Jesper Riisgaard er tidligere divisionsspiller og nuværende psykoterapeut. Han arbejder med en ung Superliga-spiller, som han betegner som et kæmpe talent, men som har haft store problemer med at omsætte det på banen.
Spilleren havde det svært i skolen, både fagligt og socialt. Det var én lang kamp for ham at være der, og han følte, at hver gang han lavede en fejl, blev han drillet med det. Han græd ofte, når han kom hjem.
Jo dårligere han fik det, desto dårligere spillede han. Først satte trænerne ham til at spille med reserverne. Et nederlag. Så blev han sat til at træne med dem, som var et niveau under igen. Endnu et nederlag.
Spilleren fik det værre og værre med sig selv, men følte ikke, han kunne dele sine problemer på fodboldholdet, og som det så ofte sker, reagerede han udad. En dag, da en af de andre i klassen, kom med en kommentar til ham, fik han nok. Og så kom de op at slås.
Fra da af ændrede spilleren karakter.
Jesper Riisgaard fortæller historien for at illustrere, hvor meget fodboldspilleres personlige trivsel hænger sammen med deres sportslige præstationer. Problemer i livet giver problemer i karrieren.
Det er bare svært for mange fodboldspillere at tale om deres bekymringer med trænere eller holdkammerater. Det bliver set som et svaghedstegn, frygter de, og hvis der er noget, man ikke vil i professionel fodbold, er det at fremstå svag. Men det kan få store konsekvenser, hvis man ikke kommer det til livs.
Spillerne svarer jo: "Hvis jeg siger det til nogen," og det er ordret det, der bliver sagt, "så bliver jeg drillet eller bliver grinet af i omklædningsrummet”
Før vi fortsætter historien om spilleren, skal vi have præsenteret fortælleren. Jesper Riisgaard stod på mål for først Glostrups og siden HIK’s 2. divisionshold, og nu er han selvstændig psykoterapeut. I det seneste års tid har han arbejdet med ti forskellige fodboldspillere fra Superligaen, 1. division og 2. division.
Riisgaard ser en klar tendens: Selv om det er blevet lettere at være åben om personlige udfordringer, end da han spillede sine første divisionskampe, er der lang vej endnu. Fodboldens verden er stadig en, hvor det gælder om at være Mand, frygtløs og usårlig, og om at kunne trives i et skolegårdsagtigt miljø, hvor jungleloven råder. Spis, eller bliv spist.
Virkeligheden er bare, at fodboldspillere også bliver syge, mister nære og får psykiske problemer. Ligesom alle andre. Det har tipsbladet.dk sat fokus på i en artikelserie i denne uge.
Frygten for at blive fyret
Eksisterende forskning fra den internationale spillerforening, FIFPro, viser, at 38 procent af adspurgte fodboldspillere på verdensplan har oplevet symptomer på angst eller depression. I Danmark er det over 18 procent. Det betegner foreningens medicinske chef, dr. Vincent Gouttebarge, som “så højt, at man bør tage udfordringen om mentale problemer meget seriøst.”
Læs også:Tidligere Superliga-spiller var ramt af angst og depression: Du er jo ved at dø
Men når nu så mange døjer med de her ting, hvorfor er det så svært at tale om?
- Spillerne svarer jo: "Hvis jeg siger det til nogen," og det er ordret det, der bliver sagt, "så bliver jeg drillet eller bliver grinet af i omklædningsrummet”, siger Jesper Riisgaard.
- Jeg har aldrig oplevet, at det er sket, vil jeg sige, for omklædningsrummet er også et sted, hvor man beskytter hinanden. Men det er frygten for det. Jeg kun hørt om sårbare historier, som er blevet taget kærligt imod med rigtig meget støtte fra de andre i omklædningsrummet, og derfor tror jeg, at frygten afspejler en kultur og ikke virkeligheden.
- Jeg oplever til gengæld, at hvis man siger det til træner, ledelse, bestyrelse, kan det godt have konsekvenser. Fordi de ikke forstår at rumme det, og fordi de bliver bange for det. Så går de uden om spiller X, selv om man ikke behøver at være bange for det overhovedet.
Frygten for den slags reaktioner forplanter sig til de spillere, Jesper Riisgaard arbejder med. Derfor håber de typisk, at problemerne går i sig selv, så de ikke behøver indvie nogen i dem.
- Så sent som i går var der en, der sagde til mig: "Jamen, jeg ved godt, det ikke kan lade sig gøre, men jeg er bange for, at de fyrer mig." Man ved godt på et rationelt plan, at det ikke sker, så det siger både noget om, hvor hårdt det, man står i, er, og noget om kulturen. Det kommer jo ikke kun indefra. Det kommer selvfølgelig også fra den kultur og det miljø, man er i, siger han.
I stedet ender det med – som for flere af de spillere, tipsbladet.dk har talt med, og hvis historier vi har foldet ud i de seneste dage – at de fortæller det i klubben, når de er kommet ud på den anden side af problemerne. Det, mener Jesper Riisgaard, er en fejl. For jo tidligere man deler det med andre, desto tidligere får man hjælp. Og jo før man får hjælp, desto før kommer man det til livs, hvilket giver bedre forudsætninger for at lykkes på banen.
Gør noget
Hvis man ikke kommer til bunds i sine problemer, kan det ende, som det gjorde for den Superliga-spiller, Jesper Riisgaard arbejder med. Hans problemer blev værre og værre, indtil det slog klik.
Spilleren gik ifølge Riisgaard fra at være en åben og kærlig fyr til at være indelukket og indespærret. Aldrig rigtig glad, aldrig rigtig ked af det. Holdt altid folk på afstand, for så kunne de jo ikke såre ham.
- Nu er han en halvvoksen mand, som ikke er ret meget i kontakt med nogen som helst følelser. Og det er selvfølgelig et kæmpe problem som menneske. Der er begrænsninger for, hvor langt det kan drive én, den her forsvarsmekanisme, siger Jesper Riisgaard.
Der er næppe nogen, der mener, at man ikke skal give fodboldspillere de bedst mulige vilkår for at præstere. Det er bare ikke altid, klubberne ved, hvordan de skal bære sig ad, eller mener, at de har tiden, midlerne eller evnerne til at gøre det, der skal til.
- Så ender det tit med at være fire værdier, der står på væggen, og man læser dem de første tre gange, man går ind ad døren, og så læser man dem ikke mere. Det kommer fra den bedste intention, men det når bare slet ikke nogen vegne – andet end op på væggen, siger Jesper Riisgaard.
Læs også:Dansk spiller: Jeg skulle ikke både miste min mor og pladsen på mit hold
Det værste, man kan gøre, mener han dog, er ingenting. Det handler primært om at gøre noget.
- Først og fremmest er det at intensivere det her arbejde, som er mentaltræning. Uanset om man vælger at bruge psykoterapeuter, eller om man bruger sportspsykologer. Bruge mere tid og mere energi på det, siger han.
- Næsten alle siger, at 80 procent af det at præstere er mentalt. Fra uge til uge bliver man ikke dårligere med bolden; jeg er ret sikker på, at man kan jonglere til 100 den ene uge og til 100 den anden uge. Men hvis man kigger på arbejdsfordelingen, hvor meget man bruger på træningsbanen, og hvor meget man bruger mentalt, så er det i hvert fald ikke 80-20 i det mentale favør.
- Det skal det selvfølgelig heller ikke være, men det er et fingerpeg om, at alle ved, det er meget vigtigt, men man gør meget lidt ved det.
En usund tilstand
Indtil videre har Jesper Riisgaards Superliga-klients forsvarsmekanisme, at lukke alt og alle ude, ganske vist fungeret i sportslig forstand. Hans karriere er kun gået fremad siden. Hvilket bare har bekræftet ham i, at det var det rigtige at gøre, da han begyndte at lukke sig om sig selv.
Men, advarer, Jesper Riisgaard, spilleren er ikke en solstrålehistorie; han er et eksempel på, hvad det i yderste konsekvens kan medføre at tilpasse sig det hårde miljø, som professionel fodbold er.
Hvis man på den måde lukker sig om sig selv – og dermed andre ude – kommer det oftest til at gå igen i privatlivet. Ens kæreste, børn og venner vil opleve én som mere følelseskold, mere hård, mere indelukket.
- Man mister bare lidt af alle følelser. Man er i hvert fald ikke rigtig, rigtig glad. Man er heller ikke rigtig, rigtig ked af det. Man tør heller ikke være bange, hvis der er noget. De følelser holder man sig skarpt ude af, siger Riisgaard.
- Selv om man måske ikke er helt bevidst om det, er jeg ret sikker på, at når man arbejdet med det, så ser man det. Det er i hvert fald det, jeg oplever hver gang, når jeg taler med nogle om det. De kan virkelig genkende den her hårde facade og lidt mere følelseskolde stil. Så stiller jeg ét spørgsmål: Hvordan har du det med det? Svaret er altid: "Det kan jeg faktisk ikke så godt lide. Det er sgu ikke så rart."
- Det er selvfølgelig ekstremt usundt at være i som menneske, siger han.
Det siger måske bedre end noget andet, hvordan fodboldverdenen kan være. At dem, der opbygger en usund tilstand, ofte klarer sig bedst.
---
Har du ris, ros eller forslag til nye perspektiver eller historier, kan du skrive fortroligt på ada@tipsbladet.dk.
Læs også:- Lægen sagde, at hvis jeg lagde mig til at sove, var jeg måske ikke vågnet igen
Læs også:- De dårlige oplevelser var værre, fordi jeg var fodboldspiller
