Faxe, big tits og Vinnie Jones

BRAGT I TIPSBLADET 1. APRIL

Af Sebastian Stanbury

Selhurst Park i starten af halvfemserne.

Hjemmebanen for berygtede Wimbledon FC, »The Crazy Gang«, har denne dag besøg af Arsenal. Med for udeholdet er danske John »Faxe« Jensen; en af relativt få ikke-britiske spillere, der har etableret sig i den bedste engelske række. Han skal snart opleve en af Premier Leagues mere barske sider. Korridorerne under Selhurst Park er smalle, så Arsenal-spillerne går i gåsegang ned mod omklædningsrummet efter opvarmningen. De kommer forbi Wimbledons omklædningsrum, der brager af høj musik. I døren står hjemmeholdets hårde mand Vinnie Jones og fører sig frem, kun iført underbukser.

Han plejer at udse sig en modstander, som han vil kyse fra kampens start, og i dag er offeret dansk. Han fanger »Faxe« Jensens blik og fører sin pegefinger hen over halsen i en gestus, der er ret nem at forstå. Danskeren er peget ud og kan forvente en hård medfart under kampen.Den hårde waliser er en handlingens mand. Der er spillet få minutter af kampen, da »Faxe« går op for at heade til en lang bold fra feltet. Ud af øjenkrogen ser han pludselig, at Jones kommer buldrende uden at have øje på bolden, han skal bare have ram på sin danske modstander. Det får han også. »Faxe« ryger til tælling med en tackling, der i dag ville være på grænsen til et rødt kort. Jones får ikke engang en advarsel. I stedet bukker han sig ned, giver »Faxe« hånden og siger et par ord til sin konkurrent.»Welcome to English football, stranger.«

En liga med tofodstacklinger

Ovenstående anekdote er John »Faxe« Jensens eget bud på en historie, der definerer Premier League i danskerens tid som Arsenal-spiller.

»Faxe« skiftede til Arsenal i midten af juli 1992, få uger efter den danske EM-triumf i Sverige. Nottingham Forest og Tottenham blev også meldt interesserede, men det blev altså Arsenal, der havde haft kig på Brøndby-spilleren allerede i foråret, som sikrede sig »Faxe« for lidt over én milllion pund. »Faxes« tid i London strakte sig fra sommeren 1992 til foråret 1996, og i den periode nåede den danske midtbanespiller at spille 138 kampe for London-klubben. Dermed kom han virkelig ind under huden på Premier League i turneringens første spæde år efter lanceringen i 1992.

Det var han en af meget få udlændinge, der gjorde. Dengang var Premier League noget helt andet end den multikulturelle smeltekedel, vi ser i dag, for faktisk var »Faxe« en af bare tolv ikke-britiske spillere, der spillede i den allerførste Premier League-runde 15.-17. august 1992.

»Det var en engelsk kultur, hvor der helst skulle foregå noget i begge ender af banen så hurtigt som muligt. Det forlangte publikum, så tempoet var skruet helt vildt op. Man så en liga, der så småt var på vej til at blive den bedste i verden. I dag er spillet måske endnu hurtigere, men jeg synes stadigvæk, det var fantastisk underholdende at se på og utroligt hårdt. Der blev gået til stålet,« siger »Faxe« om datidens Premier League, som han i dag igen er en del af på grund af sit job som assistenttræner i Blackburn.

Det hårde spil påvirkede spillerne, selv en dansk europamester og midtbaneterrier. Efter bare otte måneder i Premier League fortalte »Faxe« til BT, at han ikke ville forlænge sin kontrakt med Arsenal, når den udløb i sommeren 1995.

»Det er meget værre, end jeg regnede med. Der er ingen lette kampe i England. Selv om du møder et bundhold, bliver du presset i alle 90 minutter. Tempoet er vanvittigt højt, og der er masser af knaldhårde nærkampe. Min træthed netop nu skyldes selvfølgelig også, at jeg ikke havde mange dages ferie efter EM-slutrunden. Jeg glæder mig meget til to måneders sommerferie, men forinden skal vi lige have ‘overstået’ fem hårde kampe på ti dage. Jeg ved allerede nu, at jeg ikke kan klare det her længere end de tre år, min kontrakt med Arsenal løber,« sagde »Faxe« til den danske avis.

Udover tempoet var det, som nævnt, det hårde spil, der adskilte Premier League fra den danske Superliga. Arsenal-manager George Graham var da også hurtigt ude og fortælle sin danske midtbaneprofil, at han skulle huske at passe på sig selv i duellerne med ligaens hårde drenge.

»Dengang var det tilladt at lave tofodstacklinger, og der kom tit fifty/fifty-situationer på midtbanen, hvor man sprang ind med begge fødder på bolden. Nogle gange kom jeg ind og ville bare tackle med indersiden, men han (Graham red.) fortalte, at jeg skulle komme ind med begge ben for at beskytte mig selv. Men selvom det fløj rundt med tacklinger, var folk også hurtige til at sige undskyld og gå videre med spillet. Det var fantastisk, mens folk rundt omkring i Europa måske blev liggende og skulle have behandling. I England handlede det om at komme op, så man ikke viste svaghedstegn,« siger »Faxe«, der selv hurtigt kom til at beherske den engelske stil – endda så godt, at han alligevel forlængede sin kontrakt i sommeren ’95.

Druktur på greyhoundbanen

I halvfemserne var de engelske spillere berygtet for at gå til den på pubberne, og John »Faxe« Jensen var i Arsenal på hold med nogle af de allermest notoriske svirrebrødre.

I bogen »Alltid. Uansett« om den norske klub Stabæk refereres det, hvordan »Faxe« efter få uger af sin Arsenal-karriere mødte den side af engelsk fodbold. Arsenal spillede en opvisningskamp mod det norske 2. divisions-hold i Norge, og efter kampen var der festmiddag, meget passende på en bar ved navn »Highbury Pub«.

»Der overtog Tony Adams og hans forsvarskollega Steve Bould på rekordtid ansvaret for baren, og i de korte pauser mellem tapning af øl omringede de den nyindkøbte dansker John «Faxe» Jensen for at lære ham at kende. ‘How’s your Danish wife, John?’ spurgte de. ‘Big tits? Stiff nipples?’ Danskeren havde scoret i EM-finalen nogle uger tidligere, da Danmark sensationelt blev mestre. På Highbury den aften så han ikke lige så lykkelig ud,« skriver bogens forfatter Ingebrigt Steen Jensen om »Faxes« møde med den engelske jargon.

Selv kan »Faxe« ikke genkende den konkrete episode, men han fortæller, at kulturen selvfølgelig var anderledes end i Danmark.

»Ethvert hold har sin egen jargon. Sådan var det også i Arsenal, der havde sin egen kultur. Man havde sin egen måde at joke på. Det er forskelligt fra land til land,« siger »Faxe«, der dog har oplevet lidt af hvert i Arsenal. I hvert fald skriver Tony Adams i sin selvbiografi »Addicted«, at han og holdkammeraterne tog danskeren med til hundevæddeløb

»John var nu ikke nogen stor øldrikker. Tidligt i hans Arsenal-karriere tog et par stykker af os ham med på en druktur via greyhound-banen i Walthamstow, hvor han besvimede,« skriver Adams.

Selv er »Faxe« ikke meget for at lukke op for røverhistorierne fra Higburys omklædningsrum, men han fortæller, at han fik meget ud af at spille sammen med vindertyperne i Arsenal.

»Kulturen omkring de engelske spillere var fantastisk. Jeg tror, at alle, der har set engelske spillere, ved, at de rent verbalt er i en klasse for sig selv. Man kan lære meget af englænderne. Jeg synes, de havde en fantastisk motivation, når de gik på banen,« fortæller »Faxe,« der stadig har kontakt til en del af sine gamle holdkammerater, for eksempel Steve Bould, der i dag er træner for Arsenals talenthold.Det var ikke kun spillerne, som »Faxe« fik et godt indtryk af. Også de engelske fans fik han et kærligt forhold til, men det var ikke kun på grund af danskerens styrker. Snarere tværtimod.

When Jensen scored

I sommeren 1992 var der ikke noget, der hed YouTube. Det var altså før, hvert eneste spillerindkøb fik verdens fodboldfans til at klikke ind på videodelingstjenesten for at finde ud, hvem den nye mand i trøjen egentlig var, og hvad han kunne.

Arsenals fans sukkede desperat efter en offensiv midtbanespiller, og da der pludselig blev præsenteret en krølhåret dansker, troede de, at deres bønner var blevet hørt – for de havde jo lige set ham brage et langskud i kassen i EM-finalen bare et par uger tidligere. Oven i købet havde han ramt stolpen i puljekampen mod England, så Arsenal-supporterne havde fået syn for sagen: »Faxe« var en spiller, der virkelig kunne få modstandernes målmænd til at ryste i bukserne.

»Jeg så ham som David Platt med et strejf af Michel Platini. Og, helt rimeligt, forventede vi lidt mål. Ikke 15, heller ikke 10, men fire ville ikke have været for meget at forlange. Faktisk ville tre have været fint,« som Damian Hall, Arsenal-supporter og forfatter til bogen Rough Guide 11s Arsenal, har skrevet i det engelske fodboldmagasin When Saturday Comes. Fansene fik hverken 15, ti, fire eller tre mål fra »Faxes« fod i første sæson. De fik ikke nogen. Det gjorde de heller ikke i anden sæson. Den danske kanonkonge viste sig i stedet i stedet at være en hårdtarbejdende midtbanespiller, og han blev kult blandt fansene, både på grund af sit hårde arbejde og fordi han simpelthen ikke kunne få bolden i nettet.

»We’ll be there when Jensen scores,« sang fansene, inden de efter mere en

d to år uden danskermål på Highbury ændrede teksten til »we’ll be dead when Jensen scores.« Hver gang danskeren fik bolden, uanset om det var i modstandernes eller Arsenals eget felt, opfordrede tilskuerne ham brølende til at skyde. Det blev så voldsomt, at anfører Tony Adams til sidst i kampprogrammet fra en kamp mod Chelsea bad tilskuerne om at droppe tilråbene, men første gang, danskeren fik bolden på egen banehalvdel lød opfordringen på ny: »SHOOOOOT!«

»Jeg opfattede det som om, de virkelig prøvede at hjælpe mig, selvom de ville have mig til at skyde fra firs meters afstand. De mente det godt. De kunne jo have piftet og alt muligt, men de opfordrede mig virkelig til at skyde, så jeg kunne få det mål,« siger John »Faxe« om forholdet til Arsenals tilskuere. Der var få timer tilbage af 1994, da målet endelig kom i danskerens tredje sæson.

Kalenderen viste den 31. december, da Arsenal mødte Queens Park Rangers på Highbury, og hjemmeholdet, der var i gang med en skidt sæson, kom hurtigt bagud. Efter 39 minutter modtog den målløse midtbanemand så bolden på kanten af feltet, og han nåede end ikke at blive retvendt, før den sædvanlige opfordring til en afslutning lød. Den fulgte »Faxe« så, og sørme om bolden ikke strøg i mål ved fjerneste stolpe, uden chance for målmanden. De cirka 30.000 tilskuere gik amok, og selvom QPR ikke lod sig påvirke af det historiske øjeblik og scorede yderligere to gange med en 3-1-sejr til følge, var det en festdag på Highbury, hvor tilskuerne sang danskerens navn resten af kampen.

»Jeg sparkede med højrebenet bolden op i målhjørnet. Det var et flot mål, når jeg selv skal sige det – men glæden over endelig at have ramt plet blev overskygget af, at vi tabte kampen,« sagde Faxe dengang til Politiken, men i dag husker han tilbage på oplevelsen med glæde.

»Jeg havde tre fantastiske afslutninger, som målmanden (walisiske Tony Roberts, i dag 41-årig keeper for Dagenham & Redbridge – og målmandstræner i Arsenal red.) desværre tog med nogle fantastiske redninger. Lige præcis i den kamp havde jeg fornemmelsen af, at jeg ville score. Da det så kom, var det helt fantastisk at være med til, selvom vi tabte kampen. Det var som at have vundet en FA Cup-finale. De råbte og skreg mit navn, fra da jeg scorede, til kampen var slut,« siger »Faxe.«

Målet gjorde ikke »Faxe« til en mindre kultfigur. Arsenals fanshop trykte t-shirts med teksten »I saw John Jensen score,« og de blev revet væk. Faktisk fik »Faxe« kun selv en, fordi ekspedienten i fanshoppen havde gemt en til ham, men der bliver også passet godt på den i dag. Da »Faxes« tidligere klub Getafe for nogle år siden skulle møde Tottenham i UEFA Cuppen, fortalte den daværende assistent for Madrid-klubben i et interview med The Daily Mail, at han havde t-shirten hængende på væggen, lige ved siden af landsholdstrøjen fra EM-finalen, og i dag er den stadig et dyrebart minde.

»Jeg har den liggende i en kasse. Jeg er lige flyttet, så den er ikke hængt op, men jeg har gemt alle mine trøjer. Der er nogle, der er mere vigtige end andre, og det er en af dem,« siger »Faxe«. Med sit mål skrev John »Faxe« Jensen sig ind i Arsenals historiebøger. Ikke helt på linje med Allan Sunderlands afgørende scoring i FA Cup-finalen i ’79, Michael Thomas’ chip over Liverpool-målmand Bruce Grobelaar, der sikrede Arsenal mesterskabet i ’89, eller The Invincibles præstationer i 2003/04, men stadig som et stort øjeblik.

Selvom Arsenal vandt en række trofæer i starten og midten af halvfemserne, var klubben med den stolte fortid alligevel ikke rigtigt tæt på at konkurrere om mesterskabet, mens »Faxe« var der, og derfor var det i den periode – efter Grahams storhedstid og før Arsene Wengers kontinentalrevolution – nødvendigt også at glæde sig over de mindre ting. Deriblandt altså da en hårdtarbejdende dansk midtbaneslider endelig scorede.

39 berømte trin

På trods af de manglende kvaliteter foran mål var John »Faxe« Jensen stort set fast mand i startopstillingen i sin tid i Arsenal. Han lå som defensiv midtbanemand foran »The famous back four«, forsvarskæden med Lee Dixon, Tony Adams, Steve Bould og Nigel Winterburn, og han var med til at vinde den del trofæer, selvom det kneb med deltagelse i finalerne.

Han var småskadet og uden for truppen før Liga Cup-finalen i 1993, men spillede til gengæld samme år 210 stærke FA Cup-finaleminutter, da Arsenal efter omkamp og forlænget spilletid slog Sheffield Wednesday. Et år senere var han skadet, da Arsenal i København vandt Europa Cuppen for pokalvindere, og da den triumf blev gentaget i 1995 var han heller ikke med i truppen, men måtte nøjes med at være kommentator for DR sammen med Carsten Werge. På trods af den sparsomme finalespilletid husker danskeren kun tilbage på Arsenal-tiden med glæde, specielt FA Cup-finalen.

»Siden jeg var lille dreng, har jeg siddet foran skærmen og set FA Cup-finalerne på det gamle Wembley med min morfar og min far og hørt Gunnar «Nu» Hansen kommentere. Jeg kan huske, at han sagde, at der var 39 trin op til trofæet, når man havde vundet. Da vi så vandt FA Cuppen, talte jeg alle trinene, og der var sgu 39, som Gunnar «Nu» havde fortalt,« siger »Faxe«.

Til sidst gik succesen i London dog på hæld. I 1995/96 havde Bruce Rioch overtaget rollen som manager på Highbury, og danskeren fik mindre og mindre spilletid. Det faldt sammen med, at hans børn havde nået skolealderen, så »Faxe« og hustruen Anette ville gerne hjem til Danmark. Herfølge var inde over med et generøst tilbud på 500.000 kroner for en halvsæson, men i sidste ende blev det hjerteklubben Brøndby, der fik underskriften. »Faxe« vendte tilbage Vestegnen i midten af marts 1996, og han markerede sig fra start: I sin første træningskamp for Brøndby scorede han det enlige mål, da Sheffield Wednesday blev besejret. Bedre start på en ny epoke kunne den eller så målfattige midtbanespiller næppe ønske sig.

Skurk og helt i England

Hos John »Faxe« har den britiske indflydelse altid været tydelig. Han gjorde Herfølge til danske mestre med engelske dyder i 2000 og efterfølgende har han fra bænken hos Brøndby, Getafe og Randers vist, at han stadig er inspireret af fodboldens hjemland. Men hvad med England og Arsenal. Huskes John Jensen der? Og hvis ja, hvordan huskes han?

Tilbage i 2004 udgav Sky Sports-værten Jeff Stelling bogen »England’s Worst Footballers«, hvor han kårede de dårligste spillere i de 92 engelske divisionsklubbers historie. »Faxe« vandt den lidet flatterende pris i Arsenal, mens han af The Sunday Times er blevet tildelt 36.-pladsen på en top 50 over de dårligste spillere, der har optrådt i den bedste engelske række. Værd at bemærke er det dog, at begge kåringer fokuserer på det faktum, at han kun nåede ét mål i Arsenal-trøjen, og er det rimeligt at bedømme en defensiv midtbanespiller på antallet af scorede mål? Det mener hovedpersonen selv ikke.

»Jeg synes, det var fuldstændig vanvittigt, når man spiller 130 kampe, så kommer han (Jeff Stelling red.) med en udtalelse om, at man er den dårligste Arsenal-spiller nogensinde. Der er nogle, der bliver købt for adskillige millioner, men som kun når at spille fem kampe. Der kan man tale om flopindkøb,« siger »Faxe«, der af den engelske presse også indimellem vurderes retrospektivt på, at George Graham fik penge under bordet af den norske agent Rune Hauge i forbindelse med skiftet fra Brøndby – hvilket midtbanemanden selv intet havde med at gøre.

Hvis man i stedet fokuserer på fansene, huskes John Jensen anderledes positivt. Hans fighterevner blev ikke glemt efter afgangen, fandt en gruppe Herfølge-spillere ud af, da de var en tur på Highbury med deres træner i januar 2000.

»Vi sad nede på den ene tribune, men da fansene opdagede, at «Faxe» var der, så var der en masse, der vendte sig om mod ham og begyndte at klappe og synge om ham. Der var mange, der rejste sig og hyldede ham, og da de havde sunget færdig, rejste John sig og bukkede en gang. Der tænkte vi også: er du vimmer vores træner er populær´,« fortalte den tidligere Herfølge-forsvarer Gert Nodin i 2009 til Tipsbladet. Også »Faxe« selv har kun positive oplevelser med Arsenals fans.´

»Det er lang tid siden, men en af grundene til, at den engelske fodboldkultur er så stor, er, at de stadig husker tilbage for 15 år siden. Jeg får stadig ufatteligt mange breve, og jeg er stolt af, at jeg har kunnet gøre en forskel for dem. Jeg kan huske engang, hvor en taxachauffør så, jeg skulle have en vogn fra Heathrow Lufthavn. Han var Arsenal-mand, så han kørte rundt med mig gratis i hele London. Han var så stolt over, at han kørte med mig, og jeg kan mange af de her små historier,« siger »Faxe.«

På nettet huskes »Faxe« også. En Arsenal-fan fra London har endda oprettet bloggen »John Jensen’s goal«, hvor han skriver om fodbold og Arsenal. Han husker også danskeren positivt, for han var en ægte klubspiller, som han skrev i en blogpost for nogle år siden om »Faxes« enlige mål.

»Han ville ikke have øjeblikket for sig selv, der var ikke noget med at pege på navnet på sin trøje eller lade som om, han kyssede logoet. Han løb direkte ud til tilskuerne. Øjeblikket handlede lige så meget om os som om ham, og Jensen vidste det. Og hvad kan man som man fan mere ønske sig, end at en spiller, der får fjernet en møllesten fra sin hals, først og fremmest tænker på de fans, der støttede ham, mens han kæmpede for at fjerne den? Måske kunne den professionelle fodbold i dag godt bruge et par John Jensen’er mere? Dog ikke for mange. 0-0-kampe bliver lidt kedelige i længden.«