Video : Tipsbladet
Generelle

Efter sviner: Olivier Giroud med kækt svar til Benzema

Olivier Giroud svarer nu Karim Benzema, der i de seneste dage har kritiseret den franske landsholdsangriber.

Karim Benzema lagde ikke fingre imellem, da han forleden blev spurgt i en livechat på Instagram, hvad han synes om landsmanden Olivier Giroud.

- Man sammenligner ikke Formel 1 med at køre gokart, og jeg er venlig nu, lød det blandt andet fra Real Madrid-stjernen, der siden har forsvaret sine kommentarer.

Giroud har nemlig afløst Karim Benzema som førstevalget i angrebet på det franske landshold, efter at Benzema var involveret i en afpresningssag mod en holdkammerat. Af den grund har Benzema ikke været på landsholdet siden 2015, og han var dermed ikke med, da Frankrig blev verdensmestre i sommeren 2018.

Det var Olivier Giroud til gengæld, og det påpegede han da også, da han blev spurgt ind til kommentarene fra Benzema af Befoot. Det skriver AS.

- Er jeg en gokart? Så er jeg en gokart, der er verdensmester, lød det kortfattet fra Olivier Giroud med henvisning til, at han - i modsætning til Benzema - altså kan kalde sig verdensmester.

Giroud spillede i alle Frankrigs kampe ved VM i 2018, men uden at komme på måltavlen. Han stod imidlertid for én assist.