste ikke, at jeg ville komme til Kina. Men jeg vidste, at jeg ville til udlandet. Det huskede Ebbe, og jeg tror, jeg var meget tydelig dengang. Når jeg kigger tilbage på mine gamle målsætninger, er det skræmmende, hvor mange jeg har nået. Da jeg lavede dem, tænkte jeg, at det skulle godt nok gå godt, hvis bare halvdelen ville lykkes. Og alligevel kan jeg se tilbage og sætte hak, hak, hak,” siger Mads Davidsen og åbner en mappe på computeren.

Den indeholder tre filer med titlerne ” MANAGEMENT MASTERPLAN – 2014″, ” METHODOLOGY MASTERPLAN – 2014″ og ” TACTICAL MASTERPLAN – 2014″.

“Noget af det, jeg roder allermest med, er de her ting. Jeg rejser meget, og der bruger jeg meget tid på at klargøre mig til den dag, chancen kommer. Jeg har lavet en managementplan: Hvordan vil jeg håndtere en stab, hvordan vil jeg håndtere medierne, hvordan vil jeg agere på banen, hvordan vil jeg planlægge en uges træning, hvordan vil jeg håndtere ungdommen, hvordan vil jeg lægge en taktik, hvordan vil jeg spille. Jeg kalder mappen ” in process”, for den er aldrig færdig, selv om jeg nogle gange tænker: ” Hold kæft den er god nu. Det er lige præcis det, jeg gerne vil”. Men få ting er tilfældige. Jeg tror på, at man kan planlægge sig ud af mange ting.”

“Champions League er bare et visuelt billede på mit slutmål. Jeg har mange mål. Jeg har præstationsmål, jeg har tryghedsmål, jeg har drømmemål. Det her er en simpel måde at sige på, at hvis jeg når dertil, så har jeg sandsynligvis også nået de andre mål.”

Der er et godt stykke fra Kina til den europæiske Champions League, både i reel afstand og overført betydning. Men der er ikke så langt, som der var, dengang Mads Davidsen trænede U/ 12-fodbold på Østerbro.