Er der nogle danske klubber, der kan bruge en 22-årige dansk målmand, som netop har fået kontrakten ophævet med Premier League-klubben Wolverhampton?
Så er det bare om at gribe telefonen og give Andreas Søndergaard et kald. Tirsdag aften ophævede han sin kontrakt med Wolverhampton et halvt år før udløb, da fremtidsudsigterne i Premier League-klubben så dystre ud. Der skal ske noget nyt i Søndergaards karriere, og selv om der lige nu ikke er interesse fra danske klubber, så er han åben for at vende retur til hjemlandet.
- Jeg er åben for det hele, og kommer der det rigtige i Danmark, og er det noget, som virkelig kunne være interessant og rigtigt for min videre udvikling, så er det helt sikkert noget, jeg kraftigt vil overveje, siger han til Tipsbladet på hans første dag som klubløs.
Han nåede aldrig at få en officiel kamp for Wolverhampton, hvor han i denne sæson primært stod for klubbens U21-hold. Helst ser han, at det næste skridt i karrieren bliver som førstekeeper, men det er ikke afgørende for det kommende klubvalg.
- Selvfølgelig er det vigtigst for mig nu at komme ud og spille fodbold, spille kampe og kunne gå ind som førstekeeper. Men skal jeg ind et sted, hvor det bliver som andenkeeper til at starte med, og hvor kampen om førstepositionen er åben, så er jeg også villig til at gøre det.
- Jeg er egentlig lidt åben for det hele, men der skal være den rette plan for, at jeg skal kunne gå ind og være andenmålmand et sted, siger han.
Det er umiddelbart svært at forestille sig, at den danske målmand kommer til at være klubløs i en længere periode. Til Tipsbladet bekræfter han, at der er interesse fra England og USA, og hos sidstnævnte er interesseren endda konkret fra flere klubber.
- Du får ingen navne, men der er blandt andet noget fra MLS i USA. Der er også noget i England i de mindre rækker - noget Championship og League One. Så der har været lidt af hvert, så nu er det med at finde ud af, hvad der så skal ske nu. Der er ikke noget stress på lige nu, men jeg håber, at der snart kan ske noget.
Er det konkret eller i snakkefasen nu her?
- Det har været konkret. Jeg har fået kontrakttilbud ovre fra USA. Det er der, der har været mest konkret interesse, siger han.
Der er dog ikke sat noget op lige nu, hvilket indikerer, at Andreas Søndergaard fortsat vejer sine muligheder. I og med at han ophævede kontrakten før transfervinduet lukkede, betyder det, at han kan skifte klub, når han vil, og derfor tager han sig tiden til at finde det helt rigtige sted, hvor han kan redde bolde fremover.
Han er glad for, at han står i den situation nu her, og at Wolverhampton var samarbejdsvillige, da han luftede idéen om at finde et nyt sted at spille.
- Det var mig, der i sidste ende sagde, at nu vil jeg gerne have, at der sker noget. Så var det selvfølgelig rart, at Wolves ville gå med til det efter en del samtaler frem og tilbage i forhold til, hvordan man gør det på den bedst mulige måde.
- Hele grunden til, at det var denne konklusion at ophæve min kontrakt, var jo også for at gøre min situation nemmere. I stedet for at jeg skulle blive der de næste fem-seks måneder uden rigtig at få spilletid. I bund og grund ville jeg måske spilde en del måneder.
- Forhåbentlig kan det være med til at gøre tingene lidt nemmere for mig, i form af at jeg kan gå på en fri transfer og ikke skal købes ud af noget, siger den danske målmand.
Andreas Søndergaard skiftede til Wolverhampton fra OB tilbage i 2018. I efteråret 2021 blev han sendt på leje til Randers FC, hvor han spillede en enkelt kamp, og i foråret sidste år blev han lånt ud til Hereford.