Video : Tipsbladet
Generelle

England vrager stjerne til EM

Tottenham-spilleren James Maddison kommer efter sigende ikke med England til EM.

I modsætning til Danmark har England udtaget en bruttotrup på hele 33 spillere op mod EM, og den trup vil lørdag blive skåret ned til 26 mand.

Det betyder, at syv skal sies fra i de kommende dage, og nu er den første angiveligt blevet fravalgt. Der er tale om Tottenhams midtbanestjerne James Maddison, som har fået besked om, at han ikke skal med til EM.

Det skriver det engelske medie BBC.

James Maddison, 27 år, har spillet syv landskampe for England og var faktisk i aktion så sent som i mandags mod Bosnien-Hercegovina.

Det er da også en stjernebesat midtbane, som England råder over. Tottenham-profilen skal kæmpe med spillere som Jude Bellingham, Cole Palmer og Phil Foden om de offensive midtbanepladser.  

England spiller fredag aften deres sidste testkamp mod Island, og lørdag vil den endelige EM-trup så blive offentliggjort. 

England skal møde Danmark, Serbien og Slovenien i gruppespillet ved EM.