Det rådne VM-valg
»Jeg vil blive meget overrasket, hvis nogen får mere end en symbolsk løftet pegefinger,« siger Jens Sejer Andersen til Tipsbladet.Han mener, at problemerne med korruption i FIFA er langt større, end hvad den aktuelle sag antyder.
»Jeg vil advare mod at have øjnene stift rettet alene mod denne skandale. Den er del af et meget større mønster. Det er en ideel situation for FIFA, hvis man kan ekskludere to medlemmer fra lande, der set fra Schweiz ligger meget langt væk, og derefter sige, at nu har man udryddet korruption,« siger Jens Sejer Andersen.
»Når Sepp Blatter taler om djævle, taler han om onde enkeltpersoner. Det er bekvemt for ham og FIFA at flytte opmærksomheden væk fra de langt større korruptions-skandaler, der har udfoldet sig i de senere år. Senest ISL-skandalen, som de med held har fået begravet. ISL-skandalen handler ikke om to ledere, der beder om penge, men om at adskillige personer har modtaget over 100 millioner dollars. Dem holder FIFA hånden over, og det skyldes velsagtens, at de stadig har fremtrædende positioner i FIFA,« siger Jens Sejer Andersen.
ISL-skandalen handler om bestikkelse for 138 millioner schweizerfrank [omkring 750 millioner kroner i dagens kurs] betalt til idrætsledere i blandt andet den olympiske komite og i FIFA, en sag FIFA klarede sig ud af midt under årets VM-slutrunde, hvor FIFA betalte 5,5 millioner schweizerfrank tilbage til ISL's kreditorer uden at sætte navn på, hvilke FIFA-folk der i sin tid havde modtaget pengene. Tidligere UEFA-præsident Lennart Johansson er ikke overrasket over den aktuelle sag og håber, at den giver anledning til at få flere sager frem i lyset.
»Jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket, når man tænker på, hvad der ellers er sket i FIFA gennem tiden. Det er selvfølgelig trist, for det burde komme som en kæmpe overraskelse, at der er korruption, men det er det desværre ikke. Det er ikke godt for fodbolden,« siger Lennart Johansson til Tipsbladet.
En afgørelse i sagen mod de syv mistænkte for stemmebytteri ventes midt i november, og det er endnu uvist, om afstemningen finder sted som planlagt 2. december. Men uanset forløbet kan det næppe blive andet end dramatisk, når FIFA i de kommende syv måneder både skal uddelt VM og valgt præsident, selv om Sepp Blatter indtil videre er den eneste kandidat.
Pages
- « Første
- ‹ Foregående
- 1
- 2
- 3
- 4