En leg med ild

Den trinde mand overvejer længe, om han har tid og lyst til at køre på stadion med en kunde, der skal se bold.

Og nogen nem beslutning er det ikke, for han ligger godt omme på bagsædet og hører radio med seneste nyt fra hjemlandet – hvilket vil sige Baskerlandet da den fremmede banker på ruden.

Kommunikationen bedres ikke ligefrem, da de politiske paroler diskret anmodes udskiftet med fanatiske fodboldkommentatorer i minutterne inden søndagens sene eftermiddagskampe i Primera Division.

"Der er vigtigere ting i livet end fodbold", vrisses det fra førersædet i samme øjeblik som en dansker fra Lemvig råbes op i startopstillingen inde på det slidte Estadio Anoeta og TIPS-bladets mand i felten forcerer trapperne i blok 14.

Pladsen er imidlertid optaget til anden side – den slags detaljer bekymrer man sig ikke synderligt om på denne breddegrad – hvilket fører til et fodboldeventyr på nabobalkonen, hvor ingeniørstuderende Pedro Sarasti huserer.

Egentligt er Pedro til lokalopgør med kæresten, vennerne og svigerfamilien.

Men i praksis farer han, iført udeholdets dress, frem og tilbage mellem sit plasticsæde og det tilstødende rå rum, hvor han liner op med tapas dertil frisk brød og drikkevare.Overdådigheden, udvirket af et par plasticposer og en spejderkniv, skal være klar i pausen.

Derfor ser Pedro ikke, da Athletic Bilbao`s midtbanespiller Andoni Iraola kommer først på en returbold, som den travle unge mand dog får i reprise på en mistrøstig fjernsynsskærm under åben himmel.Pedro ser heller ikke, at Morten Skoubo forsøger at gøre en forskel.Og havde heldet været med ham, så havde han hovedscoret blot få minutter efter Real Sociedads brændte straffespark.Et kvarter inde i anden halvleg – og efter at have ageret såvel angrebsvåben som forsvarskrumtap ved dødbolde – pilles dansken ud.På det tidspunkt sidder Pedro for at blive siddende.Derfor ser han Iraola score igen live, da Bilbao, der ellers har været klart mindst i boldbesiddelse, atter kommer først på en løs bold og bringer sig ni point foran hjemmeholdet i bundstriden.Festen er slut i betonlogen uden bløde tæpper og beskyttende glas og Pedro takkes for beværtningen.På boulevarden overfor Anoeta ligger beværtningerne og samler nogle af de knap 30.000 kolde fodboldfolk op.

Side om side i barerne står tilhængerne fra Real Sociedad og Bilbao og analysere situationen.

"Vi er brødre", proklamerer 22-årige universitetsstuderende Miguel Garmendia og uddyber "familierelationen":

"Først og fremmest er vi baskere. Vi hader ikke nogen – heller ikke dem i Madrid," fastslår han og misser med øjnene bag duggede brilleglas.

Sammen med en flok studiekammerater har Miguel taget turen til San Sebastian."Fodbold er adspredelse, og uanset klubfarve er vi alle stolte af at være baskere. Det er en følelse indeni os," forklarer han og smiler overbærende, da han forsøges drillet med en nylig dansk sejr under VM i håndbold.

"Spanien tabte! Landet er ikke i mit hjerte," fastslår han og fortæller om glæden ved at kende spillerne på sit eget fodboldhold.

For modsat Real Sociedad, hvor man har købt sig en brasilianer, en argentiner, en serber og en dansker, så er der fortsat ikke en eneste "fremmed" spiller på holdet i Bilbao, siger Miguel stolt.

"Jeg er vokset op og har spillet fodbold med flere af spillerne hjemme i gaden. De kender mig. De lever som os andre og går i byen som os andre. Kan du forestille dig, hvad det betyder, at ens fodboldhold ikke består af `fremmede` uden tilhørsforhold til din kultur og din historie," spørger Miguel uden at forvente svar og nævner fusionsklubber over hele Europa.

Derefter ender vi i den uundgåelige politiske genré.

"Selvfølgelig vil vi have vores selvstændighed. Som folk i Catalonien og Galicien gerne vil det. Men vi vil det stærkest, og før vi får det, bliver der aldrig ro omkring ETA."

(Løsrivelsesbevægelse, eller terrorbevægelse om man vil, der siden 1960`erne har kæmpet for national selvbestemmelse i de baskisktalende områder og dræbt knap 900 mennesker på vej mod målet, red.)

Selv er Miguel er ikke til væbnet kamp, men han kender flere, der er.

"Vi ved hvem, der støtter og arbejder for ETA. De går på mit eget universitet. Sådan er det i baskerlandet! Forskellen på mig og dem er, at jeg endnu tror på, at ord er det rette våben," siger Miguel og fastslår at situationen ikke er blevet mindre sprængfarlig nu hvor Alfredo Perez Rubalcaba (spansk indenrigsminister red.) har erklæret en spirende fredsproces for "likvideret".

Miguel skyller den sidste vin ned i samme sekund som Morten Skoubo svinger den store sorte sponsorsponsorerede Mercedes ind ved kantstenen.

"Jeg er sgu rigtigt glad for at benet holdt," lyder meldingen, mens dagens nederlag skubbes i baggrunden og vi glider mod byens smukke strande og lysene ude på forbjergene Monte Urgull og Monte Igeeldo.

Der er derimod intet prangende over ungkarlehyblen.

Nordisk inspireret indbo, danske magasiner på spisebordet og lektierne, der tager den fjernstuderendes tid.

"Det er godt at have andet end fodbold at beskæftige sig med," bemærker Skoubo og sætter kaffen over, inden han skifter fra karakteristisk standard fodboldhabit – træningstøj – til dansk style ala Jack & Jones.

"Det er en god fornemmelse at have spillet en time efter skadeshelvedet," konstaterer Skoubo og mærker efter bentøjet, der drillede, på en måde så de knap så kompetente læger i San Sebastian kløede sig nakken og til sidst lod "problemet" behandle anonymt på en klinik i Brøndby og siden mere åbenlyst i Frankrig

Lige nu driller kun ryggen den ranglede fodboldspiller, så vi kører de få hundrede meter op ad bakken til familierestauranten Rekondo.

"Her kan jeg være i fred," forklarer han valget langt fra den ellers så smukke gamle bydel Parte Vieja, hvor små barer og indbydende spisesteder fylder de brostensbelagte gyder.

Trods kulden selv indendøre – for et par uger siden lå temperaturen omkring 17 grader udenfor – fyldes Rekondo langsomt af agtværdige borgere, der ikke lader sig mærke af, at en af byens fodboldsønner befinder sig i lokalet.

"Folk går da op i fodbold, men de behandler os med værdighed og respekt," fastslår Skoubo, der kom til den smukke by med de 178.000 indbygger for et år siden.

Knap 20 millioner kroner stod der på checken, da han forlod Brøndby og lod sig indskrive ved den biscayiske bugt, hvor universitetets tusinder af studerende spiller en afgørende rolle.

Og danskeren indledte da også med brask og bram.

Men skaden i sæsonafslutningen sidste forår – efter at nedrykningsspøgelset var manet bort – har holdt ham væk fra holdet i mere end et halvt år.

Sidste uge fik han så en halv time mod Valencia.

I dag for første gang i startopstillingen i alt for lang tid.

"Jeg har befundet mig i en slags vakuum, hvor man lukker af for omverdenen. Man vender sig mod sig selv og koncentrerer sig bare om at blive klar til at spille igen", forklarer Skoubo, der undervejs nåede at blive svinet til i den lokale presse for at fingere skaden og tålmodig måtte se til, at skiftende magtkampe havde indflydelse på, at pinen trak ud.

"Jeg var træt af det, da de fyrede Bakero kort inde i sæsonen."

José Mari Bakero var manden, dengang med titel af sportschef, som fløj til København og insisterede så kraftigt, at Morten Skoubo signerede kontrakten uden først at besigtige forholdene i San Sebastian

I dag har Miguel Angel Lotina retten til at sætte hold.

Real Sociedads fjerde træner på 12 måneder.

Ham taler Skoubo ikke med.

"Jeg kunne bare se, at jeg var på det hold, der skulle indlede kampen, da vi trænede lørdag formiddag. Det er måden, hvorpå vi får besked," konstaterer Skoubo, der gerne havde set en gammel lærermester ved roret.

"Men han er klog nok til at lade være," griner Skoubo, der havde en "fantastisk" tid under Laudrup.

"Brøndby var det rette sted for mig efter mareridtet i Borussia Mönchengladbach. Laudrup og "Faxe" troede på mig og gav mig den selvtillid, der skulle til for at komme på landsholdet og videre til denne liga, hvor man spiller noget af verdens bedste fodbold," siger jyden med ungdomsfodboldfortid i Holstebro, Ikast og Norge, hvor han boede med sin mor efter forældrenes skilsmisse.

Og trods skaden i akillessenen og følgeskaden har Skoubo ikke et sekund fortrudt ungkarletilværelsen i baskerlandet.

"Baskernes mentalitet passer mig fint, selvom de indimellem kan virke for skødesløse. De kommer gerne i hullede sko og bukser og det rager dem en høstblomst. De hviler meget i sig selv og er ikke sådan at slå ud af kurs. heller ikke selvom Sociedad for første gang i årtier er på vej til at rykke ned," tilføjer Skoubo, der trods skade og nedrykningstrussel tager tid til at uddanne sig.

"Noget med business," svarer han, da spørgsmålet går på tiden efter karrieren.

Den 26-årige angriber forestiller sig kun at spille til han er omkring de 30.

Til den tid vil han gerne skabe sig en ny platform med civile udfordringer.

"Derfor overvejer jeg også allerede nu, at sige nej til landsholdet fremover. For som klubspiller og nationalspiller er du altid på farten. Der er stort set ikke tid til andet end fodbold døgnets 24 timer året rundt. Ind imellem tænker jeg på, om det er det, jeg vil med mit liv," funderer Morten Skoubo, da vi omkring midnat forlader restauranten og han måske endelig kan finde hvile i kroppen, inden holdet, der ligger otte point under nedrykningsstregen i Primera, i morgen flyver i træningslejr i Andalusien inden næste weekends kamp mod Sevilla.

Dagen derpå er Skoubo på forsiden af El Diario Vasco – den lokale sprøjte i San Sebastian.

Nobelt klædte mænd i arbejdshabitter står i lufthavnen og fordriver tiden med avislæsning med et lønligt håb om at tågen over startbanen letter.

Godt nok bliver danskeren den lille i hovedstødsduellen mod Athletics centrale forsvarsspiller Amorebieta på billedet.

Og godt nok får han ikke ligefrem prangende anmeldelser.

Langt fra topformen, som han er.

Men han var der.

En forstærkning på et yderst ringe spillende Real Sociedad hold i en time.

Påpasselig i omgangen med bolden, en levende mur at spille op mod og, trods manglende skarphed i kroppen, altid farlig omkring bolde i hovedhøjde.

Fodboldspillere ved godt, når de kan være sig selv bekendt.

"Det handler også om ære," erkendte Skoubo.

Derfor var det en glad mand, der samlede mig op i aftes.

Knap så glad er forsamlingen, der skulle have været med Spanair JK 6140Q, da vi bliver dirigeret i bus 100 kilometer mod vest til lufthavnen i Bilbao, hvor solen skinner og vejret er som en smuk dansk forårsdag, hvilket kan have en vis symbolik i forhold til Athletic Bilbao`s nuværende sportslige optur.

Lige så smuk er den unge tandlæge Rosa ved min side. Efter weekenden hos familien er på vej mod Madrid, hvor hun bor og arbejder.

Hun læser hverken sportssider eller holder med Sociedad eller Bilbao for den sags skyld.

Hun tyrer faglitteratur og overvejer end ikke om hun er spanier eller basker.

"Jeg elsker Baskerlandet, men jeg er spanier. San Sebastian er en baskisk by i et land, der hedder Spanien. Politik og fodbold er mandeting. De siger, at det handler om ære, men for mig at se handler det om, at mænd elsker at lege med ilden. Om det er kvinder, fodbold eller politik," siger Rosa og svarer beredvilligt på bygen af spørgsmål, der falder i kølvandet på hendes udsagn.

Vi når knap at bemærke skiltet til byen Gernika – åndeligt center for baskisk nationalisme og måske en nøgle til at forstå baskernes kamp for at generhverve selvstændigheden.

Mindre end et år efter starten af Den Spanske Borgerkrig oplevede byens 7000 beboere helvede, da general Franco i foråret 1937 fik tyske og italienske bombemaskiner til at knække "oprørerne", hvis modstand mod centralmagten i hovedstaden i den grad irriterede fascisterne.

Massakren på den baskiske landsby rystede verden og andalusiske Picasso malede billedet som hver et skolebarn i Europa har stiftet bekendtskab med.

Derfor er baskernes historie europæernes historie.

Og derfor ønsker ingen basker, hverken Athletic eller Real rykker ud af Primera Division.

Men ikke engang en Morten Skoubo i topform kan holde sidstnævnte i oppe.

Nu håber man så på frelseren Gaizka Mendieta, læser jeg, da flyet kredser over Barajas i Madrid.

Fra vinduet på 7C ser man endnu murbrokkerne i lufthavnen efter det halve ton sprængstof, ETA udløste for en måneds tid siden og derved tvang den socialistiske regeringsleder, José Luis Rodriguez Zapatero, hjem fra juleferie før tid.

Og fra vinduet i den anden side kan den kønne Rosa sidde og se ned over Real Madrids nye træningsanlæg et solidt stenkast fra landingsbanens asfalt.

Som Real Sociedad, ETA, premierministeren og alle de andre har kongeklubben sit at se til.