BRØNDBY (Tipsbladet): Brøndby IF leverede en mere end godkendt indsats mod KF Llapi i Conference League-kvalifikationen i dag, torsdag, hvor de vandt med hele 6-0.
Og her var det nogle af holdets unge kræfter, der skillede sig ud.
Blandt andet kom unge Oscar Schwartau på måltavlen, og det glæder cheftræner Jesper Sørensen, der hylder den unge frontløbers præstation.
- Han har haft en god opstart. Og nu kommer han ind og får en halvleg her, hvor jeg synes, han spiller rigtig fint. På trods af at han ikke har trænet med så meget i opstarten, så blender han rigtig fint ind i spillet. Så det er rigtig positivt. Det er dejligt for ham og dejligt for holdet, fortæller træneren til Tipsbladet og den øvrige presse efter kampen.
- Han, ligesom nogle af de andre unge, har vist, at de hører til på holdet, og der er konkurrence om pladserne, fortsætter Sørensen.
Også purunge Noah Nartey var med fra start og scorede et flot mål i slutningen af første halvleg.
Den unge midtbanemotor leverede en hæderlig indsats, fortæller Jesper Sørensen.
- Jeg fik også set, at Noah er god inde på den centrale midtbane. Han er sikker i sit spil, skudstærk, og jeg så også et par gode erobringer fra ham. Det er rigtig godt at se.
Du kan læse Tipsbladets karakterer til Brøndby-spillerne HER.
Brøndby IF møder KF Llapi i Kosovo til returopgøret torsdag om en uge.