"Uhm, her lugter af flæskesteg."
Stig Tøfting i sponsorbeklædt træningsdragt entrer Randers FCs midlertidige kontor på havnen i fjordbyen. Han giver som det første kontordamen Kirsten et varmt knus, inden han hilser på os andre. Tøfting ved nok, hvad der skal til. Kirsten er afløser i køkkenet for klubbens sygdomsramte madmor og har sørget for - ikke flæskesteg - men stegte kyllingelår og varm leverpostej. Hun skal roses.
Tøfting gumler løs på frokosten med stor appetit, mens snakken går om hverdagsting så som den ghaneser, der er på vej til Randers. Tøfting har hørt, at det vist nok var ham, der scorede selvmål for Ghana i aftes.
"Må man snuppe en vinge mere?" forhører han sig.
"Ja, selvfølgelig da. Det er nu altså lår."
Skulle man være i tvivl om, hvorvidt Stig Tøfting har kunnet falde til i Randers FC, behøver man ikke være det længere. Han trives. Og så er Århus og AGF ikke længere væk end, at han mellem to træningspas kan drøne ned ad den østjyske motorvej og følge 1. halvleg af en træningskamp på Fredensvang mod Viborg, som han præsterede i sidste uge. Jo, han gjorde.
Tøfting brugte næsten hver dag i december på at promovere sin bog "No regrets," der har solgt i et rekordstort oplag af en sportsbog at være - omkring 45.000 stk. mener han selv. Fra Aalborg i nord til Sønderborg i syd, fra Esbjerg i vest til Bornholm i øst rejste han rundt i kongeriget som en slags rullende forsamlingshus, "Stig Tøfting ON TOUR."
Men hvilke reaktioner har han fået på sin meget ærlige bog, hvor en del mennesker får nogle sandheder at vide og uden omsvøb i en fortælling om ikke bare professionel fodbold, men også om forældrenes dramatiske endeligt, hans lille søns død, menneskelig med- og modgang, kontroverser og fængselsophold.
"Det er vel som med alt andet, at folk sjældent kommer for at sige noget negativt, så jeg har kun hørt positivt om bogen. Jeg er meget tilfreds med bogen, og der er ikke noget, jeg ville have gjort anderledes. Dét, som har gjort mest indtryk, er de personlige breve, jeg har fået fra folk, som har været udsat for noget lignende, som da vi mistede Jon. De fortæller, at de ved at læse om vores sorg er kommet et skridt videre i deres liv, og det er dejligt for mig at høre, at bogen har kunnet bruges på den måde. Folk, der kender mig, siger også, at de kan høre mig i de ting, de læser, så Lars Steen Pedersen (forfatter, red.) har ramt mit sprog helt perfekt."
Hvordan er det for dig at være blevet en slags allemandseje efter at have skrevet sådan en bog?
"Det føler jeg ikke, jeg er blevet. Der er ikke noget, der har ændret sig i forhold til tidligere, for jeg har jo altid skabt overskrifter og forsider på diverse formiddagsblade, men bogen er bare blevet modtaget meget mere seriøst end de ting, jeg i tidens løb har sagt i avisartikler. Når jeg drog rundt i landet, var det fordi jeg ville give folk mulighed for at møde mig i stedet for bare at udgive en bog og læne mig tilbage."
Kan du mærke, at du er blevet mere populær?
"Jeg kan mærke, der er mange, der gerne lige vil give mig et klap på skulderen. Når jeg f.eks. er i København, kommer folk hen og ønsker mig held og lykke i Randers FC eller fortæller, at de har læst min bog. Jeg har hørt mange forældre sige, at deres søn normalt ikke læser bøger, men at han ønskede sig netop min bog i julegave. Bogen har altså ramt nogen, der normalt ikke læser bøger, og det er da fedt at være bølgebryder på den måde. Tænk, at de vil læse en bog om mit liv. "
Folk kender dig som en krudttønde og en ballademager. Nu er du pludselig forfatter. Hvad siger du til den udvikling?
"Det er folk, der ikke kender mig, der har givet mig det prædikat. Dem, der kender mig, ved godt at jeg ikke er et omvandrende voldstog, når jeg går igennem byen. Men jeg kan jo ikke gøre noget ved det. Jeg har ikke på noget tidspunkt pebet over, at nogle mennesker synes, jeg er gået over stregen i nogle tilfælde. Jeg har stået ved det, jeg har gjort og taget den straf, det nu måtte give. Jeg har også lært af mange ting og bestræber mig på, at det ikke skal gentage sig. At jeg ikke bare skal tælle til ti, men til 100."
Så du arbejder meget med at tøjle dit temperament?
"Nej, det gør jeg ikke, for jeg synes ikke, jeg har noget problem. Temperamentet er løbet af med mig i et par tilfælde, men hvis vi tager de fire episoder, der har været belyst i medierne, så var der for det første ham fodgængeren. Det var en lille batalje, som var fuldstændig vanvittig at blæse op og som ikke havde været værd at omtale, hvis det ikke lige havde været mig. Jeg fik en bagatelagtig bøde, som jeg kun godtog, fordi AGF ville have, jeg skulle gøre det. Episoden ved MacDonald's, hvor jeg stak en fyr en lussing, har jeg ingen problemer med. Jeg tror ikke, der var mange, der havde reageret anderledes, for jeg blev svinet til. Han forsøgte også at trække sin anmeldelse tilbage, men den går jo ikke hos politiet, og da slet ikke i Århus. Ved julefrokosten i AGF var der flere personer, der fik tingene til at eskalere, og jeg fik jo ingen voldsdom. Eneste episode, der var lige i overkanten, var vel den på Café Ketchup, hvor tingene tog overhånd."
Skal du lade være med at drikke spiritus?
"Det er nemt at sige, jeg skal lade være med at drikke. Jeg har trods alt været i byen mange gange i mine 36 år, så det er ikke problemet. Men de der brydekampe, man tager til træning, skal man lade være med, når man har drukket spiritus, for så kan det nemt eskalere. På Café Ketchup er der ingen tvivl om, at vi var blevet for fulde."
Du har oplevet nogle tragedier i dit liv. Har du det godt med, at du gennem bogen har fået delt de sorger med den danske befolkning?
"Nej, de tanker gør jeg mig ikke. Det eneste, der betyder noget for mig i den forbindelse, er min familie. Dét med mine forældre ligger så mange år tilbage, men historien i "Se og Hør" kom til at ramme mine børn, fordi de fandt ud af, at dem de kaldte farmor og farfar ikke var deres rigtige bedsteforældre. Da vi så mistede Jon, lå det mig meget på sinde, at det ikke måtte få for stor indflydelse på mine børns fremtidige liv. Der blev selvfølgelig grædt meget hjemme hos os, men det var vigtigt for Betiina og mig at vise styrke overfor børnene, som har et helt liv foran sig, der skal leves. De skal godt videre, og så er den øvrige befolkning mig fuldstændig ligegyldig. Det nye i bogen var, at det var mig, der fortalte. Selve hændelserne havde medierne jo så rigeligt sørget for at dække."
Men har fortælle- og skriveprocessen været god for dig?
"Ja, helt sikkert. Det har været en form for terapi at få gennemlevet alle tingene igen. Men det var også hårdt, for det er ikke den måde, jeg er vant til at bruge hovedet på. Jeg blev simpelthen træt i hovedet af at tænke på alle de spørgsmål. Det hele snurrede rundt på et tidspunkt. Men det var udmærket at få levet mit liv igennem en gang til, for det er jo ikke kun negative ting, men også mange fede oplevelser."
I bogen tager du en del opgør med spillere og trænere. Folk som Lars Lundkvist, Kent Nielsen og Roald Poulsen. Peter Schmeichel får at vide, han spillede for meget golf under VM '98, og en række OB'ere får at vide, at de er nogle tøsedrenge. Det er vel ikke en bog helt uden omkostninger?
"Det ved jeg ikke. Jeg har det fint med det, der står deri. Jeg føler ikke, jeg er gået ud for at slagte nogen mennesker personligt. F.eks. sagde Lars Lundkvist på et tidspunkt, at jeg aldrig ville blive til noget. Den svarer jeg bare tilbage på. Kent Nielsen? Jamen, han ville jo ikke modtage min undskyldning. Så hvorfor skulle jeg pakke det ind? For mig er der ingen tvivl om, at Schmeichel på et tidspunkt var verdens bedste målmand, men heller ikke at der gik lidt for meget golf i den under VM i '98. Det er fint for mig, hvis folk ikke er enige. Det har jeg hørt, at Marc Rieper ikke er, men det ændrer ikke min holdning. Jeg har mødt Peter Schmeichel siden, og han har ikke nogen problemer med det, der står i bogen. Jeg er kontant i nogle tilfælde og fortæller, hvordan jeg ser på tingene. Kritikken af personerne i OB står jeg 100% ved. Vi havde en anfører (Lars Høgh, red.), som i mine øjne var konfliktsky."
Er der blevet kappet nogle bånd?
"Det kan jeg ikke forestille mig, og hvis der er, kan jeg ikke bruge det til så meget. Tingene er jo skrevet, og i øvrigt tror jeg ikke, nogen har været i tvivl om, hvad jeg mener. Roald Poulsen vidste da godt dette her i forvejen, og han kender min holdning. Det samme gør Kent Nielsen. Det var noget andet, hvis jeg havde sagt nogle usandheder, men det gør jeg ikke. Jeg nævner f.eks., at Steen Nedergaard ikke kunne spille fodbold, hvis Michael Hemmingsen kom til at ryste på hovedet af ham, eller hvis jeg kom til at råbe for meget af ham. Jeg skærer det bare ud i pap, at sådan forholdt det sig. Jeg har ikke noget imod Steen, men for mig var det nogle dårlige undskyldninger."
Men nogen synes nok, du har tisset ved siden af potten?
"Jamen, det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg mener ikke, jeg har sagt noget, der kan støde nogen."
Du vælger også ved hver ny kontraktunderskrivelse at fortælle, hvor meget du kommer til at tjene. Det er der ikke ret mange fodboldspillere, der har gjort før dig. Hvorfor det?
"Hvorfor ikke? Hvis det skal være en ærlig bog, hvorfor skal jeg så sidde og pakke ind, hvor meget jeg tjener? Det skulle da ikke gerne genere nogen, men måske snarere hjælpe nogen."
Hvordan er dine følelser for AGF i dag?
"De er sgu de samme, som de altid har været. Jeg håber det bedste for klubben, er glad for den tid, jeg har haft der og havde gerne sluttet af i AGF. Det er den klub, mit hjerte banker for. Jeg elsker at komme op på Fredensvang og indsnuse atmosfæren, for AGF har været en kæmpedel af mit liv. Den har været med til at hjælpe mig videre i livet, givet mig min fodboldopdragelse og hentet mig hjem igen flere gange. Vi har altid været der for hinanden. Jeg holder med AGF, så er den ikke længere. At der så i dag sidder en bestyrelse, der har truffet en beslutning omkring mig, som jeg ikke forstår, er en anden ting. Jeg kan bare konstatere, at moral er godt, og at dobbeltmoral er dobbelt så godt, og at det åbenbart er de standarder, de lever efter i øjeblikket. Jeg har fundet ud af, at der er mennesker i AGF, jeg ikke kan stole på, men jeg ved også, at de ikke er der om to år. Der banker ikke noget hjerte i bestyrelsesmedlemmerne, de er forretningsfolk. Havde de så bare været lige så dygtige som Don Ø, havde det været noget andet."
Men nu er det Randers FC?
"Ja, det er den professionelle del af mig, og ingen skal være i tvivl om min loyalitet overfor klubben. Jeg er 100% engageret, føler mig i god form og parat til at tage det ansvar, der ligger på mine skuldre, og som ikke er blevet mindre efter alt det, der er sket. Det er vildt interessant, hvad der foregår i Randers FC lige nu. På alle områder mærker man, at det er en klub, der er sulten efter at komme op og bide sig fast. Nyt stadion og en fantastisk opbakning fra tilskuere, sponsorer og erhvervsliv. Hvis klubben ikke havde haft de ambitioner, var jeg heller ikke endt her. Randers FC ligger nummer ét i 1. division, så det kan ikke være bedre, når der ikke var nogen klubber i SAS Ligaen, der ville have mig. Det hele summer, og nu skal vi have det til at fungere. Det bliver en stor opgave for Lars Olsen og Peter Elstrup (cheftræner og assistent, red.), for opgaven med at sammensætte holdet bliver ikke nemmere, bare fordi man har fået forstærkninger. Vi er 16-17 kvalificerede spillere til 11 pladser, og alle vil gerne spille. Samtidig er der lagt et kolossalt pres på os. Det er et ufravigeligt krav, at vi skal op i SAS Ligaen.
Hvad skal der blive af dig den dag, du ikke er fodboldspiller længere?
"Jeg har været i fodbold i 17 år, så hvis ikke jeg kan fortsætte i branchen, aner jeg faktisk ikke, hvad jeg skal lave. Det er ikke noget, jeg tænker over til hverdag, men jeg har da taget første del af trænerkurset og kan sagtens se mig selv i en rolle som hjælpetræner eller en art sportschef. Jeg har trods alt spillet i fem lande og har masser af kontakter. Et kommentatorjob på tv er heller ikke noget, der afskrækker mig, så det er ikke sikkert, I slipper for at høre på mig, når jeg stopper med at spille. Hvis ikke der byder sig noget, er jeg ikke bleg for at tage et arbejde, der giver beskidte fingre. I det hele taget går jeg ikke rundt og er nervøs for fremtiden. I første omgang drejer det sig om vores træningskamp mod Brabrand på søndag. På AGFs kunststofbane. Det kan i øvrigt være, vi lige skal høre, om Lars Windfeld (AGFs direktør, red.) vil give mig tilladelse til at spille på AGFs anlæg..."
