Fodboldens bastarder bor på The New Den

"I do not know what they'll do to the enemy; but, by God, they frighten me!"

Duke of Wellingtons legendariske citat fra slaget ved Waterloo i 1815 falder i tankerne, første gang knytnæverne ryger i vejret, spyttet fyger fra de forvredne munde og vokabulariets værste eder regner ned mod grønsværen. Nok er der er gået næsten to århundreder siden den frygtindgydende engelske hær tromlede Napoleons franske tropper på den sumpede belgiske slagmark, men det fornemmer man ikke på en lun tirsdag aften i det sydlige London.

I det lurvede industriområde ikke langt fra Themsens brunligt mudrede vande og de dystre "docklands", der engang var det engelske imperiums port til endeløs rigdom og magt – men som også var krybben for det laveste samfundslag, der dannede rygraden i Duke of Wellingtons så frygtindgydende hær – findes forklaringen. Her grundlagde mænd af selv samme samfundslag 70 år efter det historiske slag en fodboldklub. Det er efterkommerne af disse mænd, som set fra den trygge plads i presselogen, får det historiske perspektiv til at falde i hak.

"Jeg ved ikke hvad de vil gøre ved fjenden; men, ved Gud, de skræmmer mig!"

Velkommen til The New Den og Millwall FC.

De vrede unge mænd

Allerede før kick-off er der gang i den. Selvom en Carling Cup kamp på en hverdagsaften mod overmagten fra Southampton ikke engang fylder en fjerdedel af pladserne på stadion er stemningen alligevel som mange så ofte før har beskrevet The New Den – utryg og intimiderende.

De nederste afsnit er lukket af, så der er tæt pakket på begge sider omkring logerne i midten af det øverste dæk på hovedtribunen The West Stand. Helt nede ved rækværket, på de forreste rækker, sidder formand Stewart Till og direktør Ken Brown og tager imod vreden fra de mange fans, der har opstilling på trapperne og gangene lige omkring dem. Og vreden er intens.

Nedrykkede Millwall ligger i bunden af League One, den tredjebedste engelske række, og den udtalte ambition om en hurtig tilbagevenden til The Championship er med holdets katastrofale start med fem point i ni kampe punkteret med et brag. Manager Nigel Spackmann står for skud, fansene vil af med ham og fortæller det vedvarende i umiskendelige énstavelsessætninger til den sammenbidte direktion.

"No one likes us, but we dont' care," skråler de hæse stemmer op mod den sorte aftenhimmel, mens de blå trøjer nede på banen får tæv af de rød-hvide gæster og antallet af fans, der har taget opstilling ved direktionslogen tager til.

Og i det har de så evig ret. Der er ingen – med undtagelse af dem selv og de der bliver betalt for at sige det – der kan lide dem. Og det er der adskillige velfunderede grunde til.

Om det er den endegyldige sandhed eller ej, så regnes Millwall i vid udstrækning for at have været fødested for hooliganismen. I 1966 skulle de første "vrede, unge mænd" – som en avis betegnede dem – have skabt et vældigt postyr og en masse ballade, da de med politieskorte gik hærgende gennem Oxfords gader forud for et Millwall besøg hos det lokale hold. Derefter gik det, bogstaveligt talt, slag i slag. Millwalls fans fik hurtigt udfordrere rundt om i landet i kampen om herredømmet på og uden for tribunerne, men forblev altid klubben alle elskede at hade.

De "vrede, unge mænd" kom fra den fattigste del af Londons forsømte og nedslidte havneområder, hvor stagnation og senere økonomiske depression var tiltagende. De var flere generationers sønner af de slidsomme "dockers", hårdkogte havnearbejdere. South Bermondsey, Isle of Dogs og New Cross var barske kvarterer, hvor kun antallet af arbejdsløse oversteg antallet af bandekrige og hvor nationalismen var så udtalt, at fascistpartiet National Front en overgang var dominerende i flere valgdistrikter og ofte stod og solgte højreorienteret litteratur foran The Den, Millwalls gamle, ramponerede og nu hedengangne stadion. Således præget var en stor del af kulturen bag fanskaren, som på udebane såvel som hjemmebane var frygtet og foragtet.

Flotte facader med plettet interiør

Der er langt fra det skrækkelige The Den, Millwalls engang så berygtede hjemmebane til The New Den, klubbens base siden 1993. Ikke i fysisk forstand – for de lå i fugleflugtlinje under én kilometer fra hinanden – men i åndelig forstand. Mens det gamle "løvebur" var nær ved engelsk fodbolds værste og grimmeste stadion, så er The New Den selv 13 år efter indvielsen stadig et prægtigt stadion, ja vel nok et af de fineste i de lavere divisioner. Men flotte facader kan ikke skjule det plettede interiør – fansene er de samme og det er kulturen også.

Dommeren fløjter til pause og publikum pifter af spillerne, træneren og bestyrelsen. Utilfredsheden er utilsløret og bliver leveret uden filter. Rundt om logen står tilskuerne op, mange gestikulerer, peger og brøler ned mod habitterne og deres pelsklædte fruer, der snart er forduftet ind under tribunen for at hvile ørerne og skylle ganerne. Fansene omkring vælger at gøre det samme. Sådan er det dog ikke ovre på modstående tribune. Her har et par Millwall-firms forskanset sig skråt overfor Southamptons fans og er gået i gang med at råbe og synge smædesange i deres retning. Men det er ikke deres aften. Gæsternes fans er hovedsageligt familiefædre med børn og unge knægte med dun på kinderne, som ikke er kommet for at slås – og desuden har politiet som altid pakket de udvalgte skrålhalse godt ind.

Det har de dog ikke altid haft succes med. Den 13. marts 1985 blev 85 mennesker – heraf 31 politimænd – alvorligt såret, da nogle af de værste hooligan-optøjer i engelsk fodbolds historie rasede på Kenilworth Road i Luton. Millwall var på besøg, det handlede om en plads i semifinalen i FA Cup'en, men kom i stedet til at få indflydelse på engelsk fodbolds fremtid. For optøjerne var bare begyndelsen på et "rædslens år" for engelsk fodbold, der også omfattede stadionbranden i Bradford der kostede 56 mennesker livet samt Heysel-katastrofen, som tog 39 menneskeliv. Mens sidstnævnte begivenhed fik stor indflydelse på engelsk fodbolds udvikling i særdeleshed, så havde førstnævnte også stor indflydelse i almindelighed.

Lutons daværende formand, David Evans, valgte nemlig efterfølgende at indføre medlemskabspligt for de, der ønskede at erhverve billetter til klubbens hjemmekampe. En beslutning den engelske fodboldverden i første omgang blev vældigt fortørnet over, men et lille årti senere så som et effektivt våben overfor de hærgende hooligans, som var godt i gang med at ødelægge sporten indefra. Med medlemskabspligt kunne klubberne og ordensmagten i fællesskab holde styr på de uønskede elementer. Paradoksalt nok var Millwall dog en af de sidste klubber, som steg på vognen.

Hårdt presset af omverden indførte klubejer Theo Paphitis i maj 2002 en tilsvarende ordning efter endnu en skamplet på klubbens historie; 47 politimænd og 24 politiheste blev såret efter at Millwall havde tabt den afgørende play-off kamp mod Birmingham om en plads i Premier League, i hvad myndighederne efterfølgende kaldte "de værste optøjer i England i nyere tid."

Ukrudt forgår ej så let

I slutningen af anden halvleg dukker tankerne på Duke of Wellingtons ord om hans vanvittige krigere op igen. Southampton trækker i slutfasen hjemmeholdet rundt ved næsen og sparker resten af selvtilliden ud af manager Spackmanns opgivende mandskab. Da Bradley Wright-Phillips får lov til at dunke målet til 4-0 ryger aggressionerne helt i vejret omkring os. Vagterne kommer op på tæerne, men forholder sig afdæmpede, afventende. Fansene står nu i hobetal omkring direktionslogen og råber taktfast; "sort it out", "sack the Spack" og andre sætninger, der er mindre velegnede til print. Et par enkelte står op på rækværket og gestikulerer skiftevis truende ned mod den forstenede Spackmann på sidelinien og mod de endnu mere forstummede ledere i boksen. På dette tidspunkt ville en større mængde af tilskuerne være blevet smidt ud for længst, hvis det var på andre stadions i England, ikke alene på grund af sprogbruget, men ikke på The New Den. Her er ørerne små, men øjnene store.

Ovre på modsatte side koger det også blandt de Millwall-firms, der kampen igennem har forsøgt at provokere gæsterne til at "ordne det udenfor". Men det bliver der ikke noget af. Udefansene bliver efter kampen ledt via de lukkede gangbroer og politibevogtede korridorer til enten bus eller tog, mens de mutte hools – måske med det berygtede Buschwacker-firm iblandt dem – drager til de nærliggende pubs for at drukne sorgen over endnu et nederlag.

Dem har Millwall haft mange af. Succes har været kun været på korttidsparkering ved klubben på Zampa Road i Bermondsey. Sidst i 80'erne befandt den sig i to sæsoner i den øverste række, mens holdet i forrige sæson under Dennis Wises ledelse sensationelt nåede FA Cup finalen, hvor det dog blev til et klart nederlag til mægtige Manchester United. Men bortset fra de få lyspunkter har the Lions levet en skyggetilværelse som elevatorhold mellem samtlige divisioner og har i perioder været på randen af udslettelse på grund af økonomisk uansvarlighed blandt nogle af de fantaster, der har haft fingrene i den tilhænger-solide klub.

Men Millwall FC har været som sejlivet ukrudt i baghaven – det forgår ej så let. Og som folk med grønne fingre ved, så skal man hive den slags op med rødderne, hvis man vil af med det. Lettere sagt end gjort i tilfældet Millwall. Her stikker rødderne dybt, meget dybt. Ja langt faktisk helt ind i lokalsamfundet, som trods økonomiske reformer og en gennemgående byfornyelse er uforanderligt. Tilhængerne er de samme, selvom the docklands nu er trendy og dermed afsindigt dyrt at bo i. Det har ikke berørt området lidt længere sydpå omkring The New Den, hvor de gamle slidte fabrikker stadig står og venter på nådesstødet fra en bulldozer. Her foretrækker de hårdkogte typer med hang til hooliganisme stadig, at være dem som ingen kan lide. Som en del af fodboldens bastarder på The New Den.

Fakta:

Navn: Millwall FC

Grundlagt: 1885 under navnet Millwall Rovers af fortrinsvis skotske fabriksarbejdere på Mortons Jam Factory i Isle of Dogs.

Hjemmebane: The New Den, kapacitet: 20.146 (alle siddepladser), indviet i 1993.

Mesterskaber: Ingen

Pokaler: Ingen

Øgenavn: The Lions

Berømte spillere: Derek Possee, Teddy Sheringham og Tony Cascarino