Video : Tipsbladet
Generelle

Han bliver Niels Frederiksens assistent

Lech Poznan har efter sigende fundet manden, der skal være assistent for Niels Frederiksen.

Niels Frederiksen blev i midten af maj præsenteret som ny cheftræner for polske Lech Poznan, men endnu har klubben til gode at finde en assistenttræner.

Først blev polakkerne kædet sammen med danske Jens Fønsskov Olsen, men han blev i stedet cheftræner for FC Nordsjælland, og nu ligner det, at Lech Poznan har lavet en aftale med en anden træner.

Det drejer sig ifølge Sportbladet om Sindre Tjelmeland.

Den 34-årige nordmand har det seneste halve år været assistent for Jens Berthel Askou i IFK Göteborg. Han har også tidligere stået i spidsen for Ull/Kisa og Start, men ventes nu at blive præsenteret som Niels Frederiksens assistent inden længe.

Intet er dog underskrevet endnu, skriver Sportbladet.

Lech Poznan sluttede i den forgangne sæson som nummer fem i den polske Ekstraklasa - ti point efter mestrene Jagiellonia.