Premier League-klubben Burnley kan være på vej på udenlandske hænder.
Det skriver BBC.
Egentlig var forventningen, at det amerikanske sportsinversterings-firma ALK Capital var i førerpositionen til at købe the Clarets, men nu har den egyptiske rigmand Mohamed El Kashashy overhalet dem indenom.
I hvert fald mener BBC at vide, at egypteren sammen med en britiske advokat Chris Farnell er i forhandlinger med nogle af klubbens helt store aktionærer.
Farnell fik for nyligt et forbud mod at eje en klub i England ophævet af det engelske fodboldforbund. Advokaten havde fået forbudet, efter der opstod problemer i forbindelse med et forsøg på at købe Charlton tidligere på året.
Men Farnell appelerede beslutningen, og forbuddet blev siden trukket tilbage, selvom han fik lov at tjene en fem-ugers karantæne, der sluttede 14. september.
Nu er der ikke noget, der kan stoppe ham fra at være en del af et bud, og sådan et har de to givet til Burnley. Buddet vurderes til i alt at være i omegnen af 200 millioner pund (ca. 1,6 milliarder danske kroner, red.)
Farnell har tidligere været involveret i overtagelse af Bury, mens han i en kort overgang var direktør i Wigan.
Ifølge BBC vurderes Burnley til at være en af de bedste drevne klubber i Premier League, men klubbens formand, Mike Garlicks, tøven med at løsne pengepungen har ført til et anstrengt forhold mellem ham og klubbens manager Sean Dyche, der gerne så truppen forbedret.
Hans eneste handler denne sommer var Brightons midtbanespiller Dale Stephens, mens han måtte se Joe Hart, Aaron Lennon og Jeff Hendrick forlade klubben, da deres kontrakter udløb i juni.
Burnley indtager i øjeblikket en 18. plads i Premier League med et point i de første fem kampe.