Fire pubber og en fodboldkamp

En på pub på hvert hjørne af stadion! Nej, det kræver ikke den store overtalelsesevne at henlægge en kampdag i England på Griffin Park i Brentford, Middlesex, som vel nærmest ligger vest for Vestlondon. Husker tydeligt vor anglofile, kvarttids-groundhoppende øl-klubs udelte begejstring, da vi så beskrivelsen af Griffin Park i en guide over engelske ligastadions – og den gennemgribende ærgrelse over, at bogen blev indkøbt på den afsluttende shopperunde på vej hjem til København.

Et års tids efter lykkedes det dog at ramme en Brentford-hjemmekamp, men en lang og lettere fejldisponeret undergrundstogstur med Piccadelly-line i retning mod Heathrow Airport og en efterfølgende omvej i det helt ukendte forstadskvarter gav os kun 50 minutter til kick off. Normalt godkendt til en adstadigt nedskyllet præmatchpint, men ikke decideret god tid til fire pubber, selv om disse ligger med max to minutters mellemrum, rundt om den lille intime Griffin Park.

Men jovist, vi nåede da samtlige fire pubber dengang, men i et frygtelig forceret pubcrawlertempo, med en decideret flov bestilling af half pints på det fjerde og sidste pubbesøg, to minutter i kick off.

Bagefter så? Der ventede en Iron Maiden koncert inde på Shepherds Bush Empire, desuden skal disse her fire pubber altså besøges præmatch, hvor man fornemmer den særlige engelske før-kampsummen samt muligheden for at få en sludder med udefansene, før de hopper på bussen retur til hjembyen.

Nok en chance bød sig så forrige lørdag, da jeg alligevel var i byen, og Brentford FC havde hjemmekamp for anden lørdag i træk, samtidig med at mit favorithold i League One, Millwall FC, stod foran den mest distancekrævende af alle udebaneture – oppe i Carlisle. Beslutningen var dog ikke nem, for ingen i groundhopper-posen har endnu det kultiske Brunton Park på CV’et, og med Millwalls dugfriske, første udebanesejr i sæsonen efter en mirakuløs sidste minuts vending fra 2-1 til 3-2 på Millmoor hos bundholdet Rotherham in mente kunne man måske lige frem fornemme en stime for Paul Hübertz og hans engelske de luxe udgave af Herfølge-fodboldstil?

På den anden side, min 11-kamps live-serie med Millwall FC har nærmest gjort mig til bad standing hos Londons beske, sydøstlige Løver: 0-9-2. Ingen sejre, men hvem kan også forvente andet end pointdeling på hjemme på The Den mod Greater Manchesters stolthed Oldham FC og de grimme rivaler Gillingham, endsige på svært udfordrende udebantetogter til Wycombe og Colchester?

Og så var der jo det afhørende argument med de fire pubber – og ja, de fire pubber, det var dem, vi kom fra.

Den hurtigste vej til Brentford går med British Rail. Afgang fra London Waterloo Station og en lille halv time senere ankommer man til Brentford Station. Griffin Park og de fire pubber ligger mindre end ti minutters spadsertur derfra. Et ret hyggeligt forstadsområde, man normalt ville beskrive som “stille og roligt”, hvis ikke det var for den dominerende lufttrafik, hvor almindelige Boeings og jerntunge langdistance jumboer lægger an til landing i Europas mest trafikerede lufthavn, Heathrow. Man vænner sig dog hurtigt til flytrafikken herude, hvor London glider over i provinsstemning og hvor man – flytrafikken til trods – indånder en markant renere luft.

Brentford FC’s fodboldtraditioner hører ikke til Storbritanniens mest glorværdige, men Griffin Park er Englandsberømmet for at være det eneste ligastadion med en pub på hvert af sine fire hjørner. I øvrigt meget passende for et stadion, der er opkaldt efter det bryggeri, der i sin tid ejede grundarealerne, og som i old school-ægte engelsk stadionstil, ligger placeret midt i mellem rækkehusblokkene.

Vel ankommet til The Princess Royal, på hjørnet af Ealing Road og Braemar Road, noterer vi over to timer til at nå de fire pubber (skulle egentlig have været to og en halv, men på vej fra stationen lokkede The Weir Bar & Dining Room med den belgiske toptrappist Leffe i fadølshanen og udendørs bænke langs en kanal). Pubben er allerede vel fyldt af rød/hvid-stribede Brentfordfans samt en del helrøde Bristol City supportere, som nyder en af sæsonens mere geografisk tilgængelige aways.

Fordragelig atmosfære, fansene imellem, mens det lokale “Bee-tv” ruller henover pubbens par tv-skærme, og vi bestiller en Fullers London Pride, serveret i plastickrus – hårde og faste plastic krus, ikke de tyndbenede danske stadiontyper, hvor et lidt for håndfast greb omgående giver et flækket krus, tilsølet tøj og – endnu værre – en mistet øl.

Videre ned ad Braemar Road. Langs den ene langside passerer vi hovedindgangen på vej ned mod næste pubmål, The Griffin, da en af flere roligt patruljerende betjente pludselig lister hen til Deres udsendte.

“Are you from Broendby?” Spørger den unge bobby, som jeg helt sikkert aldrig har truffet før.

Han nikker ned mod det diskrete “Brøndby Pubspotters” logo på min polo, som jeg i dagens anledning har hevet på kroppen, for første gang i lang tid.

“Are you working for the club?” Spørger han videre.

Øh, vel, nej… men jeg har da tidligere skrevet en del artikler for klubbens forskellige organer, nævner jeg.

“Well,” fortsætter betjenten, “my wifes cousin is married to a former player, Brian Jensen, do you know him?”

Jo da, han optrådte endda også nogle gange på landsholdet som venstre back, post-EM triumfen – en hyggelig fyr, denne Jensen, der en gang bød undertegnede og kollega som Brøndby-journalister på meget generøst selskab i hans daværende domicil i det smukke bakkeområde udenfor Cannes, hvor han var prof efter sin første Brøndby-periode.

“Yes, Jensen is a nice guy, most definitely,” og verden er lillebitte, selv om der i morges desværre var langt op til Carlisle ved den skotske grænse.

Men både betjenten og jeg har et stykke særdeles ansvarsfuldt arbejde, som skal passes, så vi får snakket af og vandrer målrettet videre.

Nede På The Griffin rekvireres Guinness, som medbringes til pubbens lille gårdhave, hvor der hygsomt nok grilles burgere, og hvor familiefædre kan se deres snit til at nyde en pint samtidig med, at børnene bliver fodret. Under vores forrige besøg, i januar 2001, var The Griffin åbenlyst pubben for udebanefansene, men siden dengang, hvor ingen ringere end Northampton var på besøg, er udebaneafsnittet flyttet ned i modsatte ende, så The Griffin, der over bardisken smykker sig med prisen “Best Local 2001”, er nu mest dedikeret til hjemmefansene.

Vi fortsætter pubcrawleriet, bag om den noget mærkværdige, nu tidligere udebanetribune, The Brook Road Stand: En dobbeltdækker, sandwichagtig størrelse med sæder øverst og noget der ligner en ståplads-terrace nederst. Ikke underligt, at de lokale fans kalder den “Wendy-house”, med henvisning til burgerkæden Wendys.

På den tredje pub, The Royal Oak, byder et klistermærke med et ugleportræt og påskriften “Metropolitan Pubwatch” os velkommen. Ikke en gæstehilsen fra en Sheffield Wednesday øl-klub, men politiets præventive mærkat – forebyggende ja, for der er heldigvis ikke meget at lave for etatens opbud før denne kamp, og man lægger positivt mærke til de lokale politifolks omgængelige omgang med fansene. Myten om den hjælpsomme engelske bobby lever generelt godt herude, hvor der er under en halv time til kick off, men den strålende efterårssol i The Royal Oaks åbne baggård får os til at dvæle lidt ved denne tredje omgang øl, inden vi bevæger os ned langs den anden langsidetribune, New Road Stand.

Med et lille kvarter til kick off ankommer vi til The New Inn, så halve pints kommer definitivt ikke på tale denne gang. Og så alligevel. For paradoksalt nok er de serverede Stella Artois pints af en så slatten og decideret doven karakter, at vi må skippe dem halvt fyldte (selv om den belgiske Stella så ganske er en inferiør øl i forhold til moderlandets mirakeludvalg af den førnævnte Leffe, Trappist Westmalle, Orval etc.). Ekstra bittert bliver det, da vi erfarer, at The New Inn, modsat de tre øvrige pubber, faktisk har et par ekstra øltyper i hanerne i tillæg til det nævnte Fullers-udvalg (dvs. London Pride, Guinness, Stella, Strongbow m.fl.), der er standard på alle fire Griffin Park pubber.

The New Inn er desuden den af pubberne med den største og mest stilfulde gårdhave – og med egen bar – som nu mere præges af udefansene, efter at de er rykket ned til den åbne Ealing Road Terrace. De fleste trivelige, selvom New Inn, der har en del Celtic-gear på væggene, også har besøg af de mere skumle typer. En midaldrende, let fordrukken Bristol City fan erklærer således sin udtalte sympati for naziorganisationen Combat 18 og ser ellers ser frem til Englands EM-kvalifikationskmap mod Makedonien, et kvarter efter slutfløjtet på Griffin Park.

Men uden os, for vi har vores egen ditto triste 0-0 EM tv-kamp i vente inde i byen – og vi har som sådan stadig til gode at rundt på pubberne igen i postmatchpint-øjemed (med start på The New Inn, i så fald).

Men der var også en fodboldkamp på Griffin Park. Vel fyldte finder vi vores pladser midt på Braemer Road langsiden, hvor udsynet desværre hæmmes lidt af et par tribunepiller. The Bees og City gennemfører en nærmest fatalt fæl førstehalvleg, hvor hjemmeholdet dominerer i en vis grad, men hvor udeholdet scorer på dets eneste halvchance!

Skidt fodbold, men man må lovprise Griffin Park for autenticeten på det intime stadion, der rummer max. 12.763 tilskuere (vi er 6740 i dag), og hvor det giver et herligt, autentisk, livsbekræftende og særdeles hørbart GADUNK! lige i trommehinderne, hver gang spillernes støvler rammer kuglen. Nej, det fodbolddelikate lydspor kan man ikke tage fra kombattanterne her på Griffin Park, som nu langtfra er helt stille. Bag ved os sidder en yngre, bandende og højlydt brokkende fyr, fuld af fanklassisk forhåndsskepsis og indgroet bitterhed overfor eget hold og dommertrioen. Nede i “dobbeltdækkeren”, lyder den velkendte “Come on you reds” slagsang, som på Griffin Park leveres med sin helt egen fonetik. “Come on you redzzzzz,” med et spidst, summende eftertryk på endelsen, med reference til Brentford FC’s kælenavn, The Bees.

Kampprogrammet er – som ofte her i England, selv på dette 3. bedste liganiveau – en fryd for det læsende øje. 64 sider og med masser af nyttigt, pudsigt og faktuelt læsestof, ikke bare om dagens kamp, men også med fokus på de kommende runders modstandere, deres meritter, særkender og historiske spillere.

En tilsvarende kvalitet når vi desværre aldrig op på inde på banen, hvor en tidlig – og helt retvis – straffesparksscoring giver lidt positiv 2. halvlegs næring til hjemmeholdet, uden sejr i de syv foregående kampe. I resten af halvlegen yder begge hold en fysisk fornuftig indsats i bestræbelserne på at bjerge de tre point, og det brænder afslutningsvis på i begge ender. I overtiden er Bees-topscorer Jo Kuffour, der ellers har haft det svært med teknikken denne oktober eftermiddag, få centimeter fra at hente sejren til Vestlondon med hans eneste næsten-gennemførte aktion for dagen: et elegant styret hovedstød, der suser lige uden om den fjerneste stolpe.

Ingen overtidsscoring, og pointdelingen synes et rimeligt fair facit, selv om Brentford var en kende mere på tæerne end oprykningsaspiranterne fra Bristol. Man kan jo heller ikke få alt for sine 20 pund her på Brameer Road langsiden, men at se de små entusiastiske gutter i deres Brentford FC spillertrøjer livligt diskutere den umulige kamp med deres fædre på vej ud af stadion, er det hele værd. Også lille, halvvejs håbløse Brentford FC er sikret sine fremtidige fans på Griffin Parks lægter, og det i en engelsk fodboldverden, hvor magteliten indsnævres til det kedsommelige, de globalt brandede storklubber ligner hinanden mere og mere og hvor managernes indbyrdes forhold ligner en amerikansk valgkamp.

Fans af Manchester United, Arsenal, Liverpool og Chelsea kan fint grine hele vejen til deres store stjerneparaderende 40 pund + stadionoplevelser (eller til tv-apparaterne på alverdens sportsbarer, mere sandsynligt), bare jeg af og til kan få lov til at runde de fire pubber og en fodboldkamp på Griffin Park, hvor hjemmeholdet suverænt styrer pubcrawleriets Premier League.

Faktaboks

Brentford FC, Griffin Park, Braemar Road, Middlesex, TW8 ONT.

Med tog (British Rail): London Waterloo-Reading linien fra Waterloo St. til Brentford St., hvorfra man spadserer til stadion via Windmill Road og Clifden Road. Alternativt Kew Bridge St. på samme togrute, hvorfra der er lidt længere at gå, men som giver et par andre pubmuligheder på vejen til stadion.

Undergrundstog: District line til Gunnersbury eller Piccadelly line til South Ealing.

Billetpriser. 15-20 pund (desuden studenter/pensionist/børnerabatter).

Officiel hjemmeside med spilleplan, ruteplaner, billetinfolink, m.v.: www.brentfordfc.co.uk