Interview: Åbenhjertig Janssen lufter ud

“Jeg har sagt det her før, og det er ikke bare fordi, jeg er i FC Midtjylland nu. Men det her er det bedste sted, jeg har været sammenlignet med mine tidligere klubber. Derfor er lysten til at give noget tilbage også bare større. Det er ikke fordi, jeg ikke har haft lysten i de tidligere klubber. Det giver bare en anden dimension. Fodbold er ikke den nemmeste verden at være i med mange store egoer og dårlige mennesker. Det er hårdt. Trænere er ikke fair. Men sådan er verden, og her er det heldigvis anderledes. Hvis du føler dig mere som et menneske, så får du også større følelser for det sted, du er.”

Tim Janssen er en mand, der bliver bemærket. På banen er han let at få øje på med sine 188 cm og lange, krøllede hår, og da han var på stadion i Aalborg i begyndelsen af august sidste år, blev han hyldet af hjemmepublikum, fordi han to måneder tidligere havde reddet AaB’s liv i Superligaen med sin scoring i Randers halvandet minut før lystavlen viste 90 minutter. Der er i øvrigt stadig 2719 medlemmer af Facebook-siden “AaB fans der elsker Tim Janssen”. Forholdet til eksklubbernes fans og trænere er noget anderledes. Der er ikke ligefrem folkekrav om statuer af Janssen i Esbjerg, Nijmegen og Waalwijk, de tre byer Janssen har boet og arbejdet i siden bruddet med PSV Eindhoven for seks år siden. Janssen kan flere skrækhistorier om halve løfter, der ikke blev til noget, og cheftrænere, der ikke troede på Janssen og fysioterapeuterne, når angriberen sagde, han var skadet. Til gengæld ser mange fans i Janssens tidligere klubber en spiller, der ikke gav sig nok.

En leder i FC Midtjylland kalder hollænderen for en meget tænksom fyr, der har sine meninger om fodboldverdenen og livet som professionel fodboldspiller, og Janssen mener selv, at han ikke har været – og stadig ikke er – prototypen på den professionelle fodboldspiller, der holder sin mund og gør, som han får besked på.

“Jeg har altid været lidt blød og følsom, så jeg har haft svære perioder. Selv om jeg er 26 og har en hel del erfaring fra flere forskellige klubber, så har jeg svært ved at håndtere, når noget er unfair. Også selv om jeg ved, at det er sådan i fodbold og i livet. Jeg kan ikke acceptere det,” siger Tim Janssen.

“Vi har selvfølgelig et hierarki her i FC Midtjylland, men det er mere menneskeligt, og folk er mere på lige fod mellem hinanden. Det kommer meget an på, hvordan man bruger hierarkiet. Ofte bliver det misbrugt. For det meste er kommunikationen mellem en spiller og en træner som den mellem en general og en menig i stedet for to mennesker, der taler sammen. Jeg mener, det fungerer langt bedre, som det er her. Men jeg ved, at ikke alle er enige,” siger Tim Janssen.

Janssen synes selv, at han altid har givet alt, hvad han kunne på banen, også når han har været på kant med cheftrænerne. Men Janssen synes, der kommer bedre fodbold – og spillere – ud af trænere, der taler meget med spillere, end de trænertyper, Janssen havde i Holland.

“Folk tror, at fodbold bare handler om at tjene store penge og gå og fede den. Det er ok, det er deres mening. Vi fodboldspillere ved, at vi bliver opfattet sådan. Det er ikke et otte-til-fire job, og det kan jeg ikke ændre på. Det er det, der skal til for at vores kroppe er klar til weekenden, ikke mere træning. Her sætter man pris på mennesket, mens du i mange andre klubber bare er et nummer. Her er jeg Tim. Og det kan jeg lide. Har du et problem, så bekymrer de sig. De siger ikke, når du er skadet: “Det er ingenting”. De tror på dig og har mere tillid til dig. Jeg tror, det betaler sig i sidste ende. Mange steder lyver spillere om en skade, fordi de mener, at de har brug for en pause. Her kan du sige, at du er rigtig træt, og så tager trænerne dig ud af en del af træningen. Og det er ikke fordi, at du er doven og bare vil tage den med ro, der er en mening med det,” siger Tim Janssen, der ikke ville have lavet om på sig selv for stiltiende at sluge de ordrer og den behandling, han har fået.

“Det har jeg jo gjort. Men jeg er ikke sådan som menneske, jeg tror ikke på diktaturet, også selv om det er normalt i fodbold. Jeg synes ikke, at det virker, og hvis du forsøgte at tvinge dig selv til bare at acceptere, ville du komme i konflikt med dig selv,” siger Tim Janssen.

De første 90 minutter i ni måneder

Tim Janssen taler meget åbent om problemer i sine tidligere klubber. Men bitter, det er hollænderen ikke. Han siger bare, hvad de fleste fodboldspillere først vil fortælle, når båndoptageren er slukket, og han er glad for sin tid i Esbjerg, og for de barske oplevelser, han fik i sine klubber i Holland.

“Jeg har prøvet at få smidt en mursten gennem vinduet i mit hus. Men jeg kan se mig selv i spejlet  og sige, at jeg gav alt. Hvis de ikke sætter pris på det, så fint,” siger Tim Janssen.

Janssen er rigtig godt tilfreds med det liv, fodbold har givet ham, og tilfredsheden er ikke blevet mindre af, at han scorede mod både FCK og FCN og spillede 90 minutter for første gang i ni måneder mod FC København.

“I sidste sæson forsøgte min hjerne at overbevise kroppen om, at jeg var klar til at spille 90 minutter, selv om jeg ikke var det. Jeg er ved at arbejde mig i form, men jeg er stadig lidt efter de andre. I kampen mod FCK havde jeg ondt i musklerne, men jeg havde rigelig med luft til at fortsætte. Jeg havde egentlig ikke forventet at starte, for i dagene op til var jeg i flere træninger træt,” siger Tim Janssen.

Janssens sidste kamp i startopstillingen lå tilbage i oktober, og derefter ødelagde en lyskeskade stort set resten af Janssens sæson. Det var særdeles giftigt for et FCM-hold, der ganske vist sluttede som treer og fik fornuftige præstationer fra skiftevis Jude Nworuh og Sylvester Igboun oppe foran. Men ingen af de to er boksangribere som Janssen, og derfor kan klubben med rette spekulere over, hvad man mon havde opnået med en frisk Janssen eller Djiby Fall, som FCM også var meget tæt på at hente.

“Jeg mærkede det til udekampen i Odense. Da vi skulle ud til opvarmningen, kunne jeg mærke min lyske. Hvad er det, tænkte jeg. Jeg sagde det til vores fysioterapeut Nicklas. Ikke fordi det var et kæmpe problem, men det kom ud af ingenting, da jeg løb. Jeg havde aldrig nogensinde haft noget med min lyske,” siger Tim Janssen.

“Jeg mærkede ikke rigtig noget under kampen, men dagen efter var jeg meget stiv og havde problemer. De konkluderede ud fra en scanning, at det var en overbelastning, men senere fandt vi ud af, at der var et riv i lysken. Det var der dog ikke fra starten. Vi tænkte, at efterårssæsonen snart var ovre, og at jeg derfor kunne spille on/off. Jeg ville gerne hjælpe holdet. Ser jeg tilbage nu, ville jeg have gjort det anderledes. Vi troede, at det ville være væk efter juleferien,” siger Tim Janssen.

“Jeg har en ret skrøbelig krop. Jeg får nemt blå mærker. Det her er fra den første træning i juni, og det er stadig ikke helet [Janssen peger på et fem cm langt ar efter et sår på skinnebenet] helt. Men jeg kan for det meste spille. Jeg har haft et par store skader, men der har været længe imellem. Ud over at brække næsen har jeg aldrig haft den samme skade to gange,” siger Janssen.

I slutningen af januar sendte FCM Janssen til Belgien, hvor en ekspert fandt ud af, at Janssen nu ikke kun havde en overbelastning, men også havde revet en del muskelfibre over i lysken. I de følgende uger, da holdkammeraterne trænede igennem for at være klar til forårspremieren, måtte Tim Janssen højst gå hen til køleskabet for at smøre sig en mad.

“Jeg var med på træningslejren og havde ikke andet at foretage mig end at se de andre træne og spille. Det var rigtig irriterende. Jeg måtte heller ikke hjælpe til med at bære et net bolde. Du føler dig virkelig ved siden af dig selv. Det eneste, jeg kunne gøre, var at snakke. Jeg arrangerede, at vi kunne se håndbold-finale, og at vi kunne se Superbowl. Jeg snakkede også med i analyserne af kampen, men jeg kunne intet fysisk. Det var ikke det, der var meningen,” siger Tim Janssen.

“Jeg har levet sådan her, siden jeg var otte og begyndte at træne fire gange om ugen med PSV, så jeg kender intet andet liv. Jeg kan ikke huske andet. Jeg kunne ikke spille fodbold med mine venner, fordi jeg skulle lave lektier og til træning i PSV. Jeg havde masser af energi, som jeg ikke kunne bruge. Det var det samme derhjemme, der måtte jeg heller ikke løfte noget. Det var som at have en alvorlig sygdom eller skade, der virkelig gør, at du slet ikke kan bevæge dig,” siger Tim Janssen.

“Efterhånden måtte jeg godt lave en lille smule, men altså, det var øvelser, der var overstået på ingen tid, og som passede mere til en gammel dame end en ung fodboldspiller. Det var virkelig hårdt, for det havde jeg aldrig prøvet. Når du er skadet, plejer du at arbejde hårdt med genoptræningen, men det måtte jeg ikke, og det havde jeg det rigtig underligt med,” siger Tim Janssen.

Det var en taknemmelig hollænder, der 22. april endelig var klar til at spille igen i udekampen mod Brøndby, og som ugen efter scorede det afgørende mål i overtiden mod Lyngby.

“Jeg var ikke på 100 procent. Men jeg følte mig meget frisk og det var fedt at være med. Der stod 0-0, da jeg kom ind, og vi vandt 2-0. Mine berøringer var der ikke altid. Men det var fedt at være tilbage og igen have følelsen af at kunne bidrage med noget af værdi. Den anden kamp mod Lyngby var så rigtig fed, fordi der bidrog jeg virkelig med noget efter at have været væk i så lang tid,” siger Tim Janssen.

Siden træningsstart i juni har Tim Janssen ikke mærket noget til den flænge i lysken, som undersøgelserne også viser er helet.

“Jeg har ikke et bestemt mål om at score 15 eller 20 gange i sæsonen. Hvis jeg havde haft det sidste sæson, så kunne jeg have forsvaret mig nok så meget med, at jeg var skadet, så havde folk holdt mig op på de 15 mål. Det hjælper ikke. Havde jeg ikke scoret mod FCK og FCN, jamen så havde jeg stadig været værdifuld for mit hold på grund af mit arbejde. Så det nytter ikke at binde sig op på, at man absolut skal score,” siger Tim Janssen, der er optimistisk efter det spil, FCM har fået ros for efter kampene mod FCK og FCN.

“Det er nemt at sige, at vi bliver mestre efter de to første kampe, hvis vi ellers fortsætter spillet på samme måde i resten af sæsonen. Det kommer vi ikke til at ske. Vi har en del unge, og det påvirker os stadig. Det er ikke fordi, de eller vi gerne vil have det, sådan er det bare. Det går op og ned, når du er en ung fodboldspiller. “The sky is the limit” for os her i Danmark, men vi kommer altså også til at spille dårlige kampe. Derfor er jeg glad for, at vi spillede så godt mod FCN efter de 15 dårlige minutter mod FC København. Jeg kan ikke se nogen grund til at være pessimistisk,” siger Tim Janssen.

Var jeg blevet bedre i PSV?

Havde man spurgt 16-årige Tim Janssen, hvor han ville være om ti år, kan man være stensikker på, at svaret ikke var dansk fodbold. Janssens far Willy spillede for PSV i begyndelsen af firserne og fik en enkelt landskamp, før han stoppede på grund af en alvorlig skade som 23-årig, så fodbold lå til familien Janssen. Og i PSV’s ungdomsafdeling var Tim Janssen og den jævnaldrende Ibrahim Afellay en af dem, man forventede mest af efter det to år ældre supertalent Arjen Robben, så det virkede helt naturligt at stile meget højt, dengang den nuværende FCM-angriber var teenager. I dag spiller Afellay for FC Barcelona, mens kammerater fra ungdomslandsholdet er i topklubber i Æresdivisionen, Premier League og Bundesligaen. Det var Janssen selv, der valgte at tage fra PSV, men selv om opholdene i Waalwijk og NEC Nijmegen viste sig at være noget mindre produktive, end Janssen havde planlagt, synes han stadig, at han tog den rigtige beslutning.

“Jeg var 17, da jeg spillede mine første træningskampe for PSV i England. Jeg spillede 10 minutter mod Crystal Palace og en halv time mod West Ham. Det var de år, klubben havde Cocu, van Bommel og Robben. Jeg spillede med Afellay fra jeg var 12 til 18, og jeg var foran ham indtil da. Han spillede 10’er, mens jeg var 9’er. Men han var lille, og han kom først ind omkring førsteholdet et år efter mig,” siger Tim Janssen. Janssen var som 18-19 årig udlånt to gange til Zwolle og FC Eindhoven i næstbedste række og fik i slutningen af det første ophold en korsbåndsskade, der sendte ham ud i syv en halv måned. Frem for at forlænge to år med PSV i sommeren 2006 valgte han at skifte på fri transfer til RKC Waalwijk.

Waalwijk rykkede ned med et brag og krævede to millioner euro for Janssen i sommeren 2007. Selv om Janssen lige havde vundet U/21-EM, var ingen af de mange interesserede hollandske klubber villige til at betale så meget, så først på sidste dag i transfervinduet endte Janssen i NEC, hvor angriberen spillede en del men også kom på kant med cheftræner Mario Been.

“Mit udgangspunkt er, at jeg er glad. Det er det vigtigste. Jeg påstår ikke, at jeg ikke ville være glad for at spille i Manchester United. Men jeg tog til Esbjerg og de klubber, jeg tog til, fordi jeg ved, hvad jeg er god og ikke så god til. Hvorfor så ikke hellere bruge kræfterne på det, jeg kan. Hvis en stor klub kom nu, ville jeg nok ikke tage af sted. Overdrivelse fremmer forståelsen, så hvis nu for eksempel Manchester United kom med et tilbud, så ville jeg ikke skifte. For der ville ikke være noget for mig. Jeg ville sidde på bænken eller tribunen og tjene flere penge. Gør det mig glad? Nej. Det ville stinke at være en af de dårligste på holdet og ikke have lyst til at få bolden,” siger Tim Janssen.

“I forhold til mit talent, så tror jeg, at jeg kunne have opnået mere og haft et andet liv. Men jeg kan ikke være sikker. Hvis jeg var blevet i PSV, kunne jeg have udviklet mig meget bedre. Eller også var det gået meget værre, så Esbjerg slet ikke ville have mig. Jeg traf altid de beslutninger, jeg følte var de bedste, og jeg sørger ikke over, hvad jeg gjorde. Jeg fortryder intet. Jeg er blevet klogere og er glad. Jeg var foran Babel på U/19-landsholdet, jeg var foran Afellay, indtil vi var 18-19 år, men jeg tror ikke, at du nødvendigvis udvikler dig lige meget hvert år som talent,” siger Tim Janssen.

“Jeg var et større talent som ung, end det senere viste sig, at jeg havde potentiale til. Jeg fik mange chancer og scorede meget, fordi jeg var god tidligt. Men jeg havde ikke kroppen til at spille for eksempelvis Manchester United. Det er min krop bare ikke stærk nok til,” siger Tim Janssen.

“Jeg er glad for, hvad jeg har. Måske havde det gavnet resten af min karriere og gjort mig så meget bedre, hvis jeg havde trænet to år til med PSV. Hvem ved. Jeg vidste dengang, at de unge ikke fik chancen i PSV, og ud fra det tog jeg den rigtige beslutning. Jeg ved godt, at Afellay spiller for Barcelona, og at Babel har været i Liverpool. Men jeg har også spillet med fyre, der var bedre end mig, og som i dag spiller amatørfodbold,” slutter Tim Janssen.