En fodboldgal borgmester taler ud

BRAGT I TIPSBLADET 2. MARTS

Det er reformernes tid. Jan Trøjborg gik for nylig på talerstolen som formand for Kommunernes Landsforening og snakkede om omfattende besparelser på de kommunale budgetter de kommende år. Forude venter møder og forhandlinger med regeringen. Et spil som Jan Trøjborg kender alt til fra dengang han selv sad i Folketinget for Socialdemokratiet og nåede at være blandt andet både industriminister og erhvervsminister.

I dag er Jan Trøjborg borgmester hjemme i fødebyen Horsens, og han nyder de få pauser fra politik, han kan finde. En af hans yndlingspauser er fodbold, og det er han glad for at fortælle om, da Tipsbladet kigger forbi borgmesterkontroret på rådhuset i Horsens.

»Jeg har faktisk aldrig snakket med noget medie om min fodboldinteresse før, men den er stor. For mig er der to elementer i det. For det første er det den sport, jeg selv har dyrket mest, og som de fleste mennesker i Danmark vel synes er vores rigtige nationalsport. Det er den sport, som flest kan blive optaget, og næsten ophidset, af. Det forener i høj grad nationen, når landsholdet spiller. Det har lidt af kongehuset over sig.«

»På den anden side er fodbold også noget meget lokalt. Det er jo interessant at spille det selv, det holdspil. Det er også rigtig interessant at se det sammenhold, det kan skabe i en by, som her for eksempel, hvor byen står sammen om fodbolden. Der er en god sammenhængskraft og et rigtig fint netværk omkring det. Det er fantastisk positivt.«

»Det negative er omvendt det med de her hooligans, som kommer til fodbold. Det, synes jeg, er trist og rigtig ærgerligt, at der er sådan en subkultur, som ikke har noget med fodbold at gøre. Vi har ikke selv så mange hooligans her i Horsens. Det »niveau« er vi i gåseøjne ikke kommet op på endnu, men vi oplever dem jo, når de kommer hertil med udeholdet. Det kræver en ekstra politiindsats hver gang,« siger Jan Trøjborg.

»Men det er jo sjovt, at det kan skabe sådan en fornemmelse af fællesskab, engagement og passion. Jeg er da også selv vældig engageret i fodbold og synes, at det er enormt spændende. Jeg prøver at være på stadion til alle hjemmekampene. Det er ikke altid, at jeg kan, men så ofte som muligt. Jeg ser kampene med familie og venner. I repræsentativt øjemed har jeg så andre med. Vi har ofte gæster fra andre kommuner, der har været oppe at se.«

»Når jeg sidder på stadion, har jeg mit AC Horsens-halstørklæde på og går intenst op i det. Jeg følger med i det og råber »Yes« og »Ejjj«, men jeg tænker også over, at jeg skal være rimelig i mine udbrud overfor spillerne, for jeg ved godt, hvor svært det er. Der skal ske fejl derinde, for det hører med til fodbold. Når Søren Jochumsen glider i bolden og sparker den hen til en modstander, der så scorer mål, som det skete mod AGF i efteråret… ja, så er det bare sådan noget, der sker. Måske en gang ud af 1000 eller 10.000, men det hører med, selv om man siger »Nej, for satan«.«

»Mit favorithold er ubetinget AC Horsens. Altså, jeg vil da gerne se Barcelona og sådan noget, men jeg synes, det er sjovere at se Horsens. Jeg har en personlig tilknytning. Som dreng, da det hed Horsens fS, så jeg dem spille på stadion masser af gange. Jeg så dem få bronzemedalje i 1967 med spillere som Poul Johansen, Bent Schmidt Nielsen, Hardy Jensen, Jørgen Rasmussen, og hvad de nu hed alle sammen, på holdet. Det var i slutningen af 60’erne, at jeg endda cyklede de 26 kilometer fra Horsens til Vejle for at se dem spille udekamp. Vi vandt 4-3 dernede i en kamp i 1. division. Holdet fik øgenavnet Den Gule Fare, men en overgang senere skiftede de farver fra gul til hvid, og det brød jeg mig ikke om. De skal spille i gult. Det er den eneste rigtige farve til dem.«

Læs mere på næste side.

Lang tur hjem fra Parken

Nu 56-årige Jan Trøjborg blev efter skoletiden på Dagnæs Skole i Horsens udlært murer og uddannede sig siden til ingeniør på Horsens Teknikum. På det tidspunkt var han forlængst engageret i politik og fodbolden var ikke længere noget, han fik tid til at dyrke selv. Men han mindes stadig sin korte karriere som defensiv allrounder på skoleholdet og for Dagnæs IF.

»Mine følelser for fodbold hænger i høj grad også sammen med, at jeg selv har dyrket sporten og følt det der forventningspres fra omgivelserne om, at holdet skulle levere. Det var både dramatisk og charmerende, selv om det ikke foregik på højt niveau. Dengang var der i realiteten kun én sportsform, man kunne dyrke let, for der var jo ikke idrætshaller i massevis, som der er i dag. Der var nok kun to idrætshaller i hele Horsens. Så der gik man til fodbold som dreng, og det gjorde jeg så.«

»Jeg var heldig med at komme til at spille på et godt hold i Dagnæs IF. Vores arvefjender var HfS, De Gule, som jeg holder med i dag. Det var jo storklubben i byen. Men i Dagnæs spillede jeg sammen med Poul Erik Østergaard, der senere blev landsholdsspiller, mens Hans Erik Jensen og Stig Friis blev divisionsspillere for HfS senere. De var gode. Jeg var bare med, men det var da også sjovt. Jeg spillede mest i forsvaret, gerne som enten venstre eller højre back, eller defensiv midtbanespiller. Jeg scorede ikke en masse mål, men fik forhåbentlig lukket af en gang imellem.«

»Der var også en skolefodboldturnering med Dagnæs Skole, hvor vi vandt her i Horsens. Den store præmie var så, at vi fik en bustur til København, hvor vi om aftenen skulle se Danmark spille landskamp mod Skotland i Idrætsparken. Men det var pisse kedeligt, for de tabte jo. Jeg mener, at de tabte 1-2. Så kørte vi en lang tur hjem igen og skulle med færge og det hele. Arrh, det var jo ærgerligt.«

Jan Trøjborg har dog fået bedre oplevelser med landsholdet som voksen, for han stod sammen med flere politiske kolleger på Rådhuspladsen i 1992, da Danmark besejrede Holland i EM-semifinalen. Han håber også på endnu en succesrig tur til København her i foråret. AC Horsens er i semifinalen af pokalturneringen, hvor modstanderen er HB Køge.

»Jeg håber, at Horsens kan trylle sig frem til pokalfinalen i Parken. Hvis de kommer det, arrangerer vi helt sikkert et eller andet her fra kommunen og tager en tur derover Kr. Himmelfartsdag. Det er stensikkert,« siger Jan Trøjborg, som har mødt spillerne flere gange.

»Gilberto Macena har jeg hilst på rigtig mange gange, og han var lige hernede på kontoret og sige pænt farvel, inden han tog til Kina. Han sagde farvel og tak for et fantastisk ophold og støtten her i Horsens. Det var rigtig sødt af ham. Fantastisk sødt, faktisk. Jeg var superglad for, at han kom og sagde farvel. Jeg fik også lige taget et billede med ham her uden for og sagde til ham, at han jo ikke kan finde ud af at spise med pinde. Om han nu var helt sikker på, at han skulle rejse derud?«

»Han var et symbol for byen og ham, vi var gladest for at se på stadion, fordi han er sådan en underholdende spiller. Vi kommer til at savne ham, men jeg kan godt forstå, hvis han gerne vil tjene en stor pose penge i Kina, mens tid er.«

Læs mere på næste side.

Truet af Jochumsen?

I AC Horsens’ omklædningsrum har de grint meget af en kommentar, klubbens nu tidligere målmand Kenneth Stenild kom med til denne artikels forfatter om sin konkurrent, Horsens’ mangeårige førstekeeper Søren Jochumsen.

»Søren Jochumsen er så populær, at han kunne blive borgmester i Horsens,« sagde Kenneth Stenild.

Jan Trøjborg griner også af bemærkningen.

»Der er jo noget om det. Han er en slags Mr. Horsens og vel den eneste på holdet efterhånden, der er fra Horsens. Det er jo klart nemmere at blive populær for en fodboldspiller end en politiker. Hvis det går godt, kan man bare nøjes med at nyde, at det går godt. Så ved jeg godt, at det også kan gå skidt, men i politik skal du jo foretage de her prioriteringer, og for tiden er det mest de barske ting. Effektiviseringer og stramninger, der gør ondt. Det er jo et helt andet ballgame.«

»Men jeg synes kun det er fint, at lokale fodboldspillere som Søren Jochumsen bliver umådeligt populære. Det er et eller andet sted en befrielse, at der er noget, man kan glædes over og se op til mennesker, der har succes. Det kan man ikke rigtig med politikere, for de repræsenterer også noget af det, man synes er træls. De skal tage alle de her hårde beslutninger, som mange selvfølgelig vil være uenige i. At tage et ledelsesansvar kan aldrig gøre en helt populær. Som politiker kan man højst blive tålt. Men det vil være fint og velkomment, hvis en fodboldspiller brugte fodbolden som springbræt til politik,« opfordrer Horsens-borgmesteren.

De samme dramaer

Bortset fra på popularitetsbarometret ser Jan Trøjborg ellers mange paralleller mellem fodbold og politik, så på en måde har den politiske karriere kompenseret for det, han ikke nåede på banen.

»Politik tog over og tog efterhånden al min tid, og det var nok et klogt skifte. Jeg blev meget aktiv i politik allerede som teenager, men politik minder faktisk på mange måder om fodbold. Man er afhængig af en holdindsats, og der er de samme dramaer. Der bliver lavet fejl, man taber nogle af kampene, men så må man man rejse sig og kæmpe videre i næste kamp. Det er jo en konkurrencementalitet, der skal til, for overhovedet at kunne begå sig og holde det ud.«

»Der er også stor opmærksomhed fra medierne, så det har næsten alle de samme ingredienser. Ofte er dramaet i medierne mere interessant end selve resultatet. Jeg har også lagt mærke til, at der er den samme trend begge steder om, at pressen fokuserer mere og mere og privatlivet. Det er helt vildt, som det har ændret sig i både politik og fodbold. Det handler enormt meget om personerne og deres gøren og laden uden for banen,« siger Jan Trøjborg og beklager samtidig udviklingen.

»Jeg synes, at det er blevet for meget. Der er også en anden parallel, nemlig at alle mulige andre er kloge på, hvad der skal ske, udover dem der spiller og træner. Alle mulige andre er også kloge på politik, end dem som driver politik. Man hører efterhånden mest de her kommentatorer, der taler med hinanden. Jeg synes jo, at det er kammet helt vildt over og også fjerner noget af interessen hos befolkningen.«

»Om der kan komme en modgående bevægelse engang, ved jeg ikke. Det må der vel komme, for skulle vi nu ikke lade selve de mennesker, der udfører sport og politik, komme til orde en gang imellem? Der er for mange ikke-sigende, næsten indholdsløse, kommentarer, både når det handler om fodbold og politik.«