Video : Tipsbladet
Generelle

Andreas Schjelderup er interesseret i FCN-retur

Der kan vente et dramatisk slutspil for den norske teenager Andreas Schjelderup, der risikerer at være fanget på bænken og tribunen i Benfica.

Det er som sådan ikke fordi, FC Nordsjælland mangler spillere eller lider under at mangle Ernest Nuamah.

Torsdag gik FCN sikkert videre til Conference League-gruppespillet, og i Superligaen ser man ud til at have et hold, der igen spiller med om metal.

Men Andreas Schjelderups svære situation i Benfica har fået FCN til at udforske muligheden for at hente nordmanden tilbage.

FC Nordsjælland er ifølge Tipsbladets oplysninger en af de klubber, der har budt sig til hos Benfica.

Og Andreas Schjelderup skal være interesseret i en retur til Farum for at få karrieren i sving igen.

Nordmanden spillede en håndfuld kampe i næstbedste række på B-holdet i foråret, men der er tvivl om udsigterne til spilletid med det, der ligner intern uenighed i Benficas ledelse.

Benfica har lejet profilen Goncalo Guedes fra Wolverhampton til Schjelderups plads i venstre, og på den modsatte kant er Ángel Di María vendt hjem efter mange år væk fra den portugisiske hovedstad.

Benfica har allerede den normale starter Rafa på pladsen, og selv om klubben som altid har mange kampe i kalenderen, dufter det ikke af megen spilletid.

Men det virker lige nu mere sandsynligt, at den norske forward skifter til en klub i en større liga eller får et halvt år til i Benfica.

Benficas sportslige ledelse lader til at være mere indstillet på at sende Schjelderup til en af de ‘større klubber’, som det formuleres i Portugal, end tilbage til FC Nordsjælland.

I portugisiske medier har en pris på cirka 110 millioner kroner, svarende til januar-transferen fra Farum inklusiv præstationsklausuler, været luftet.

At prisen skulle være deroppe stemmer ikke ganske overens med et halvt år næsten uden spilletid på førsteholdet.

Men Schjelderup var også så eftertragtet og lovende, at det ikke kan udelukkes, at en stor klub køber nordmanden i troen på, at man kan strikke en bedre plan sammen for vejen til førsteholds-spilletid end Benfica.

AZ Alkmaar har været nævnt som mulig destination, og andre klubber i større ligaer end Superligaen skal altså også have smidt deres hat i ringen.