Allerede i slutningen af 1800-tallet var der bekymring for "ungdommens elendige fysiske og psykiske forfatning". Det gav anledning til en del skriverier i Skive Folkeblad. Og førte til oprettelsen af flere foreninger, men det var først i marts 1901, at byen fik sin store idrætsklub, kaldet Skive Gymnastik og Boldklub. Fem år senere tog den navneforandring til Skive Idræts Klub, da atletikken kom på programmet.
Navnet er stadig det samme, men i dag er klubben alene udbyder af fodbold. Med sæsonerne 2000 til 2002 tilbragt i første division som det bedste resultat nogensinde. Siden er det gået ned ad bakke til danmarksserien, Skive har forlængst måttet se sig overhalet af nabobyen Viborg, hvorfor det egentlig er uden relevans at tale om tidligere tiders ærkerivalforhold mellem de to klubber.
LEGENDER: Jan Bartram først og fremmest, som kom fra en af de mindre omegnsklubber, men brugte Skive som afsæt til en fornem karriere både på landsholdet og som udlandsprof i den tyske Bundesliga og i skotsk fodbold. Angriberen Chr. Lundberg, som i efteråret måtte opgive karrieren og forlade Randers FC et halvt år før end planlagt, er oprindelig Skive-dreng. Rasmus Würtz, den unge AaBer med potentialet til en stor karriere, er selvfølgelig ikke akkurat en legende, men fik sin basis fodboldopdragelse i Skive.
STORT ØJEBLIK: På sin vis Kr. Himmelfartsdag 19. maj 1955, da Skive stadion var proppet til med 10.000 tilskuere, en rekord der aldrig siden er blevet slået. Det gjaldt oprykningskampen fra Jyllandsseriens nordkreds til den daværende kvalifikationsrække, populært kaldet "4. division". På den anden side af midterlinien stod Viborg linet op, datidens arvefjende, og interessen for kampen var så stor, at der var sat ekstratog ind mellem de to byer. Nogle tilskuere hang rundt om i træerne, andre fulgte kampen fra den nærliggende museumsgrund. Desværre vandt naboerne 3-2, og dermed røg også drømmen om oprykning. Men den blev realiseret fire år senere med en afgørende sejr over Aalborg-forstadsklubben Vejgaard.
SORT ØJEBLIK: I nyere tid så afgjort da klubben måtte forlade divisionerne for to år siden, hvilket dog ikke har fået klubben til at træde på bremsepedalen, hvad ambitionsniveauet angår. Og holder den aktuelle stilling i Herre-DS pulje 2, hvor Skive er i front efter 15 spillerunder, er skibonitterne tilbage i divisionsselskabet til sommer. Til glæde for blandt andre Elite-formand Hans Kurt Larsen, der med nedrykningen i 2004 som personlig omkostning måtte forlade sine tillidsposter i Divisionsforeningen og i DBUs bestyrelse, fordi han ikke mere var valgbar på vegne af divisionsklubberne. Men Hans Kurt Larsen holder stadig fast i Skive-roret, elitestrukturen er bevaret, selv om klubben p.t. ikke har ret til at skrive kontrakter og arbejdet derfor foregår på lidt andre vilkår.
FREMTIDEN: Klubben foretog for et år siden en omorganisering af strukturen, som bl.a. indebar, at bedste junior- og ynglingehold kom ind inder Skive Elite. Det har givet rigtigt gode resultater, både junior- og ynglinge har nu divisionsstatus i den kommende sæson. Samtidig har klubben haft vokseværk i bredden og er med sine aktuelle 917 medlemmer tæt på at have status som Jyllands største klub. Så der er stadig grøde i klubben, og optimismen er ved at vende tilbage efter førsteholdets skuffende degradering i 2004.
ELLERS NOGET: Med ansættelsen af den tidligere Superliga-topscorer Søren Frederiksen som ny cheftræner for de kommende to år har klubben gjort et spændende valg. Man var hurtig til at sikre sig den populære angribers signatur, da et langvarigt skadesforløb tvang den 33-årige Frederiksen til at opgive karrieren som superligaspiller i Viborg. Den positive sidegevinst har været, at han alene i kraft at sit navn og sin status gennem mange sæsoner på højt niveau har formået at tiltrække nye spillere og dermed sikre en bredere trup omkring førsteholdet.