Salieu Drammeh.
Der er nok ikke så mange, der kender til Frem-profilen, men tirsdag aften havde den 21-årige kreatør en aften i drømmeland.
2. divisionsklubben Frem tog nemlig imod Superliga-mandskabet Lyngby Boldklub i anden runde af pokalen.
Lige pludselig tog Salieu bare kampen over i sin egen hånd, og så spillede han fuldkommen vanvittigt.
Henrik Gundersen om Salieu Drammeh
Det endte med at blive en ekstatisk aften i Valby Idrætspark.
Frem levede nemlig sensationen og vandt med hele 4-1.
Den helt store oplevelse var Drammeh, der blandt andet leverede en gudemål til 4-1.
Du kan se målet øverst i artiklen.
- Følelsen, der gik igennem kroppen, ved jeg ikke, hvordan jeg skal beskrive. Det er noget af det fedeste, som jeg har oplevet i min fodboldkarriere indtil videre. At se så mange fans blive glade giver en utrolig dejlig følelse i kroppen. Mine brødre og venner stod på sidelinjen, så jeg kunne løbe ud til dem. Deres reaktion gjorde det endnu federe, siger Salieu Drammeh i et inteview med Tipsbladet.
Du drev jo nærmest gæk med Lyngby-spillerne?
- Jeg har altid troet på mine evner, og jeg har altid troet på mig selv. Det er dejligt med noget succes.
Frem-træner Henrik Gundersen holder sig ikke tilbage, når han skal sætte ord på Drammehs præstation.
- Lige pludselig tog Salieu bare kampen over i sin egen hånd, og så spillede han fuldkommen vanvittigt, siger chefen til Tipsbladet.
For offensivspilleren betød det meget, at han kunne score foran klubbens fans. Frem fik en ellers en svær start på kampen, da Lyngby kom foran.
- Da vi kom ud til anden halvleg, vidste vi, at det var mod vores egne fans. Vi skulle give den fuld gas, og vi kunne mærke dem fra starten af anden halvleg. Det fik vi udnyttet, og vores spillere var modige. Vi turde at prøve nogle ting med de to mål. Det var fedt at kunne vise så mange mennesker, hvad man kan.
Gundersen har ikke set noget lignende.
- Vi spiller nok den bedste anden halvleg, hvor jeg har været her.
- Som Remmer (tidligere FCK-spiller og nuværende Frem-spiller Christoffer Remmer, red.) sagde, så han følte, at det var som at stå i FCK’s fireback-kæde. Alle troede bare på hinanden. Jeg har svært ved at sætte ord på. Jeg er speechless. Det er klasse og et kæmpe svendestykke.
Artiklen fortsætter under billedet.
Drøm at møde Brøndby
Lidt over 3000 tilskuere var samlet på Valby Idrætspark, og da sejren kom i hus, kom der gang i den.
- Vi fik fejret med fansene, og de hyggede sig og havde en fed aften. Et målene er at gøre fansene glade. Det er jeg glad for, at jeg kunne gøre.
Frem-profilen har et bestemt ønske til den kommende modstander i pokalturneringen, da Drammeh har en fortid i en Superliga-klub.
- Det er 100 procent en drøm at møde Brøndby. Det kunne være fedt at spille mod dem igen, så de kan se, hvor meget man har udviklet sig, og hvor meget man kan, fortæller Frem-spilleren, der forlod Brøndby i 2020.
På den lange bane har Frem-kreatøren også store tanker for sig selv.
- Min helt store drøm er at spille for de bedste ligaer i verden. Det stræber jeg efter hver dag. Jeg vil gerne til en af de fem bedste ligaer, siger Salieu Drammeh til Tipsbladet.
Frem har fået en blændende start på livet i 2. division, da mandskabet er nummer to med ti point efter fem kampe.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.