Dyr herre: Bendtner koster 100 mill.
Nicklas Bendtner har gjort sin omverden opmærksom på, at han er klar til at forlade sin reservetjans Arsenal. Et skifte, der vil indbrinde Arsenal 100 millioner kr., det mener angriberens agent, Thomas Bendtner.
- Jeg får ikke som agent prisen at vide fra Arsenal Den slags ordner klubberne mellem hinanden, og det er ikke sikkert, Nicklas nogensinde får at vide, hvor meget han har kostet. En pris på omkring 100 mio. kr. lyder meget realistisk, udtaler Thomas Bendtner til Sporten.dk
- Han har været vurderet højere, men når man ikke spiller så meget, så daler værdien naturligt. Nicklas har kvaliteterne til at kunne leve op til de mange penge, og vi kan sagtens finde en ny klub til den pris, siger far og agent Bendtner.
Således skulle det ikke være svært at finde en ny arbejdsgiver til den danske spydspids, og det er selvom transferbeløbet kan bliver det højeste nogensinde for en dansk spiller.
- Der har været mange henvendelser fra både klubber og andre folk i miljøet, der har spurgt, om det er rigtigt, at Nicklas er 100 procent klar til at forlade Arsenal. Og det har jeg bekræftet. Så der er masser af interesse, siger Thomas Bendtner.
Spilleren selv er også helt klar i mælet:
- Interesse er der altid. Jeg ved, hvad jeg selv vil, men det holder jeg for mig selv og mine nærmeste. Hvis man i længere tid ikke spiller for sin klub, så kan man ikke forvente at spille på landsholdet. Det er ens for os alle. Jeg har trods alt spillet nogle kampe i sæsonen, og min kampform er godt nok ikke 100 procent optimal, men for mig er det en fin form, udtaler hovedpersonen selv til Sporten.dk
Nicklas Bendtner skal lørdag bevise sin form, når han og sine danske holdkammerater møder Island i EM-kvalifikationen.