Video : Tipsbladet
Generelle

Fantastisk melding om Anders Christiansen

Anders Christiansen er tilbage i holdtræning efter sin forskrækkelse for et halvt år siden.

Tilbage i maj måtte den danske Malmö FF-stjerne Anders Christiansen udgå af en træning, fordi han følte sig svimmel, og efterfølgende blev det konstateret, at hjerteproblemer var årsag til "AC's" ubehag. 

Kort efter fik 33-årige Anders Christiansen indopereret en pacemaker.

Danskeren har ikke siden været i aktion på fodboldbanen, da han helt naturligt har skullet tage den med ro, men nu har "AC" taget et stort skridt i retning mod et comeback for Malmö FF.

Fotboll Skåne kan fredag fortælle, at Anders Christiansen nu træner med sammen med holdkammeraterne, efter at han i en tid har trænet individuelt. Det er første gang i et halvt år, at danskeren deltager i holdtræning.

Der resterer blot to runder af ligaen i Sverige, så det bliver ikke i denne sæson, at Anders Christiansen gør comeback for Malmö FF, men håbet er, at han kan være tilbage i starten af det nye år.

"AC" har et år tilbage af sin kontrakt med Malmö FF, hvor han er anfører.