Ingen kender ham: Dansk keeper på vildt eventyr

Artiklen er fra Tipsbladets avis den 10. februar

Nicklas Frenderup ignorerede det, første gang nummeret fra Trinidad & Tobago ringede. Han var lige kommet ind fra træning i sin norske klub, og eftersom hverken han ellers hans mor kendte nummeret, gjorde han ikke mere ved det.

Samme aften brummede telefonen igen, samme nummer på skærmen, og denne gang tog Frenderup den. Det fortrød han ikke. I den anden ende af røret var landstræneren for hans mors fødeland, og siden har hans fodboldkarriere og til dels hans liv taget en uventet og berigende drejning.

Nicklas Frenderup er født og opvokset i Hovedstadsområdet med en dansk far og en trinidadisk mor, og i af årene har han været forbi en række danske og norske klubber på anden- og tredjehøjeste niveau. Men som landsholdsspiller har han både fået en stærkere tilknytning til sine rødder i Trinidad og Tobago, gode anekdoter til overflod og ikke mindst slutrundeerfaring.

Det hele begyndte en majaften i 2018, da daværende landstræner Dennis Lawrence pludselig var i røret. Selv om han er en legende hjemme i Trinidad og Tobago, klingede navnet ikke velkendt for Nicklas Frenderup, da Lawrence præsenterede sig.

”Han er jo en legende på Trinidad, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har fulgt så meget med, så jeg vidste ikke, hvem han var. Jeg troede, det var en joke, da han ringede. At det var lidt telefonfis med nogen dernede i min mors familie,” fortæller Frenderup.

At han ikke kendte Dennis Lawrence er et godt billede på hans tilknytning til Trinidad og Tobago før hans første landsholdsudtagelse. Eller manglen på samme. Nicklas Frenderups mor kom til Danmark som syvårig, og hans mormor døde, da han var teenager. Hun var den stærkeste forbindelse til det lille land i Det Caribiske Hav, og efter hun forsvandt, var der ikke meget af Trinidad og Tobago tilbage i familien.

Ironisk nok kan Frenderup dog takke et familiemedlem for, at Dennis Lawrence ringede ud af det blå. Ganske vist havde han haft lidt kontakt til forbundet i 2012 eller 2013, men det var næppe det, der sendte landstræneren på sporet af den danske-trinidadiske målmand.

”Min onkel sagde, at han havde snakket med målmandstræneren, som han kendte. Så jeg tror, det er gennem den kontakt, at han har anbefalet mig. Jeg tror ikke engang, at de havde Wyscout eller noget dengang,” siger Frenderup med et grin og en reference til det udbredte scouting-værktøj, som enhver europæisk klub eller forbund med respekt for sig selv har.

Det vidste Nicklas Frenderup dog intet om den majaften i 2018, så opkaldet fra landstræneren kom som et lyn fra en klar himmel.

”Det var overvældende på en måde. At det kom ud af ingenting. Man forventer det slet ikke. Det er så langt fra én; jeg havde ikke tænkt det overhovedet. Men det var fedt,” husker han.

”Jeg blev helt vildt glad. Jeg ringede til min mor, og hun blev godt nok rørt.”

En rørt og rørende familie
Der skulle gå halvandet år, fra Dennis Lawrence ringede, til Frenderup endelig kunne stille op for Trinidad og Tobago. Det var ellers meningen, at han skulle debutere i en testkamp mod Iran i efteråret 2018, men hans fly fra Dubai til Iran blev aflyst, og så endte rejsen med at tage 48 timer. Derfor trænede han kun med holdet én gang før kampen, og træneren udskød debuten.

Da den endelig kom i november 2019, var det til gengæld på hjemmebane. Nicklas Frenderup havde aldrig været i Trinidad og Tobago før, og dermed havde han aldrig mødt store dele af sin mors familie, herunder sin morfar. Det gik dog hurtigt op for ham, at de tager familiære bånd alvorligt på de kanter.

Det stod klart, allerede da han ankom til landsholdslejren.

”Min mor har otte-ni søskende i Trinidad, og jeg tror, seks af dem stod der, og de har jo også børn, og så var min morfar der og så nogle af deres venner. Jeg tror, de var nogle-og-20 stykker,” husker Nicklas Frenderup.

”Det var en god modtagelse, og jeg fik masser af kærlighed. Jeg skulle fandeme kramme dem alle sammen, før jeg fik sagt hej til drengene og landstræneren. Jeg brugte en halv time bare på at komme ind. Men det er fedt, at der er så meget kærlighed, og de er så glade for at se én,” tilføjer han med et grin.

Et par dage senere fik Nicklas Frenderup uofficiel debut for Trinidad og Tobago, der mødte Anguilla, en lille øgruppe under britisk kontrol med 16.000 indbyggere. Én ting var 15-0-sejren, noget andet var, at familien var mødt endnu mere talstærkt op denne gang. Frenderup anslår, at 50 familiemedlemmer stod stimlet sammen.

”Ved den ene udgang stod min familie, og så gik jeg hen til dem. Og jeg vidste jo ikke, hvem halvdelen af dem var,” griner han.

”Jeg blev alligevel også rørt, fordi jeg kunne se på dem, at det rørte dem. Jeg gav min trøje til min morfar, så han blev godt nok rørt og trillede en tåre, så det var fedt.”

”Min familie i Trinidad har ikke så mange penge, så jeg havde pakket en hel kuffert, fordi min mor havde sagt, hvordan det var. Hun har rejst der meget jo. Så gav jeg dem sko, og så havde jeg taget nogle fodboldtrøjer med, og så blev de små glade og nogle af de voksne også.”

”Jeg havde jo ikke det største forhold til dem, men alligevel var det jo fantastisk, og jeg kunne se, det betød så meget for dem, at jeg var på landsholdet. Jeg fik også en klump i maven, når der stod så mange for min skyld.”

Hvordan var det at give din morfar den oplevelse?

”Det var jo helt vildt, det var jo stort. Også for min mor. Jeg ville ønske, at min mormor også havde været der til at se det, for det havde været det største for hende. Hun elskede også fodbold.”

Strandet i Ingenmandsland
Efter debuten mod Anguilla spillede Nicklas Frenderup venskabskampen mod Ecuador, som Trinidad og Tobago ganske vist tabte 3-0, men hvor Frenderup efter eget udsagn spillede godt. Og så var vejen ellers banet for en startplads i en gældende kamp.

Få dage senere skulle Trinidad og Tobago møde Honduras på udebane i den regionale udgave af Nations League, men dårlig planlægning satte en stopper for dén oplevelse. Ifølge de honduranske regler skulle alle besøgende være vaccineret mod gul feber mindst ti dage før indrejse. Frenderup ankom da også til Trinidad og Tobago tidsnok til at få sin vaccine, men af uforklarlige årsager fik han den først fire dage senere.

Så da hele holdet stod i lufthavnen klokken seks om morgenen og skulle boarde flyet til Honduras, blev Frenderup og fire holdkammerater, der også spillede klubfodbold i udlandet, afvist.

”Så står man der i Ingenmandsland ude i en lufthavn i Ecuador, og så må man gå over på et hotel, der føltes som et hostel, i to dage, før vi kunne flyve tilbage til vores klubber.”

”Der var ikke noget at gøre. Det var bare sur røv.”

Hvad værre var: Kampen mod Honduras endte med at blive Trinidad og Tobago sidste i næsten halvandet år. Få måneder senere var det resten af verdens tur til at stifte bekendtskab med rejserestriktioner, immunitet og vaccinekrav på grund af coronavirussens udbredelse, hvilket gjorde landskampe umulige.

Selv om det ikke var sjovt dengang, kan Nicklas Frenderup godt grine af episoden den dag i dag. Også fordi den viser, at man ikke kan tage ud på eventyr uden at støde på kulturforskelle.

”Det administrative og alt det der, det er langt fra det, man er vant til her i Skandinavien. Det er sådan, at de stikker en finger op i luften, og så håber de på det bedste,” griner Frenderup, der også mener, at den slags er en del af charmen.

”Jeg synes det er sjovt. De er meget mere laid back, det er fedt.”

Rejserne med landsholdet har i det hele taget givet Nicklas Frenderup et dybere indblik i den kultur, som hans mor kommer fra. Han fremhæver selv maden som et område, hvor Danmark og Trinidad og Tobago adskiller sig fra hinanden. Selv om han har fået sin del af trinidadisk mad i årenes løb, kan han stadig forundres over nogle af landsholdskammeraternes søde tand.

”Maden og sådan er en helt anden verden end det, jeg er vant til. De spiser jo så søde ting, for eksempel til morgenmad. Jeg har aldrig set noget lignende. Den ene dag kom vi ned, og så havde en af de andre otte stykker toastbrød, varm kakao, nogle æg og så noget fugt. Jeg sad og kiggede over på ham, og så brækkede han toastbrødet sammen og dyppede det ned i den varme chokolade, og så spiste han det.”

Og det var vel at mærke toast, der allerede var Nutella på. Ikke at det kunne ses på den pågældende holdkammerat. Tværtimod.

”Ham der, han står altså bare hakket. Han har ikke 6-pack, han har 8-pack; de springer bare ud af maven på ham. Det er sådan noget, jeg ikke forstår. Jeg skal bare kigge på en kage, og så har jeg taget fem kilo på,” ler Frenderup.

”Vi var af sted med landsholdet til Gold Cup, og han spiste det hver dag. Jeg lyver ikke. Hver dag. Og man kan ikke se det, det er helt sindssygt, jeg forstår det slet ikke. Sådan noget, synes jeg, er meget sjovt. At man er så forskellige med, hvad man spiser.”

Dødstrusler, bananskræller og abelyde
Hvis trinidaderne er tilbagelænede, mødte de deres diametrale modsætninger i form af mexicanske landsholdsfans, da international fodbold igen blev muligt i 2021.

Trinidad og Tobago skulle spille mod Mexico ved Gold Cup, som er det, der svarer til EM for Nordamerika, Mellemamerika og Caribien. Frenderup havde spillet to VM-kvalifikationskampe i foråret og to kampe umiddelbart før Gold Cup, hvor han blev valgt til den bedste målmand ved den lille kvalifikationsturnering forud for slutrunden.

To dage før Trinidad og Tobagos åbningskamp mod Mexico kom landstræneren dog hen til ham og overbragte en nyhed, der var lige så dårlig, som den var overraskende.

”Han siger, at han vil bænke mig mod Mexico. Og der sortner det hele for mig, fordi jeg ved, at hvis jeg spiller en god kamp dér, så bliver jeg solgt. Der var så mange scouts, og jeg havde gjort det så godt i de to kampe op til. Der havde jeg bare lyst til at tage en tur hjem. Det er jo ens drøm at spille sådan nogle kampe der mod Hector Herrera og Hirving Lozano,” siger Nicklas Frenderup.

Han havde dog svært ved for alvor at brokke sig efter kampen, for undertippede Trinidad og Tobago fik 0-0 mod den regionale stormagt, og Frenderups afløser blev valgt til kampens spiller.

Kampen blev spillet i Texas, og lægterne var pakkede med mexicanske tilskuere. Stemningen var både elektrisk og hadsk; Nicklas Frenderup genkalder sig, at tilskuerne kastede bananskræller og råbte abelyde efter de trinidadiske spillere, og at stadionspeakeren fire gange måtte advare om, at kampen ville blive afbrudt, hvis de fortsatte.

I samme afdeling men dog med mere muntert snit over sig husker Frenderup også en interaktion mellem ham selv og en af de mexicanske profilers børn.

”Nogle af de mexicanske spilleres familier sidder bag os, og bag mig sidder Hector Herreras søn. Da der er spillet omkring 80 minutter, kigger jeg om på ham, og så smiler jeg. Så giver han mig fuckfingeren. Jeg tror, drengen er 12 år gammel,” siger Frenderup med endnu et grin.

Den unge spillersøn var ikke den eneste mexicaner, der tog resultatet ilde op. Det samme gjorde en hel del brugere på sociale medier, som troede, at Nicklas Frenderup havde stået i Trinidad og Tobagos mål.

”Så efter kampen modtog jeg over 100 beskeder på min Instagram om, at de ville dræbe mig og hele min familie. Så det var lidt sindssygt,” siger Frenderup om endnu en episode, som er sjovere nu end i situationen.

”Jeg måtte jo også ringe til Julia, min kæreste, og sige, at min søn og hende skulle tage hjem til min svigermor.”

Endnu værre gik det for Trinidad og Tobagos back, der kom til at skade Hirving Lozano.

”Han måtte have det, der svarer til PET hjemme hos sig i en måned efter, fordi han fik over 1000 dødstrusler, og folk skrev, at mafiaen ville komme og tage ham.”

Gode penge i Ecuador
I anden kamp ved Gold Cup 2021 var Nicklas Frenderup tilbage i målet, og selv om han leverede endnu en god indsats, kunne han ikke forhindre et 2-0-nederlag. Eller at træneren satte ham på bænken i tredje kamp, som endte 1-1 mod Guatemala.

Dermed blev det ved tre optrædener for Trinidad og Tobago og et skuffende individuelt udbytte for Nicklas Frenderup, men han vil alligevel huske slutrunden som noget helt særligt. Den gav nemlig et indblik i en del af den professionelle fodboldverden, der ligger langt fra den næstbedste række i Norge.

”Det er det største, jeg har prøvet,” opsummerer han.

”Alt var luksus. De hoteller, vi boede på; 5-stjernede golfhoteller og sådan. Jeg tør ikke tænke på, hvad de koster. Men det var så fedt. Vi havde jo vores eget køkkenteam med os. Ej, det var helt vildt. Det var en anden verden. Bare det, at bussen kører hen til ens fly, og det er kun os spillere og trænerne; det har jeg aldrig prøvet før. Det er noget andet, end når man rejser med Ranheim Fotball.”

”Dem, der spiller i La Liga, i Premier League og så videre: Hold kæft, de har det fedt hver dag. De forhold, de har i MLS bare, og de stadioner, som vi spillede på, det var så fedt.”

Af samme årsag ærgrer Nicklas Frenderup sig over, at han ikke fik mere spilletid ved Gold Cup, så han kunne have landet et stort skifte.

”Det er jo bare min drøm at spille på sådan et stadion hver uge, men så får man ligesom en godbid, og så har man prøvet det. Det var også derfor, jeg syntes, det var ærgerligt, at jeg ikke fik chancen mod Mexico, fordi inden havde jeg virkelig haft en god sæson. Så jeg havde egentlig troet, at jeg kunne blive hentet til en MLS-klub. Men sådan er det,” siger han.

Nicklas Frenderup har ellers haft et par løse muligheder for at komme på klubeventyr, der formentlig vil kunne matche dem, han får med landsholdet. Timingen har ikke været den rigtige, men han har omvendt ikke opgivet drømmen om et stort, lukrativt eller eksotisk skifte.

”Jeg har fået nogle sjove henvendelser. En agent spurgte efter Ecuador-kampen, om jeg kunne tænke mig at spille i den ecuadorianske liga. I Guatemala har vi også fået nogle henvendelser. Men min kæreste var gravid, så det har ikke lige været sagen.”

”Jeg synes, det kunne være meget sjovt at prøve, men nu blev det lidt svært, fordi vi har fået barn. Men ellers kunne det være en fed oplevelse. Og de betaler jo sindssygt godt for eksempel i Ecuador. Det er gode penge, man kan hente der.”

Nicklas Frenderup rundede 30 år i december og har dermed ikke en oplagt alder til at lande sit livs klubskifte. Omvendt ved man aldrig, hvornår telefonen pludselig ringer, og en stor mulighed tilbyder sig i den anden ende.

Det ved han bedre end de fleste.

FOTOS: Florø og Trinidad & Tobagos fodboldforbund