Hvert år på dette tidspunkt begynder der at komme fut i transferrygterne. Transfervinduet åbner således i starten af januar, hvor klubber i ind- og udland kan købe og sælge spillere.
Men noget, der måske er ligeså relevant på denne tid, er, at en lang række stjerners kontrakter vil have under et halvt år til udløb. Langt de fleste kontrakter udløber således den 30. juni i et givent år, og når en spiller har under et halvt år til kontraktudløb, kan han påbegynde forhandlinger om et sommerskifte på en fri transfer.
I år er der - som de fleste andre år - en lang række stjerner med udløb den 30. juni 2024, som altså lige om lidt kan forhandle om et sommerskifte.
Her lister Tipsbladet 21 af de mest prominente:
Kylian Mbappé, 25 år, PSG
Den største stjerne på listen. Og den, der velsagtens er sværest at blive klog på. Rygterne om et skifte til Real Madrid er begyndt at blusse op igen, men han kan også vælge at forlænge med PSG.
Toni Kroos, 33 år, Real Madrid
Til sommer har han spillet 10 år i Real Madrid, og der er nok gode chancer for en forlængelse. Men måske vil han prøve noget nyt efter et årti i samme klub?
Thiago, 32 år, Liverpool
En skade har ødelagt Thiagos sæson indtil videre, men når han er frisk, er han stadig forrygende. Der har tidligere været rygter om et skifte til Saudi-Arabien, men der vil formentlig også være europæiske bejlere.
Luka Modric og Toni Kroos i Real Madrid. Foto: Getty Images
Luka Modric, 38 år, Real Madrid
Modsat midtbanekollegaen Toni Kroos virker det til, at Luka Modric er klar på at prøve noget nyt. Hans rolle er blevet begrænset, og der er konstante rygter om et skifte til Messis amerikanske klub, Inter Miami, eller til Saudi-Arabien.
Jorginho, 32 år, Arsenal
Det er ikke meget spilletid, italieneren får i Arsenal i denne sæson, og det er oplagt, at han søger videre til sommer. Et skifte hjem til Italien kan ligge i kortene.
Anthony Martial, 28 år, Manchester United
Manchester United købte ham for 450 millioner i sommeren 2015 og har en option, så de kan forlænge samarbejdet til sommeren 2025. Det ser de ikke ud til at gøre efter nogle svære år for Martial, der dermed skal søge nye græsgange.
Tiago Djalo, 23 år, Lille
En af de yngre spillere på denne liste. Tiago Djalo, der er centerback, er angiveligt eftertragtet, og både Inter, Atletico Madrid og Juventus skal have vist interesse for at hente portugiseren på en fri transfer.
Jannik Vestergaard, 31 år, Leicester
Han er blomstret i denne sæson, Jannik Vestergaard, efter en periode ude i kulden, og han er blevet en stor profil i Leicester, som utvivlsomt gerne vil beholde danskeren. Spørgsmålet er, om stopperen selv vil forlænge.
Kelechi Iheanacho, 27 år, Leicester
Det tidligere Manchester City-talent ser ud til at stå uden klub til sommer efter nogle svære år. Han har før vist, at han kan score mål i Premier League, og mon ikke en klub i England vil give ham endnu en chance.
Wilfred Ndidi, 27 år, Leicester
Nigerianeren har i årevis været fast mand på Leicesters midtbane og er jævnligt blevet rygtet til større klubber. Nu er der en oplagt mulighed for at lande et stort skifte med kontraktudløb lige om hjørnet.
Guido Rodriguez, 29 år, Real Betis
Argentineren har de seneste år været en profil i Real Betis, og sidste år var han også med til at vinde VM med landsholdet. Til sommer kan han hentes kvit og frit, og blandt andet FC Barcelona har været nævnt som en potentiel destination.
Adrien Rabiot, 28 år, Juventus
Den franske landsholdsspiller forlængede sidste år sin kontrakt med Juventus med ét år. Nu står han igen foran kontraktudløb og kan måske se ind i et lukrativt skifte. Tidligere har han været rygtet til Manchester United og FC Barcelona.
Jamaal Lascelles, 30 år, Newcastle
Kaptajnen for et af Premier Leagues tophold. Det peger mest af alt i retning af en ny kontrakt med Newcastle, men man skal aldrig sige aldrig.
Mario Hermoso, 28 år, Atletico Madrid
En vigtig forsvarsspiller for Atletico Madrid, men klubben ser ikke til at have råd til at forlænge med Mario Hermoso. Derfor er der lagt op til et sommerskifte.
Koke, 31 år, Atletico Madrid
Det lugter af, at klubmanden forlænger og fortsætter i Atletico Madrid. Men lige nu står kontrakten til at udløbe, og derfor er der selvfølgelig en chance for et skifte.
Piotr Zieliński, 29 år, Napoli
Piotr Zieliński har spillet mere end 350 kampe for Napoli og været en vigtig mand for de forsvarende italienske mestre. Nu siger rygterne, at han skifter på en fri transfer til Inter til sommer.
Eric Dier, 29 år, Tottenham
I mange år har han fået godt med spilletid i Tottenham. Sådan er det ikke i år. Under Ange Postecoglou er han røget bagerst i køen til spilletid, og alt tyder på en skilsmisse senest til sommer.
Joel Matip, 32 år, Liverpool
Joel Matip kom til Liverpool på en fri transfer fra Schalke og kan forlade klubben på en fri transfer til sommer. Han er dog netop blevet ramt af en alvorlig knæskade, der utvivlsomt vil give andre klubber betænkeligheder ved at hente camerouneren. Det kan gøre et forlænget ophold på Anfield mere aktuelt.
Robert Skov i aktion for Danmark. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Robert Skov, 27 år, Hoffenheim
Den tidligere FCK- og SIF-stjerne har gang i en god sæson med tre mål og tre assister i 14 kampe i Bundesligaen. Det er god timing, for til sommer udløber hans kontrakt, og den gode form kan måske udnyttes til at score en god kontrakt i Hoffenheim eller andetsteds.
Emiliano Marcondes, 28 år, Bournemouth
Den tidligere Superliga-stjerne har døjet med en skade i hele sæsonen, og der har været konstante rygter om hans fremtid. Det trækker op til et skifte for Emiliano Marcondes i januar eller til sommer.
Thiago Silva, 39 år, Chelsea
39 år er ingen alder. I hvert fald ikke for Thiago Silva, der stadig præsterer på et godt niveau. Karrierens ende nærmer sig dog, og hvis han vil hjem til brasiliansk fodbold, før det er for sent, er det er måske snart.
Missede listen: Rafa (30 år, Benfica), Tomas Soucek (28 år, West Ham), Andre Gomes (30 år, Everton), Fabian Schär (32 år, Newcastle), Michy Batshuayi (30 år, Fenerbahce), Serge Aurier (31 år, Nottingham Forest)