“Hvem vil ikke gerne spille for Spanien?”

“To-re-ro!, To-re-ro!”

Hyldesten med det spanske ord for tyrefægter skyllede ned mod den dengang 20-årige Thomas Christiansen, da han med et smart flæk med hælen havde scoret for Spanien i VM-kvalifikationskampen mod Litauen i 1993. Målet var det endelige dødsstød til det allerede blødende og undertippede baltiske mandskab, som Spanien ved den lejlighed dræbte med 5-0 og dermed kom godt på vej til næste sommers VM i USA.Den landsholdsoplevelse skulle Thomas Christiansen dog ikke få med for sit adopterede hjemland. Kampen mod Litauen, hvor han kom ind som indskifter, skulle blive hans sidste i den spanske landsholdstrøje. Inden da havde han spillet en enkelt landskamp for Spanien mod Mexico, hvor han gjorde det fornuftigt på et spansk hold uden mange af de sædvanlige store stjerner. Plus 11 U-landskampe.Det var dengang, at landsholdet var noget mere inferiørt i forhold til klubfodbold, end tilfældet er nu, men under den barske basker Javier Clemente alligevel på vej til at blive banket sammen til en enhed. Clemente var af mange årsager en upopulær landstræner, men han skabte resultater gennem langt større disciplin end tidligere.For at undgå klikedannelser mellem spillere fra en masse forskellige spanske regioner, og fordi at Barcelona var klart det bedste spanske klubhold dengang som aktuelt, valgte Clemente at bygge sit landshold op omkring en stamme fra Barcelona.Ikke nok med, at de faste førsteholdspillere som Andoni Zubizarreta, Josep Guardiola, Miguel Ángel Nadal, Sergi Barjuan, Guillermo Amor, José María Bakero, Luis Enrique, Julio Salinas med flere blev overført direkte fra Camp Nou til landsholdet – Clemente kiggede også helt ned på Barcelonas B-hold og fandt frem til Thomas Christiansen, inden han kiggede efter førsteholdsspillere hos så mange andre spanske klubber.Der er ikke mange oprindelige danskere, som kan prale af at have spillet landskampe for Spanien. 37-årige Thomas Christiansen er faktisk den eneste. Han er født i København og har en spansk mor, men skilte sig ud fra mængden på landsholdet med sit lyse hår.”At spille for det spanske landshold var noget fantastisk stort. Jeg havde spillet godt mod Mexico og var så med i truppen mod Litauen. Jeg husker udmærket, da publikum råbte “Torero” ned mod mig. Det var en kæmpe oplevelse,” siger Thomas Christiansen i dag fra telefonen i Spanien, hvor han efter en lang karrieres afslutning valgte at bosætte sig sammen med sin spanske kone og to børn i 2006, da han stoppede karrieren i Hannover 96.

Statsborgerskab som nøglen til Dream Team

Da Thomas Christiansen i 1991 skiftede fra B93 til FC Barcelona, var det under betingelse af, at han skiftede statsborgerskab fra dansk til spansk. Dermed kunne Christiansen med tiden indgå i førsteholdstruppen uden at optage en plads i den udlændingekvote på tre spillere, som var gældende i Europa dengang.

For Christiansen var valget let nok. Hans højeste ønske var at komme til at spille fodbold sammen med Michael Laudrup, som var en af storklubbens største stjerner. Som tingene udmøntede sig senere, skulle han og Ronnie Ekelund nøjes med Barcelona B, men han fortryder ingenting.”Jeg følte mig helt klart mest dansker dengang, men det gjaldt jo min fremtid som fodboldspiller. Ved at skifte til Barcelona havde jeg pludselig store muligheder for at komme til at spille international fodbold sammen med de bedste spillere. Hvad angår det danske landshold gik jeg ikke glip af noget, tror jeg. De havde aldrig indkaldt mig til noget landshold på ungdomsplan, og jeg tror ikke, at de ville have gjort det senere heller,” siger Thomas Christiansen.Så B93’eren lod sig nationalisere som spanier og satte sig for at slå sig igennem til Barcelonas Dream Team via gode præstationer på klubbens B-hold.Sproget var ikke noget problem for Christiansen, som i modsætning til Ekelund hurtigt faldt til i Barcelona. Målene kom også hurtigt fra den farlige angribers fødder og fik altså landstræner Javier Clemente til at spærre øjnene op.”Da jeg så blev udtaget første gang, to år efter at jeg kom til landet, undrede det mig selvfølgelig lidt, for jeg spillede jo stadig kun for Barcelonas 2. hold. Og så alligevel undrede det mig ikke så meget. Barcelona modtog jo masser af tilbud på mig fra andre spanske klubber, der havde brug for mig på banen. Vi snakker om store klubber som Atletico Madrid, Sevilla, Deportivo og Valencia. De ville alle have mig, så jeg havde mulighed for at få førsteholdsfodbold andre steder, men Barcelona ville ikke sælge mig,” siger Thomas Christiansen.”I hvert fald forlangte de så meget for mig, at det var urealistisk med et salg.”Modtagelsen af holdkammeraterne i den spanske landholdslejr husker Thomas Christiansen som noget meget positivt.”Det gik fint. Jeg havde intet problem med at blive accepteret af de andre, selv om jeg måske ikke var “rigtig” spanier. De andre så mig bare som en spanier ligesom dem, nu da jeg havde statsborgerskabet og snakkede spansk. Publikum reagerede heldigvis på samme måde. Der blev aldrig råbt noget til mig om, at jeg ikke var spansk.”

Klokken fem er klokken fem!

Gennem årene er Thomas Christiansen da også begyndt at føle sig mere og mere spansk. Selvfølgelig gennem sit spanske ægteskab, men også fordi familien har opholdt sig mere i Spanien end i Danmark rent fysisk.

“Jeg håber, at jeg er blevet til en god kombination og har taget det bedste med mig fra begge kulturer. Fra Danmark har jeg taget forholdet til tidspunkter med mig. Hvis jeg har en aftale med en person en dag klokken fem, ja så forventer jeg, at vi mødes klokken fem og ikke hverken kvart over fem eller halv seks. Den tidssans prøver jeg også at give videre til mine børn, så de overholder deres aftaler,” griner Thomas Christiansen.Desværre kolliderer de danske tidsbegreber med den spanske kulturs forståelse af samme.”Hernede har de et udtryk, der hedder y pico [og lidt til] i forbindelse med tid. Man kan for eksempel aftale at mødes a las cinco y pico [klokken fem og lidt til] men det kan så både betyde fem minutter mere, en halv time, eller en time. Hvad som helst. Og spanierne tager sig ikke så nøje af, hvor lang tid ekstra, de mener. Nogle gange viser det sig så, at det er trafikken, der har holdt dem tilbage, mens man står og venter, men så kunne de da godt lide ringe og sige det undervejs.”Omvendt nyder Thomas Christiansen spaniernes meget mere afslappede livsstil.”Vejret betyder meget. Maden er god, og man tager sig god tid til at spise den. Desuden er Barcelona en fed by, og vi har ikke så langt til den herfra. Vi har bygget et hus ude ved kysten, cirka 70 kilometer nord for Barcelona.”Thomas Christiansen ankom tilbage i 1991 til et Barcelona under forvandling. Byen var ved at blive shinet gevaldigt op til OL året efter, og hele havnefronten gennemgik en grundig oprydning og fornyelse.Drømmen blev nu ikke opfyldt helt. Gennembruddet på førsteholdet kom aldrig. Thomas Christiansen nåede faktisk aldrig at spille en eneste kamp på Johan Cruyffs Dream Team, inden han ufrivilligt blev sendt på en odyssé af lejemål til mindre spanske klubber som Sporting Gijón, Osasuna og Racing Santander. “Det var ikke alle de hold, som praktiserede så god og offensiv fodbold som i Barcelona. De spillede nærmere anti-fodbold, de steder jeg kom hen. Det gjaldt også senere, da jeg skiftede permanent til Oviedo og derefter Villarreal. Det negative ved mine fodboldår i Spanien var, at jeg ikke var herre over min egen fremtid. Der var som sagt flere af de store klubber, som ville have mig, men Barcelona ville ikke lade mig komme dertil, fordi de var konkurrenter i ligaen.””Mit manglende gennembrud i Barcelona gør dog intet ved oplevelsen. Det var en stor oplevelse at være i klubben, og når man tænker på de spillere, jeg konkurrerede mod, er det heller ikke så mærkeligt, at jeg ikke var på holdet,” siger Thomas Christiansen.Udover Michael Laudrup rådede Barcelona i de år over angribere som Hristo Stoichkov, Romario og Julio Salinas, så pointen er klar nok.

Succes avler nationalfølelse

Før i tiden var det et stort problem for det spanske landshold, at spillerne holdt sammen i kliker, alt efter hvilken region de kom fra. Der manglede sammenhold på landsholdet, og da succeserne desuden udeblev ved slutrunderne, gik det ud over spillernes motivation i landsholdsdragten.

“Clemente forsøgte vel at gøre det til et mindre problem ved at udtage syv cataloniere og tre fra Madrid, men så blev dem i hovedstaden sure, fordi de ikke havde flere med,” siger Thomas Christiansen om perioden, han selv spillede.Fra dengang og til nu er der sket en stor forandring med landsholdet, observerer han.”Kvaliteten er først og fremmes steget. Spillerne er simpelthen bedre nu. Det hænger også sammen med udviklingen i fodboldspillet generelt. I dag er det de små, hurtige og boldsikre spillere, der dominerer fodbolden internationalt, og de typer har Spanien altid haft mange af. Før i tiden var spillet langsommere og mere fysisk, men nu er det de hurtigt tænkende spillere, der får succes.””Det så vi også til EM, hvor Spanien var klart det bedste hold og vandt. De har før spillet godt ved store slutrunder, men er så røget ud. Testen ved EM var mod Italien i kvartfinalen. Sådan en kamp ville de mange gange have tabt før, men her vandt de. Det har givet en selvforstærkende effekt. Jo bedre Spanien spiller, og jo bedre resultaterne er, desto større kredit får landsholdet i befolkningen, og desto mere prestige bliver der for spillerne i at være en del af succesen. Det gælder uanset hvilken region i landet, man kommer fra.””Hvem vil ikke gerne spille for Spanien? Hvem vil ikke gerne være en del af succesen nu? Spanien står over for at kunne blive verdensmester, og det vil enhver fodboldspiller gerne være.”I processen mod en større national enhed på fodboldfronten bliver nogle brodne kar dog hægtet af vognen. Som i tilfældet med den tidligere Barcelona-spiller Oleguer Presas, som blev indkaldt til en træningssamling med det spanske landshold i 2005 og efter lang tids overvejelser mødte op. Oleguer blev dog efter eget ønske ikke udtaget til nogen trup, da han ikke føler sig spansk, men catalansk. Oleguer har siden skrevet både en meget kontroversiel bog og artikel, hvor han langer ud efter den spanske stat og stiller spørgsmålstegn ved legitimiteten ved dens juridiske dømmekraft over for blandt andre baskiske nationalister i terrororganisationen ETA.”Men hans holdninger repræsenterer kun fem procent af befolkningen i Catalonien og Baskerlandet,” anslår Thomas Christiansen.

Skader kan spolere favoritværdighed

Som så mange andre anser Thomas Christiansen også Spanien som værende blandt de største favoritter til VM-titlen i Sydafrika. Det samme gør en stor del af den spanske befolkning, så landstræner Vicente del Bosque må jævnligt ud og dæmpe forventningerne gennem pressen.

“Alle vil gerne med op i vognen, når det går godt for Spanien. Det gælder også tilskuerne, som nu møder talstærkt op til Spaniens kampe. Men hvis det en dag lige pludselig ikke kører, så kan jeg også love dig for, at spanierne bliver bagkloge. Så er der pludselig mange ting, som træneren og spillerne kunne have gjort anderledes,” spår Thomas Christiansen.Han er bekymret for de skader til et par af nøglespillerne, som Spanien lige nu er ramt af.”Iniesta får en lang pause mod slutningen af sæsonen på grund af sin fiberskade. Han har været ramt af mange muskelskader i den her sæson på grund af overbelastning. I det hele taget er jeg lidt bekymret for landsholdets stamme af Barcelona-spillere, som nu for anden gang i træk har haft en meget lang sæson. De er igen med helt fremme i Champions League og har et hårdt sammenpresset program i La Liga,” siger Thomas Christiansen og henviser i midterforsvaret til Gerard Piqué og Carles Puyol, som både er det foretrukne tandem af Pep Guardiola og Vicente del Bosque.”Desuden spiller Xavi stort set hver gang for Barcelona og er hjernen der og på landsholdet.Helt fremme er den gal med Fernando Torres, som nu igen er blevet langtidsskadet for Liverpool og kun lige når at blive klar til VM, hvor han så vil mangle kampform.””Spanien hører stadig til blandt topfavoritterne – ikke mindst fordi at de har en fast stamme af spillere, som er spillet rigtig godt sammen og har en indstuderet spillestil, som har bevist, at den virker. Men jeg bliver også nødt til at nævne Italien, Argentina, Brasilien og Tyskland som klare kandidater til titlen,” slutter Thomas Christiansen.