Holdet over individualisten

"JEG SER, HVAD JEG KAN NÅ"

Sådan lød tirsdags-sms'en fra Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun blev bedt om at medbringe sit bud på et superhold til fodboldsnakken onsdag formiddag i det indre København, på en café i praktisk nærhed af Christiansborg.

Men da det kom til stykket lavede hun ikke bare et, men to hold. Et af SAS Liga- og danske landsholdsspillere og et med internationale stjerner, for den 30-årige politiker og Folketingsmedlem for Enhedslisten går op i det og nød at hun ikke var underlagt de samme begrænsninger som i Drømmeholds-konkurrencen, hvor der også er noget økonomi, der skal gå op.

Og før vi overhovedet havde sat os med kaffen ved bordet, havde hun allerede beskrevet udsigten fra Espanyols stadion på en bakketop i Barcelona med en fornemmelse af diktatoren Franco i luften og desuden ærgret sig over, at Parken ikke er rund på samme måde som det fantastiske Allianz-Arena i München.

Så der er ingen tvivl om fodboldinteressen hos Pernille Rosenkrantz-Theil, men til gengæld kan det undre, at hun med sit politiske ståsted på venstrefløjen holder med kapitalstærke FC København.

"Altså hvis man skal se sådan på det, så er Barcelona det eneste rigtige hold at holde med i Europa, for de har aldrig haft en sponsor på trøjen før i år, hvor de så vælger Unicef. Det er flot, men så politisk korrekt findes det vist kun i Barcelona. Men jeg bor tæt på Parken og har gjort det i 10-15 år, og så ville det da være mærkeligt at holde med et andet hold end FCK."

"Da jeg var lille, holdt jeg med KB, fordi det var min fars gamle fodboldklub, og derfor var jeg også ret gal over fusionen. Det er et sort kapitel, for på den måde er det ikke en rigtig klub længere, men Brøndby gik på den anden side på Børsen. Og for mig at se er fodbold først og fremmest et spil, som kan give én nogle superfede oplevelser med folk, man godt kan lide."

"Det er en god ting at samles om, og så giver den et fedt internationalt sprog. Man kan være sikker på, at hvis man bevæger sig et eller andet sted hen i verden, så kan man altid kan finde en fælles forståelse med andre ved at snakke fodbold," siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Og falder snakken på FCK-formand Flemming Østergaard falder der heller ikke politisk brænde ned.

"Ham sidder jeg i Mads & Monopolet med i radioen, og han er en flink fyr. Altså, jeg er ikke sikker på, at jeg ville være enig med ham i alle hans forretningsmæssige dispositioner, men jeg må sige, at han har overrasket mig positivt. Han er en god fyr, der som menneske reagerer rigtigt på de ting, vi bliver stillet overfor i Mads & Monopolet," siger hun og kan så ikke lade være med at tilføje:

"Men han er jo samtidig også symbolet på, at der er for mange penge og for lidt fodbold i fodbold."

Så Pernille Rosenkrantz-Theil dyrker fodbolden for spillets og for oplevelsernes skyld. Hun har aldrig købt merchandise fra sine favoritklubber, der udover FCK tæller Barcelona, Juventus (på grund af Laudrup), Inter ("prøv at sige hele navnet"), Liverpool ("en klub fra en god, gammel arbejderby") og Arsenal (fordi hun boede lige ved siden af Highbury i et år som studerende i London uden dog nogensinde at komme ind på den rigtige side af marmorhallerne, det var simpelt hen for dyrt), men hun rejser gerne ud i Europa for at opleve spillet.

"Det begynder tit med, at min mand og jeg tænker, at det kunne være fedt at tage en weekend til et eller andet sted, og så bliver det ret hurtigt dirigeret i retning af noget fodbold, for han går endnu mere op i det, end jeg gør. Og hvorfor skulle man ellers tage en forlænget weekend i München, hvis det ikke var fordi, der var Bayern-Juventus i Champions League, for magen til kedelig by skal man lede længe efter."

"Da vi var i Barcelona passede det desværre dårligt med at se dem, så vi snuppede Espanyol-Real Madrid i stedet for, men jeg håber da, at vi kan komme tilbage og se Barcelona. Det ville jeg gerne, også selv om det koster mange penge at komme ind, for det er noget helt speciel, intensiteten, oplevelsen, og så vil jeg gerne give det samme, som hvis man skulle på restaurant."

Og så får hun også lov til at se favoritspilleren over alle: Ronaldinho.

"Men jeg er tosset over, at Eto'o er skadet, for det skal ligesom være kombinationen af de to. Det kan godt være, at de har scoret mange mål alligevel, men teknisk og fodboldmæssigt er det sjovere, når de to er sammen. Jeg synes i hvert fald, det er en skandale med Gudjonsson. Han har slet ikke den nødvendige tekniske snilde. Der mangler alt det frække som Ronaldinho og Eto'o kan lave sammen. Han er simpelt hen ikke god nok."

"Jeg kan bedst lide når en rigtig god tekniker kan få det til at fungere med de spillere, der er omkring ham, og det er derfor, jeg så godt kan lide Ronaldinho. Den kombination af verdens dygtigste spiller, der er så dygtig, som han er og som kan få det til at fungere med holdet. Det var jo det, der glippede lidt med Michael Laudrup på landsholdet på et tidspunkt. Han var klasser over, men det, der gør en spiller rigtig god, er, hvis han kan få det til at fungere med sine medspillere, selv om de ikke er lige så gode. Der viser man virkelig stjernekvalitet."

"For fodbold er en holdsport. Der er 11 mand på banen, og det skal fungere, og på den måde er enkeltmandspræstationer uinteressante. Derfor har jeg også altid hadet Diego Maradona. Magen til selvisk, oppustet… Ja, ham kan jeg sige mange grimme ord om. Han havde simpelt hen ingen tanker for holdet. Det var rendyrket egoisme," siger Pernille Rosenkrantz-Theil, der dog alligevel har et blødt punkt for Michael Laudrup trods problemerne med landsholdet undervejs.

"Altså hvis man er i min generation og ikke har elsket Michael Laudrup, så ved jeg ikke hvad. Og når jeg siger min generation, så mener jeg den generation, der fik den første VM-oplevelse med VM i Mexico i 1986. Jeg kan tydeligt huske det. Det var virkelig en familiebegivenhed, hvor man fik lov til at være længe oppe. Der blev båret madrasser ind foran fjernsynet, og så kunne man ligge der om natten og se fodbold fra et helt andet sted meget langt væk. Jeg var ni år gammel og det var stort," husker Pernille Rosenkrantz-Theil.

Fodbolden har altid været der i hendes liv. Både faderen og storebroderen var interesseret, og der stod hele tiden mål i haven i Korsør, så det var bare en naturlig del.

"Et af mine første fodboldminder er fra EM i 1984, da Danmark vandt 5-0 over Jugoslavien, og jeg forstod, at det var vigtigt for mig at huske, hvem der scorede, hvornår de gjorde det, og hvordan målet var i forhold til snakken i skolegården. Det var også omkring fodbold, at jeg for alvor opdagede det her med de to køn, for pludselig var der nogen, der synes, det var mærkeligt, at jeg gik op i fodbold, og at jeg selv spillede det. Det havde jeg aldrig skænket en tanke," siger Pernille Rosenkrantz-Theil, der selv var aktiv på banen som venstre back frem til syvende-ottende klasse, hvor volleyball overtog tiden til sport.

I dag er formen for dårlig til kamp i Fælledparken (siger hun selv), men fodbolden er der meget af tiden. For det er ikke kun politiske og samfundsmæssige emner, hun læser om i aviserne på nettet. Fodboldhistorierne får også et klik, og derhjemme er der tit fodbold på fjernsynet.

"Det kører rigtig mange timer, men det er ikke så koncentreret. Man sidder og arbejder, og så går man måske lige ind og kigger, hvis der bliver scoret et mål. Men et par gange om ugen sætter jeg mig da ned og ser en kamp, som jeg på forhånd har bestemt mig for. Det kan være de afgørende danske kampe, eller det kan være Champions League. Problemet er bare, at hvis man ser for meget Champions League, så kommer SAS Ligaen nærmest til at køre i slow motion," siger Pernille Rosenkrantz-Theil, der også går i Parken, så tit hun har tid til det, både for at se FCK og landsholdet.

På et tidspunkt indtog hun endda talerstolen i Folketinget iklædt en klassisk klaphat, men det var nu ikke for at støtte Morten Olsen og kompagni.

"Nej, det var fordi Dansk Folkeparti havde stillet et tåbeligt forslag om, at kulturel hovedbeklædning skulle forbydes, og så tog vi et udvalg af hatte med for at spørge mere konkret ind til forslaget. Skulle klaphatten for eksempel forbydes? Men det var ikke min hat," siger politikeren, der sidst var til landskamp, da Danmark og Nordirland spillede 0-0.

Det var ikke nogen særlig mindeværdig kamp, men hun har også set en del i Parken og var med helt tilbage i midten af firserne, da det også blev til en ordentlig forskrækkelse.

"Dengang i den gamle Idrætsparken, der stod man ligesom i en halvcirkel omkring indgangene ind til tribunen, og jeg kan huske, hvordan mængden bare pressede, da døren blev åbnet. Jeg blev simpelt hen hevet af helvede til, for jeg var bare en lille splint, men heldigvis var der en, der fik fat i min rygsæk, før jeg gik helt under. Det var meget uhyggeligt, og jeg kan stadig huske den fornemmelse. Og så kom branden i Bradford og Heysel lige efter. Det var grusomt," siger hun.

Men fodbolden har givet langt flest plusser i livet og blev også brugt, da Pernille Rosenkrantz-Theil måtte trække det politiske stik ud et år og sygemelde sig på grund af stress oparbejdet gennem flere år med arbejdsuger på 60-80 timer.

"Ja, de første tre måneder, hvor jeg ikke kunne ret meget andet end at ligge på sofaen, der blev godt nok set nogle fodboldkampe. Helt op til 10 om ugen, og jeg fik også væsentlig mere tid til at spille på nettet. Og jeg så det meste, hvilket også kan være ret sjovt nogle gange, når man bare sætter sig og ser, hvad der sker uden at vide en hel masse på forhånd.

Men ellers ved hun en del om fodbold, og som på alle andre arbejdspladser er det også et godt samtaleemne på Christiansborg og i bredere politiker-kredse. Blandt andet snakker hun med partifællen Mikkel Warming, der er socialborgmester i København og stor Brøndby-fan, så her har Pernille Rosenkrantz-Theil fordel for tiden, også selv om hun aldrig fik billetter til Champions League-kampene, men måtte nøjes med tv-oplevelsen.

"Jeg kan godt lide Tobias Linderoth og Marcus Allbäck. Den sidste fordi man jo altid godt kan lide en målscorer, og så er han i særklasse ham, der har givet mig flest point på mit drømmehold. Men mit favorit-FCK'er er nok Michael Gravgaard, for han er unik på den måde, at han kan andet end at være forsvarsspiller."

"Han kan også sættes helt frem, og derfor giver han nærmest FCK en udskiftning ekstra. Det er specielt, og det er sjældent, at man ser det i SAS Ligaen. Som regel ryger den slags hurtigt til udlandet."

Og det leder så igen over til den der med de enorme summer i fodboldverdenen.

"Jo, selvfølgelig er det pisseirriterende, at der er så mange penge i fodbold. Det er unødvendigt, og jeg kan da sagtens blive moralsk forarget, men det får mig altså ikke til at slukke for det," slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.

FAVORITHOLDET

Sådan ser Pernille Rosenkrantz-Theils internationale favoritter ud

Jens Lehmann (Arsenal) Emmanuel Eboué (Arsenal), Daniel Agger (Liverpool), Fabio Cannavaro (Real Madrid), Carles Puyol (Barcelona) Lionel Messi (Barcelona), Frank Lampard (Chelsea), Steven Gerrard (Liverpool) Thierry Henry (Arsenal), Samuel Eto'o (Barcelona), Ronaldinho (Barcelona)

"Det kan godt være, at Daniel Agger ikke er helt god nok til sådan et hold endnu, men jeg synes, han skal derind alligevel. Omkring Fabio Cannavaro så er jeg på ingen måde fan af Italien, men de vandt mig over lidt på trods under VM, og jeg synes, at han er fantastisk cool. Der er noget Zidane over ham, hvis man lige ser bort fra franskmandens skalle i VM-finalen. Det ærgrede mig rigtig meget, også fordi man altid vil nævne det først, når man fremover skal snakke om Zidane. Endelig ville jeg også gerne have haft Didier Drogba med, men en Chelsea-spiller må være nok." (pyndten)