Hver dag frem mod 24 december bringer vi det bedste fra Tipsbladet Print 2015.
Historier, interviews, features og fokus med høj kvalitet – leveret med hjerte og indsigt.
Køb Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet – gør det online her
I dag, 17. december bliver der set tilbage på danske holds europæiske møder med det hold, der senere i samme sæson har hævet pokalen i enten Europa Cup eller Champions League. Det er nostalgi og fremragende øjenvidne-beretninger, der tåler at blive fremhævet.
Læs eller genlæs historien, der første gang blev bragt i Tipsbladet. 5. juni 2015:
DANSKE BUMP PÅ VEJEN MOD STORHED
Lørdag aften sker det igen. For 60. gang kåres en vinder af Europa Cuppen eller Champions League, og endnu et hold udødeliggøres i fodbold-Europas store panteon. Derinde finder man allerede adskillige historiske mandskaber, som for længst er blevet myter og legender. Men nogle af dem har vi her i landet en unik indgangsvinkel til.
Otte gange er det sket, at en dansk deltager i Europas fineste klubturnering har mødt et hold, der samme sæson vandt det hele. Endnu er det ikke lykkedes for et dansk hold at vinde en af disse kampe, men til gengæld har de været vidne til europæisk fodboldhistorie, mens den fandt sted. Med hjælp fra en spiller fra hvert af disse hold kigger Tipsbladet tilbage på legendernes danske modstandere.
" TAK FOR KAFFE," SAGDE AMATØRERNE – Bruno Jensen – 77 år
1961 -AGF-Benfica
I de tidlige år var AGF den hyppigste danske repræsentant i Europa Cuppen.
Århusianerne deltog i fire af de første seks turneringer, og efter at have mødt finalisten Stade de Reims i 1955, fik AGF endnu hårdere i modstand nogle år senere.
I tresserne vandt Benfica turneringen to gange og nåede yderligere tre finaler, og på vej mod den første triumf i 1960-61 slog portugiserne AGF ud i kvartfinalen.
Den første kamp i Portugal vandt hjemmeholdet med 3-1, men alligevel mødte 22.500 tilskuere op til returkampen, og AGF havde et reelt håb om at slå de sydeuropæiske modstandere.
Det håb blev dog dræbt allerede efter ét minut og 40 sekunder, da Benfica bragte sig foran, og reelt var danskerne chanceløse i en kamp, der sluttede 1-4.
" På det tidspunkt var vi så super amatører, som man kunne være. Vi skulle hjem og spille efter måske 10 timers arbejde, mens de havde haft fri og kunne hvile ud," fortæller Bruno Jensen, der spillede begge kampe for AGF.
" På det tidspunkt trænede vi i halvanden time to gange om ugen, og så kom der der sådan nogle fuldtidsprofessionelle spillere.. De sprang højere, de kunne lægge bolden betydeligt bedre død, end vi kunne, og de havde et bedre overblik."
" De var fantastiske til at spille sammen i forhold til os. Samtidig var de lynhurtige. Jeg har et billede af John Amdisen og mig, der er på vej op for at heade, og der kommer målmanden rygende på tværs henover os."
"De var bedre atleter end os. De var gennemgående en klasse eller tre bedre, men jeg synes sådan set, at vi kunne være kampen bekendt. Vi havde da også chancer til mål, men de havde også en eventyrligt god målmand. Selv om vi havde Henry From på mål, var det en anden kaliber i den anden ende. Det må vi indrømme.
Til sidst sad publikum faktisk og klappede af dem. Man var ikke vant til at se den form for fodbold; den lethed og elegance," siger Bruno Jensen, der trods nederlaget mindes en god stemning på stadion.
" Det var en fest uden lige, for der var en hulens masse tilskuere. Der var stillet stole og bænke op på cindersbanen, hvor atletikken normalt holdt til, så alle folk kunne være der," siger den tidligere AGF'er om kampen, som man kunne købe sig adgang til for fire kroner – en noget andet pris, end man i dag skal slippe for at komme til fodbold i Århus.
" Ja, og jeg vil næsten påstå, at vi spillede bedre dengang end i dag," griner Bruno Jensen.
Også mellem spillerne var der god stemning.
Benfica-truppen var rejst til Danmark fire dage før kampen, og de brugte noget af ventetiden på at aflægge de skadede AGF'ere Aage Rou Jensen og Erik Christensen et visit på hospitalet samt besøge modstandernes arbejdspladser, blandt andet det monteringsværksted på havnen, hvor Bruno Jensen havde job.
" Der sad vi så og arbejdede, mens de gik rundt og kiggede. De var sådan set lidt forbavsede over, at vi arbejdede. Det var meget skægt."
Efter kampen i Århus var der banket på Hotel Royal, hvor ledere og spillere fra begge hold kunne nyde en fireretters menu bestående af hønsekødssuppe, andesteg med kompot, osteanretning og romfromage med kirsebærsauce.
Desuden fik danskerne gaver af deres portugisiske modstandere.
" Der var en hyggelig stemning, og det var nogle utroligt flinke fyre. Det var begrænset, hvad vi kunne snakke med dem om, men vi fik hver et pund kaffe af dem. Nogle af spillerne måtte hen og have det lidt mere brændt, end det var i forvejen," siger Bruno Jensen om en kaffe, der ikke smagte af nok.
Danskernes overmænd slog i semifinalen Rapid Wien og i finalen FC Barcelona som begyndelsen til et årti, hvor Benfica dominerede europæisk fodbold. I Århus fik AGF's spillere lov til at møde en af årsagerne, selv om han endnu ikke havde fået sin spilletilladelse på plads efter skiftet fra Mozambique-klubben Sporting Clube de Lourenço Marques.
" De havde en gut med, som ikke spillede, men som var med for at lære holdet at kende, fordi de regnede med, han ville blive en helt fantastisk spiller hen ad vejen. Der må vi sige, at deres forhåbninger gik i opfyldelse. Han hed Eusébio.".
EUROPA CUPPEN 1961-62 – KVARTFINALE
8. marts 1961 klokken 22.30 SL Benfica-AGF 3-1 (1-0)
1-0: José Águas (20.)
1-0: José Águas (20.)
2-0: José Augusto (49.) (straffe)
2-1: John Amdisen (51.)
3-1: José Águas (58.)
65.000 tilskuere på Estádio da Luz i Lissabon
30. marts 1961 klokken 13.30 AGF-SL Benfica 1-4 (0-3)
0-1: José Augusto (1.)
0-2: José Águas (23.)
0-3: José Augusto (43.)
1-3: John Jensen (75.)
1-4: Santana (76.)
22.500 tilskuere på Århus Stadion i Århus
LIVERPOOLS LYS – Hans Peter Utoft – 59 år
1983 – OB-Liverpool
OB-holdet på et halvtomt Anfield i 1983. Hans Peter Utoft sidder ved Lars Høghs venstre side.
FSjældent har en klub domineret Europa Cuppen, som Liverpool FC gjorde dengang i slutningen af halvfjerdserne og starten af firserne. Fire sejre i fem finaler blev det til, og klubben manifesterede sig selv som en af verdens allerstørste.
Det var den allerede i forvejen for den senere OB-forsvarer Hans Peter Utoft. Da han som dreng voksede op i Egtved, holdt man enten med Liverpool og Manchester United. Han valgte holdet fra Merseyside, og derfor var det stort, da han nogle år efter at være skiftet til OB fra Danmarksserie-klubben Tønder skulle op mod idolerne fra Anfield. Det var en ganske særlig kamp for forsvarsspilleren Hans Peter Utoft, for resten af spillertruppen og for hele Odense.
" Det var stort. Det var rigtigt stort. Turneringskampene op til var præget af, at vi helst ikke ville blive skadet. Der var medier på til træning i ugerne op til, og det var nærmest en folkefest i Odense. Odense er i den sammenhæng kun en lille landsby. Når vi kom op gennem byen, kendte alle os: " Øj, bliver det ikke spændende?"" husker Hans Peter Utoft.
OB-træner Richard Møller Nielsen forberedte sit hold grundigt. Spillerne blev detaljeret instrueret i deres direkte modstandere, og der var ekstra springtræning til de mindste spillere, så de var klar til at tage kampen op med de fysisk stærke englændere. Kampen i Odense blev dog lidt af en fuser. Liverpool vandt 1-0 på et mål af Kenny Dalglish, og efter kampen kritiserede backen Phil Neal fynboerne for at spille defensivt og ødelægge underholdningen.
OB havde ganske rigtigt en defensiv taktik, husker Hans Peter Utoft, men heller ikke Liverpool spillede sig ud.
" Det kan meget vel have været sådan, at Liverpool ikke spillede op til deres allerbedste, så de havde lidt at spille for derhjemme og kunne trække nogle tilskuere. Det var der meget snak om i de Europa Cup-kampe. På udebane tog de store hold det stille og roligt, og så gik de rigtigt til den på hjemmebane for at vise sig frem for publikum." To uger senere skulle returkampen spilles, og for OB'erne var det en stor oplevelse at gæste Anfield, som Hans Peter Utoft kalder " et mekka".
" Det var et rigtigt fodboldstadion. Når man stod ved sidelinjen, kunne man se, at banen var 50 centimeter højere inde på midten, så al vandet kunne løbe fra. Det var bygget på en helt speciel måde. Og så det flotte lys, der var noget bedre end det, der var i Odense." Der kom cirka 15.000 tilskuere, som fortrinsvis var samlet på endetribunen The Kop, og de fik en storsejr til yndlingene. 5-0 vandt Liverpool.
" De var gode til positionsspillet og de var fysisk overlegne. Det var for eksempel tydeligt, at deres vægt var større end vores. De havde trænet mere i vægtlokalet, end vi havde – det brugte vi ikke så meget tid på dengang. Deres tekniske færdigheder, deres kombinationsspil og fysikken var helt klart noget, der skinnede igennem," siger Hans Peter Utoft, der i første opgør havde haft oplevelsen af at skulle dække Ian Rush op.
" Der var ingen kommunikation, hvilket man nogle gange har med en modstander. Han var fuldt ud koncentreret hele vejen igennem, virkelig den professionelle fodboldspiller.
Han var lynhurtig, og han havde næse for at være på de rigtige steder. Hvor vi nogle gange forventede, at han ville bevæge sig i en bestemt retning, blev han bare stående og afventede, og så pludselig kom rykket."
Liverpool gik hen og vandt turneringen med finalesejr over Roma i Rom, og Hans Peter Utofts særlige forhold til klubben levede videre. I hjemmet i Morud på Fyn har han Ian Rushs kamptrøje, og i sin kælder har han indrettet et fodboldhjørne, hvor der blandt andet hænger en Liverpool-vimpel, et mindesglas fra opgøret og et holdbillede fra Anfield.
" De kampe var lærerige. Hver gang vi har haft svære kampe, hver gang vi har været i udlandet og spille, har vi lagt et lag ovenpå vores menneskelighed og på vores evner til at gå ind i nye situationer og vise kampgejst. Det skal Richard Møller også have stor cadeau for. Det var fedt at spille mod dem. Det var rigtigt lækkert," siger Hans Peter Utoft.
EUROPA CUPPEN 1983-84 – 1. RUNDE
14. september 1983 klokken 20.00 OB-Liverpool FC 0-1 (0-1)
0-1: Kenny Dalglish (15.)
26.000 tilskuere på Odense Stadion i Odense
28. september 1983 klokken 20.30 Liverpool FC-OB 5-0 (3-0)
1-0: Michael Robinson (15.)
2-0: Kenny Dalglish (33.)
3-0: Kenny Dalglish (40.)
4-0: Frank Clausen (65.) (selvmål)
5-0: Michael Robinson (70.)
15.000 tilskuere på Anfield i Liverpool
LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE
MØDET MED ØSTEUROPA – Julian Barnett – 56 år
1985 – Vejle-Steaua Bukarest
V ejle Boldklub er det danske hold, som har været tættest på at slå en Europa Cup-vinder. Der manglede kun 90 sekunder af 1. runde-kampen mellem VB og Steaua Bukarest i september 1985, da Marin Radu headede et forlænget hjørnespark i nettet og udlignede Vejles 1-0-føring – et slag i ansigtet på vejlenserne, som havde håbet på et godt resultat inden turen til Rumænien.
" Vejle Boldklub havde været kendt for at spille Europa og havde mødt store hold. For enhver klub handlede det om at gøre det så godt som muligt. Vi var skuffede efter kampen, for vi mente, at vi havde fortjent at vinde og have et godt udgangspunkt. Vi havde en ide om, at vi skulle en runde videre," siger Julian Barnett, Vejles målscorer fra 1-1-kampen i Nørreskoven.
Det var også stemningen dengang i 1985.
" Havde vi holdt vores forspring, ville jeg have betegnet vore muligheder for at nå anden runde som værende 70 procent. Med dette resultat tør jeg ikke sætte procenter på," udtalte Vejle-spilleren Knud Herbert Sørensen til Ekstra Bladet.
For man vidste, at der ventede en svær retur for et ungt Vejle-hold, der var suppleret med enkelte veteraner, blandt andre Allan Simonsen. Dengang regerede Nicolae Ceausescu med hård hånd, og mødet med Østeuropa var et kulturchok for danskerne.
" Jeg kan tydeligt huske omgivelserne i Bukarest. Det var skrækkeligt. Strømmen gik, når man stod i elevatoren. Det var sparetider dernede, så pludselig kunne man stå i mørke. Vi boede ikke i slum, for klubben havde fundet et fint hotel. Men når man kom udenfor, mærkede man det med det samme. Vi fik at vide, at hvis vi skulle veksle penge, skulle vi ikke gøre det på gaden, for man kunne risikere at få falske penge."
" Da vi kom ind på stadion, var der hegn hele vejen rundt om. Det havde jeg ikke oplevet før. Jeg havde også spillet i England, men det med indhegningen forskrækkede lidt. Jeg husker også de militærfolk, som stod uden for banen," siger Julian Barnett, der tydeligt mindes, hvordan de grønne og sorte militærfarver dominerede stadion.
Mødet med en hårdere kultur havde en negativ indflydelse på Vejle-holdet.
" Det tror jeg nok, det havde for nogle af os. De erfarne havde prøvet det, men for os unge var det en usikker verden. I Danmark kunne man spille foran 10-15.000 tilskuere uden hegn, men her var det som at være i et bur. Det var som de gamle dages gladiatorer, hvor vi var inde i midten, mens tilskuerne ville have vores hoveder. Det var nok ikke helt så barsk, men sådan føltes det," siger Julian Barnett.
Allan Simonsen gav holdet lidt håb med en scoring i slutningen af første halvleg, men rumænerne var for stærke og vandt 4-1.
Steaua var da også et fremragende hjemmehold.
Det blev kun til én udesejr i hele turneringen, men til gengæld endte de fire hjemmekampe med en samlet målscore på 11-2, hvilket var med til at bringe holdet hele vejen i finalen. Her ventede Barcelona, som blev besejret i en berømt straffesparkskonkurrence, hvor spanierne brændte alle fire forsøg.
" Det var et teknisk godt hold. Det var lige som at se DDR med maskinelle spillere. De vidste hele tiden, hvor de skulle være. Selvfølgelig trænede vi også taktisk, men de var på et højere plan end os. Det var svært for os. Deres hjemmebane var deres, og der var ikke nogen, som skulle komme og få noget med hjem derfra," siger Julian Barnett, der dog ikke regnede Steaua som en potentiel vinder af Europa Cuppen, da Vejle mødte det rumænske hold.
" Nej, det gjorde man ikke. Det var ikke sådan, at vi var bange for dem. Vi vidste, at vi var underdogs, men vi gik ind til kampen for at gå videre. Når man tænker tilbage, tænker man " hold da kæft, de blev europamestre. Hvis vi kunne spille 1-1 mod dem, må vi have gjort noget godt – selv om vi fik smask i den anden kamp." Jeg har stadig minder, for det er en af kampe, jeg kan snakke med børn og børnebørn om. " Far/ bedstefar har spillet i den gamle Champions League, Europa Cuppen." Det er noget, jeg tænker på med et smil.".
EUROPA CUPPEN 1985-86 – 1. RUNDE
18. september 1985 klokken 19.00 Vejle Boldklub-Steaua Bukarest 1-1 (0-0)
1-0: Julian Barnett (60.)
1-1: Marin Radu (88.)
4500 tilskuere på Vejle Stadion i Vejle
2. oktober 1985 klokken 14.30 Steaua Bukarest-Vejle Boldklub 4-1 (2-1)
1-0: Victor Piturca (8.)
2-0: Lászlo Bölöni (33.)
2-1: Allan Simonsen (37.)
3-1: Gabi Balint (51.)
4-1: Tudorel Stoica (73.)
28.000 tilskuere på Stadionul Steaua i Bukarest
FRA ESTÁDIO DAS ANTAS TIL NYA ULLEVI – Bjarne Jensen – 56 år
1987 – Brøndby-Porto
E fter mesterskabet i 1985 debuterede Brøndbys stærke firserhold i Europa Cuppen året efter, og klubben fra Vestegnen kom godt fra start i det, der skulle blive en flot periode i europæisk fodbold. Brøndby lagde ud med at besejre Budapest Honvéd og Dynamo Berlin og kvalificerede sig dermed til kvartfinalen mod Porto i foråret 1987. For spillerne betød det meget.
" Vi havde før været med i Toto Cuppen, og nu følte vi virkelig, at vi skulle ud og prøve at spille mod de store hold. Det var også en gulerod før foråret. Det gjorde, at vi var ekstra tændte og motiverede i vintertræningen," siger Brøndbys kamprekordholder og daværende højre back Bjarne Jensen.
Af datidens aviser fremgår det, at Brøndby havde ambitioner om at slå Porto ud og som minimun nå til semifinalen, og Bjarne Jensen bekræfter, at det var målet.
" Hver gang, vi stillede op, troede vi på egne evner. Vi var godt klar over, at de havde flere tilskuere og bedre økonomi, men vi troede på vores koncept; vi troede på presfodbolden," siger Bjarne Jensen om et Brøndby-hold, der havde genpres som et vigtigt redskab og fysikken til at få succes med den spillestil.
" Vi havde en fysik, der matchede et hvilket som helst storhold i Europa. Hele træningsmiljøet var så sundt, så sundt. Vi havde nultolerance i selv de mindste øvelser.
Hvis vi løb i skoven eller på stranden, og en af midtbanespillerne lå og rodede i midten, fik han at vide, at det ikke kunne være rigtigt, og at han skulle ligge mellem de fem første. Vi elskede at løbe om kap, uanset om det var 3000-, 100-eller 20-meter-løb."
Nu skulle fysikken så prøves mod et af Europas store hold. Den første kamp blev spillet i Portugal.
" Der var så mange tilskuere, at vi kørte til stadion med politieskorte. Der var 70.000, men det var et gammelt stadion, sådan lidt østeuropæisk med træbænke på tribunen. Jeg var faktisk lidt skuffet, for lyden gik opad, så det virkede ikke så voldsomt med tilskuerne," siger Bjarne Jensen om Estádio Das Antas.
Porto var bedst, mens Brøndby spillede defensivt for at få et resultat. Kampen sluttede 1-0 til hjemmeholdet, og målet blev scoret af algeriske Rabah Madjer. Det var ham, der senere scorede med hælen i finalen mod Bayern München, og ifølge Bjarne Jensen var han holdets bedste.
" De havde en kæmpestjerne i Madjer. Han var en individualist og en teknisk begavelse. Han var en bevægelig 10' er, og han var deres vigtigste spiller. Han var en moderne spiller, for lige før han kom til, var 10' erne, for eksempel Platini, lidt mere stationære. Madjer tilførte rollen en ekstra dimension. Det var Porto som i dag: Et godt fodboldhold, godt organiseret og med god teknik"
Selv om Danmarksturneringen først startede 4. april 1987, blev Brøndbys returkamp mod Porto to uger forinden en tæt affære.
En kold dansk forårsaften dannede ramme om opgøret i Idrætsparken, hvor Brøndby bragte sig foran 1-0 på mål Per Steffensen, inden et farligt boldtab af Henrik Jensen et kvarter før tid gav portugiserne en omstilling, som Juary sparkede i mål i det korte hjørne. Dermed gik Porto videre og mødte efterfølgende Dynamo Kiev og Bayern München på vej mod turneringssejren, mens Brøndby havde fået den første smag af det store Europa.
Senere skulle det blive til meget mere.
Klubben nåede semifinalen i UEFA Cuppen i 1991, og to af spillerne fra ' 87-holdet, Brian Laudrup og Peter Schmeichel, vandt senere Champions League. De to samt fire andre spillere fra kampene mod Porto var også med, da Danmark i 1992 vandt EM, og ifølge Bjarne Jensen var det slet ikke tilfældigt.
" Vi fik endnu mere selvtillid og tro på, at vi på et tidspunkt kunne skabe noget stort. Den erfaring kom os senere til gode, så vi kom i en UEFA Cup-semifinale, og den semifinale var med til at gøre, at Danmark vandt EM. Når man er der i det moment, siger en elitesportsmand til sig selv, at næste gang skal han gøre det endnu bedre. Inde i sit hoved sætter han sig nye mål."
"Det var ikke kun én mand eller træneren, det var hele mængden. Der var nogle synergier på det hold, som er svære at forklare, men de gjorde, at vi kunne udvikle os.".
EUROPA CUPPEN 1986-97 – KVARTFINALE
4. marts 1987 klokken 22.30 Porto-Brøndby 1-0 (0-0)
1-0: Rabah Madjer (71.)
70.000 tilskuere på Estádio das Antas i Porto
18. marts 1987 klokken 19.00 Brøndby-Porto 1-1 (1-0)
1-0: Per Steffensen (36.)
1-1: Juary (74.)
22.000 tilskuere i Idrætsparken i København
LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE
PÅ UDEBANE I PARKEN – Michael Giolbas – 44 år
1993 – FC København-Milan
Det var bestemt en oplevelse af de mere særprægede for FC Københavns spillere, da AC Milan i 1993 kom på besøg i Parken og spillede kvalifikation til Champions League-gruppespillet. For det første vandt gæsterne med 6-0, hvilket stadig er FCK's største nederlag, og desuden jublede størstedelen af stadion over den store udesejr.
FC København var bare et år gammel og havde endnu ikke en etableret klubkultur, og samtidig var Milan en europæisk klub i megaklassen med sejre i Europa Cuppen i både 1989 og 1990 samt en finaleplads i 1993. FC København havde markedsført kampen med plakater i Milans røde og sorte farver og et billede af klubbens danske spiller Brian Laudrup. Da kampen var i gang, tiljublede tilskuerne Milans afleveringer med olé-råb, og stadionspeakeren opfordrede endda til bølge i slutminutterne.
" Det er det værste, jeg har oplevet som spiller. Det var både pinligt og skandaløst, at ens hjemmepublikum faldt sit hold i ryggen," sagde midtbanespilleren Iørn Uldbjerg sidste år til FC Københavns kampprogram.
Hans daværende midtbanekollega Michael Giolbas husker godt, hvordan tilskuerne reagerede på kampen.
" Halvdelen eller mere af Parken var kommet for at se Milan. Og efter et kvarter holdt hele Parken med dem. Det var lidt som at være på udebane. Det var ikke så fedt, men omvendt var der fuldt hus, og stemningen var fantastisk. Man løber mere og tænker på alt muligt andet, end hvordan publikum reagerer. Bagefter var det måske ikke så rart, at vi blev gjort til grin, og det bliver man endnu mere, når publikum holder med de andre, men det var af respekt for et fantastisk hold," siger Michael Giolbas.
Og at Milan var ret fantastiske viste de i Parken, hvor de førte 3-0 efter et kvarter efter en scoring af Jean-Pierre Papin og to af Marco Simone.
" På det tidspunkt var italiensk fodbold noget af det bedste i Europa. Det var et hurtigt spil, og de løb hele tiden. De var både teknisk og fysisk langt foran vores niveau.
Det var trods alt den spæde start med fuldtidsprofessionalisme og træning maks fem gange om ugen. Vi var oppe mod et hold, som nok trænede det dobbelte, og de var oven i købet Europas bedste boldspillere. Så der var en verden til forskel."
" Man får et andet perspektiv på sådan et fodboldhold, når man møder det. Det kan godt være, man kan se i fjernsynet, de er dygtige, men man sidder altid og tænker, de skulle have gjort noget andet, end det de gør. I virkeligheden tænker de enormt hurtigt, når man står over for dem. Det var på daværende tidspunkt en af de helt store forskelle – de var hurtigere i tanke, handling og teknik."
" Jeg spillede meget over for Albertini, som på daværende tidspunkt også var landsholdsspiller. Han var lidt en boldflytter på deres hold, men når man spillede over for ham, kunne man se, at han var langt bedre end os. Selv en spiller, som man regnede som fyld på det Milan-hold, var dygtig – meget dygtigere end hvad vi var vant til," husker den daværende FCK-midtbanespiller.
Det gik bedre i returkampen.
De danske mestre fik en stor oplevelse ud af at spille på San Siro, selv om der kom bare 6000 tilskuere, og denne gang slap de med et nederlag på 1-0. En lille oprejsning – men ikke mere end det.
" I virkeligheden ved man jo, hvordan sådan et hold spiller. De havde afgjort det, og de skulle bare have 90 minutter til at gå. Men til forskel fra for eksempel at have tabt 5-0, var det okay. Havde de villet det, var det sådan, det var blevet. Vi holdt vores taktik, og vi kunne ikke gøre andet. Taktikken var bare at forsvare hele vejen igennem for ikke at få en ordentlig røvfuld."
Italienerne gik ubesejrede gennem turneringen, inden det sluttede med en finale, hvor starthalvfemsernes to storhold mødtes: Milan mod Johan Cruyffs Barcelona-Dream Deam. Catalonierne var favoritter, men i en magtdemonstration i Athen vandt Milan med 4-0. Da Michael Giolbas bliver mindet om det resultat, konstaterer han tørt.
" Ja, så klarede vi det jo faktisk meget godt…".
CHAMPIONS LEAGUE 1993-94 – 2. KVALIFIKATIONSRUNDE
20. oktober 1993 klokken 20.15 FC København-AC Milan 0-6 (0-4)
0-1: Jean-Pierre Papin (1.)
0-2: Marco Simone (5.)
0-3: Marco Simone (15.)
0-4: Brian Laudrup (44.)
0-5: Alessandro Orlando (60.)
0-6: Jean-Pierre Papin (72.)
34.285 tilskuere i Parken i København
3. november 1993 klokken 20.30 AC Milan-FC København 1-0 (1-0)
1-0: Jean-Pierre Papin (44.)
6787 tilskuere på San Siro i Milano
YDMYGELSER OG OPLEVELSER – Allan Ravn – 41 år
1998 – Brøndby-Manchester United
Da Brøndby i 1998 for første gang skulle deltage i Champions League-gruppespillet, jublede mange over megalodtrækningen FC Barcelona, Manchester United og Bayern München. Det var enorme modstandere, der kunne fylde stadion, og der ventede store oplevelser. Men Allan Ravn var ikke glad.
" Jeg udtrykte min åbenhjertige ærgrelse over den pulje. Problemet var, at vi på det tidspunkt havde et rigtigt stærkt hold. Havde vi fået en bedre lodtrækning og havde haft Vorherre og noget held med i sprøjten, havde vi måske kunnet gøre en forskel. Men allerede da vi så lodtrækningen, vidste vi, at vi ville blive prügelknabe, så jeg var ganske utilfreds," siger Allan Ravn.
Brøndby leverede en stor overraskelse i første runde ved at slå Bayern München takket være et drømmemål af netop Ravn, men da Manchester United en måned senere kom til Danmark, blev kampen en helt anden.
" Vi vidste, vi ville få alvorlige problemer. Vi havde også mødt dem i en træningskamp om sommeren, hvor vi var blevet blæst ud og havde tabt 6-0. Manchester var klart det bedste hold i puljen – uden sammenligning," siger Allan Ravn.
Englænderne vandt 6-2, og midtbanespilleren husker en lidt special atmosfære den oktoberaften i Parken, hvor Brøndby til lejligheden spillede sine hjemmekampe.
" Uden sammenligning i øvrigt var der lidt samme stemning, som når vi med Brøndby turnerede rundt i Jylland og spillede sommerkampe mod seriehold. Der var måske 5000- 10.000 tilskuere til de kampe, og de holdt selvfølgelig med deres lokale hold, men de holdt også med Brøndby. Der var en hyggeagtig stemning, og sådan husker jeg det også fra Parken. Ingen var rigtigt sure."
Nederlaget i København var ikke sjovt, men det blev værre på Old Trafford to uger senere. 5-0 vandt Manchester United i en kamp, hvor de totalt overlegne englændere førte 3-0 efter et kvarter.
" Det var uden sammenligning det værste, jeg har prøvet i mit liv som fodboldspiller. Det var den totale, professionelle ydmygelse. Inden kampen blev banen lige vandet. Men det var i november, og der var let frost i luften. Så toppen af græsstråene var en lille smule iset til. Hvis man kan huske, hvor hurtigt United dengang spillede, kan man selv putte en isbane oveni."
" De kunne bryde over kanterne med afsindig hastighed, især på venstrekanten, og samtidig var de meget pasningssikre. Og så spillede de i et meget højt tempo. 90 procent af deres bolde gik fremad, så man var konstant under pres, og de var præcise, dygtige, hurtige, energiske.
Der var ikke noget at gøre," siger Allan Ravn, der på et hold fyldt med superstjerner som Schmeichel, Ryan Giggs, David Beckham og angrebsduoen Yorke og Cole hæftede sig mest ved den centrale midtbane, som bestod af Paul Scholes og Roy Keane.
" De to skændtes i 90 minutter. Det var ét konstant skænderi. Det var dybt mærkværdigt, for det var ikke et spørgsmål om, at de potentielt kunne tabe kampen – det var et spørgsmål om, hvor meget de ville vinde. Men det var en bølge af rå energi, som konstant kørte i maskinrummet. Og det var med til hele tiden at drive dem fremad. Det var ret hårdtslående. Vi blev kørt midtover, for de havde nærmest fråde om munden, inden de kom ud til opvarmningen, Jeg tror, det gjorde hele forskellen på, at de kom så langt, som de gjorde," siger Allan Ravn.
Det endte med en finale, hvor Brøndbys puljemodstandere Bayern München og Manchester United mødtes på Camp Nou – normalt hjemmebane for Barcelona, puljens fjerde hold. Det var altså en endnu større pulje, end man havde spået på forhånd, og i dag kan Allan Ravn bedre leve med lodtrækningen.
" Det er et tveægget sværd. Jeg tror på, at hvis vi havde fået en nemmere pulje og havde præsteret en tand over evne, kunne vi være gået videre. Jeg mener, vi havde et hold, et setup og en energi, som var fuldstændig korrekt. På den anden side er jeg taknemmelig for, at jeg har været de steder med et hold fra Danmark. I dag kan jeg snildt leve med det, for jeg er glad for at have haft oplevelsen, men mens man udfører erhvervet, vil man gerne vinde.".
CHAMPIONS LEAGUE 1998-99 – GRUPPESPIL
21. oktober 1998 klokken 20.45 Brøndby IF-Manchester United 2-6 (1-3)
0-1: Ryan Giggs (2.)
0-2: Ryan Giggs (20.)
0-3: Andy Cole (27.)
1-3: Kim Daugaard (35.)
1-4: Roy Keane (55.)
1-5: Dwight Yorke (60.)
1-6: Ole Gunnar Solskjær (62.)
2-6: Ebbe Sand (90.)
40.315 tilskuere i Parken i København
4. november 1998 klokken 20.45 Manchester United-Brøndby IF 5-0 (4-0)
1-0: David Beckham (7.)
2-0: Andy Cole (12.)
3-0: Phil Neville (16.)
4-0: Dwight Yorke (28.)
5-0: Paul Scholes (63.)
53.250 tilskuere på Old Trafford i Manchester
LÆS MERE PÅ SIDSTE SIDE
TEMPO, PRES OG EN NONCHALANT SUPERSTJERNE – Martin Vingaard – 30 år
2010 – FC København-Barcelona
Der er dem, der ikke bryder sig om at møde de allerstørste hold i de europæiske turneringer, men foretrækker en sportsligt nemmere lodtrækning, og så er der dem, der ser frem til at skulle prøve kræfter med giganterne. Martin Vingaard hører til de sidste. Da han og resten af det stærke FC København-hold fra 2010-11-sæsonen blev parret med FC Barcelona i Champions Leaguegruppespillet, glædede fynboen sig.
" Det var en drengedrøm at spille mod dem. Vi skulle ned og spille på et sted, hvor jeg som lille havde været på tilskuerpladserne; ikke for at se en kamp, men bare for at kigge på det her enorme stadion. Spanien var lige blevet verdensmestre i 2010 med mange af spillerne fra Barcelona. På det tidspunkt var det nok det allerbedste hold, så det var fedt at kunne måle sig med dem," husker Martin Vingaard.
FC København mødte op til kampen på Camp Nou med stor selvtillid. Efter 12 Superliga-kampe havde holdet allerede et forspring på 12 point til andenpladsen, og de to første Champions League-kampe mod Rubin Kazan og Panathinaikos havde givet seks point. Holdet havde også muligheder for at lave mål i Barcelona.
Dame N'Doye bragede bolden på overliggeren, og Cesar Santin stoppede op på en friløber, fordi han hørte en fløjte. Det viste sig at være Barcelona-keeper José Manuel Pinto, der fløjtede. Barcelona endte med at vinde kampen 2-0 på to scoringer af Lionel Messi.
" Det var kæmpestort for os at skulle ud og spille Champions League, og da vi stod i spillertunnellen inden kampen, forsøgte vi at gejle hinanden op. Så kom jeg ud af øjenkrogen til at kigge over på Messi, og han stod nonchalant med ryggen op ad muren og armene over kors, mens han stod og snakkede med en holdleder.
Det så ud som om, han skulle ud og være med i en træningskamp på La Manga, og at det ragede ham en papand at skulle spille Champions League mod FC København. Alligevel gik han ud og lavede to mål. Der fik jeg en fornemmelse af, at vi havde at gøre med X-faktor," husker Vingaard om mødet med superstjernen.
Returkampen blev en helt anden. Godt nok scorede Messi endnu engang, men Claudemir svarede igen med en hurtig udligning. FCK spillede modigt og selvsikkert op med Barcelona og fik 1-1 mod det, som mange regner som verdenshistoriens bedste klubhold.
" Vi havde set frem til den hjemmekamp. I udekampen vidste vi ikke, om vi kunne risikere at blive renset med tenniscifre, men det skete ikke. Selvtilliden blev bygget op. Og så tænkte vi, at vi ville gå all in. De skulle mærke, de var kommet til København og ikke ville få noget foræret. Det var fedt, at den anden kamp var i Parken, så vi dernede havde overstået benovelsen over at stå over for Barcelona, stå over for Messi, Iniesta og Xavi."
" Vi havde en periode i anden halvleg, hvor vi fik et mål annulleret for offside, og hvor vi gennem 10-12 minutter havde en masse indlæg og en masse dødbolde.
Vi satte nærmest Barcelona under pres, og Grønkjær rendte rundt og lavede proptrækkerdriblinger på sidelinjen – alt det her som fik publikum helt op og ringe. Man kunne virkelig mærke, at der var noget at komme efter her. Alligevel var Pedro ved at slukke lyset, da han bragede bolden på indersiden af stolpen," siger Martin Vingaard om en kamp, som FCK'erne efterfølgende fik lov til at fejre med en mindre bytur, fordi næste Superliga-kamp lå en god håndfuld dage væk.
Men selv om FC København leverede to gode præstationer mod Barcelona, oplevede Martin Vingaard også, hvor godt et hold catalonierne havde.
" Tempoet ramte mig mest. Man løber rundt med puls på 180 og forsøger at få fat på bolden, og når man så endelig får fat i den, har man et splitsekund til at finde ud af, hvor man skal spille den hen – med samme puls. Det var første gang, jeg rigtigt løb ind i det tempo. Jeg har også prøvet at spille mod Portugal med landsholdet, men det kan ikke sammenlignes. Når man står i det, kan man slet ikke forstå, hvor hurtigt det går."
" Alle deres spillere løber fremad. Herhjemme har vi en tendens til, at når vi mister bolden, skal vi have folk bag bolden og arbejde os frem derfra.
Men deres forsvarsspillere løber fremad, hen hvor bolden er. Genpres ser legende let ud, men kommer man et splitsekund for sent, er bolden væk, og så er man i undertal et andet sted på banen. Der var de sindssygt dygtige."
Som det eneste danske hold nogensinde gik FC København videre fra Champions Leaguegruppespillet.
Københavnerne røg dog ud i ottendedelsfinalen mod Chelsea, hvor Martin Vingaard pådrog sig en grim knæskade, men alligevel var han ikke helt færdig med Champions League. Før finalen, hvor Barcelona skulle møde Vingaards yndlingsklub Manchester United, fik han FCK's pressechef Charles Maskelyne til at skaffe to billetter til Wembley, og Vingaard rejste til England med sin far. Barcelona vandt kampen 3-1.
" Rooney udlignede undervejs, og på det tidspunkt sad jeg og håbede på, at United ville kunne gøre det. Men nej, der var ingen tvivl om resultatet. United var ikke engang tæt på. De blev skilt ad på kryds og tværs af det her hold, som lavede det ene mål smukkere end det andet. Så jeg var på Wembley og se Barcelona vinde Champions League i 2011, inden jeg så fløj hjem morgenen efter og fik overrakt guldmedaljer inde i Parken til sidste runde i Superligaen. Det var en weekend, som jeg aldrig kommer til at glemme," siger Martin Vingaard, der fem år senere mindes de to Barcelona-kampe med glæde.
" Selv om jeg har en hverdag, hvor det stadig handler om at vinde fodboldkampe, og hvor jeg også træner for at blive bedre og heldigvis har en masse motivation, er det stadig pissesjovt at se målene og se billeder nede fra Camp Nou eller fra Parken. Jeg er sindssygt glad for, at jeg fik lov til at være en del af det. Jeg får nærmest gåsehud, når jeg tænker på det efterår og de to kampe."
CHAMPIONS LEAGUE 2010-11 – GRUPPESPIL
20. oktober 2010 klokken 20.45 FC Barcelona-FC København 2-0 (1-0)
1-0: Lionel Messi (19.)
2-0: Lionel Messi (90.)
75.852 tilskuere på Camp Nou i Barcelona
2. november 2010 klokken 20.45 FC København-FC Barcelona 1-1 (1-1)
0-1: Lionel Messi (31.)
1-1: Claudemir (32.)
37.049 tilskuere i Parken i København
90 MINUTTERS STRESS – Thomas Delaney – 23 år
2013 – FC København-Real Madrid
Siden årtusindskiftet har FC København været Danmarks klart mest vindende klub, og det er sjældent, at københavnerne går på banen med indstillingen om, at det er okay at tabe, bare det ikke bliver alt for stort.
Men det var tilfældet, da Thomas Delaney og co. i sidste sæson gik ind på Estádio Santiago Bernabéu for at møde Real Madrid.
" Vores ambition var, at skulle vi tabe, skulle det være deres skyld, ikke vores. Vi skulle gøre, hvad vi kunne for at undgå at tabe alt for stort. Sandsynligheden for at blive straffet for en fejl er større – og det blev vi også. Der stod 1-0 længe, men pludselig gik det ned ad bakke," siger Delaney om en kamp, som Real Madrid vandt 4-0 efter tre scoringer i de sidste 25 minutter.
" Langt hen ad vejen var det en fin Champions League-kamp på udebane mod et af verdens bedste hold. Men vi gik hjem med en ærgerlig følelse. Vi kunne godt have undgået et eller to af målene."
Den unge FCK-anfører har været med i mange store kampe siden sin debut for københavnerne i 2009, men turen til Madrid var alligevel noget særligt.
" Jeg har været to steder, hvor jeg har haft svært ved at forstå, hvor stort stadionet er. Det var i Barcelona, og det var på Bernabéu. Det er et stadion, der bliver ved med at stige.
Følelsen af at spille på udebane mod så godt et hold er ikke superfed. I Superligaen er det ikke en fordel at være på udebane, men man kender trods alt stederne. Nu kom vi til et sted, hvor vi ikke vidste, hvordan tingene fungerede.
Hvordan spiller Real Madrid hjemme? Hvis fansene begynder at køre op, følger spillerne så med?" siger Thomas Delaney Og kampen blev da også svær, for Carlo Ancelottis Real Madrid-hold var en fintunet angrebsmaskine fyldt med klassespillere.
" Hver gang, vi havde en defensiv én-mod-én, vidste vi, det kunne give mål. Cristiano kom ene mand ind i feltet og headede den ind til 1-0, Di María slog et indlæg bag om støttefoden ved 2-0… Det er mod de færreste hold, der kommer mål ud af ingenting, men det gør der mod Real Madrid. Man er så meget mere på mærkerne, at man ikke når at falde ned."
"Man kører på 100 procent hele kampen, og det var måske det, der gik galt for os. I sidste 25 minutter var vi så stressede, at små ting afgjorde, at de fik mulighed for at score til 2-, 3-og 4-0." " Sidste sæson havde Real Madrid verdens bedste kontraangreb – og det har de måske stadigvæk," siger Thomas Delaney, der stadig driller holdkammeraterne med, at han i de to kampe mod spanierne blev målt til at have banens højeste topfart.
" Det var højst sandsynligt i en kontra, hvor jeg skulle løbe hjem uden bold," griner anføreren.
Returkampen lå i sidste runde i gruppespillet.
Real Madrid havde allerede vundet gruppen, mens FC København ikke kunne nå noget, så det var et mere afdæmpet opgør. Gæsterne vandt 2-0 efter scoringer af Luka Modric og Cristiano Ronaldo, der scorede for tredje gang mod danskerne på vej mod rekordhøje 17 Champions League-mål på en sæson. Han brændte dog også et straffespark, som Thomas Delaney havde begået mod portugiseren.
" Jeg synes ikke, der var straffe. Men han er hurtig, og når han falder, ser det tungt ud. Det var en alt-eller-intet-situation, som nogle gange lykkes. Hvis man ikke kan klare at se dum ud mod verdens bedste spiller, bliver det en lang karriere at komme igennem. Man kan se på tv hvor mange, der kommer til at se dumme mod sådan en spiller, så det tager man med. Så kan man grine lidt af det," siger Thomas Delaney.
De øvrige spillere, som Tipsbladet har talt med til denne artikel, fortæller, at kampene mod de store hold ofte er dem, man husker, når karrieren er forbi. elaney er stadig i begyndelsen af sin karriere, men han ved, at opgør som det mod det Real Madrid-hold, der senere vandt turneringen med finalesejr over Atlético Madrid, bliver til varige minder.
" I kampen på udebane mod Real Madrid fik jeg en lektion i kontrafodbold. Mod Juventus blev vi fuldstændig smadret på dødbolde. Det ene hold var i finalen sidste år, det andet er i finalen i år. Jeg kan langt fra huske det hele fra kampene, men der er små bidder, der allerede har sat sig fast.".
CHAMPIONS LEAGUE 2013-14 -GRUPPESPIL
2. oktober 2013 klokken 20.45 Real Madrid-FC København 4-0 (1-0)
1-0: Cristiano Ronaldo (21.)
2-0: Cristiano Ronaldo (65.)
3-0: Ángel Di María (71.)
4-0: Ángel Di María (90.)
69.347 tilskuere på Santiago Bernabéu i Madrid
10. december 2013 klokken 20.45 FC København-Real Madrid 0-2 (0-1)
0-1: Luka Modric (25.)
0-2: Cristiano Ronaldo (48.)
37.241 tilskuere i Parken i København.
LIGE NU Tæt duel: Brøndby-stjerne vinder Det Gyldne Bur
HELT VILDT
Sensationelle Salah slår ny rekord
Forsvarer formsvag Andri Gudjohnsen
LIGE NU
Haaland cementerer forløsende City-sejr
AV, AV, AV
Vild Premier League-rekord
INTERVIEW
FCK-legende til Danmark? ‘Jeg er interesseret’
TOPNYHED
Advarer Kasper Dolberg: Tag ikke til den liga
TIPSBLADET SPECIAL
FCK skal møde Tysklands ‘Sir Alex’
INTERVIEW – Jeg vil aldrig sige nej til Brøndby-skifte
TOPNYHED
Storspillende dansker har Messi-drøm
FANKLUBBEN
Fanklubben: Her er Superligaens 5 bedste målmænd
INTERVIEW
Far lønforhandlede med søn
LIGE NU
Ny City-nedtur: Stjerne ude i fire uger
TOPNYHED Kæmpe Thomas Frank-hyldest: Har set fantastisk ud
TOPNYHED
Peter Schmeichel gik amok
HELT VILDT
Pistol-skandale: Nu ophæver dansk keeper
EKSKLUSIVT
Monstersalg: FCK-boss blæst bagover
I centrum før Brøndby-kamp – nu er den gal igen
LIGE NU
Langtidsskadet dansk stortalent forlænger til 2028
TIPSBLADET SPECIAL Bullseye: ‘En fuldstændig fænomenal transfer!’
MEDIE
Hård kritik af Rasmus Højlund
TOPNYHED
Eksperter i chok: FCK køber én til denne position
FANKLUBBEN
Drømmer om at leje German Onugkha
TOPNYHED
Pludselig dukkede Braithwaite op – så jublede de
LIGE NU
Her er FCK’s modstander i Conference League
TRANSFER TALK
Spotpris: Så billig er Superligaens bedste spiller
LIGE NU
Kasper Dolberg melder klart ud om transfer
MEDIE
Patrick Dorgu har sagt ja til denne klub
TIPS 13
13 skarpe til lørdagens Tips 13
TOPNYHED
Vildt sympatiske Schmeichel hyldes: ‘Uhørt klasse’
LIGE NU
‘AC’ forventes at få comeback i Saudi-Arabien
TRANSFER
Dansker tæt på 10. klubskifte i Italien
INTERVIEW Roser Mark Strudal: ‘Han er et fedt menneske’
EKSKLUSIVT
Droppet af Randers: ‘Stort mysterie for mig’
TRANSFER TALK
Lurer på Brøndby-stjerne: ‘De skal slå til nu’
EKSKLUSIVT
Farvel til Brøndby-legende: Jeg var så uheldig
LIGE NU
Amorim om United-stjerne: Han er vred på mig
TIPSBLADET SPECIAL
Karakterer: En vanvittig genistreg, Viborg!
FANKLUBBEN
Fanklubben: Tidl. OB’er ville passe perfekt i AaB
LIGE NU
Björn Wesström fyret
TIPSBLADET SPECIAL
Karakterer: Enmandshær – sikke en åbenbaring
EKSKLUSIVT
Hylder Bo Henriksen: Vanvittigt hvis det ikke sker
TIPSBLADETS TRANSFER TALK
Afsløring: SL-rivaler er vilde med AaB-kaptajn
HELT VILDT
Milliongave til dansk klub
INTERVIEW
Nathan Trott overrasket over Neestrup-beslutning
LIGE NU
Eksperter uenige: De kommer i pokalfinalen
LIGE NU
FCM trækker storklub i Youth League
HELT VILDT
AaB-chef er rasende over rødt kort!
LIGE NU
Afslører planen for Mileta Rajovic
EKSKLUSIVT
– Vi har samme ambitioner som med Kasper Dolberg og Robert Skov
TRANSFER
FC København sælger midtbanespiller
MEDIE
I svime over Thomas Frank: Deres vigtigste våben
AFSLØRING
Fyret tirsdag: ‘Har allerede fået henvendelser’
LIGE NU
Spillede for ærkerivalen, nu er han ansat i FCM
EKSKLUSIVT
Karakterer: Han ligner et fejlskud, AaB